Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Dugfrisk fra atelier kommer dette maleri af sol, syrener og skilt. Syrenerne er blomstret af, men det er ikke lang tid siden, jeg fotograferede dette motiv. Jeg synes, at det udstråler den sol og mildhed i skyggen, som vi har været begavet med.

Jeg faldt over motivet på en sti, der går igennem mit lille parcelhuskvarter. En slags hovedfærdselsåre for umotoriseret bevægelse imellem forstaden Vorup og Randers bymidte. Denne sti krydser et gammelt jernbanespor, som ikke længere kan bruges, men ved de overgroede skinner står der stadig et levn fra en tid, hvor man skulle kigge sig for, før man krydsede sporet. Det ser ikke ud til at forgå så let, og syrenerne synes da også at tilgive og favne dets tilstedeværelse. De forbifarende bemærker ikke skiltet mere, men min lille dreng standser sin cykel og lader et imaginært tog suse forbi, når vi står under skiltet.

Jeg har tidligere kombineret syrener og jernbanen i et maleri, så de to må jo leve godt sammen. I modsætning til det nye maler, hvor vi er rykket så tæt på, så både syrenbusken og brændenældernes blade træder mere detaljeret i karakter, så fokuserer det tidligere maleri på karakteren af en hel skråning af frodige buske, der møder betonbro og skinner. Jeg har forresten fornyligt bemærket, at graffitien stadig står på broen og nej, der står ikke Marie på virkelighedens bro, men Mario. Gad vide, om vi nogensinde får at se, hvad der står på maleriets bro? 😉

Størrelser og priser kan ses under menu-punktet “Stemninger” eller ved at klikke på billederne.

En smule ironisk virker det at stå her i sommervarmen og male sneklædte alpetoppe, men indtil for et par uger siden var det min “skæbne”, og nu er det monumentale maleri så tørret og klar til sit fremtidige liv på køberens væg. Alle der kigger ind i mit udestue-atelier i denne tid, bliver overrasket over, hvor stort maleriet egentlig er, så jeg har her forsøgt at illustrere det ved at stille mig ved siden af det på dette foto. Det endelige reslutat af maleriet kan ses under menu-punktet “Landskaber”.

Imens “sneen” hang til tørre, har jeg i motivverdenen tilnærmet mig sommeren en smule ved at male et maleri af blomstrende mirabelletræer. Mirabelletræer er på én gang fristende og afskrækkende at male, fordi blomsterne er så små og næsten gennemsigtige, at et mirabelletræ på én gang synes meget malerisk at kunne lette og opløse sig som en røgsky, men samtidig gør det dem også næsten farveløse og grålige, når man skal forsøge at ramme deres karakter på et lærred. Jeg er dog meget godt tilfreds med resultatet her.

Motivet er fra min tid som indbygger i Fredensgade (Randers), der var beriget med en meget smuk park som baggård. Jeg har før malet både rosenbuske og forsythia fra dette sted. Men har ikke før haft mod på mirabelle-billederne. Typisk for Randers ligger parken op af en stejl bakke, og den er derfor opdelt i plateauer, der næsten minder om den måde, man anlægger rismarker på. Man bevæger sig fra plateau til plateau ved hjælp af trapper med smukke, blå gelændre, som lige kigger frem i hjørnet af dette maleri, der ellers vender blikket ned ad bakken imod et baghus, der omtrent drukner i vegetation.

I løbet af maleprocessen har jeg hele tiden haft Ib Spang Olsens illustrationer i baghovedet. Vores stil minder vist ikke om hinanden, men jeg tror, at han har malet en del baggårdsmotiver. Den måde linjerne i hus og vinduer sejler en lille smule mere, end jeg plejer at tillade, leder nok også mine tanker hen på hans barnlige men dog kontrollerede streg. Der er noget barndommens gade over dette maleri, synes jeg.

Når man som jeg finder sine motiver imellem både nye og gamle fotografier, så kan der opstå den situation, at man glemmer, hvor og hvornår billedet er taget. Det ændrer heldigvis ikke på det maleriske ved et motiv, og nogle gange kan det gøre både maleprocessen og besigtigelsen til et interessant vedvarende spørgsmål. Det tror jeg på en måde, at de er i forvejen, men det bliver tydeligere, når man hele tiden står og spørger sig selv: “Er det her forårs- eller efterårsløv? Er det formiddag eller eftermiddag? Er det her Domkirken i København eller et andet sted i den by (for så meget kan jeg huske:)

Dette maleri er blevet til i en lang, fragmenteret proces fra påske og indtil nu, og jeg tror faktisk, at jeg kunne blive ved med at male på det i endnu længere tid og hygge mig med det. Det er et varieret og udfordrende motiv, der ikke rigtigt vil afslutte sig, men nu er jeg tilfreds med det, og så vil jeg stoppe imens legen er god. Sammen med Tusmørke i allé og  Vej i efterårsskov danner det en lille, utilsigtet serie af gotisk langstrakte malerier. Klik på maleriet for at se størrelse og pris!

Da jeg fornyligt hængte malerier op på Café Andie, henvendte en ældre dame, der vist var stenhugger, sig interesseret til mig. Hun udtalte sig positivt om mine malerier, men mente, at hvis jeg malede i større størrelser, ville de blive mere frække. Ikke fordi jeg har noget imod “fræk” kunst, men jeg var noget i tvivl, om det egentlig er det tillægsord, jeg sigter efter med mit kunstneriske virke 🙂

Snart ville skæbnen dog, at jeg rent faktisk blev bedt om at male i en for mig helt uprøvet stor størrelse. Lærredet kan kun lige være på mit staffeli og mit arbejde med det sneklædte bjerglandskab, som også er en ny type motiv for mig, er en lang, fysisk udmattende rejse henover lærredet. Men min forudgående nervøsitet for projektet er gjort til skamme, for det er simpelthen sjovt ikke at “gratte” så meget med detaljerne og at få et andet flow ind i arbejdet, fordi det strækker sig over så lang tid, og den første del af maleriet når at tørre, før jeg bliver færdig med sidste del og skal starte forfra, så jeg behøver ikke at holde pause i arbejdet og vente på at maleriet tørrer. Et snelandskab er ikke bare hvidt, og det tiltaler mig at arbejde med nuancer og former indenfor en begrænset palet i Hammershøjsk tradition. Herunder er to billeder af “work in progress”. Der kommer et endeligt billede om et par uger. Om det så bliver et “frækt” resultat, er jo spændende 🙂20180423_143621

20180430_144703

Her er som lovet et foto af mit senest færdiggjorte maleri, som var en bestilt fødselsdagsgave og derfor først kunne offentliggøres nu. Jeg vil gerne bruge det som eksempel på den slags portrætbestillinger, jeg kan honorere med det bedste resultat. Min erfaring er, at hvis jeg prøver at male efter klassiske portrætfotos, hvor den portrætterede ses lige forfra og kigger ind i kameraet med et stort, selvbevidst smil, så bliver det ikke levende. Det er der flere grunde til, og en af dem er, at personlighed ikke kun udtrykkes igennem ansigtet men igennem krop og holdning og bevægelser og det generelle udtryk, man har, når man er optaget af noget andet end det observerende blik. Derudover er jeg også bare først og fremmest landskabsmaler, så min anbefaling til dem, der kunne tænke sig et portræt-maleri, er at bede mig tage udgangspunkt i fotos, hvor den/de portrætterede er vendt halvt eller helt væk, er optagede af noget andet og måske endda befinder sig i naturen. Ganske som på dette nyeste maleri, som jeg er vældigt godt tilfreds med. Det er et smukt fjordlandskab og et par drenge, der er helt optaget af at se verden og bevæge sig selvforglemmende ud i den. Der er noget eviggyldigt barnligt over dem, og samtidig ligner de efter min overbevisning de konkrete børn, som maleriet skal portrættere. Måske har jeg følt mig ekstra godt tilpas med motivet, fordi børnene er jævnaldrende med mine egne børn, og jeg kender dem, men det er også bare et godt motiv, som jeg er glad for at have malet.

Efter et hotelophold i Skovsgaard og en lille påskeudflugt til Hobro er mine malerier vendt hjem til Randers til lidt massage og et café-besøg. Med andre ord er de igennem de næste tre måneder hængt op i venteområdet til en kombineret akupunktør, fysioterapeut og pilates-studio på Århusvej og så på nogle af væggene i Café Andie i centrum af Randers. På Århusvej udstiller jeg Bulbjerg-malerierne, eksempler på mine portræt-evner og så et par større landskaber, og dér vil løbende komme flere til. I café Andie hænger fem Randers-motiver, billedet fra Assistensen og mini-malerierne. De hænger der sammen med værker af to andre kunstnere, som har hængt i caféen i længere tid. De fleste af mine malerier er i det inderste af de to café-rum. Besøg endelig det hyggelige og uformelle sted! De to fotos er derfra.

Efter en uge, der er gået med at tage malerier ned, transportere dem (en opgave, der ikke er kedelig, når man ikke har taget kørekort :)) og hænge dem op igen, så er jeg nu klar til at gribe til penslerne og gå i gang med både en større bestillingsopgave, og hvad jeg ellers kan komme i nærheden af. Lyset og varmen giver nye motiver og fornyet malelyst.

Påsketravlhed

For kunstnere og kunsthåndværkere er påsken en travl tid. Måske er det med interessen for kunst som med interessen for boliger, at den folder sig ud med forårets komme, og derfor skal alle større byer og udstillingssteder have en påskeudstilling. I dag har jeg for første gang haft “åbent” i mit atelier som en del af Randers Artweek. Jeg har været spændt på, om jeg overhovedet ville få besøgende i min lille udestue, og om jeg kunne få “formen” til at fungere. Der var the og kaffe parat, postkort til salg, dæmpet musik, ild i brændeovnen og et rent lærred parat på staffeliet, da jeg åbnede. Og faktisk fik jeg besøg. Pænt fordelt over dagen var der rare mennesker, der stak hovedet indenfor og kiggede og snakkede lidt. Jeg kom ikke langt med mit nye lærred, både fordi det var et svært motiv at tegne op, men også fordi jeg skulle samle mine tanker om arbejdet igen efter hvert besøg. Hvis hver dag forløb sådan, ville jeg ikke få malet meget, men for to dage er det mægtigt hyggeligt. I morgen har jeg mand og børn hjemme, så det bliver måske en ny oplevelse.

I går hængte jeg fire malerier op til Påskeudstillingen i Det røde Pakhus i Hobro, hvor der er fernisering på lørdag kl. tolv. Det er nærmest en lille serie af motiver fra den samme dag, en efterårsdag på landet. Serien omfatter de to allerede offentliggjorte malerier af spidslønnen og så to nymalede portrætter af mine børn. Til samme serie hører også et portræt/figurmaleri af min søn og en kat, men det var ikke helt tørt nok til at blive transporteret til Hobro. Jeg har ikke kørekort og rejser derfor med malerierne under armen.

Mit arbejde med de tre portrætter/figurmalerier af børnene har været hårdt arbejde. Billedet af Bjørk viste sig at være nemt at male, modsat normalen med portrætter, men de to af Asger var hårde nødder, som jeg desværre aldrig fik knækket helt, men som dog er hæderlige forsøg nu. Mit ønske var at male et portræt af Asgers figur og holdning og ikke hans ansigt. Jeg synes, at en krop kan udtrykke lige så meget personlighed og historie som et ansigt, så det var det, jeg gik efter at fange. Men eftersom hans ansigt jo også var synligt på forlægget, kunne jeg ikke lade være med at prøve at få det til at ligne så nogenlunde, på trods af at ansigtet var så lillebitte. Nå, men det var jo også tænkt mere som øvelse end salgsmateriale, og øvet fik jeg da. Mit mål var til dels også at øve op til et bestilt figurmaleri, som jeg lige har gjort færdigt og som I får at se her på bloggen, når jeg får lov til at vise det om et par uger 🙂