Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Hvor kom det fra?

Sådan har jeg det med dette maleri. Motivet minder ikke om andet, jeg har malet. En flok mænd i en båd. Men imellem alle mine egne foto-forlæg, har dette hastigt udrevne avisudklip fra en artikel om unge på Færøerne, ligget i årevis og insisteret på ikke at blive smidt ud. Det har bevaret sin maleriske tillokkelse på trods af mange års gulnen af avispapiret. Så nu gav jeg efter, og hvor har jeg nydt at male det. Se lige tyngden og fleksibiliteten i den bølge, bådens fascinerende, skrøbelige styrke og skyggernes bævende skarphed. Selvom jeg ikke er fotograf og ikke vil komme til at fange sådan et motiv, så får jeg alligevel lyst til at sejle ud og tage billeder, for vand har nogle lækre former, især når man er i eller på det, tror jeg.

Klik på billedet for at se mål og pris.

For et år siden var min palet også iklædt afdæmpede vinterfarver, da jeg malede et vinterligt Bulbjerg, og nu har jeg igen forsøgt at underlægge mig årstiden og male en sneklædt togbro over Gudenåen. Det er et yndet udflugtsmål for mine børn, der gerne venter længe på at se et tog suse forbi, og stedet, som ganske vist ser ret landligt ud, ligger faktisk tæt på centrum i Randers og er kendt af de fleste indbyggere dér. Lige under denne bro trasker tapirerne fra Randers Regnskov rundt i underskoven. Kultur møder natur.

Men farverne er der ikke særlig meget pang i, og det har jeg svært ved at vænne mig til. Når jeg tænker på min fascination af Hammershøi og hans evne til at gribe og vise en spænding i et næsten gråt motiv, så burde jeg vel have optrænet erfaring i samme retning, men det har jeg ikke. Jeg synes, at det er svært at få et resultat, som giver mig blod på tanden efter mere. Det ville ellers passe godt med mine klima-ambitioner at arbejde med jordfarver, eftersom de vist er de mest tilgængelige og naturlige og nemme at fremstille selv, og umiddelbart passer farveholdningen også godt til mig som person, men måske lige præcis derfor hungrer jeg efter de klare, strålende, flamboyante farver. Mit næste maleri bliver også lidt dæmpet i farverne, men så skal det næste efter det altså have fuld skrue med farverne, tror jeg. Nu kommer foråret!

 

Skiftedag

Når man ikke har kørekort, er det rart at have lokale udstillinger, så man selv kan hente sine malerier, når de skal videre til næste sted. Jeg må indrømme, at jeg i frisk trav over det store lyskryds ved Randers-broen med denne vogn foran mig, følte mig lidt malplaceret. Det er ikke den slags forbipasserende, man ser oftest i Randers. På Christiania ville det nok være et mere dagligdags syn. Men jeg har nu ingen planer om at flytte. Provinsen trænger til nogen, der træder lidt ved siden af, og selvom jeg bestemt ikke er den bedste til at gøre det, så insisterer jeg af og til. Det kan godt være, at jeg krummer lidt tæer i skjul af vinterstøvlerne, men jeg ranker demonstrativt ryggen.

Når jeg sådan flytter rundt, så er det fordi mine malerier nu har endt et par måneders ophold på gangene ved Dansk Revision og skal videre til andre fornemme kvarterer, denne gang ved Rotary i Hadsten. Til Hadsten traver vi dog ikke, men har kørelejlighed. Lokalerne ved Rotary er ikke normalt åbne for offentligheden, men det er muligt at lave en aftale gennem mig, hvis nogen har lyst til at se udstillingen. Den strækker sig indtil maj.

Kan det lade sig gøre? Det spørgsmål er jeg begyndt at stille mig selv mere og mere insisterende, efterhånden som klodens sølle tilstand går op for mig. For hvordan kan jeg male naturens skønhed og samtidig være med til at ødelægge den? Men det er meget nemmere at stille spørgsmålet og formulere selvanklagen, end det er at besvare og forsvare sig, for CO2-fodspor krydser sig selv i uoverskuelige mønstre. Hvordan kortlægger et lille “billedkunst-firma”, hvor belastende produktion af pigmenter og penselhår måtte være og finder bæredygtige alternativer, når det tilsyneladende ikke er et område, som klima-videnskabsfolket har vendt deres mikroskop imod endnu, i hvert fald ikke så vidt jeg kan læse?

Men ikke desto mindre har jeg taget de første spæde skridt og har besluttet mig for at gå over til det lidt dyrere hør-lærred, da det er bedre for klimaet end bomuld/polyester. Jeg har “afhørt” min lærred-snedker lidt og fået at vide, at hans lærred stammer fra europæisk hør, hvilket borger for kontrol med pesticider osv. og træet i rammerne skulle være FCS-mærket, som skulle arbejde for bæredygtigt skovbrug. Så langt så godt. Så er jeg desuden begyndt at kigge på oliemalingen, som faktisk skulle være bedre end plastik/akryl-maling, da den er baseret på linolie. Den type jeg maler med, indeholder ikke andet end olie og pigment, og jeg tilsætter heller ikke noget. Det er en mulighed at sikre sig en CO2-besparende produktion ved simpelthen at lave sin egen tempera-maling, baseret på æg istedet for olie, men det kræver en masse tid og tillæring, som jeg frygter ville fordyre mine malerier alt for meget. Og jeg ville stadig skulle bruge pigment, og hvordan produceres det? Så vidt jeg forstår, fremstilles det kunstigt og bliver altså ikke gravet op af jorden mere, hvilket jeg tror, er positivt for klimaet. Jeg har sporet pigmenterne til tyske farvemøller, men mit tyske er lidt rustent, så jeg er ind til videre gået i stå.

Min del-konklusion må være, at mine malerier faktisk kunne være værre klima-syndere, men der er stadig langt til et egentligt overblik og et flot certifikat (skulle det findes;). Hvis vidende personer læser dette indlæg, tager jeg gerne imod oplysning. Fortsættelse følger…

Jeg kan spille en smule klaver, eller har i hvert fald kunnet engang, men jeg spiller på den måde, at jeg øver de samme stykker igen og igen og igen og så lige én gang mere. De stykker jeg spiller, er musik, som jeg sætter meget pris på og ikke bliver træt af, og jeg ønsker mig altid at spille dem lige en tand bedre og samtidig nyde strømmen af musik igennem mine hænder, så jeg ser ikke nogen grund til at lægge dem til side og starte forfra med noget andet. Måske er det på samme måde med løvfald og solskin for mig? Jeg bliver aldrig træt af at cirkle omkring motivet i mine malerier, og denne gang har jeg malet stort. Og nydt det! Kan man mon se på det, hvordan det føles at kæle for formerne og farverne med penslen? At være kunstnerisk/kreativ er ligesom at få lov til at spise maden samtidig med, at man laver den. Så når man har spist en stor lagkage, står den stadig på bordet foran én. Eller måske er det lidt mere som at få lov at stikke hænderne og hovedet ned i lagkagen og rode rundt som et lille barn? Ja, det er nok mere sådan, for spiser man en lagkage bliver man jo mæt, men jeg får bare lyst til at gratte mere endnu. Jeg er i gang med næste maleri. Op i håret med lagkagen! 🙂

Klik på billedet for pris og størrelse.

Igen har mine skønne købere formået at udfordre mig på en frugtbar måde. Da jeg modtog bestillingen på dette motiv, var jeg noget “loren” ved det, som man siger, hvor jeg kommer fra 🙂 Kunne jeg mon formidle den voldsomme lys og skygge-kontrast mellem den opgående sol og den endnu mørke kyst? Og hvad med vandet, der var i den dér tilstand midt imellem bølger og stilhed, som vand jo oftest er i, kunne jeg fange den mellemting? Ville det hele blive til tomme flader, når der nu ikke var træer, skibe, huse, mennesker til at sætte noget i gang?

Heldigvis blev mine bekynringer gjort til skamme. Der viste sig at være masser af bevægelse og former at finde i både vand og den mørke forgrund, som jeg dog lysnede en smule. Og på himlen er der jo skyerne og den altdominerende sol, som vel er hovedpersonen i dette motiv. Men på en måde er det også lige præcis tomheden eller luften, vidden og den megen plads, som jeg jo var lidt nervøs for, som er blevet central i maleriet, synes jeg.

Limfjorden står mit hjerte nær, selvom jeg sjældent maler den, så hvor er det en fornøjelse at få bestillinger derfra. I det hele taget kan jeg godt lide at male “portrætter” af steder ligesom mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at blive steds-portrætmaler og forevige landskaber, som er udgangspunkt for og rammen om menneskers dagligdag og minder. Steder har personlighed. Det kunne jeg godt tænke mig at specialisere mig i at male… Jeg kunne blive omvandrende maler, der banker på folks døre og hører, om de vil have deres hus eller udsigt malet, ligesom en gammeldags skærslipper. Gad vide om der ikke fandtes sådan en slags vagabond-malere i gamle dage? … Det bliver koldt om vinteren og svært at have en familie på sidelinjen. Men en smuk tanke er det da 🙂

Leg

Det er sjældent, jeg prøver kræfter med vand i bevægelse. Det er ikke et bevidst valg, men det er sikkert fordi det er svært, simpelthen. Ikke desto mindre er jeg i den nyeste bestilling blevet udfordret til at prøve kræfter med det. Bestiller ville gerne have et maleri af sine fire børn i leg på Skødshoved Strand med udsigt til Århus på den anden side. I den opgave lå der også et møde med bugtens legesyge bølger, og det har været sjovt. Børnenes opslugte aktivitet har for mig fundet sin forlængelse i det urolige og livlige vand og også til dels i skyernes boltren sig på himlen. Stranden og børnene står som mejslet i et stærkt sollys og skarpe skygger, men jeg synes alligevel ikke maleriet står stille, og det er jeg meget godt tilfreds med. Maleriet var en julegave fra bestilleren, og det nåede lige præcis at tørre nok til at kunne transporteres til sit nye hjem inden jul, så det er alllerede ude i verden.