Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Udråbstegn!

Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.

Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.

Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?

I det maleri, jeg arbejder på for tiden, er verden delt op imellem himmel og vand. At bo i det danske landskab minder tit om at gå på en tynd snor jord imellem de to elementer. Sidst bragte jeg “klip” med nogle af mine himle, så her kommer også nogle af mit vand. Vand kan ligesom himlen være en flade og et slags baggrundstæppe for resten af motivet, men ligesom himlen har sine indbyggere i skyerne, så har vandet bølgerne og reflektionerne. Tilstedeværelsen af de to gør det straks meget mere besværligt end baggrundstæppe-vandet, men også interessant. Jeg tror, at jeg ubevidst har holdt mig lidt tilbage fra den udfordring tidligere, men f.eks. Bulbjerg har flere gange lokket mig ud i at forholde mig til skumsprøjt og bølgekamme. I nyere tid er jeg blevet lidt mere modig og har ladet mig friste af forvredne spejlbilleder i vand, der bevæger sig. Det er også noget, jeg udforsker i mit nuværende arbejde, som man kan se et udsnit af herunder. Blanke spejlbilleder, der snor sig ud i fremmede Medusa-lignende væsner, når vandets krusninger forstyrrer billederne. Fascinerende at arbejde med. Snart får I himlen med også 🙂

Himle

Oftest er himlen en næsten ensfarvet baggrund for træer og andre vækster i mine malerier, men jeg ved, at der er kunstnere, som vier hele deres virke til at studere himlen og vel nok især himlens forunderlige væsener, skyerne. Når de er der, tildeler jeg skyerne samme opmærksomhed som trækroner og opfatter dem vel på samme måde som levende ting, der helst undslipper penslen, ligesom løv. Alligevel har de jo en meget mere flydende overgang til luften (de er jo selv luft), så jeg kan ikke fange dem med en tydelig kontur, som jeg kan med planter. Det kan faktisk være virkeligt frustrerende og give mig følelsen af ikke helt at kunne fokusere, for hvor starter og stopper de, men de kan også belønne indsatsen med majestætisk dybde og højde og overvældende lys og skygge-virkninger. Her er nogle eksempler på himle i mine malerier – de er selvfølgelig mest til stede, når jeg maler vidder, gerne hen over vand eller andre flade steder. I øjeblikket maler jeg på et panorama-maleri, hvor lige præcis vand og himmel, med en truende skyformation er altdominerende i motivet. Derfor dette tilbageskuende blik på himle.

“Snart lysner kronens bladenet og hvert et løv må briste”. Den tekst har været med mig, imens jeg har malet denne bestilling. Det er jo den diametrale modsætning til vores årstid nu, men paradoksalt nok kan bøgetræernes gulgrønne “flyvende tallerkener” her godt minde en smule om dem, der vil tone frem om en måneds tid. Men at lyset, der falder imellem stammerne og ind over skovvejen har en mere “mæt” og stoflig kvalitet end forårsluftens klare, spidse “vågn-op”, det synes jeg er tydeligt. Så vidt jeg forstår er motivet her fra omegnen af Vejle, men det er også indbegrebet af en arketypisk østjysk bøgeskov. Krydret duftende katedraler med ekko af sommerens fugle og insekter. Jeg tror, at alle vil kunne forestille sig, at det her motiv stammer fra et sted, som de har stået i og kender.

Tusmørke i Tivoli

For mange år siden tog min søster og jeg i Tivoli i København, ikke så meget for at køre med rutsjebane som for at vandre rundt i haven og suge motiver til os. Hele dagen og aftenen flanerede vi rundt og tog billeder og kiggede, for Tivoli er jo én stor pittoresk opsats af blomster og lys og vand osv. Det er en inspirationskilde, som jeg stadig “drikker af” i dag, og således har jeg altid kastet interesserede blikke på dette motiv, der på en måde er et mislykket fotografi, hvor kameraet og mine fotograferingsevner ikke har kunnet arbejde med det svigtende dagslys og de voldsomme elektriske lys. Men som det ofte sker, så fremkalder eller afslører den slags “uheld” noget smukt og overnaturligt og ja, jeg vil næsten sige sandt. Pelargoniernes ufokuserede blomsterliv og lysenes alfe-vinger er på en eller anden måde tættere på sandheden om den tivoli-sommeraften, jeg var i dengang, end hvis jeg havde taget et blitz-oplyst og præcist fotografi. Jeg elsker kontrasten mellem den voldsomt røde verden i pavilioner og under parasoller og så den blånende aftenhimmel. Og midt imellem går en “Edvard Hoppersk” kvinde, uigennemskuelig og hverken inde eller ude, på vej mod nogle smukke, klare farvede lys i mørket. Måske kan man genkende min søsters skikkelse fra maleriet “Dukkehus”, der har sin oprindelse på samme hovedstads-tur. Om hun kan forklare, hvad der foregår i de bortvendte skikkelser, ved jeg ikke, men jeg kan da måske bringe et interview med musen her på et tidspunkt 😉

Vinterforetagsomhed

Der gror spindelvæv på mit atelier men ikke indenfor, for jeg arbejder på livet løs. Jeg har to større lærreder i gang som forberedelse til en påskeudstilling på Fussingø Slot, hvis nu miraklet skulle ske, at vi bliver sluppet ud i marts. De to store malerier er dog sat på pause, imens jeg maler en mindre bestilling. Her en detalje fra første lag på det. Gad vide hvilken årstid, vi befinder os i? 🤔😉

 

Første strøg

Et for mig atypisk motiv vokser ud af det hvide lærred. På den etablerede kunstscene vil dette motiv ikke blive beskrevet som eksperimenterende, men indenfor grænserne af mit lille male-kongerige udfordrer jeg normen en smule her. Jeg maler ikke så tit aften-motiver. I sagens natur mørknes farver og glider i ét, når solen går ned, så der er ikke så mange nuancer at boltre sig i for en maler. Men vi mennesker har jo fundet på kunstige lyskilder af den ene eller anden slags, og fokuserer man på dem som maler, så får man alligevel nogle virkningsfulde og interessante kontraster. Man kan f.eks. tænke på Krøyers store Sct. Hans-maleri.

Jeg bruger fotos som forlæg, og kameraer kan godt have det svært med mørke, men nogle gange fanger eller tilfører de noget drømmende “otherworldliness” vha. de tågede og udtværede effekter fra lang lukketid. Det er dette, jeg har kastet mig over i dette maleri, der eksploderer i rødt midt i mørket. I hvor høj grad maleriet skal eftergøre kamera-effekterne, ved jeg ikke endnu,

Forlægget er tapet fast midt på lærredet. Efter at min bedre halvdel udtrykte forundring over, at jeg ikke rykkede det efterhånden, som jeg malede tættere på, er det blevet en sport at vente så længe som muligt med at flytte det 😉

Syrener i morgensol

Første maleri i 2021 bliver i det lidt specielle panel-format og er en pendant til close-up-maleriet af syrener, som jeg gjorde færdigt før ferien. Jeg synes, at motiv og format klæder hinanden overraskende godt. Motivet er fra denne sommer og er fanget på vej hjem fra aflevering af min søn i skole, dvs. ved otte-tiden. I denne mørkegrå tid kan det gøre mig nærmest grædefærdig at se, hvor lyst og lunt og duftende og summende det kan være på et fortov en sommermorgen. Men det ville nu også være mærkeligt, hvis det var sådan året rundt. Jeg er taknemmelig for, at der er husejere, der lader deres haver stå som frodige, maleriske vildnis til glæde for forbipasserende malere 🙂

Del og helhed

Imens jeg maler, opdager jeg tit paralleller til noget, jeg har malet tidligere, hvilket nok afspejler, at jeg ikke er en maler eller et menneske, der er vildt proaktiv, omstillingsparat og vækstende, men istedet godt kan lide at dvæle ved og cirkle omkring de samme fascinerende fænomener. Når jeg spiller klaver, er det de samme ti smukke stykker, jeg spiller igen og igen, både på grund af perfektionisme og manglende evner/tid men også fordi jeg aldrig bliver træt af at gå på opdagelse i dem og genkende dem. Selvom jeg bruger meget mere tid på at male end at spille, så finder jeg på samme måde de samme temaer i forskellig form, når jeg ser tilbage på mine malerier. Gad vide om ikke selv de mest nytænkende og ekspanderende kunstnere kan se sådan en rød tråd, når de ser tilbage, om de vil eller ej?

Nå, men mit nyeste “panel-maleri” minder mig i hvert fald om to malerier, jeg malede til Kommunikationscenter Thisted (tror jeg nok det hedder:) især når man sætter det ved siden af det næste panel, som jeg har malet første omgang på. Del og helhed kan man måske kalde temaet 🙂 For her er jeg gået i gang med en hel syren-busk. På den måde føler jeg næsten ikke, at jeg kan melde dette detalje-maleri helt færdigt, før jeg har malet helheds-maleriet også. Det er dog meningen, at det skal kunne fungere som et værk for sig selv, og som man nok kan se, har jeg siden skitse-stadiet arbejdet meget på balancen i detaljegraden i forhold til afstandsvirkning. Jeg synes, at jeg har famlet lidt i forhold til det, også fordi jeg har arbejdet mere ukoncentreret med børn omkring mig i atelieret, så jeg ved ikke, om der dukker en trang op til at runde det af på en ny måde, når det andet maleri bliver færdigt i det nye år. Men som værk i sig selv er det i hvert fald færdigt nu. Og dermed ønsker jeg glædelig jul og godt nytår fra mit atelier!

En portal til maj?

Jeg købte for et års tid siden to smalle lærreder med en idé om at skulle bruge dem til helfigursportrætter af mine to børn, der står og kigger op i luften, men da jeg modtog lærrederne, fornemmede jeg, at de ville være for klaustrofobiske for mine børn og kom aldrig i gang. Nu er mit december-projekt blevet at finde andre måder at bruge dem på. Det aflange format får mig til at tænke på et panel, og uden at jeg har researchet på panel-kunst, så har jeg en idé om at det skal minde mere om tapet, hvor der ikke er et fokuseret motiv. Men måske kan et panel være ligesom et slags vindue eller en “sprække” ind eller ud? I dette tilfælde prøver jeg med en “sprække” hen til foråret og ind i en syren-busk. På billedet her er blomsterne i første omgang vokset frem. Og jeg eksperimenterer med alligevel at have et slags fokus ligesom et kamera, hvor de nærmeste blomsterklaser træder frem i detaljer og de bageste er samlede former. Vi må se, hvordan det udvikler sig 🙂