Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Faldskærmsudspring

For nyligt blev jeg spurgt, om mine malerier har tydelige penselstrøg, for det kan jo være lidt svært at se den slags detaljer på et maleri på en skærm. Mit svar var, at det mente jeg ikke. Hvis man kigger efter, kan man ikke være i tvivl, om at mine malerier er malet med pensel, men tydeligt er det ikke.  At nogle kunstnere kan fange et skær eller en skygge med blot et enkelt, virtuost strøg, er mig til evig fornøjelse og forundring, så jeg forstår virkeligt godt, at det er et træk, som man vil efterspørge i et maleri. Så hvorfor forsøger jeg så ikke at mestre dette selv? Jeg kan faktisk ikke rigtigt forklare det, men det svarer lidt til, at jeg jo også beundrer faldskærmsudspringere, men kun i yderste nød selv kunne finde på at kaste mig ud fra en flyvemaskine.

Efter at jeg måtte skuffe den interesserede spørger, kom jeg dog til at tænke på, at mine skitser, altså det lag maling, som kommer før det sidste lag, faktisk har tydelige penselstrøg. Så lidt faldskærmsudspringer er der måske i mig, så længe det ikke gælder rigtigt og kun er en skitse 😉 Her er et udsnit af skitse-laget på et nyt maleri, der bliver færdigt i næste uge. Det skal forestille strømmende vand over sten. Svært.

Meget naturligt er der nogle af mine købere, der ønsker at se et eller flere af mine værker hjemme på deres egne vægge, før de binder sig til et køb. Der er ikke rigtigt noget, der kan erstatte sådan et “hjemmebesøg” fra mine malerier, men eftersom det jo giver en del bøvl eller udgifter (mest for køberen:) kan jeg alligevel anbefale at gemme nogle af mine malerier på sin computer og så gå ind i WallApp. Her kan man uploade et billede af sin egen væg, taget lige forfra, og så sætte mine malerier ind på væggen, for at få et indtryk af, hvordan de kunne se ud på det sted. For at få størrelsesforholdene rigtige vil det være en god idé at placere et mål på f.eks. en meter et synligt sted helt inde ved væggen, før man tager billedet af sin væg, for så har man noget at måle maleriet op imod, når man sætter det ind. Ellers ville man kunne forstørre et maleri på 30×40 til at fylde en hel væg, hvilket ville give et lidt forskruet indtryk 😉 Under alle omstændigheder vil det ikke kunne afsløre, hvordan lys og lysets påvirkning af farverne i forskelligt vejr og tidspunkter på døgnet vil opføre sig på lige præcis den væg, men det kan dog pege i en retning. Jeg har overvejet, om jeg kunne integrere app’en på min hjemmeside, men jeg har ikke den tekniske snilde til at gøre det, så det bliver ved dette tip 🙂

Maleriernes hjem 16

Jeg har flere gange malet motiver med Limfjorden. Og med naturlighed, for jeg boede som barn på nordsiden af fjorden og har været med vores nabo ude og tømme ruser for ål og samle blåmuslinger i vandkanten, og jeg har gået lange, labyrintiske ture i rørskovene med min skoleklasse og set på fugleliv i Vejlerne. For snart ti år siden malede jeg fjorden til min farbror, der er fuglekender og naturelsker. Han fortæller:

“Her i min stue/spisestue hænger Maries billede. Billedet tager sit udgangspunkt i udsigten fra mit Sommerhus, hen over Venøbugten mod Struer. Til højre for vandtårnet i venstre side af billedet blev min far, Maries farfar født i 1925. Hans far var ved DSB og hans morfar var lærer og medlem af kommunalbestyrelse og amtsråd i starten af 1900-tallet. Så billedet indeholder mindst 120 år dybe rødder for vores familie. Samtidig er Limfjorden og naturen omkring den vestlige ende med rørskov og rigt fugleliv et sted hvor jeg føler ro i sjælen. Alt dette synes jeg, Marie har formået at få med i maleriet. Så når jeg er i mit hjem i Viborg, kan bare et blik på maleriet få skuldrene ned i rette højde. Billedet hænger sammen med et dejligt billede af en lokal kunstner, Karin Olesen.”

Maleriernes hjem 15

For nogle uger siden delte jeg historien om et krokus-maleri og dets hjem. Det virker derfor naturligt nu at dele en historie om et andet krokus-maleri af samme park men i et andet hjem, hos en kær veninde:

“I vores hjem hænger et helt særligt af Maries malerier. Det er helt særligt for vores familie.

Den dag vores ældste datter, Rakel, kom til verden, havde Marie færdiggjort et smukt, stort forårsmaleri af et hav af lilla krokus foran Ridehuset i Århus. Jeg var helt forelsket og fortalte hende om min begejstring.
En anden veninde havde siddet i Rådhusparken i Århus på Rakels første dag i et bragende martssolskin, og havde taget et smukt billede af krokushavet. Dette billede delte hun i sin lykønskning for det lille nye barn, og Marie, som også kender min anden veninde lidt, fik fingre i billedet. Udfra det skabte Marie dette smukke maleri, som vi modtog i barselsgave, “Rakels Dag”.
Maleriet betyder så meget for mig udover denne historie, for i Århus mødte jeg både Marie og den fotograferende veninde, som har været nogle af mine tætteste veninder lige siden. På den måde knytter maleriet vores fortid og lette ungdom i Århus sammen med den nye fase i livet med børn i denne hyldest til både det nye barn og til det smukke forår. Og så synes jeg også at maleriet i sig selv er så smukt med sine lilla og grønne farver. Jeg bliver aldrig træt af det og jeg får en varm følelse af at se det hver dag, som et omsorgsfuldt og kærligt knus af nære veninder.”

Og her er et hyggeligt lille P.S. “Senere fik jeg anskaffet et gammelt klaver, som også er helt i tråd med Marie og hendes opvækst i klavermusik, og hendes eget klaver. Radioen spiller P6, som jeg er blevet inspireret til at lytte til af netop Marie, som kreerer mange af sine værker til lyden af P6. Så Marie og “Rakels Dag” er meget centralt i vores hjem på mange måder. Tusind tak endnu engang for det smukke maleri.”

Parcel-urskoven.

“Er der en tiger, dér i midten?” blev jeg spurgt, da jeg arbejdede på de sidste strøg af dette maleri. Lige i det øjeblik svarede jeg benægtende, fordi jeg var helt forblændet af min viden om, at forlægget er fundet i min parcelhus-have, hvor jeg aldrig har set vildere dyr end pænt store huskatte. Men nu hvor spørgsmålet har bundfældet sig lidt, ville jeg ønske, at jeg havde svaret med et “Det kan da godt være”, for tanken om, at urskovs-væsner lurer ud på beskueren fra de dunkle hjørner i dette maleri, er da ret fortryllende. Jeg har altid ønsket mig, at jeg i mine malerier kunne “fange” et par elverpiger eller nisser og alt det andet liv, som vi mennesker har mistet evnen til at se i naturen. Så hvorfor ikke en tiger i bøgehækken?

Da min far her i efterårsferien så dette maleri, mindede han mig om en billedbog fra min barndom, med billeder af den franske maler Henri Rousseau. Han malede “almindelige” landskaber og optrin, så de virkede foruroligende, mystiske og eksotiske. En fredelig park fik karakter af jungle, og hos ham er der lige præcis flere eksempler på rovdyr i græsset. Som barn gjorde billederne mig urolig, men med alderen har den slags betydningstung uforklarlighed fascineret mig mere og mere, så jeg i dag meget gerne ville kunne fremkalde noget af den samme årvågne men slumrende tilstedeværelse af “noget” i mine malerier.

Motivet er malet på et ret stort lærred, så det er ikke helt umuligt, at en huskat i naturlig størrelse ville kunne springe ud af det en dag, når den mener, at det er på tide 😉

Med en uges forsinkelse på grund af ondt i halsen satte jeg i går en udstilling op i Randers Sundhedscenter. Det er et stort sted, hvor de ledige vægge er spredt ud vekslende med vægge med “stationær” kunst, så det stillede nogle krav til min fysik og mit overblik at få malerierne strøet ud i behørig afstand men på en sammenhængende måde. De fleste mindre malerier kom ind i de små, snoede gange ved Tandplejen, hvor personalet kom med the til mig og sludrede, og det blev en rigtigt hyggelig formiddag. Af corona-årsager skal man helst have et ærinde i sundhedscentret for at gå ind og se mine malerier, så jeg deler her nogle fotos, så man kan få et indtryk af det, selvom man ikke lige skal til jordemoder, akupunktør eller tandlægen. Malerierne hænger der til efter nytår.

Maleriernes hjem 14

Jeg har igen modtaget brev fra et af mine malerier eller rettere fra dets ejer, men det føles lidt som at høre fra maleriet også 😉 Jeg nyder, hvordan maleriet er placeret ved siden af en børneværelsesdør, der tilsyneladende er pyntet med alfer og blomster. Det er jo i sit helt rette element! Og er også et eksempel på, hvordan et maleri kan bringe vidderne ind i en entré, som jo ofte er et lidt trangt rum. Maleriets ejer skriver til mig:

“Mit maleri forestiller kigget fra Rådhusparken mod Ridehuset i Aarhus. Malet lige da hele parken står i fuldt flor med krokus i blåt og hvidt. Det, jeg holder allermest af ved maleriet, er kontrasten mellem de nøgne træer og de fantastiske flotte krokusfarver. Det hænger i min entre, så det er altid det første, jeg ser, når jeg kommer hjem, og det sidste jeg ser, når jeg forlader mit hjem.

Maleriet har inspireret mig til at tage billeder hvert år cirka det samme sted med blomsterende krokus af min datter. Det lykkes så ikke altid at få det helt perfekte billede, da jeg visse år er kommet for sent, og krokusserne er afblomstret. Og dem med småbørn kender vist alle modellens ikke altid helt villige samarbejde. Der findes motiver med en meget sur og en meget glad model alt efter samarbejdet det pågældende år.

Min tanke er, at der på modsatte side skulle være en collage med mine fotografier fra hvert år. Det er så ikke blevet lavet endnu, men det kommer nok, når modellen er 30 år om ca. 20 år ;-)”

Maleriernes hjem 13

To af de mæcener, der går længst tilbage i tiden, er også mine rigtigt gode venner, og dette ægtepars besiddelser fra min hånd har vel nærmest et skov-tema 🙂

Anne har skrevet til mig om to af dem:

“Kære Marie. Da jeg var gravid, med mit første barn, Jakob, malede du dette vidunderlige, eventyrlige billede, som den lille purk så fik i barselsgave af sin tante Marie. Billedet emmer af stemning og eventyr, rummer både den klare lysende sne og solstrejfene igennem træerne. Kulden og varmen. Jeg synes, billedet er så fortællende, man kan selv digte en historie til: Hvem pigen er, hvad hunden hedder, hvor de er på vej hen. Jakob holder meget af billedet den dag i dag, og synes at pigen/kvinden ligner mig, hvilket jeg synes er meget smukt, når det nu er en barselsgave. Jeg holder meget af maleriet og sender det et varmt blik i stuen hver dag.

Da vi så dette billede første gang, kunne vi ikke stå for det, vi blev nødt til at eje det. Farverne er varme, naturen forunderlig og ligesom samtidig genkendelig, et scenarium vi synes vi er fortrolige med. Billedet drager os ind i et eventyr, minder os om at vi gerne vil tilbringe meget mere tid i naturen og bringer samtidig naturen lige ind i vores stue. Vi har en hygge-seng henne i hjørnet af vores stue, hvor vi læser bøger højt for vores børn, hvor vores gæster sover, og hvor jeg nogle gange strækker benene ud med bogsektionen fra en avis eller en god bog. Over denne seng og dette hyggehjørne hænger vores dejlige maleri, som vi skatter højt.”

De to malerier er egentlig fra to forskellige faser (det sidste er fra 2006 og barselsgaven fra 2012), hvilket man godt kan se på deres lidt forskellige malestil, men de bevidner også, at jeg har en slags grundtone i mine malerier, som ikke tager de store udflugter 🙂

Et andet af sensommerens projekter har været denne “dobbelt-bestilling”, begge i størrelsen 50×40 cm. Det startede med en studentergave. En niche jeg ikke har arbejdet indenfor før. Jeg håber, at flere kunne finde på at give malerier i den anledning, for jeg synes, at det giver god mening. I denne sammenhæng er motivet bestillerens solnedgangsminde fra en djurslandsk strandeng. Jeg har prøvet at fange noget af “eng-havets” nuancer og variation. Jeg er også godt tilfreds med de rygvendte figurers kropssprog, som virker helt fokuseret på udsigten og øjeblikket.

Samtidig opstod ideen til og ønsket om et maleri af selvsamme studine som barn. Det er nok ikke et usædvanligt tidspunkt for forældre at se lidt tilbage og ønske sig nogle konkrete minder at fæstne øjet på. Derfor kom også dette maleri af en madpakketur i Hestehaveskoven på Djurs til verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at portrætter er svære. Det er ret “nemt” at få det til at ligne et menneske, men at få det til at ligne lige præcis det ene menneske er kun nogle få kunstnere forundt at mestre. Den grundlæggende ambition var dog vist nok knap så meget et nøjagtigt portræt som et billede af en skøn situation. En leende pige sidder i den vågnende forårs-skovbund og skal til at spise sin madpakke med udsigt til den blå bugt, og pigen har i hvert fald en vis lighed med en bestemt pige, så missionen er fuldført, selvom jeg kunne blive ved med at nørkle mikroskopiske detaljer, indtil det hele var en stor mudderpøl 😉

Maleriernes hjem 12

Før i tiden var en mæcen vist en rigmand, som tog en eller flere kunstnere under sine vinger og sikrede deres eksistensgrundlag med en masse bestillinger, f.eks. portrætter af de unge døtre, en yndlingshund eller noget i den stil 🙂 Den slags mæcener har jeg ikke og kunne umiddelbart heller ikke tænke mig det, men det morer mig lidt at “klistre” det mærkat på de købere, som har flere af mine malerier til at hænge. Fornyligt fik jeg mig en ny mæcen 😉 som tog turen helt fra København og hjembragte et par af mine værker til en forholdsvist nykøbt lejligheds tomme vægge. Og nu har jeg modtaget disse billeder af maleriernes nye hjem. Det er som om malerierne endelig er blevet færdige og er faldet på plads i verden.