Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Et andet af sensommerens projekter har været denne “dobbelt-bestilling”, begge i størrelsen 50×40 cm. Det startede med en studentergave. En niche jeg ikke har arbejdet indenfor før. Jeg håber, at flere kunne finde på at give malerier i den anledning, for jeg synes, at det giver god mening. I denne sammenhæng er motivet bestillerens solnedgangsminde fra en djurslandsk strandeng. Jeg har prøvet at fange noget af “eng-havets” nuancer og variation. Jeg er også godt tilfreds med de rygvendte figurers kropssprog, som virker helt fokuseret på udsigten og øjeblikket.

Samtidig opstod ideen til og ønsket om et maleri af selvsamme studine som barn. Det er nok ikke et usædvanligt tidspunkt for forældre at se lidt tilbage og ønske sig nogle konkrete minder at fæstne øjet på. Derfor kom også dette maleri af en madpakketur i Hestehaveskoven på Djurs til verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at portrætter er svære. Det er ret “nemt” at få det til at ligne et menneske, men at få det til at ligne lige præcis det ene menneske er kun nogle få kunstnere forundt at mestre. Den grundlæggende ambition var dog vist nok knap så meget et nøjagtigt portræt som et billede af en skøn situation. En leende pige sidder i den vågnende forårs-skovbund og skal til at spise sin madpakke med udsigt til den blå bugt, og pigen har i hvert fald en vis lighed med en bestemt pige, så missionen er fuldført, selvom jeg kunne blive ved med at nørkle mikroskopiske detaljer, indtil det hele var en stor mudderpøl 😉

Maleriernes hjem 12

Før i tiden var en mæcen vist en rigmand, som tog en eller flere kunstnere under sine vinger og sikrede deres eksistensgrundlag med en masse bestillinger, f.eks. portrætter af de unge døtre, en yndlingshund eller noget i den stil 🙂 Den slags mæcener har jeg ikke og kunne umiddelbart heller ikke tænke mig det, men det morer mig lidt at “klistre” det mærkat på de købere, som har flere af mine malerier til at hænge. Fornyligt fik jeg mig en ny mæcen 😉 som tog turen helt fra København og hjembragte et par af mine værker til en forholdsvist nykøbt lejligheds tomme vægge. Og nu har jeg modtaget disse billeder af maleriernes nye hjem. Det er som om malerierne endelig er blevet færdige og er faldet på plads i verden.

Bulbjerg revisited

Et af de små projekter, som jeg har arbejdet med i den sidste tid, er dette lille Bulbjerg-landskab. Det er en bestilling, som bunder i et bestemt minde, så det var vigtigt at få stumpen af Skarreklit med ude i bølgerne. Da jeg alligevel var på de kanter sammen med mine børn, greb jeg derfor chancen for at tage til Bulbjerg og knipse nogle nye fotos fra dette yndede motiv. I modsætning til andres fotos, fra nettet eller hvor de kan komme fra, så er mine egne fotos jo “tænkt” med det samme indre øje, som senere skal male det. Det indre øje skal selvfølgelig også udfordres af og til, men jeg nyder da, når jeg selv får mulighed for at vælge min vinkel og mit perspektiv som her, hvor jeg var klatret op i de ret stejle klitter, så de kunne være med i forgrunden af maleriet. Hver gang mit blik falder på maleriet (som dog nu er draget bort til sine bestillere), så tænker jeg på “To the lighthouse” af Virginia Woolf. Hun maler med ord, og jeg føler mig beslægtet med hende.

Maleriernes hjem 11

For fem år siden malede jeg et for mig lidt usædvanligt vinter-natte-by-motiv på bestilling. Jeg modtog egentlig bestillingen en måned før vi fik vores første barn i 2013, men der blev først overskud til at male det et par år senere. Her er historien bag maleriet, som den er skrevet til mig, og jeg vil lade den stå uden yderligere indblanding fra mig:

“Hej Marie,

Selve fotografiet du har malet efter blev taget den 27. januar 2013 ved krydset af Absalonsgade og Vesterbrogade klokken 3 om natten. Billedet er taget af min mand Michael, da han gik forbi gaden for at gå videre til hovedbanegården efter en endt julefrokost. Han tog billedet, fordi vi havde boet på Absalonsgade (bare i den anden ende), da vi startede med at komme sammen. For ham var fotoet sikkert et nostalgisk øjeblik midt i branderten 🙂

Jeg spurgte dig, om du ville male efter dette fotografi i 2015, fordi jeg mistede Michael den 3. februar 2013 – altså ca en uge efter billedet blev taget.

Michael og jeg fik 2 børn, der på daværende tidspunkt var 3 og 5 år, og jeg vidste, at de  ville få svært ved at huske deres far. Billedet er skabt som en reminder på en historie om deres far.
Jeg synes dine malerier er meget stemningsfyldte, og det stemte meget godt overens med det udtryk, jeg synes maleriet skulle have. Vi gik mange ture på Vesterbro og jeg kan huske, at det vigtigste var bare, at maleriet var med inspiration derfra.

Billedet har haft mange placeringer i mit hjem. Jeg fandt senere en kæreste, og billedet fik en mindre central placering, men nu hænger det igen i stuen og minder os om Michael og vores historie. Jeg bor nemlig igen alene med børnene, og billedet minder os om, at der har været en far med en masse gode værdier, en fantastisk humoristisk sans og et kærligt hjerte skønt det ikke var særlig stærkt.”
Vinter på Nørrebro

“Vinter på Nørrebro”

Maleriernes hjem 10

For et års tid siden sendte jeg maleriet “Under træet” ud i verden uden at vide meget om hvor og hvem, det skulle hen til. Så det er helt rørende for mig at modtage dette billede og disse ord fra dets nye hjem:

“Kære Marie, dit billede står i vinduet på kvisten i mit lille stråtækte bondehus på landet i Sønderjylland. Det får altid flot lys men aldrig direkte sol. Det står der, fordi jeg så kan se direkte på det fra min yndlings plads præcis i hjørnet i hjørnesofaen, der hvor fotoet cirka er taget. Jeg elsker dit billede fordi selv om jeg elsker foråret – så går jeg i ét med efteråret og dets skønhed og ro. Desuden elsker jeg den omsorg billedet udstråler: Naturen der omfavner menneskene og morens omsorg for barnet og katten. Så tak for den smukke følelse. Hilsen Tina”

Når jeg maler, har jeg ikke så mange ord i mig. Det er mere sansning og følelser, men Tinas ord rammer min oplevelse med dette maleri rørende præcist.

Maleriernes hjem 9

I denne udgave af Maleriernes nye hjem kan jeg ikke bringe et billede af, hvor det hænger nu, men jeg har alligevel lyst til at dele Dans ord om maleriet.

“Jeg bestilte billedet i 2014 og havde med motivet et ønske om at bringe “en bid af Aarhus” med mig til en ny tilværelse i København. Knap et år efter var maleriet klar og minder mig i dag fortsat om min fødeby og opvækst samt glade erindringer om en tid, der efterhånden ligger mange år tilbage, særligt genkaldelsen af den helt unikke å-stemning, som billedet fanger helt perfekt.”

Det er sjældent, jeg maler natte-malerier, men gensynet med dette maleri giver mig lyst til at prøve igen. Denne gang vil det forhåbentlig ikke tage et år at male 😉 I 2014 arbejdede jeg under nogle lidt andre forhold som ny mor med andet arbejde. Hvilken glæde i dag at kunne koncentrere sig om maleriet (og børn), så længe det nu kan vare. Lige for tiden arbejder jeg med bestillinger, men jeg tror, at jeg vil i gang med et motiv efter eget valg i dag.

Maleriernes hjem 8

På denne første efterårsdag genoptager jeg min serie om maleriernes nye hjem. I denne stue hænger to af mine malerier. På billedet ser man det nyeste “Børn ved Langenæs”, som var en bestilling, og herunder har jeg så indsat det andet, som blev købt for noget længere siden og som er mit eget påfund, et motiv med min søster i Bakkehuset i København. De tre stilfærdige, rygvendte figurer, optagede af deres eget, må give en særlig stemning til rummet. Køberen skrev i en mail til mig:

“Nu har vi fået dit dejlige maleri indrammet. Det hænger nu i vores “lille stue”, og vi er meget glade for det. På den modsatte væg hænger dit Bakkehus-maleri.”
“Vi glæder os dagligt over begge dine dejlige billeder, der hænger i godt selskab side om side med Johannes Larsen og Sven Havsteen-Mikkelsen”

 

 

Da coronaen brød ud, blev mine forårsudstillinger aflyst, og jeg begyndte at overveje, hvordan en billedkunstner får sine malerier set, når hun og andre ikke må bevæge sig fysisk hen til hinanden.

Jeg har længe været repræsenteret på Maleribasen, hvor man betaler et abbonnement for at udstille, men nu fandt jeg også Kunstsamlingen. De arbejder med et lignende koncept, hvor man betaler et større eller mindre abbonnement, alt efter hvor mange malerier man vil udstille og hvor meget “larm”, der skal være om dem. De har desuden et “trick” på deres hjemmeside, hvor man kan lege med at sætte malerierne ind i (et billede af) ens egen stue, så man kan få en idé, om hvordan det ville se ud hos én selv.

Så fandt jeg også Kunstnernes.com, som minder mere om et fysisk galleri, der modtager kommision af de solgte malerier, dog ikke så meget som de fysiske, hvilket jo nok hænger sammen med, at de heller ikke har så meget arbejde med formidlingen. De tilbyder fragt, hvilket gør tingene lidt nemmere for mig, men det har også betydet, at der nu er lagt fragt på prisen på de af mine malerier her på hjemmesiden, som også er repræsenteret hos dem, så der ikke foregår konkurrence.

Giv mig endelig et tip, hvis nogen af jer kender til andre måder at formidle sin kunst online.

Men nu lever vi jo ikke i fuldstændig karantæne mere, og mine malerier har allerede været lidt ude i verden denne sommer i fysisk form. Fra 1. oktober kan man se dem offline i Randers Sundhedscenter, hvor der så vidt jeg ved er fri adgang.

Så blev mit store sommerferie-værk færdigt. Endelig! Det er et stort lærred og et virvar af detaljer, og jeg har nydt det, men tidsforbruget stak lidt af. Forhåbentlig kan man dog se tiden i det færdige resultat, for trods sin størrelse er det gennemarbejdet og kælet for. Japanske kirsebærtræer ligner jo bare candy-floss, hvilket jeg også synes, at de gør her på maleriet, men kigger man efter, er der en del dramatiske bevægelser og kontraster, som også intensiveres i skygge-livet på jorden.

 

Jeg har faktisk for lang tid siden malet japanske kirsebærtræer på et meget mindre lærred og på en mere impressionistisk måde, synes jeg. Formerne er slet ikke så ornamentale og strøgene er hurtigere og mere spontane. Det er stadig et maleri, jeg er meget glad for, og det er sjovt at se, hvordan min stil har ændret sig, uden at jeg har tænkt specielt over det 🙂

Denne sommer har muligvis været lidt kedelig her på bloggen, men ikke for mig og mine malerier 😉 Efter en vellykket udstilling på Randers Rådhus, hvor kunstforeningen købte to små, meget randrusianske malerier, tog resten af malerierne med mig på festival!

Selvom det er en lille, privat festival, nogen ville måske kalde den en slags havefest, så er der god plads, og efter at have flyttet en del gamle vinduer og fejet spindelvævsguirlander ned var der en lang inviterende, hvidkalket staldmur. Her udstillede jeg og min gode ven og malerkollega Anders Hoberg så vores værker, som I Hobergs tilfælde var en række smukke, uudgrundelige arabesk-tegninger, nogle af dem tegnet på gamle landkort. Find og følg ham på facebook og lad dig forundre!

Efter en kort men flot besøgt reception med meget lange saltstænger hang malerierne i staldudstilling et par dage, og nu er de så hjemme igen efter ferien og kan de næste par måneder ses her hos mig, hvor jeg gerne står for en lille pop-up-udstilling 🙂