Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Malerier med puls

Jeg har tidligere “vist rundt” på mine vægge, men jeg har lige opdaget, at jeg ikke har fået opdateret denne “rundvisning” med mit nyeste køb fra Anders L. Hobergs atelier, og derfor er det nu slet ikke nyt mere, men stadig værd at dele. Man kan sagtens se forskel på mine og Hobergs malerier, men jeg har alligevel altid følt et slægtskab. Det er jo selvfølgelig ikke unormalt at opleve, at man har ting til fælles med en god ven. Men uden at jeg egentlig har spurgt ham om det, kunne jeg godt forestille mig, at vi nærmer os samme tilstand, når vi maler, og man kan se det i vores værker. Vi dyrker begge noget doodle-agtigt og meditativt i vores motiver. Som min far siger, så lægger jeg faktisk puslespil, når jeg maler. Måske har Hoberg det lidt på samme måde, og det smitter beskueren, så man ofte glemmer sig selv og tiden, der går, når øjnene falder på et af hans malerier. Der sker jo egentlig en masse i hans motiver og blikket bliver ført rundt og rundt i fantasiens spring, associerende eller paradoksale. Det er ikke på nogen måde søvndyssende eller idylliske motiver, men det er som om der er en rytme i “labyrinten”. En slags roligt hjerteslag, der får beskueren til at trække vejret roligere, måske i takt med maleren? Det giver god mening, at nogle af malerierne fornyligt var med på en kort udstilling med Mental Art i Herning. Jeg nåede desværre ikke at reklamere i tide, men man kan få sit eget Hobergske “terapi-maleri” ved at købe det (utroligt billigt, synes jeg) igennem kunstneren selv. Kig på hans hjemmeside og facebook-side!

Hvordan mon det ender?

Ofte er første gennemmaling en forholdvist “lukket” proces, hvor jeg angiver, hvordan det endelige værk skal se ud. Det er mere en konstatering end et forslag. Andre gange er det et forsøg, som sagtens kan føre til noget helt andet. Især når et maleri er en bestilling, er første gennemmaling næsten et spørgsmål.

På dette maleri skal der optræde et rådyr, og jeg havde tænkt, at det skulle stå i et skovbryn, så det ikke var for blottet, men samtidig har jeg ikke kunnet male skovbrynet for tæt på, fordi der også skal optræde en blå sommerhimmel. Nu hvor jeg er nået til at male rådyret, må jeg indse, at det på den måde bliver ret fjernt og lille. Det logistiske spørgsmål i kunstnerens hoved bliver derfor “Skal rådyret være lidt modigere og bevæge sig ud på marken? Eller er vi ude i en omtænkning af skovbrynet? Kunne det mon nøjes med at være i den ene side, meget tættere på, så sommerhimlen blev fortrængt dér, men kun i den ene side af maleriet?” osv. 😊

Normalt vender jeg disse spørgsmål med bestilleren (og det gør jeg også denne gang) og skriver ikke om dem her, men jeg fik lyst til at give et indblik i de overvejelser og den midlertidighed, som et maleri kan svæve i i begyndelsen. Gad vide hvordan det bliver…

Udsigt fra en sofa

Er det mon titlen på mit næste maleri? Dog ikke 😊 Men nærmere titlen på min frokostpause. Udsigten fra sofaen går til et mælkebøtte-maleri, der så småt kigger frem på staffeliet. En af mine mæcener har bestilt en mælkebøttemark og et skovbryn, og sådan nogen fandt jeg på en lille gåtur i Hammel tilbage i forsommeren. Så nu prøver jeg at genkalde mig og formidle følelsen af at stå med fødderne i gule, saftige blomster med hele sommeren foran mig.

Jeg kan aldrig koncentrere mig om at tage billeder under en fernisering, så jeg har snydt lidt og taget billeder af udstillingen på forhånd 😉 Vær med til at fylde det tomme rum imellem malerierne på søndag den 28. august kl. 12-13 i Hjortshøj Sognehus, Smedebakken 14. Vi ses!

Blomsterhjørnet 🙂
Det unge hjørne 😉

Fra kyst til kyst

Imens et græs-gardin langsomt trækker sig for på lærredet her, har mine andre malerier foretaget en rejse fra de høje, lysende himle ved Limfjorden til frodig, tordentung luft ved østkysten. Udstillingen på “Mississippi” på Thyholm sluttede i weekenden, og den 28. aug. er der fernisering på en udstilling med mine malerier i Hjortshøj Sognehus. De bliver hængt op allerede i morgen, og der er offentlig adgang til sognehuset i normal arbejdstid, hvis salen da ikke er optaget af et arrangement. Kirkens ansatte åbner gerne op, hvis der er låst. Udstillingen løber indtil november.

Valmue-dramatik

Sommerferien er forbi, men sommeren er ikke, og det lader jeg lærredet mærke med endnu en omgang valmuer. Jeg kan godt lide denne første fase af valmue-malerier, hvor de røde blomster vokser frem alene. Det er så dramatisk. Det minder mig om Peter Madsens brug af valmuen i sin tegneserie “Menneskesønnen”. Valmuen optræder som et meget simpelt, smukt og voldsomt symbol i de få billeder, hvor Jesus forudser sin egen død. Så på en måde får jeg lyst til bare at lade det være et færdigt værk, men så alligevel ikke, for det er nu engang ikke mig 🙂 Så arbejdet fortsætter. Jeg skal desuden i gang med at male mælkebøtter. Mere om det senere.

Ved kysten

Jeg skriver dette i et gammelt sommerhus ved vestkysten, og det føles fuldstændigt i tråd med motivet på mit nyeste maleri. Da jeg blev præsenteret for det, tog jeg for givet, at det var et vestkyst-landskab, men det viste sig at stamme fra så eksotiske himmelstrøg som New Zealand. Sådan kan det vise sig, at man pludselig føler sig hjemme på den anden side af kloden 🙂

Dette maleri har været længe undervejs. Jeg tog især work-in-progress-billeder under først gennemmaling. Nogle af dem indlejrer jeg her, så man kan få et indtryk af malingens fremmarch 🙂 Enhver bestilling er sin egen, og dette værk har været et samarbejde, hvor bestillerne er kommet med et meget malerisk motiv fra starten og en tydelig æstetisk fornemmelse for balance i kompositionen og prioritering af motivets elementer. Det stiller nogle krav til præcis kommunikation, som jeg faktisk ikke har tænkt over før, og hvis jeg havde været IT-haj, så havde jeg nu været i gang med at udvikle et eller andet visuelt værktøj til formålet… hm, måske findes det allerede. Men jeg synes nu, at vi klarede det rimeligt godt med de kommunikationsformer, vi havde, og det var en stor tilfredsstillelse, da vi nåede frem til det færdige resultat, som det står nu.

Det har den blanding af landskab og portræt i sig, som jeg holder meget af. Mennesker, som er genkendelige i kraft af deres krop og udstråling fremfor ansigt, og så deres forholden sig til de omgivelser og den natur, de befinder sig i. Vi ser børnene udefra og bliver samtidig inviteret til at leve os ind i, hvordan det må være at sidde dér på en solvarm sten og kigge ud over verden. Ganske vist er der meget, vi ikke ved om dem, for de har jo ikke travlt med at udstille sig, faldet hen i selvforglemmende tanker og måske indbyrdes snak, som de virker til at være. Men det er lige præcis denne åbenhed for at forestille sig noget om de portrætterede og deres situation, som jeg søger. Ligesom man næsten altid kan finde væsner og figurer i mine landskaber, som man nu selv synes, ikke fordi jeg har malet dem dér, men fordi jeg åbner muligheden for, at de er der. Måske er det new zealandsk troldtøj, måske er det en vestjysk klit-nisse, måske er det forblæst marehalm, det sidder i øjet på beskueren 🙂

Jeg er i denne stund på farten, tværs over Jylland, for at være med til at åbne en sommerudstilling på Thyholm, med bla. mine malerier. Udstillingsstedet hedder noget så eksotisk som “Mississippi”, men virker egentlig ret jordbunden og jysk, indrettet på en gammel skole midt i et klassisk vestjysk landskab. Der er måske også lidt prærie og det vilde vesten over det derude. Jeg afleverede malerierne for to uger siden, og nu skulle de så være hængt op og klar til fernisering. Jeg nærmer mig med togbus over Oddesund Broen, og det er nok lidt sent at invitere til fernisering, men udstillingen fortsætter indtil den 14. aug. Hvis I alligevel skal mod vest her i sommer, så kig forbi. Jeg linker til flere oplysninger her.

Imellem mure

Jeg bliver vist aldrig træt af at male japanske kirsebærtræer. De overbeviser mig hvert år, når de igen folder sig ud. De er ikke til at få øjnene eller penslen fra.

Dette træ står på mine børns skolevej, og træets vælde kombineret med den lille trappe, der bugter sig op i et frodigt mørke bag træet, tiltrækker mine øjne og min fantasi hvert år. Her står det i en morgensols-udgave med skyggefald på murene. Jeg har taget utroligt mange billeder af maleriet, fordi de hele tiden bliver mere orange i tonen end originalen, som i mine øjne er mere kraftigt lyserød, men det ligger ikke indenfor mine evner at få frem på et foto, åbenbart 🙂 Klik på billedet for størrelse og pris.

Jeg har før malet by-træer. Deres naboskab med menneskelige bygningsværker er fascinerende. På den ene side kan de virke trængte, og på den anden side som om de drager fordel af murenes beskyttelse og faktisk i sidste ende vil overleve de smuldrende mursten.

Kastanje ved gavl, 2017, solgt

Vi har lige været der. I det spinkle forår, hvor sårbare, vandblå, hvide og gule farver håbefuldt og modigt pibler op af jorden og dækker den, imens træerne stadig sparer på kræfterne og skeptisk ser tiden an. Solen er stadig skarp og lav og får vintergrenene til at kaste lange skygger, men lader man mismodigt blikket falde, så opdager man at det spirer og rør sig under træerne og midt i det hele har en flok børn smidt vinterjakkerne og er frimodigt på vej ud i foråret.

Og nu kom det altså, det romantiske, storslåede, frembrusende forår, som småblomster og børn kunne mærke allerede i april. Snart springer studenterne ud og så skal dette maleri være tørret og klar til at blive givet som studentergave til pigen i midten af maleriet. Jeg håber, at denne gave fra hendes forældre vil give hende en følelse af en åben og lys verden foran sig med en tryg og selvfølgeligt tilstedeværende familie omkring sig.