Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Maleriernes hjem 15

For nogle uger siden delte jeg historien om et krokus-maleri og dets hjem. Det virker derfor naturligt nu at dele en historie om et andet krokus-maleri af samme park men i et andet hjem, hos en kær veninde:

“I vores hjem hænger et helt særligt af Maries malerier. Det er helt særligt for vores familie.

Den dag vores ældste datter, Rakel, kom til verden, havde Marie færdiggjort et smukt, stort forårsmaleri af et hav af lilla krokus foran Ridehuset i Århus. Jeg var helt forelsket og fortalte hende om min begejstring.
En anden veninde havde siddet i Rådhusparken i Århus på Rakels første dag i et bragende martssolskin, og havde taget et smukt billede af krokushavet. Dette billede delte hun i sin lykønskning for det lille nye barn, og Marie, som også kender min anden veninde lidt, fik fingre i billedet. Udfra det skabte Marie dette smukke maleri, som vi modtog i barselsgave, “Rakels Dag”.
Maleriet betyder så meget for mig udover denne historie, for i Århus mødte jeg både Marie og den fotograferende veninde, som har været nogle af mine tætteste veninder lige siden. På den måde knytter maleriet vores fortid og lette ungdom i Århus sammen med den nye fase i livet med børn i denne hyldest til både det nye barn og til det smukke forår. Og så synes jeg også at maleriet i sig selv er så smukt med sine lilla og grønne farver. Jeg bliver aldrig træt af det og jeg får en varm følelse af at se det hver dag, som et omsorgsfuldt og kærligt knus af nære veninder.”

Og her er et hyggeligt lille P.S. “Senere fik jeg anskaffet et gammelt klaver, som også er helt i tråd med Marie og hendes opvækst i klavermusik, og hendes eget klaver. Radioen spiller P6, som jeg er blevet inspireret til at lytte til af netop Marie, som kreerer mange af sine værker til lyden af P6. Så Marie og “Rakels Dag” er meget centralt i vores hjem på mange måder. Tusind tak endnu engang for det smukke maleri.”

Parcel-urskoven.

“Er der en tiger, dér i midten?” blev jeg spurgt, da jeg arbejdede på de sidste strøg af dette maleri. Lige i det øjeblik svarede jeg benægtende, fordi jeg var helt forblændet af min viden om, at forlægget er fundet i min parcelhus-have, hvor jeg aldrig har set vildere dyr end pænt store huskatte. Men nu hvor spørgsmålet har bundfældet sig lidt, ville jeg ønske, at jeg havde svaret med et “Det kan da godt være”, for tanken om, at urskovs-væsner lurer ud på beskueren fra de dunkle hjørner i dette maleri, er da ret fortryllende. Jeg har altid ønsket mig, at jeg i mine malerier kunne “fange” et par elverpiger eller nisser og alt det andet liv, som vi mennesker har mistet evnen til at se i naturen. Så hvorfor ikke en tiger i bøgehækken?

Da min far her i efterårsferien så dette maleri, mindede han mig om en billedbog fra min barndom, med billeder af den franske maler Henri Rousseau. Han malede “almindelige” landskaber og optrin, så de virkede foruroligende, mystiske og eksotiske. En fredelig park fik karakter af jungle, og hos ham er der lige præcis flere eksempler på rovdyr i græsset. Som barn gjorde billederne mig urolig, men med alderen har den slags betydningstung uforklarlighed fascineret mig mere og mere, så jeg i dag meget gerne ville kunne fremkalde noget af den samme årvågne men slumrende tilstedeværelse af “noget” i mine malerier.

Motivet er malet på et ret stort lærred, så det er ikke helt umuligt, at en huskat i naturlig størrelse ville kunne springe ud af det en dag, når den mener, at det er på tide 😉

Med en uges forsinkelse på grund af ondt i halsen satte jeg i går en udstilling op i Randers Sundhedscenter. Det er et stort sted, hvor de ledige vægge er spredt ud vekslende med vægge med “stationær” kunst, så det stillede nogle krav til min fysik og mit overblik at få malerierne strøet ud i behørig afstand men på en sammenhængende måde. De fleste mindre malerier kom ind i de små, snoede gange ved Tandplejen, hvor personalet kom med the til mig og sludrede, og det blev en rigtigt hyggelig formiddag. Af corona-årsager skal man helst have et ærinde i sundhedscentret for at gå ind og se mine malerier, så jeg deler her nogle fotos, så man kan få et indtryk af det, selvom man ikke lige skal til jordemoder, akupunktør eller tandlægen. Malerierne hænger der til efter nytår.

Maleriernes hjem 14

Jeg har igen modtaget brev fra et af mine malerier eller rettere fra dets ejer, men det føles lidt som at høre fra maleriet også 😉 Jeg nyder, hvordan maleriet er placeret ved siden af en børneværelsesdør, der tilsyneladende er pyntet med alfer og blomster. Det er jo i sit helt rette element! Og er også et eksempel på, hvordan et maleri kan bringe vidderne ind i en entré, som jo ofte er et lidt trangt rum. Maleriets ejer skriver til mig:

“Mit maleri forestiller kigget fra Rådhusparken mod Ridehuset i Aarhus. Malet lige da hele parken står i fuldt flor med krokus i blåt og hvidt. Det, jeg holder allermest af ved maleriet, er kontrasten mellem de nøgne træer og de fantastiske flotte krokusfarver. Det hænger i min entre, så det er altid det første, jeg ser, når jeg kommer hjem, og det sidste jeg ser, når jeg forlader mit hjem.

Maleriet har inspireret mig til at tage billeder hvert år cirka det samme sted med blomsterende krokus af min datter. Det lykkes så ikke altid at få det helt perfekte billede, da jeg visse år er kommet for sent, og krokusserne er afblomstret. Og dem med småbørn kender vist alle modellens ikke altid helt villige samarbejde. Der findes motiver med en meget sur og en meget glad model alt efter samarbejdet det pågældende år.

Min tanke er, at der på modsatte side skulle være en collage med mine fotografier fra hvert år. Det er så ikke blevet lavet endnu, men det kommer nok, når modellen er 30 år om ca. 20 år ;-)”

Maleriernes hjem 13

To af de mæcener, der går længst tilbage i tiden, er også mine rigtigt gode venner, og dette ægtepars besiddelser fra min hånd har vel nærmest et skov-tema 🙂

Anne har skrevet til mig om to af dem:

“Kære Marie. Da jeg var gravid, med mit første barn, Jakob, malede du dette vidunderlige, eventyrlige billede, som den lille purk så fik i barselsgave af sin tante Marie. Billedet emmer af stemning og eventyr, rummer både den klare lysende sne og solstrejfene igennem træerne. Kulden og varmen. Jeg synes, billedet er så fortællende, man kan selv digte en historie til: Hvem pigen er, hvad hunden hedder, hvor de er på vej hen. Jakob holder meget af billedet den dag i dag, og synes at pigen/kvinden ligner mig, hvilket jeg synes er meget smukt, når det nu er en barselsgave. Jeg holder meget af maleriet og sender det et varmt blik i stuen hver dag.

Da vi så dette billede første gang, kunne vi ikke stå for det, vi blev nødt til at eje det. Farverne er varme, naturen forunderlig og ligesom samtidig genkendelig, et scenarium vi synes vi er fortrolige med. Billedet drager os ind i et eventyr, minder os om at vi gerne vil tilbringe meget mere tid i naturen og bringer samtidig naturen lige ind i vores stue. Vi har en hygge-seng henne i hjørnet af vores stue, hvor vi læser bøger højt for vores børn, hvor vores gæster sover, og hvor jeg nogle gange strækker benene ud med bogsektionen fra en avis eller en god bog. Over denne seng og dette hyggehjørne hænger vores dejlige maleri, som vi skatter højt.”

De to malerier er egentlig fra to forskellige faser (det sidste er fra 2006 og barselsgaven fra 2012), hvilket man godt kan se på deres lidt forskellige malestil, men de bevidner også, at jeg har en slags grundtone i mine malerier, som ikke tager de store udflugter 🙂

Et andet af sensommerens projekter har været denne “dobbelt-bestilling”, begge i størrelsen 50×40 cm. Det startede med en studentergave. En niche jeg ikke har arbejdet indenfor før. Jeg håber, at flere kunne finde på at give malerier i den anledning, for jeg synes, at det giver god mening. I denne sammenhæng er motivet bestillerens solnedgangsminde fra en djurslandsk strandeng. Jeg har prøvet at fange noget af “eng-havets” nuancer og variation. Jeg er også godt tilfreds med de rygvendte figurers kropssprog, som virker helt fokuseret på udsigten og øjeblikket.

Samtidig opstod ideen til og ønsket om et maleri af selvsamme studine som barn. Det er nok ikke et usædvanligt tidspunkt for forældre at se lidt tilbage og ønske sig nogle konkrete minder at fæstne øjet på. Derfor kom også dette maleri af en madpakketur i Hestehaveskoven på Djurs til verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at portrætter er svære. Det er ret “nemt” at få det til at ligne et menneske, men at få det til at ligne lige præcis det ene menneske er kun nogle få kunstnere forundt at mestre. Den grundlæggende ambition var dog vist nok knap så meget et nøjagtigt portræt som et billede af en skøn situation. En leende pige sidder i den vågnende forårs-skovbund og skal til at spise sin madpakke med udsigt til den blå bugt, og pigen har i hvert fald en vis lighed med en bestemt pige, så missionen er fuldført, selvom jeg kunne blive ved med at nørkle mikroskopiske detaljer, indtil det hele var en stor mudderpøl 😉

Maleriernes hjem 12

Før i tiden var en mæcen vist en rigmand, som tog en eller flere kunstnere under sine vinger og sikrede deres eksistensgrundlag med en masse bestillinger, f.eks. portrætter af de unge døtre, en yndlingshund eller noget i den stil 🙂 Den slags mæcener har jeg ikke og kunne umiddelbart heller ikke tænke mig det, men det morer mig lidt at “klistre” det mærkat på de købere, som har flere af mine malerier til at hænge. Fornyligt fik jeg mig en ny mæcen 😉 som tog turen helt fra København og hjembragte et par af mine værker til en forholdsvist nykøbt lejligheds tomme vægge. Og nu har jeg modtaget disse billeder af maleriernes nye hjem. Det er som om malerierne endelig er blevet færdige og er faldet på plads i verden.

Bulbjerg revisited

Et af de små projekter, som jeg har arbejdet med i den sidste tid, er dette lille Bulbjerg-landskab. Det er en bestilling, som bunder i et bestemt minde, så det var vigtigt at få stumpen af Skarreklit med ude i bølgerne. Da jeg alligevel var på de kanter sammen med mine børn, greb jeg derfor chancen for at tage til Bulbjerg og knipse nogle nye fotos fra dette yndede motiv. I modsætning til andres fotos, fra nettet eller hvor de kan komme fra, så er mine egne fotos jo “tænkt” med det samme indre øje, som senere skal male det. Det indre øje skal selvfølgelig også udfordres af og til, men jeg nyder da, når jeg selv får mulighed for at vælge min vinkel og mit perspektiv som her, hvor jeg var klatret op i de ret stejle klitter, så de kunne være med i forgrunden af maleriet. Hver gang mit blik falder på maleriet (som dog nu er draget bort til sine bestillere), så tænker jeg på “To the lighthouse” af Virginia Woolf. Hun maler med ord, og jeg føler mig beslægtet med hende.

Maleriernes hjem 11

For fem år siden malede jeg et for mig lidt usædvanligt vinter-natte-by-motiv på bestilling. Jeg modtog egentlig bestillingen en måned før vi fik vores første barn i 2013, men der blev først overskud til at male det et par år senere. Her er historien bag maleriet, som den er skrevet til mig, og jeg vil lade den stå uden yderligere indblanding fra mig:

“Hej Marie,

Selve fotografiet du har malet efter blev taget den 27. januar 2013 ved krydset af Absalonsgade og Vesterbrogade klokken 3 om natten. Billedet er taget af min mand Michael, da han gik forbi gaden for at gå videre til hovedbanegården efter en endt julefrokost. Han tog billedet, fordi vi havde boet på Absalonsgade (bare i den anden ende), da vi startede med at komme sammen. For ham var fotoet sikkert et nostalgisk øjeblik midt i branderten 🙂

Jeg spurgte dig, om du ville male efter dette fotografi i 2015, fordi jeg mistede Michael den 3. februar 2013 – altså ca en uge efter billedet blev taget.

Michael og jeg fik 2 børn, der på daværende tidspunkt var 3 og 5 år, og jeg vidste, at de  ville få svært ved at huske deres far. Billedet er skabt som en reminder på en historie om deres far.
Jeg synes dine malerier er meget stemningsfyldte, og det stemte meget godt overens med det udtryk, jeg synes maleriet skulle have. Vi gik mange ture på Vesterbro og jeg kan huske, at det vigtigste var bare, at maleriet var med inspiration derfra.

Billedet har haft mange placeringer i mit hjem. Jeg fandt senere en kæreste, og billedet fik en mindre central placering, men nu hænger det igen i stuen og minder os om Michael og vores historie. Jeg bor nemlig igen alene med børnene, og billedet minder os om, at der har været en far med en masse gode værdier, en fantastisk humoristisk sans og et kærligt hjerte skønt det ikke var særlig stærkt.”

Vinter på Nørrebro

“Vinter på Nørrebro”

Maleriernes hjem 10

For et års tid siden sendte jeg maleriet “Under træet” ud i verden uden at vide meget om hvor og hvem, det skulle hen til. Så det er helt rørende for mig at modtage dette billede og disse ord fra dets nye hjem:

“Kære Marie, dit billede står i vinduet på kvisten i mit lille stråtækte bondehus på landet i Sønderjylland. Det får altid flot lys men aldrig direkte sol. Det står der, fordi jeg så kan se direkte på det fra min yndlings plads præcis i hjørnet i hjørnesofaen, der hvor fotoet cirka er taget. Jeg elsker dit billede fordi selv om jeg elsker foråret – så går jeg i ét med efteråret og dets skønhed og ro. Desuden elsker jeg den omsorg billedet udstråler: Naturen der omfavner menneskene og morens omsorg for barnet og katten. Så tak for den smukke følelse. Hilsen Tina”

Når jeg maler, har jeg ikke så mange ord i mig. Det er mere sansning og følelser, men Tinas ord rammer min oplevelse med dette maleri rørende præcist.