Hukommelseskortet i mit kamera er gået bort sammen med en stor mængde efterårsmotiver og et par fotos af mit nuværende “work in progress”. Oh ve. Spildt mælk, må det vel kaldes, og jeg gør mit bedste for ikke at græde. Istedet tegner jeg ivrigt portrætter i mine fine rammer. F.eks. er her en tegning, som har en sær beskæring, der stammer fra foto-forlægget. Jeg kunne ikke stå for at prøve at tegne det, fordi det havde ramt en særlig varm fortrolighed mellem to mennesker. Det talte til min romantiske tilbøjelighed. Og jeg er faldet over flere af den slags motiver, så nu starter jeg måske en slags “fortroligheds”-serie.
Her er et lille diva-portræt af en veninde:
