Tidligt forår og nøgne grene.

Her kommer endelig et billede af mit efterårsarbejde, som er en bestilling og forestiller Vilhelmsborg syd for Århus i tidligt forår. Som det nok kan ses, blev jeg især optaget af den mosaik, som netværket af endnu uudsprunge grene og kviste opdeler himlen i. Mine tanker om det ligger dog allerede fjernt, eftersom forårets malearbejde er i gang. Jeg arbejder med hele fire små malerier på én gang. To er bestillinger og to er små barselsgaver, som jeg har sat mig for. Min i forvejen sparsomme tid foran lærredet er blevet yderligere begrænset af, at jeg venter mig og derfor ikke gerne må tilbringe tid i oliemaling-dampe. I praksis betyder det dog ikke total afholdenhed, eftersom jeg er bange for, at det ville medføre så voldsomme abstinenser og depressive anfald, at det ville være til større skade end en times oliedampe om ugen. At male eller i hvert fald bevidstheden om, at jeg har muligheden for at male er ikke kun underholdning for mig men også en måde at bevare min mentale sundhed. Mine tanker bevæger sig anderledes, når jeg maler. Jeg regner med at kunne lægge et par små barselsbilleder ud her på bloggen, inden sommer og barn ankommer.

Nu i widescreen.

Jeg vil starte med en afsløring! Et maleri, som tidligere var bortcensureret her på bloggen, fordi det skulle være hemmeligt, indtil det blev givet som en morgengave til et bryllup i november. Som jeg har skrevet om det tidligere, var det nyt for mig at male i så stort og bredt et format (70×140). Jeg blev desuden nødt til at improvisere lidt, fordi forlægget ikke fik hele motivet, dvs. hele  Santa Monica-molen, med. Jeg fandt billeder på nettet, der viste spidsen af molen men fra en anden vinkel og i andet lys og vejrlig, så det var en lille udfordring at tilpasse. Det er et maleri med meget luft og åbenhed i forhold til mine vanlige motiver, og jeg tror, at det var lige præcis den varme og det lys, som var vigtigt for bestilleren at blive mindet om ved at se på maleriet. Derudover slap jeg min egen fascination af naturens organiske mønstre løs i bølgeskummet. Menneskefigurerne var som sædvanligt de sværeste, måske især fordi de på trods af lærredets størrelse var ret små midt i det store landskab, især ansigterne, som jeg måtte nøjes med at antyde. Det var heller ikke et portræt men nærmere et slags stemningsportræt, der var bestilt.

Og så vil jeg fortsætte med et udbrud: En hel kalendermåned, som står tom og uden indlæg her på bloggen! Men det er såmænd et passende udtryk for, hvordan det står til i mit kunstnerliv. Der sker næsten ingenting, og således kunne denne del af indlægget også være en slags sequel til sidste indlæg, som så bare skulle hedde “Om IKKE at have orlov længere”. November har været en travl måned med meget lønarbejde, og selvom jeg faktisk gik i gang med et nyt maleri i oktober, har det stået næsten stille i november. Det er mørkt, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvilket gør det umuligt for mig at arbejde med farverne. Jeg kender mange malere, der arbejder bedst om natten, så det er vel nærliggende at tænke, at jeg bare er lidt for fintfølende og skulle kunne vænne mig til ikke at have dagslyset, men efter adskillige forsøg har jeg givet op, fordi det simpelthen tager glæden ved arbejdet fra mig. De forskellige farver maling bliver til den samme mørke masse med et overfladisk genskær. Hvis nogen kender til en måde at lyssætte på, som kan give samme virkning som dagslys, så er jeg meget interesseret:) Der er selvfølgelig stadig weekenderne, hvor jeg har dagslys, men den begrænsede tid sætter virkelig min prioritering på spidsen på en anden måde end i min orlov, så det er ENTEN venner og familie ELLER mine malerier, og jeg vælger mindst lige så tit at bruge de weekender, hvor jeg ikke skal arbejde, på at besøge familie og venner som på at male. Nok om mine trængsler, for ikke desto mindre nærmer jeg mig en afslutning på et bestilt maleri. Så jeg håber at kunne bringe endnu en afsløring i dette år!

Om at holde orlov 3

Det er trukket ud med dette sidste indlæg om at holde orlov, ligesom det trækker ud, men dog går frem ad, med at male min ikke-orlovs første maleri.

Det sidste jeg skrev om min orlov, fokuserede på ulemperne eller det svære. Hvis det kom til at stå alene, ville det fordreje det samlede billede, så lad mig dreje på billedet igen: Mine dage bestod af, at jeg stod hverken for sent eller tidligt op, eksperimenterede med at finde den optimale morgenmad og til sidst fandt den, malede en times tid til lyden af god musik, løb eller svømmede en tur, malede igen, spiste hjemmelavet frokost og læste, mediterede lidt og malede så igen, indtil sidst på eftermiddagen, hvor jeg typisk “gik på kontoret” og besvarede mails og opdaterede hjemmeside. Jeg begyndte at abonnere på kasser fra Årstiderne, så det ofte var spændende og anderledes aftensmad, jeg lavede. Min interesse for madlavning blev i det hele taget udviklet betydeligt i løbet af denne periode. Og om aftenen sås jeg enten med venner eller slappede helt af foran en skærm, om det så var fjernsynet eller over et computerspil. I weekenderne malede jeg næsten aldrig men tilbragte dem lidt ligesom mine aftener. Hvis man ser bort fra de problemer, som jeg omtalte i forrige indlæg om orloven, så forløb mine dage sådan, og hvilken fryd! Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg overveje at anskaffe mig et separat atelier eller blive medlem af et kunstnerkollektiv, fordi en uafklaret opvask eller et tomt køleskab i rummet ved siden af virkelig kan distrahere, og fordi man måske alligevel godt kan gå og blive lidt sær alene. Men især til det sidste vil jeg nu sige, at der er en særlig kvalitet ved den koncentration, man får ved at være alene med sig selv, og hvis man bare sørger for at se folk i sin fritid, så kan det sagtens være en fordel at undgå tidskrævende sludren og sladren i hverdagen.

Jeg må konkludere: At have frihed i den grad, jeg har haft det sidste år, ønsker jeg for alle at få lov til at opleve af og til i deres liv. At kunne tilrettelægge sin døgnrytme og daglige vaner, så de er tilpasset egne behov, og ikke have andet end kunsten (i hvert fald i teorien) at samle sin energi om. At følge solens op- og nedgang og årstidernes skiften med en pensel i hånden. Selv at vælge sine kampe. Det virker meget meningsfuldt, og jeg er glad for at have prøvet det!

Musik til mine malerier

Nu har jeg fået mulighed for at dele noget af min fernisering “live”. Nemlig den del, hvor Astrid Holm Olsen og Gitte Boe Andersen opfører den smukke og eventyrlige musik, som Astrid har ladet sig inspirere til af fire af de udstillede malerier. Det var en fascinerende oplevelse at høre min maleri-verden komme til live i musikken også. På én gang var det velkendt, fordi det var min verden, og samtidig forunderligt og overraskende, fordi den ikke kun var set, men også hørt og igennem et andet menneskes sanser. Musik betyder mindst lige så meget for mig som billedkunsten, og at opleve de to forenet om noget, der var mit, men også var blevet andres, gav mig helt kuldegysninger. Jeg har sat de fire billeder ind under videoen  her, så man kan se dem lidt bedre end på videoen. Musikken til de to første malerier (som stadig er til salg:) smelter sammen til ét eventyrligt nummer, men de næste to er tydeligt adskilte. God fornøjelse!

Om at holde orlov 2

I dag har jeg for første gang sat penslen til lærredet igen efter tre uger tilbage på arbejde. Jeg har ikke haft tid til at savne at male, men alligevel er det mærkeligt, at det gøremål, som i dag virker luksuriøst og eksklusivt, for tre uger siden var hverdag. Det må være den rette anledning til at huske ulemperne ved at holde male-orlov, før lyserøde paradisskyer invaderer mine minder om det.

Selvdisciplin og ambitioner har været det mest tricky område for mig. Jeg havde to ambitioner: Det skulle være sjovt, og jeg skulle male utroligt mange malerier, både bestillinger og til en masse udstillinger og afprøve, om det var noget, jeg kunne leve af. Den sidste ambition kunne jeg ikke leve op til på trods af massiv selvdisciplin. Jeg var slet ikke effektiv nok og kunne ikke følge med efterspørgslen. Oprindeligt havde jeg vel en idé om at kunne arbejde koncentreret foran lærredet 37 timer om ugen, men det opnåede jeg aldrig, om det så var fordi, det bare er for intenst et arbejde til, at det kan lade sig gøre, eller om der var noget i vejen med min selvdisciplin.

Disciplinen valgte jeg faktisk at slække på efter nogle måneder, for når man både holder sig selv i stram snor og alligevel ikke når sine mål, så drukner fornøjelsen altså lidt, og jeg opdagede, at min første ambition om at have det sjovt også var ved at ryge. Jeg nåede aldrig at finde den rigtige balance, for selvom jeg slækkede på disciplinen, så var samvittigheden der stadig og forhindrede mig i bare at slappe af og have det sjovt. Jeg må nok indse, at når billedkunsten bliver hovedbeskæftigelsen, og jeg har drømme om at tjene penge på det, så kan det ikke altid være sjovt længere. Jeg tror dog på, at der kan gøres meget ved at tilpasse sine ambitioner, så de bliver opnåelige, og det arbejder jeg så videre på. Jeg har ikke opgivet drømmen om et malerliv, hvor jeg kan være tilfreds med min indsats, min indkomst og den daglige glæde ved at male.

Fernisering

For en uge siden ferniserede jeg min første soloudstilling, og det var en sjov oplevelse at stå omgivet på alle sider af sine egne malerier. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en 360 graders video til dem, der ikke kunne nå med til udstillingen, så de kunne få et indtryk, men jeg har billeder hele vejen rundt, så dem får I her:

Salen, hvor jeg udstiller, bliver normalt brugt til alskens kulturtilbud og er et stort lyst rum. Der er knyttet en større gruppe frivillige til arrangementerne, og også i dag dukkede flere af dem op og stillede an med forfriskninger. Jeg startede med at sige lidt om de forskellige temaer og motivkredse i mine malerier, og så kom dagens store oplevelse for mig, nemlig Astrid Holm Olesens musik, som hun havde komponeret til fire af mine malerier og fået Gitte Boe Andersen til at hjælpe med at spille til ferniseringen. Det var smuk musik og rørende at høre min egen male-verden vokse over i musikken! Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne linke til deres optræden, så andre også kan få et glimt af oplevelsen!

På dette sidste billede står min lille, søde farmor og lytter til musikken. Min fars familie var mødt massivt op og flere venner, kolleger, biblioteksbrugere og gamle efterskolelærere, bla. min rare billedkunstlærer fra 8-9 klasse var der, så der var nok mennesker at snakke med. Jeg var ret benovet over, hvor meget der blev gjort stads af mig og mine malerier. Tak for en god dag!

Om at holde orlov 1

Jeg er blevet bedt om at dele ud af mine erfaringer med at holde ”male-orlov”, nu hvor jeg er færdig med den. Der er mange aspekter ved det, så de vil komme dryssende over tre indlæg i løbet af de kommende uger.

I første omgang er der jo den økonomiske forudsætning, der skal være i orden for at tage orlov. Jeg har arbejdet fuld tid som bibliotekar i et par år og på den måde sparet sammen til at kunne klare mig uden indkomst i et år. Det har fungeret fint, og jeg har bestemt ikke lidt nød. Det er sandsynligvis ikke alle arbejdspladser, der er med på at give deres medarbejdere orlov i et år, selvom jeg synes, at det må være en oplagt mulighed for dem for at ”smage” på nyuddannede og andre med nye ideer, og for at ”pleje” deres faste medarbejder med lidt frihed.
I disse dage hvor jeg er i færd med at vende tilbage til bibliotekararbejdet, oplever jeg hvor åben og frisk i hovedet, jeg er efter et år i en anden verden. Jeg har appetit på at komme i gang igen. Det må da være attraktivt for en arbejdsplads at have medarbejdere med den indstilling frem for de udbrændte sjæle, der aldrig får lov til at løfte næsen fra det vante spor. Det var så min lille arbejdspolitiske udmelding.

Men heldigvis fik jeg altså orlov uden problemer, og jeg håber at andre med den lyst, kan finde mod til at prøve, så det måske bliver helt normalt og udramatisk i vores samfund at gøre det. Næste indlæg kommer til at handle om min ferniseringen af min udstilling i Arden.