Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Når man som jeg finder sine motiver imellem både nye og gamle fotografier, så kan der opstå den situation, at man glemmer, hvor og hvornår billedet er taget. Det ændrer heldigvis ikke på det maleriske ved et motiv, og nogle gange kan det gøre både maleprocessen og besigtigelsen til et interessant vedvarende spørgsmål. Det tror jeg på en måde, at de er i forvejen, men det bliver tydeligere, når man hele tiden står og spørger sig selv: “Er det her forårs- eller efterårsløv? Er det formiddag eller eftermiddag? Er det her Domkirken i København eller et andet sted i den by (for så meget kan jeg huske:)

Dette maleri er blevet til i en lang, fragmenteret proces fra påske og indtil nu, og jeg tror faktisk, at jeg kunne blive ved med at male på det i endnu længere tid og hygge mig med det. Det er et varieret og udfordrende motiv, der ikke rigtigt vil afslutte sig, men nu er jeg tilfreds med det, og så vil jeg stoppe imens legen er god. Sammen med Tusmørke i allé og  Vej i efterårsskov danner det en lille, utilsigtet serie af gotisk langstrakte malerier. Klik på maleriet for at se størrelse og pris!

Da jeg fornyligt hængte malerier op på Café Andie, henvendte en ældre dame, der vist var stenhugger, sig interesseret til mig. Hun udtalte sig positivt om mine malerier, men mente, at hvis jeg malede i større størrelser, ville de blive mere frække. Ikke fordi jeg har noget imod “fræk” kunst, men jeg var noget i tvivl, om det egentlig er det tillægsord, jeg sigter efter med mit kunstneriske virke 🙂

Snart ville skæbnen dog, at jeg rent faktisk blev bedt om at male i en for mig helt uprøvet stor størrelse. Lærredet kan kun lige være på mit staffeli og mit arbejde med det sneklædte bjerglandskab, som også er en ny type motiv for mig, er en lang, fysisk udmattende rejse henover lærredet. Men min forudgående nervøsitet for projektet er gjort til skamme, for det er simpelthen sjovt ikke at “gratte” så meget med detaljerne og at få et andet flow ind i arbejdet, fordi det strækker sig over så lang tid, og den første del af maleriet når at tørre, før jeg bliver færdig med sidste del og skal starte forfra, så jeg behøver ikke at holde pause i arbejdet og vente på at maleriet tørrer. Et snelandskab er ikke bare hvidt, og det tiltaler mig at arbejde med nuancer og former indenfor en begrænset palet i Hammershøjsk tradition. Herunder er to billeder af “work in progress”. Der kommer et endeligt billede om et par uger. Om det så bliver et “frækt” resultat, er jo spændende 🙂20180423_143621

20180430_144703

Her er som lovet et foto af mit senest færdiggjorte maleri, som var en bestilt fødselsdagsgave og derfor først kunne offentliggøres nu. Jeg vil gerne bruge det som eksempel på den slags portrætbestillinger, jeg kan honorere med det bedste resultat. Min erfaring er, at hvis jeg prøver at male efter klassiske portrætfotos, hvor den portrætterede ses lige forfra og kigger ind i kameraet med et stort, selvbevidst smil, så bliver det ikke levende. Det er der flere grunde til, og en af dem er, at personlighed ikke kun udtrykkes igennem ansigtet men igennem krop og holdning og bevægelser og det generelle udtryk, man har, når man er optaget af noget andet end det observerende blik. Derudover er jeg også bare først og fremmest landskabsmaler, så min anbefaling til dem, der kunne tænke sig et portræt-maleri, er at bede mig tage udgangspunkt i fotos, hvor den/de portrætterede er vendt halvt eller helt væk, er optagede af noget andet og måske endda befinder sig i naturen. Ganske som på dette nyeste maleri, som jeg er vældigt godt tilfreds med. Det er et smukt fjordlandskab og et par drenge, der er helt optaget af at se verden og bevæge sig selvforglemmende ud i den. Der er noget eviggyldigt barnligt over dem, og samtidig ligner de efter min overbevisning de konkrete børn, som maleriet skal portrættere. Måske har jeg følt mig ekstra godt tilpas med motivet, fordi børnene er jævnaldrende med mine egne børn, og jeg kender dem, men det er også bare et godt motiv, som jeg er glad for at have malet.

Efter et hotelophold i Skovsgaard og en lille påskeudflugt til Hobro er mine malerier vendt hjem til Randers til lidt massage og et café-besøg. Med andre ord er de igennem de næste tre måneder hængt op i venteområdet til en kombineret akupunktør, fysioterapeut og pilates-studio på Århusvej og så på nogle af væggene i Café Andie i centrum af Randers. På Århusvej udstiller jeg Bulbjerg-malerierne, eksempler på mine portræt-evner og så et par større landskaber, og dér vil løbende komme flere til. I café Andie hænger fem Randers-motiver, billedet fra Assistensen og mini-malerierne. De hænger der sammen med værker af to andre kunstnere, som har hængt i caféen i længere tid. De fleste af mine malerier er i det inderste af de to café-rum. Besøg endelig det hyggelige og uformelle sted! De to fotos er derfra.

Efter en uge, der er gået med at tage malerier ned, transportere dem (en opgave, der ikke er kedelig, når man ikke har taget kørekort :)) og hænge dem op igen, så er jeg nu klar til at gribe til penslerne og gå i gang med både en større bestillingsopgave, og hvad jeg ellers kan komme i nærheden af. Lyset og varmen giver nye motiver og fornyet malelyst.

Påsketravlhed

For kunstnere og kunsthåndværkere er påsken en travl tid. Måske er det med interessen for kunst som med interessen for boliger, at den folder sig ud med forårets komme, og derfor skal alle større byer og udstillingssteder have en påskeudstilling. I dag har jeg for første gang haft “åbent” i mit atelier som en del af Randers Artweek. Jeg har været spændt på, om jeg overhovedet ville få besøgende i min lille udestue, og om jeg kunne få “formen” til at fungere. Der var the og kaffe parat, postkort til salg, dæmpet musik, ild i brændeovnen og et rent lærred parat på staffeliet, da jeg åbnede. Og faktisk fik jeg besøg. Pænt fordelt over dagen var der rare mennesker, der stak hovedet indenfor og kiggede og snakkede lidt. Jeg kom ikke langt med mit nye lærred, både fordi det var et svært motiv at tegne op, men også fordi jeg skulle samle mine tanker om arbejdet igen efter hvert besøg. Hvis hver dag forløb sådan, ville jeg ikke få malet meget, men for to dage er det mægtigt hyggeligt. I morgen har jeg mand og børn hjemme, så det bliver måske en ny oplevelse.

I går hængte jeg fire malerier op til Påskeudstillingen i Det røde Pakhus i Hobro, hvor der er fernisering på lørdag kl. tolv. Det er nærmest en lille serie af motiver fra den samme dag, en efterårsdag på landet. Serien omfatter de to allerede offentliggjorte malerier af spidslønnen og så to nymalede portrætter af mine børn. Til samme serie hører også et portræt/figurmaleri af min søn og en kat, men det var ikke helt tørt nok til at blive transporteret til Hobro. Jeg har ikke kørekort og rejser derfor med malerierne under armen.

Mit arbejde med de tre portrætter/figurmalerier af børnene har været hårdt arbejde. Billedet af Bjørk viste sig at være nemt at male, modsat normalen med portrætter, men de to af Asger var hårde nødder, som jeg desværre aldrig fik knækket helt, men som dog er hæderlige forsøg nu. Mit ønske var at male et portræt af Asgers figur og holdning og ikke hans ansigt. Jeg synes, at en krop kan udtrykke lige så meget personlighed og historie som et ansigt, så det var det, jeg gik efter at fange. Men eftersom hans ansigt jo også var synligt på forlægget, kunne jeg ikke lade være med at prøve at få det til at ligne så nogenlunde, på trods af at ansigtet var så lillebitte. Nå, men det var jo også tænkt mere som øvelse end salgsmateriale, og øvet fik jeg da. Mit mål var til dels også at øve op til et bestilt figurmaleri, som jeg lige har gjort færdigt og som I får at se her på bloggen, når jeg får lov til at vise det om et par uger 🙂

I den sidste tid har jeg eksperimenteret med at male på meget små lærreder ud fra den tanke, at det kunne bringe mine malerier indenfor rækkevidde af folk, der ikke har en kunst-opsparing. Det har ind til videre resulteret i seks små malerier i to forskellige størrelser. Jeg har forsøgt mig med både mine vante landskabsmotiver og så close-ups af blomster, som vel nok er det mest klassiske miniature-motiv. Vigtigt for mit eksperiment har det været, at jeg som følge af det mindre lærred også skulle bruge tilsvarende mindre tid, dvs. ned til tre timer på hele processen fra valg af motiv til afslutning af pr-arbejdet. Det har jeg ikke levet op til. Jeg kan konstatere: at male et mini-maleri er ikke det samme som at male de tilsvarende kvadratcentimeter på et større lærred. Det tager meget længere tid, medmindre man vil gå helt ubærligt på kompromis med kvaliteten. Og det er selvfølgelig fordi et mini-maleri skal være et helt værk i sig selv og ikke bare en detalje fra et større maleri. Hvis jeg klippede et tilfældigt hjørne af et større maleri, ville jeg heller ikke kunne kalde det for et færdigt værk.

Det har selvfølgelig været lidt nedslående at opdage efter mit vellykkede tidseksperiment med forrige maleri. Alligevel har det været interessant at øve sig i miniature-kunsten (for jeg vil faktisk sige, at det er en hel lille kunstart i sig selv), og jeg synes, at især “Første vintergæk” og “Sct. Hansbål ved Lild Strand”, hvoraf den sidste endda ikke var så tidskrævende, begge blev ret fine. Så jeg kunne sagtens finde på at vende tilbage til eksperimentet efter en pause.

Min foreløbige beholdning af mini-malerier og også andre værker kan ses “live” i mit atelier skærtorsdag og langfredag, hvor jeg som en del af Randers Artweek holder åbent atelier for dem, der skulle have lyst til et kig. Kom endelig forbi!

Mini-malerierne er også til salg her på hjemmesiden for mellem 500 og 700 kr. Se under “Landskaber” eller “Stemninger”.

Spidsløn

Jeg måtte lige male det lyserøde træ én gang til. Min svoger har fortalt mig, at det hedder en spidsløn. Kunne man tænke sig at se spidslønnen “live” på lærred, så kommer de to malerier og et par fremtidige værker på udstilling i tre dage på Påskeudstillingen i Det røde Pakhus i Hobro fra den 31. marts kl. 12 indtil anden påskedag kl. 16. Det er gratis at komme ind. Jeg vil være der til åbningen og henimod slutningen den sidste dag.

Jeg har ved dette maleri intensiveret min indsats for at reducere tidsforbruget på maleriet. Jeg har udregnet hvor meget lærred, jeg skal male på et par timer og må helst ikke male videre på den del af lærredet, når timerne er gået. Det betyder, at jeg især i den afsluttende fase, hvor maleriet træder frem som mere end en skitse, må så godt som lægge foto-forlægget fra mig, for ellers fortaber jeg mig simpelthen i at få det til at ligne virkeligheden i alle detaljer, og det tager tid. Så min forsøgsvise effektivisering fører altså til en højere grad af forsimpling/stilisering, men det er jo faktisk også det, jeg stiler imod med mine malerier, og er derfor ikke en slem bivirkning. Jeg synes, at det har givet et fint resultat med dette smukke skovbrynsmotiv, og jeg har holdt mig indenfor den tidsbegrænsning, jeg satte mig (som stadig ikke er meget stram). Hvis jeg bliver ved at øve mig, bliver jeg måske lynmaler en dag 🙂