Motivet er utroligt simpelt, men den lille lysplet i alt det blå får simpelthen mine tænder til at løbe i vand. Jeg ville ønske, at det tog længere tid at male, så jeg rigtigt kunne svælge i det, men for en gangs skyld nåede jeg knap at opdage det, før det var malet. Det var det første maleri, jeg malede efter nytår, og det har stået og tørret i mit atelier i mange dage, så nu vil jeg dele det med jer. Klik på billedet for detaljer.

Mit næste projekt bliver også snart lagt ud: Endnu et efterårsmotiv fra København. Denne gang botanisk have. Men det mangler endnu at få lidt opmærksomhed, før det kan ses her.

Så en femme fatale

Amerikansk heltinde, måske i Pirates of the Caribbean?

Venligheden selv?

En kvindelig Curt Cobain?

En karakter fra et Bertholt Brecht-stykke?

Eller bare min eftertænksomme lillesøster.

Men jeg har lige opdaget, at hvis man formindsker portrættet ned til størrelsen på det foto jeg malede efter, så ligner det mere. Formindske, forstørre, formindske…

Modellen her er forresten den smukke Rosamund Pike i rollen som den tankefulde Jane Bennet (Stolthed og fordom – 2005). Ikke min yndlingsfilm men helt klart en yndlingsskuespillerinde. Når maleriet har fået det mærkværdige navn “Damen med de små hænder”, så skyldes det, at min udgave af den kære Jane i begyndelsen af dette maleris skabelseshistorie virkelig havde endnu mere uforholdsmæssigt små hænder, end hun har i virkeligheden, og deraf fik hun i folkemunde (min familie) sit kælenavn. Det kunne selvølgelig også være blevet til “Damen med det kollosale hoved”, men det ville folkemunde altså ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele et billede af en af mine ganske nye malerier “Plads” i sit nye hjem. Dér ser det ud til at have det godt.

På det sidste har jeg dog fået en mistanke om, at der er blevet mindre forskel mellem første og anden udgave, så nu har jeg taget billeder før anden gennemarbejdning, og så tager jeg billeder igen efter, de er færdige. Så må vi se, om der er sket en make-over, og malerierne har tabt sig ti kilo og smidt brillerne. Ofrene for disse forvandlinger er et sæt malerier af “del og helhed” ved vores smukke hvide baggårdsroser. Et varmt minde fra i sommers, men faktisk er rosen jo ikke et fremmed billede i julen, i hvert fald ikke i lyrikken, så jeg føler mig ikke egentlig ude af trit med årstiden.

Her er et lille diva-portræt af en veninde:

For en måneds tid siden fik jeg en sjov tegneblok af en veninde. Den har fortrykt forskellige rammer på alle siderne, så det giver en meget fornem effekt, når man tegner i midten. Det har jeg taget som en mulighed for at dyrke lidt portrættegning igen. Da jeg har en meget fotogen/malerisk lillesøster, der heldigvis tør posere, har jeg taget hul på en hel serie med hende.

Her har jeg forsøgt at tage billeder af tegningerne, men den slags svage toner er nu svære at fange med et kamera. Jeg maler i øjeblikket på to bestilte malerier, men det er hyggeligt at give sig selv lidt Jørgen Clevin-tid af og til.

Som “besøgende” fra Nordvestjylland er der en side af Randers, som “took my breath away” fra de allerførste gange, jeg var her. Overflødighedshornet af svulmende løvtræer og svimlende højdeforskelle kan tvinge en nøjsom vestjyde helt i knæ. For os, der er vant til at gå ture i små samlinger af skæve halvskaldede bjergfyr på flade marker af stridt græs, er Randers i sig selv en eksotisk regnskov, også uden at vi betaler entré ved drivhusene. Tænk, bakkerne er så stejle, at der er trappetrin i fortovene! Og kigger man op, læner store gamle bøgetræer sig kongeligt ud i en frodig jungledamp. Bare et lille stykke inde i en park er man opslugt, men oppe under kronerne er der stadig ekko af bylarm, som om fuglene har fået motorstemmer. De store veje dukker pludselig ud af dybe huler imellem bakkerne, så man føler sig hensat til Norge eller Færøernes tunneler.

Det siger sig selv, at en vestjysk naturmaler må hige efter at mætte sine malerier med den slags sansninger, så det har jeg forsøgt i ovenstående tidlig-efterårsudsigt fra parken ved Vester Altanvej.

Som et lille intermezzo eller en slags eksperiment har jeg de sidste par dage malet et mindre maleri af en rovfugl i et helt andet (for mig) hjemligt hedelandskab. Landskabet er dog malet ude af fokus i en effekt, der er lidt sjov og ny for mig. Jeg har heller aldrig malet fugle før, men jeg blev fascineret af formen og bevægelsen i dette motiv, så det måtte jeg lige prøve. Som et lille kuriosum er det malet på hjemmeopspændt lærred.

Og så er der dukket et andet maleri af ældre dato op igen, og det har jeg endda fået mulighed for at sætte til salg. Det er et motiv fra skoven ved Tømmerby Å, hvor flere af mine yndlingsmalerier kommer fra. De har en kvalitet af mystisk men også hyggelig troldeskov, som jeg forbinder meget med noget centralt ved mine malerier. Klik på billedet herunder for detaljer

Maleriet er det første i en slags efterårsserie. Det sjove ved det er, at jeg i lang tid troede, at det var et forårsbillede, jeg malede. Motivet er så gammelt, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg havde taget billede af det. Men så opdagede jeg, at der stod efterår på den mappe, som jeg havde gemt billedet i, og nu kan jeg da også se, at der ligger blade på jorden. Men det er egentlig tankevækkende, hvordan forår og efterår kan minde om hinanden. Løvet på træerne er tyndt og gulligt og solen står lavt. Jeg har tænkt over, at nogle fugle synger på samme måde forår og efterår, så jeg en råkold efterårsmorgen kan blive helt i tvivl, om vi mon er i marts, men tvivlen varer nu ikke længe. Der er så utroligt mange forskelle også. Jeg er uden diskussion efterårsmenneske, så jeg vil vride så mange malerier ud af årstiden som muligt. Det bliver dejligt. Det maleri, jeg er i gang med nu, er et tåget efterårsmotiv fra Randers, så det er mere hjemligt og nutidigt og med knap så meget plads:o)