Feeds:
Indlæg
Kommentarer

 

Sidste dag på denne weekends udstilling. I modsætning til fredag og lørdag er her ingen mennesker. Heldigvis har jeg malegrej med, så jeg er kommet i gang med et vintermotiv. Jeg havde troet, at foråret bankede på i næste maleri, men en af udstillingens gæster, der udtrykte særlig begejstring for vinter og vinter-kunst inspirerede mig til alligevel at tage hul på et vinterligt “På vej væk”- motiv. Selvom jeg ikke selv synes, at jeg mestrer den Hammershøjske, vinterlige palet, så er der åbenbart nogen, der “tror på mig” 😉 så jeg vil øve mig lidt mere.

Så blev tredie afsnit i “På vej væk”-føljetonen færdigt. Jeg kan vist aldrig få nok af det sugende, dragende perspektiv, når en vej forsvinder ud i horisonten, og så selvfølgelig efterårets glød og lange skygger. Motivet her er fundet på Østre Kirkegård i Randers og falder på den måde godt på plads i mit randrusianske tema for udstillingen i Helligåndshuset den kommende weekend.

Østre Kirkegård er et stort parkagtigt område med gamle træer i al deres østjyske vælde. De mosbegroede asfaltstier, der er mere eller mindre brudt op af invaderende rødder, fascinerede mig på denne gåtur med et selvlysende skær. Jeg tog flere billeder den dag, som måske dukker op som motiver, men nu tror jeg lige, at jeg tager en pause med efterårsfarverne til ære for forårets komme.

I årets første spæde forårs-weekend den 6.-8. marts udstiller jeg mine malerier i Helligåndshuset i hjertet af Randers. Der er bindingsværk, brosten og smalle købstadsgader, så det er en lyst, og midt i det har jeg lejet mig ind i et rum i den gamle hospitalsbygning til Randers Kloster. Helt præcist Erik Menveds Plads 1. Det er bare mig og mine malerier, så der er ingen entré eller falbelader eller forventninger. Man kan bare kigge ind imellem 12 og 18 om fredagen eller imellem 10 og 15 lørdag eller søndag. Der er åbne caféer tæt omkring, så kunst og kaffe kan kombineres. Alle er velkomne!

Langsomt, langsomt

Træer vokser ikke ind i himlen i mit atelier, hvor jeg ikke opholder mig så tit for tiden, men langsomt, langsomt toner de alligevel frem. Sådan er det jo med træer, at de tager sig tid. De fleste dage får de en lille portion kærlig opmærksomhed, og således er de nu vokset ikke ind i himlen men ud af lærredet, og første “gennemmaling” er færdig. Så kan jeg starte forfra fra bunden, hvor malingen for længst er tør. Første omgang sled både en pensel og den blå maling op, så jeg har bevilget mig selv en ny af hver til næste omgang. Det bliver luksus. Lærredet er et stort format, så jeg må klistre foto-forlægget på lærredet og flytte det opad efterhånden som jeg metodisk dækker kvadratcentimetrene. Det er den lille firkant midt på lærredet, som I kan se på de to første fotos. Jeg kan ikke have det til at sidde på staffeliet, som jeg plejer, for så skal jeg ned på hug eller op på en stige hver gang, jeg ser på forlægget, og det gør jeg jo hele tiden, især i første omgang, så jeg ville snart have fået gymnastik nok for den dag 🙂

Hvis Randers var en nation kunne dette nye maleri være et forsøg på et slags national-maleri. Det forestiller Den Blå Bro, også kendt som cykelbroen, hvor der i modsætning til den anden blå bro i Randers ikke kører tog længere. Alle randrusianere kender denne bro, for den er ikke til at overse med sin skrallebang-farve, midt i Randers, på tværs af Gudenåen. For beboere af Gudenåens sydside er den desuden en transport-livsnerve imellem hjem og banegård, butikker, arbejdspladser og Randers Regnskov, eftersom man her på én gang nemt og hurtigt kan nå sit mål og samtidig kan gå og cykle imellem græssende køer, trækfugle og stilfærdige lystfiskere.

Jeg kæmpede i maleprocessen uden held for at ramme den smukke blå nuance, men alligevel synes jeg, at kontrasten mellem broens farve og stramme form og efterårstræernes gule løv og organiske former er smuk og klar. Og så er jeg jo glad for skyggerne, der vrider sig på asfalt-stien i forgrunden og får det hele til at sejle og segne lidt, som om motivet i al sin stålsikre styrke alligevel er ved at falde og flyde væk med løvets fald og åens strøm.

Foto-forlægget er taget fra Randers-siden, dvs. fra Justesens Plæne, som om sommeren er byens fest-plæne med solbadning, udklædte skoleelever og friluftskoncerter. Der er stadig lidt fest og spræl i dette maleris farver, men på vej væk ind i efteråret, ned ad åen og over i parcelhuskvarteret (hvor jeg bor 😉 ) er det alligevel, så dermed har jeg nu malet andet værk i en serie, jeg vist må kalde “På vej væk”. Det næste i rækken er skitseret.

Lysfest-maleri

JuleaftenFor nogen tid siden spurgte Ugebladet “Hjemmet”, om jeg ville stå for forsiden til deres julenummer. Jeg havde cirka en uge til at gøre det, og det skulle være noget med en julemand og i sådan en slags 50’er reklame-stil. Efter at have brugt en dag på research på rensdyr og et par febrilske skitser smed jeg håndklædet i ringen og meldte tilbage, at jeg ikke kunne udføre opgaven på tilfredsstillende vis til tiden. Efterfølgende kunne jeg dog ikke undgå at tænke over, hvordan jeg ville have løst opgaven, hvis jeg havde haft friere tøjler. Jeg fandt et gammelt, sløret foto af min søster, der tænder træet med et koncentreret, lidt højtideligt udtryk og en intens, varm glød i farverne og besluttede mig for at prøve. Forlægget er lidt rodet, så jeg har måttet skære fra og tildigte lidt, hvilket medførte flere fejlslagne forsøg og overmalinger end jeg plejer, og det slørede forlæg betød også, at jeg måtte opgive, at få det til at ligne min søster, men hovedpointen var nu også at ramme en stemning af den familie-indadvendte, varme, traditionstunge lysfest, som er et slags overlevelsesritual her i norden. Om den var gået ind som Hjemmets forside, er jeg ikke sikker på. Min mand foreslog, at det kunne blive en reklame for Tordenskjold-tændstikker, så reklame-stilen er der da 😉 Hermed vil jeg gerne ønske alle en glædelig jul!

På vej væk

Dobbelt-ironi må det hedde, når jeg i sidste indlæg ironisk kalder mig selv for brystsyg kunstner, for nogle uger senere at opdage, at jeg rent faktisk lider af ikke tuberkulose (dog) men lungebetændelse. Eftersom jeg heldigvis lever i en tid, hvor penicillin er opdaget og stadig virker mod meget, så er jeg i så meget bedring nu, at jeg langt om længe har kunnet lægge sidste hånd på et stort lærred, der har ventet længe. Det er et typisk motiv for mig, for det er fundet sådan cirka i min baghave, hvor en gammel banestrækning langsomt lader sig overmande af buskads. Måske er det fordi maleriet er så stort, men når jeg står foran det, er det som om jeg nærmest kan sanse sommeren. Det solbeskinnede har muligvis ikke fået tildelt så mange kvadratcentimeter af lærredet, men den blændende eng  og heden fra solen på trækronerne slår mig, og så er lettelsen ved den liflige, milde skygge på banestrækningen mindst lige så kær en sommer-sansning som solen. Igen er det også et meget randrusiansk motiv, fordi der få hundrede meter i blikkets retning drøner en firesporet hovedvej, men den østjyske frodighed mener ikke, at det er noget at tage hensyn til. Jeg har altid været fascineret af den sønderjyske maler Otto Frello. Især hans maleri “Det sorte rum” er altid med mig i mit hoved, og dette maleri minder mig lidt om stemningen derfra.