Udsigt fra en powernap.

Udsigt fra sofaen i udestue/atelier/cykelværksted, når man lige tager sig en power-nap. Imellem bestillingerne arbejder jeg mig langsomt frem på et maleri af min datter, der filosoferer over en åkande-sø. Først havde jeg tænkt, at mønstrene i stoffet på hendes kjole ikke skulle med, for det tager tid og tager opmærksomhed fra resten af motivet, men så kunne jeg alligevel ikke lade være. Det er som om planterne vokser op om hende og ind i hendes tøj. Så må det bare gå lidt langsomt 🙂

De “gamle” malerier er lige kommet hjem fra udstilling på rådhuset og får sig nu et forårs-ophold her i huset. Nogle af dem får nok lige et ekstra lag maling i hjørnerne, for det slider at rejse så meget, selvom vi er virkeligt forsigtige, når vi transporterer. Så den næste tid står på færdiggørelse af en bestilling, som I snart vil få at se, videre arbejde på den blomstrede kjole og så lidt kælen for nogle gamle kendinge. Det skal nok blive godt.

Er fiskeri mon kunst?

Jeg har færdiggjort en bestilling, som jeg rigtigt har hygget mig med i den sidste tid. Der er nogle skønne spejlinger i bølgerne, som har været legeplads for mig og min hang til at finde og male levende former og mønstre. Samtidig har jeg dvælet ved fiskesnørens ornamentale signatur i luften. Hvis der ikke var så meget her i verden, som jeg også skal male, så kunne jeg godt blive fisker-maler. Jeg aner intet om at fiske og har faktisk ikke skænket lystfiskerne mange tanker, når jeg cykler forbi dem ved Gudenåen, men imens jeg malede dette maleri, følte jeg et vist slægtskab med lystfiskerens fordybelse i at kaste snøren ud med den helt rigtige bevægelse. Er det ikke faktisk kunst, den bevægelse?… Måske ikke, jeg ved faktisk ikke, hvad kunst er, men noget æstetisk er der i hvert fald i handlingen. Immiterer snøren et insekts bevægelse over vandet, lidt ligesom jeg immiterer med min pensel? Som sagt ved jeg intet om at fiske 🙂 Jeg undrede mig f.eks. også over at linen tilsyneladende skifter farve og har en rødlig nuance nederst på fiskestangen, men jeg har fået den forklaring, at denne line åbenbart changerer i den farve. På den måde må man med et bestillingsværk nogle gange bevæge sig ud på lidt gyngende grund og simpelthen stole på sine øjne. Den næste bestilling er allerede ved at tage form på staffeliet. Fortsættelse følger 🙂

Deja-vu

Disse fotos ligner måske nogen, jeg lagde ud for et par år siden, da jeg udstillede på Randers Rådhus i coronaens første år 2020. Men kigger man nærmere efter, så er de fleste af malerierne på væggene ikke de samme, for nu er jeg og mine malerier tilbage i en opdateret version. Da jeg hængte op i sommeren 2020 var der tomt på gangene, for rådhuset var lukket for udenforstående og mange arbejdede hjemme, men denne gang har der været mere liv. Udstillingen hænger ovenpå, foran et stort mødelokale og på manges rute hen til kantinen, så forhåbentlig kommer malerierne til at få en del opmærksomhed og give lidt farve i manges vinter-hverdag i den næste tid. Udstillingen hænger februar ud.

Trip Down Memory Lane

Af et udstillingssted blev jeg engang bedt om et cv, og da jeg allerede havde sendt dem en tekst om mig selv og min kunst måtte jeg spørge, hvad de mente. Ville de gerne have den samme tekst i liste-form? Men det viste sig, at en kunstners cv er en liste over, hvor man har udstillet. Så det har længe været min plan at lægge sådan en liste på hjemmesiden. Jeg lagt den under “Om mig”-fanen, men det kan godt være, at den fortjener sin egen fane, hvis der ellers kan blive plads til flere 😉 I første omgang har jeg kigget tilbage til 2018, hvor min selvstændige virksomhed som billedkunstner begyndte, men hvis jeg lige kan få min hukommelse på gled, kan det da være, at der kommer nogle ældre udstillinger på også. Det er i hvert fald sjovt at se tilbage over rækken af de mange steder, hvor mine malerier og jeg har været. Når jeg ser på listen, ser den både lang og kort ud. Der er mange steder, men jeg føler virkelig også, at jeg har været en hel del på landevejen. En udstilling er ikke bare noget, man hurtigt fikser. De kræver både en fysisk og mental indsats, og steder og mennesker lagrer sig og fylder meget mere end sådan en liste kan udtrykke.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Den opmærksommer læser vil se, at jeg allerede har skrevet min næste udstilling på. I den kommende weekend flytter jeg mine malerier fra Gudenåhuset i Bjerringbro til Rådhuset her i Randers, hvor malerierne har været én gang, da coronaen rasede og de kommunale kontorer stod tomme, men nu vil stedet gerne have mig tilbage. Dejligt 🙂

2023:

Randers Rådhus, Randers Kommunes Kunstforening.

Bjerringbro Kunstforening. Gudenåhuset

2022:

Hjortshøj Sognegård

Mississippi, Thyholm

Fussingø Slot

Centrica – Kunstforening

2021:

Rønde Bibliotek

Regionhuset Viborg – Kunstforening

Karolines Hus, Fur

Sundhedscentret, Randers

2020:

Rådhuset, Randers Kommunes Kunstforening

Helligåndshuset, Randers

2019:

Langå Kunstforening

Ulstrup Slot, Hvorslev Kunstforening

Dansk Revision, Randers

2018:

Johanneskirken, Randers

Lystrup Kirke

Kulturhuset i Arden

Sløjfen, Hadsten Kulturhus

Skovsgaard Hotel

Valmueskrænt

Nu blev valmuerne også færdige, så der er både gule og røde blomster-marker at vælge imellem i mit værk-repertoire i øjeblikket. Det er selvølgelig ikke helt korrekt at kalde dette for en mark, for det er reelt en bunke i kanten af en grusgrav. En blomster-bunke? Det var en plet, jeg cyklede forbi på motiv-jagt for et par år siden, og jeg har været lidt fristet af en anden udgave, hvor man ser toppen af en slags sorterings-maskine stikke op bag bunken. Men jeg besluttede mig for, at det ville være for uklart, hvad situationen egentlig var, så istedet valgte jeg dette motiv, hvor valmue-engens gavmilde frodighed er i fokus. Så kan man selv vælge, om man vil opdage skrænten af grus og småt brændbart imellem stilkene. Det er altid imponerende og håbefuldt, når man ser, hvad græsser og vilde blomster kan spire i og dække til. Det kan selvfølgelig også forlede os til at tro, at så er vores forurening af jord, vand og luft væk. Den er der selvfølgelig stadig inde i hvert skrøbelige kronblad og hvert saftige aks, men det giver da en lille sørgmodig glæde at se, at selv når vi måske har fået ødelagt jorden så meget for størstedelen af arterne og os selv, at der kun vil være få af os tilbage, så vil livet stædigt insistere. Det er en udmattelseskrig, som livet tålmodigt vinder, heldigvis.

Så er der mælkebøtter igen, denne gang med rådyr.

I går blev anden og mere “nede i det”-udgave af mælkebøtte-marken afhentet og fragtet til sit nye hjem. Råvildtet havde fået sin plads mod en blå himmel og et fjernt skovbryn. Da jeg “teasede” for dette maleri for et par måneder siden, var jeg lidt spændt på den del. Det er altid lidt nervepirrende at bevæge sig væk fra foto-forlæggets forholdsvist sikre havn og begynde at “digte”. For det meste har jeg jo så et andet foto-forlæg at klamre mig til, men det skal jo så “smeltes sammen” med hovedmotivet på overbevisende måde. I dette tilfælde krævede det at hapse et rådyr fra én sammenhæng og et andet fra en anden, som passede nogenlunde med hinanden og maleriets vinkel på dem, tilpasse og skære lidt i dem og krydse fingre for, at det ikke “faldt fra hinanden”. Himlen kom fra et fjerde sted og skovbrynet blev “opfundet”, og således var der pludselig et maleri af en sprød mælkebøttemark med et par græssende rådyr, der har vovet sig ud i det fri. Jeg er selv rigtigt godt tilfreds og jeg har modtaget bestillernes ros og godkendelse, så det borger jo godt for maleriets videre liv i, måske i en jagthytte? Jeg lover at lave en “Maleriernes hjem”-historie på det, når det engang er kommet godt i havn.

Januar-udstilling ved Bjerringbro Kunstforening

December var en næsten dvaleagtig tid i mit atelier, men mine malerier springer ud før vintergækkerne i år og det gør de i Gudenåhuset i Bjerringbro. Her har kunstforeningen et smukt udstillingslokale, der går “på tværs” af biblioteket ovenpå. Så jeg satte malerier op til velkendte, trygge bibliotekslyde. Lidt betryggende lyde havde jeg også brug for, fordi mine malerier virkede så få og små i de flotte omgivelser, at det skubbede til en gammel “angst” for ikke at have malerier nok… lidt ligesom skuespilleren frygter at glemme sine replikker, tror jeg 🙂 Men efter lige at have tænkt lidt over fordelingen og vænnet mig til den helt museale gode plads, så nåede jeg et resultat, jeg er godt tilfreds med. Nu kan alle I midtjyder bare komme an 😉 Udover bibliotek er der også biograf og café og en scene, så udstillingsbesøg kan kombineres med meget andet godt. Udstillingen løber indtil den 28. januar.

• 

• 

Flere mælkebøtter

Som sagt springer der stadig nye mælkebøtter ud i mit efterhånden lidt efterårs-kølige atelier. Jeg har dækket ca. 2/3 af lærredet og er nået til de mere fjerne blomster og den lidt spændende øvelse, hvor jeg skal flette den bestilte rådyr-silhouet og blå sommerhimmel ind i baggrunden. Lige nu vil jeg dog holde weekend og hvile lidt på laurbærrene 🙂

Mælkebøtter og sommerskyer

Mælebøttemarken har stået i fuld blomst et stykke tid nu, men efterårsferien har distraheret mig fra at vise den frem. Den har dog ikke nogen synlig indbygger i form af et rådyr, sådan som der var lagt an til på skitsen, jeg viste frem for nogle uger siden. Bestilleren og jeg blev nemlig enige om, at jeg skulle starte forfra på et andet mælkebøttemaleri, som passer bedre til hendes ønsker. Vi syntes begge, at dette første mælkebøtte-maleri er alt for godt til bare at blive malet over, så her står det altså færdigt, dog uden rådyret, som var et ret bestiller-specifikt ønske.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have kastet mig ud i at male mælkebøtter af mig selv, så jeg er taknemmelig for dette “bestillingspuf”, som har udfordret mine maler-øjne til at studere de helt særegne mælkebøtte-signaturer. Bladenes fligede form og blomsternes skiftende udtryk i de forskellige stadier af blomstring og afblomstring og stilkenes sprøde opstregning af alt det grønne. For ikke at tale om udviklingen, når blomsterne længere tilbage på marken opgiver deres individualiter og samler sig grupper og til sidst bliver en gul flade. Og ovenover lyser en for mig klassisk dansk sommerhimmel, som får skovbrynets endnu lidt sparsomt udsprungne trætoppe til at stå i silhouet.

Jeg er i fuld sving med næste mælkebøtte-maleri, så det her bliver ikke de sidste gule blomsterhoveder på siden i dette efterår.

Malerier med puls

Jeg har tidligere “vist rundt” på mine vægge, men jeg har lige opdaget, at jeg ikke har fået opdateret denne “rundvisning” med mit nyeste køb fra Anders L. Hobergs atelier, og derfor er det nu slet ikke nyt mere, men stadig værd at dele. Man kan sagtens se forskel på mine og Hobergs malerier, men jeg har alligevel altid følt et slægtskab. Det er jo selvfølgelig ikke unormalt at opleve, at man har ting til fælles med en god ven. Men uden at jeg egentlig har spurgt ham om det, kunne jeg godt forestille mig, at vi nærmer os samme tilstand, når vi maler, og man kan se det i vores værker. Vi dyrker begge noget doodle-agtigt og meditativt i vores motiver. Som min far siger, så lægger jeg faktisk puslespil, når jeg maler. Måske har Hoberg det lidt på samme måde, og det smitter beskueren, så man ofte glemmer sig selv og tiden, der går, når øjnene falder på et af hans malerier. Der sker jo egentlig en masse i hans motiver og blikket bliver ført rundt og rundt i fantasiens spring, associerende eller paradoksale. Det er ikke på nogen måde søvndyssende eller idylliske motiver, men det er som om der er en rytme i “labyrinten”. En slags roligt hjerteslag, der får beskueren til at trække vejret roligere, måske i takt med maleren? Det giver god mening, at nogle af malerierne fornyligt var med på en kort udstilling med Mental Art i Herning. Jeg nåede desværre ikke at reklamere i tide, men man kan få sit eget Hobergske “terapi-maleri” ved at købe det (utroligt billigt, synes jeg) igennem kunstneren selv. Kig på hans hjemmeside og facebook-side!