Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Under træetEfterårstræer holder aldrig op med at overraske og slå mig med beundring. Dette efterår var der pludselig et træ lige så lyserødt som en rose ved min svogers gårdsplads. Det har jeg med stor fornøjelse placeret på et kvadratisk lærred. Jeg maler ellers altid rektangulære malerier, simpelthen fordi det kvadratiske for mig udstråler en stoisk balance, lukket om sig selv. Jeg tiltrækkes mere af skønhed med en anelse ubalance, et twist eller en lille usikkerhed, og det kan bedre udtrykkes i det rektangulære, synes jeg. Men dette motiv er udover farve-dramaet meget tæt på idyl, så det kvadratiske passer fint. Jeg har tænkt mig, at male lidt flere idyl-billeder dette forår og også med flere figurer på.

Maleriet er forholdsvist stort. Det måler 70 cm på hver led, og har taget 37 effektive timer at male. Mit tidsforbrug pr. maleri er én af de ting, som jeg har tænkt mest over, da jeg besluttede mig for at gøre min “malebiks” rentabel. Hvis jeg skal tjene 150 kr. i timen, som det er mit mål, så bliver jeg jo nødt til at begrænse antallet af timer pr. maleri, hvis malerierne ikke skal blive for dyre. Derfor har jeg gjort en del for at vælge motiver og lærredsstørrelser, der ikke ville kræve så mange timer at male. Jeg vil fortsætte mine eksperimenter i den retning, men er så småt begyndt at indse, at så længe jeg maler i min stil, så vil et maleri tage den tid det tager, og dermed bevæge sig op i et prisleje, som folk ikke vil/kan betale. Det fører selvfølgelig til det store spørgsmål, om jeg skal ændre stil eller opgive at tjene penge med penslen. Jeg har endnu ikke fundet et svar på dette spørgsmål, så det må lige stå og svæve her ind til videre 🙂

Her er så resultatet af mit julebesøg ved Bulbjerg på en god blæsedag. Den observante tilskuer vil måske råbe “Hov, jamen Bulbjerg er da i den forkerte side af billedet”, men nej, jeg gjorde et lille oprør mod min egen tradition og klatrede ned på Bulbjergs nordøstlige side. Sådan er jeg så nytænkende 😉 Fra den vinkel er det endnu tydeligere, hvordan Bulbjerg er et fremmedlegeme, der enten som et kluntet rumskib er nødlandet skævt i landskabet eller som en mastodontisk ubåd eller hval er på vej op med næsen først. Personligt synes jeg ikke, at Bulbjerg er smuk. Det er havet og de omkringliggende bakker. Men selve Bulbjerg minder for meget om den bunker, der også er bygget på toppen. Malerisk er den dog i al sin vælde og interessant for mig, fordi dens forhold til hav og strand rummer den samme rolige konflikt og stædige sameksistens, som jeg prøver at illustrere, når broer, huse og skilte møder buske, træer og blomster i mine malerier. Med dette maleri af skumhvidt vesterhav og ubevægeligt fuglefjeld afslutter jeg min lille Bulbjerg-serie, men maler selvfølgelig gerne flere på bestilling.

Feberindlæg

Året er startet med ophængning af malerier i restauranten på Skovsgaard Hotel. Restauranten består af to lokaler. Mine malerier kom op i det yderste og mindste rum. Min søster Julie havde malerier nok til at fylde det lidt større, inderste lokale op med sine landskaber. Vi blev forplejet med formiddagskaffe, men der er ikke nogen fernisering, så udstillingen er nu åben i restaurantens åbningstid de næste tre måneder. Jeg håber, at nogen under et lækkert måltid vil se sig lun på et af mine malerier også 🙂

Lun kan man også kalde mig, som nytåret har bragt en omgang feber og karrierens første sygedag (børnenes ikke medregnet). Det er vel egentlig meget godt gået, at det først er efter et halvt år.

Juleaftensdagene blev tilbragt i Nordjylland og gav mig mulighed for at besøge Bulbjerg igen, i håbet om at finde et godt motiv at slutte min Bulbjerg-serie af med. Det er dog sværere end som så, når man har et et-årigt, morsygt barn med, at få en hånd fri til at tage billeder. Jeg vil alligevel se, om jeg kan få noget ud af billederne snart. På udstillingen i Skovsgaard er de to u-solgte Bulbjerg-malerier med, og kort inden udstillingen besluttede jeg mig for alligevel at male den “levende” himmel om på det ene maleri. Det havde modtaget lidt kritik, og selvom jeg normalt ikke maler om på et færdigt værk, så faldt jeg aldrig helt til ro med dette. Jeg er rigtigt godt tilfreds med det endelige resultat nu.

Skov på fri fod

Årets sidste “release” bliver et af de efterårsmalerier, som jeg altid vender tilbage til. Det har en god størrelse i et ret aflangt format, som jeg har fået en lille forkærlighed for. Ligesom på aftenmaleriet fra Assistenskirkegården får træerne et isslæt af gotiske søjler, når lærredet har højden til det, og det synes jeg godt om lige nu. I dette maleri kan man jo grunde lidt over det lukkede led, som helt sikkert tjener det udmærkede formål at holde biler ude af skoven, men som samtidig forekommer en lille smule absurd og uformående imod skovens vælde. Om det så skal holde nogen eller noget inde eller ude, så ser det prisgivet ud dér i blad-oceanet, og dog insisterer det. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle mene om det, da jeg så det for snart mange år siden ved Kongens ege i Randers, så derfor fotograferede jeg det og har nu malet det.

Maleriet er til salg og kommer fra 2. januar på udstilling sammen med mine andre usolgte malerier og min søster Julie Fredborgs værker i Skovsgaard Hotels restaurant. Her kan de ses i hyggelige omgivelser tre måneder frem, men kan stadig købes igennem mig. Glædelig jul og godt nytår!

Skiltemalerier

For en uge siden var jeg graffitimaler, men i denne uge er jeg blevet skiltemaler. Det er bestemt ikke store skilte, jeg maler, men på en eller anden måde dominerer de alligevel de to malerier, jeg offentliggør her. Det ene maleri er fra København, en tusmørkestund på Assistens-kirkegården for et par år siden. Imens jeg malede dette maleri hørte jeg en serie korte radioprogrammer ved navn “Cocktailtimen”, der beskrev kendte cocktails og deres historie. Så for mig er dette kølige, ubevægelige og dog alligevel på sin vis opråbs-agtige billede smeltet sammen med forestillingen om læskende drikke og gluk gluk-lyde fra flasker.

Det andet maleri er en mere vovet variation over et guldregn-motiv, som jeg allerede har malet én gang. Denne gang har jeg bare bevæget mig rundt om træet, så en anden baggrund trænger sig på og udfordrer guldregntræet, der dog også viser kløer i form af sorte stammer. Forlægget findes på et trangt gadehjørne i Randers, hvorfra guldregnen forsøger at overtage byen.

Begge malerier er til salg. Klik på malerierne for at se størrelse og pris.

Graffiti-malerier

Mange ville nok undre sig, hvis de hørte, at jeg var begyndt at lave graffiti. Og det er da også rigtigt, at jeg mistede modet overfor den kunstretning for snart tredive år siden, da jeg fik skældud for at lave en blyantstegning af en klokke på den hvidpudsede mur ved siden af skoleklokken. Men der findes jo mange måder at tage revanche på, og én af dem er åbenbart at indarbejde det i sine oliemalerier tredive år senere 🙂

Jeg har malet to forårs-motiver fra Randers. Det ene er fra en lille blindtarms-sidegade til Søren Møllers Gade, hvor et  purungt kastanjetræ bliver peget i den rigtige retning af en husgavl. I ly af træets krone lister afvaskede graffiti-tegn sig ud over det på én gang ærefrygtindgydende og inviterende lærred, som sådan en gavl jo da er.

Det andet motiv er Hvidemøllerbroen over banen, hvor Danmarks eksotiske blomst syrenen læner sig insisterende op af betonen. Og nej, det er ikke mit personlige “tag”, jeg har sat på broen her. Sådan så broen rent faktisk ud, da jeg kom forbi den med mit kamera, og jeg har glemt, hvordan ordet sluttede, så jeg kan ligesom jer kun gætte mig ud over kanten på maleriet.

Disse malerier er til salg og vil blive udstillet på Skovsgaard Hotel imellem januar og marts. Klik på billederne og se oplysninger om størrelse og pris.

Og så til staterne

For at starte med en cliffhanger, så jonglerer jeg faktisk med flere malerier i øjeblikket, som jeg maler til en udstilling i januar og som har kædet sig sammen i sin egen lille verden for mig. Det kommer I til at se mere til senere.

Her har I først et lille maleri fra det STORE land, som jeg ellers føler mig utroligt fremmed for. Jeg ville aldrig have malet Golden Gate Bridge, hvis der ikke var nogen, der havde bedt mig gøre det. Man kunne lige så godt have bedt mig male månen… ja, faktisk tror jeg, at jeg ville føle mig mere bekendt med månen… men San Fransisco rangerer på en eller anden måde på niveau med Mars for mig. Og meget passende har jeg i min jagt på en Marie Fredborg’sk vinkel på Golden Gate Bridge da også valgt et meget rødtonet, mars-agtigt solnedgansmotiv med markante, levende skygger, og vand, der viser tænder mod bygningsværket, både i form og farve. Jeg nyder at bryde koden på denne slags opgaver og motiver og på den måde indlemme nye små eller store stater i mit lille male-imperium, he he.

Det er et ret lille maleri, så udover det alien-agtige motiv, har jeg kæmpet en del med at få minimeret det mastodontiske scenarium og desuden få indkorporeret et lille væsen, en japansk tegneseriefigur, som bestiller ønskede sig. Den kan I jo hygge jer med at kigge efter, imens I venter på de nye malerier, som faktisk bliver til salg for en gangs skyld.