Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Klipper, vand og skyer

Et maleri med færøsk motiv slutter sig til rækken. Jeg plejer ikke at være i tvivl om, at man kan se, hvad mine malerier forestiller, men i dette tilfælde er jeg faktisk lidt usikker på det. Forgrundens klippeplateau med store vandpytter møder brat baggrundens fjord på en måde, så man måske kan blive i tvivl om størrelsesforholdet og tænke, at vandpytten også er en fjord? Jeg var bevidst om motivets dobbeltydighed, da jeg valgte det, men jeg sprang alligevel ud i det, fordi kombinationen af udsigt til dramatiske skyformationers hvil på en fjeldtop og så forgrundens krakelerede og vandgennemstrømmede sten rammer mine minder fra Færøerne så godt. Jeg befandt mig nu oftest nede i højde med fjorden, men som jeg tidligere har fortalt, så husker jeg både, hvordan skyerne kunne lægge sig storslået til hvile på landskabet, og hvordan klipperne syntes at være en stor svamp, der fik vredet vand af sig i konstant piblende bevægelse. Og som udtryk for det synes jeg, at maleriet er lykkedes ret godt, og så er det måske lidt underordnet, om størrelselsforholdene virker mystificerende. Disse to sidste færøske motiver har været præget af vilde skyer og vinterlige nuancer. Hvis jeg vender tilbage til øerne som motiv, vil jeg nok fokusere mere på det grønne igen.

Størrelse og pris finder du ved at klikke på billedet. Prisen er mere “skæv” end den plejer, fordi jeg er begyndt at lægge prisen på lærredet oveni timelønnen istedet for en mere tåget oprunding af timelønnen. Man kan faktisk vælge lærreder i forskellig kvalitet og med tiden mere eller mindre klimavenlige udgaver, og det skal priserne på de enkelte malerier jo også afspejle. Derfor 🙂

Efterår efterår efterår. Det har altid været mit yndlingsmotiv, og jeg har udfordret mig selv i år ved at male så meget sommer, men nu er det fortryllende efterår her igen, så jeg har lov til at male det, synes jeg 🙂 Jeg har malet dette motiv før, da jeg malede mini-malerier, men jeg blev ikke mæt af det, så nu har det været under penslen igen på et noget større lærred. Der er noget med det vandfald af lysende efterårsløv, der som en malstrøm tumler ned mod skovbunden og over den måbende, lamslåede parkbænk, som jeg nok faktisk aldrig bliver færdig med at drikke ind med øjnene. Hvordan noget kan være så voldsomt og brændende og samtidig så fredeligt og i ro med sig selv, det er næsten ufatteligt. Er der ikke noget helligåndsagtigt, brændende tornebusk over dette motiv? Jeg er spændt på, om det når at blive tørt nok til udstillingen i Johanneskirken i Vorup, Randers, som jeg ferniserer efter 10-gudstjenesten på søndag.

Når jeg nu sidder og kigger på fotos af mini-maleriet og det store maleri, så ser jeg, at mørket har fået mere plads på den nyeste udgave af motivet og dermed er kontrasten mellem lys og mørke også stærkere. Det lille maleri er mildt og det store mere eksplosivt. Det lille er solgt. Ind til videre eksploderer det store i mit atelier 🙂

Så fik det store færøske landskab sin anden-behandling og er således blevet færdigt. På grund af nogle store flader har jeg kunnet male dette maleri lige så hurtigt som det sidste færøske landskab, og dermed koster det ikke mere, selvom det er større. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg er på vej i den rigtige retning med at male større. Især landskaber med større linjer og flader vil kunne males til lavere priser, fordi der ikke er så mange snørkler at forholde sig til som i f.eks. et løv. Man mister selvfølgelig også noget bevægelse og detaljerigdom, når man vælger det brede landskab, men alt har jo fordele og ulemper. Jeg er i hvert fald glad for dette majestætiske syn.

Fotoforlægget er taget ved Funningur. Der er flere ting, som jeg nyder ved motivet. Himlens dramatiske lys og vidde, bjergenes pyramide-formede skyden-sig-frem foran hinanden og vejene og åernes grålige snoen-sig igennem det grønne landskab. Det har været en fornøjelse at male!

Medmindre det bliver solgt, vil det være at se på min kommende udstilling i Johanneskirken i Vorup, Randers. Her udstiller jeg fra den 28. oktober.

For størrelse og pris klik på billedet.

Under udarbejdelse

Efter at have tilbragt nogle dage som jobsøgende for om muligt at finde en supplerende indtægtskilde, er jeg igen talstærkt (os alle én) tilbage i mit knirkende, utætte atelier. Jeg arbejder sideløbende på to større malerier. Det ene, som er endnu et motiv fra Færøerne, har udstået første gennemmaling og er nu ved at tørre, imens jeg starter på et efterårslærred, nu hvor den tid nærmer sig. I foråret eksperimenterede jeg med mini-malerier, og gjorde mig den erfaring, at det ikke er muligt at male mere effektivt og billigere på den måde. Derimod opdagede jeg, at et kæmpestort maleri godt nok i alt bliver dyrere, men jeg kan male det til en meget bedre kvadratcentimeter-pris. Det vil sige, at køberen får mere lærred for pengene ved at købe et stort maleri (varierende alt efter kompleksiteten i motivet), og samtidig tager mine malerier sig godt ud i stor størrelse. Så nu går jeg efter sofastykkerne! 🙂 I hvert fald i en periode. Og det er befriende at få mere schwung i penslen.

Jeg bliver nogen gange spurgt på udstillinger, hvilke farve-nuancer jeg har brugt til det ene eller andet maleri, og jeg har det med at blive lidt forlegen og svare undvigende, fordi jeg ikke kan huske det. Men hvis nogen af de spørgende /interesserede læser med her, så må jeg hellere sige sandheden, nemlig at jeg til hver en tid kun har én rød, én blå, én gul og én hvid på min arbejdshylde, og det er typisk den nuance, som jeg lige kunne få i butikken den dag, hvor jeg var løbet tør. Jeg er selvfølgelig ikke helt ligeglad med, hvad det er. F.eks. bruger jeg i øjeblikket en lakgul, som jeg fortryder at jeg købte, for selvom den har en fin balance mellem det varme og kolde, så er den umulig at få til at dække mine skitsestreger. Så den køber jeg ikke igen, men jeg køber ikke en ny gul, før den gamle er brugt op 🙂 Derudover bruger jeg i øjeblikket en mørk koboltblå og en lys permanentrød og altid titaniumhvid. Jeg ved ikke noget om, hvad disse navne betyder. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke interesserer mig for det eller ønsker at nørde på dette område, når jeg nu elsker at nørde om så meget andet, men måske kommer det senere i mit liv. Som jeg har det nu, maler jeg med det, jeg har ved hånden. Jeg er helt optaget af motivet og så må materialerne følge med så godt de kan. Jeg snakker tit med tilskuere om, at det alligevel er formen, der er vigtigst i mine malerier, så farverne er måske ikke så vigtige? Jeg kan i hvert fald aldrig huske andet end at jeg maler med rød, gul, blå og hvid, og det er det 🙂

Flydende klipper

Til ferniseringen af min søsters og min udstilling i Kulturhuset i Arden i lørdags funderede vi i vores velkomstord lidt over forskellen på vores motivkredse. Julies motiver stammer fra alle hjørner af Europa, og mine finder jeg i min svigermors have og lignende steder. Det er vist ikke unormalt at mindre søskende bliver mere berejste end de tryghedselskende ældre søskende. Ikke destomindre er jeg blevet grebet af at male klippelandskaber. For et år siden malede jeg et færøsk motiv til en bestiller, og i den sammenhæng valgte jeg et motiv fra, som jeg ikke kunne give helt slip på alligevel. Så ganske uopfordret kommer det her med alle mine barndomsminder fra mit halve år på altid våde Færøerne. Som jeg husker det, var der altid en våd lugt, og det rislede altid fra jorden under mig. Når man så ud over landskabet, piblede og fossede vandet frem overalt, som om klipperne var en stor svamp, som nogen trykkede på. Så selvom der jo er noget massivt og urokkeligt over et færøsk landskab som dette, så oplever jeg det faktisk som konstant smeltende, eroderende, søgende mod det allestedsnærværende vandspejl. Barndomsminder er utroligt sanselige og helt absorberede, så de er svære at formidle videre, men måske skinner de igennem i dette maleri. Det er ikke sidste gang, jeg maler Færøerne.

For mål og pris, klik på billedet.

Malet og solgt for 14 år siden, og nu på udstilling igen.

Jeg har forsømt at reklamere for hele to udstillinger, som jeg er involveret i for tiden. Jeg har haft så travlt med at få det logistiske puslespil til at gå op, at jeg har glemt at fortælle om det her på bloggen. Men i søndags var der fernisering på en udstilling af mine malerier i Lystrup Kirke. Igen fik jeg lov til at hænge mine malerier op i smuk, moderne arkitektur. Selv i kælderen, hvor størstedelen af malerierne hænger i et menighedslokale, er der lysfest og udsigt til det grønne.

I indgangshallen til selve kirkerummet hænger også fire af mine malerier. En lokation, som jeg havde formået at overhøre eller glemme i min planlægning af udstillingen, således at jeg simpelthen havde taget for få malerier med til ophængningen. Hvis nogen skulle have en idé om, at kunstnervirket er et stille og tilbagelænet liv, så kan jeg hermed annoncere, at man bestemt kan opleve adrenalinsus indenfor denne verden også. At stå overfor de tomme vægge med mine få, små malerier fik sveden frem på panden. Heldigvis har jeg gode venner, der træder til i nødens stund, og jeg kunne et par timer senere hente tre allerede solgte værker, fornemt pakket ind, inkl. håndtag. Tak! Det betyder, at udstillingen i Lystrup er blevet en lidt mere retrospektiv udstilling end først planlagt. Cirka halvdelen af værkerne er lån af allerede solgte værker. Udover at det ikke giver så store muligheder for indtjening til mig, så er det nu ikke noget æstetisk minus, og måske kan det inspirere til bestillinger, hvem ved. Udstillingen kan ses indtil den 14. oktober.

Årsagen til at jeg således må blande nye og ældre kort, er at jeg om to uger ferniserer en sideløbende udstilling sammen med min lillesøster Julie Fredborg i Kulturhuset i Arden. Her kan I altså stadig nå at komme med 🙂 Der bliver liflige toner fra guitarist Jesper Christiansen og lidt ord fra Julie og mig, og så håber vi selvfølgelig, at malerierne og vores forskellige malestil og motiver vil møde hinanden på gode og spændende måder på væggene. Her er også en lille portion ældre malerier med. Udstillingen varer indtil den 26. oktober.

Anemoneleg

Min forestilling om at kombinere landskab og portræt har sat en ny frugt. Mit nyeste maleri er en bestilling, der rummer både nyudsprungen bøgeskov med bæk og anemonehav og samtidig viser bestillernes tre børn opslugt af skovens mylder. Det er ikke detaljerede portrætter, men alligevel er det ikke hvilke som helst børn. Man møder dem, som de er i verden og ikke optaget af beskueren. Det kan jeg altså godt lide. Det kræver selvfølgelig en bestiller, der er godt forberedt med gode foto-forlæg, sådan som det var tilfældet her, men det lønner sig 🙂

Jeg var spændt på, om skovens mylder ville overvælde min malerpensel, og første gennemmaling blev da også en rodet affære, men i anden omgang fik jeg styr på dybden og rytmen i det. Mest stolt er jeg dog næsten af, at bestillerne kaldte samarbejdet for “en god proces”, på trods af at der sneg sig en sommerferie ind. En bestilling vil altid i større eller mindre grad være et samarbejde med bestilleren. I dette tilfælde var det i høj grad et samarbejde, synes jeg, og det er rart at få at vide, at jeg kan finde ud af andet end sidde i et elfenbenstårn 🙂 Jeg vil gerne lade andre komme indenfor i mine malerier.