Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Nogle malerier finder deres match og flytter hjemmefra meget hurtigt. Sådan var det for “Spidsløn” her. Jane skriver om det:

“Jeg købte billedet i 2018. Jeg så et foto af billedet på facebook og forelskede mig med det samme. Og reagerede hurtigt, da jeg måtte sikre mig at det ikke gik til anden side. Billedet var ikke engang tørt endnu! Det hænger i min stue og jeg kigger på det dagligt. Jeg er tosset med de røde og grønne farver og er glad for naturen. Jeg går stadig på “opdagelse” i billedet og ser former og figurer for mig.”

 

Selvom mine forældre altid har haft skiftende udstillinger af mine og min søsters “forhåndenværende” værker på væggene, så købte de faktisk også for et par år siden et maleri af mig. Om dette maleri har min far følgende rammende ord:

“Billedet stammer fra 2017 og motivet er hentet fra Niels Ebbesens gade i Ålborg. Det hænger i vores gang, så det er det første man ser når man kommer ind. Det som fanger øjet er selvfølgelig skiltet med parkering forbudt. Det kilder dejligt i maven! Alle nyankomne får selvfølgelig besked på at parkering i vores gang er strengt forbudt – og det gælder især for busser😊 Undtagelsesvist kan man parkere en barnevogn på udvalgte pladser. Maleriet passer godt til vores have, hvor al civilisation lige så stille er ved at blive overtaget af naturens overflod. Et motiv jeg genkender i de fleste af Maries billeder. Men der går næsten altid “marie” i naturen, så den stiliseres og skaber en indre mening, som jeg tror vi alle længes efter.”

Nyeste udflytter fra mit “maleri-kollektiv” er “Løvspring”, som fornyligt af hjælpsommer hænder blev bragt til Sjælland og fandt hjem i en kontekst, som jeg slet ikke havde forudset, men som giver den skønneste mening. Her er hvad den nye ejer skrev efter ankomsten:

“Sidste kapitel i rejseberetningen om Løvsprings adoption. Det er nu hængt op og bliver dagligt nydt af mig og min familie.

På magisk vis fortolker det udsigten – mod Søjlepladsen på Musicon her i Roskilde: Træerne er de gamle cementsøjler, der har givet pladsen sit navn, den lyse skovbund er selve pladsen og det solgule hjørne øverst til højre er Rockmuseet. På den måde udgør billedet et ekstra vindue, der omdigter min udsigt i et skovtema…og bringer mig tilbage til de store skove omkring Sorø, hvor jeg er vokset op. Og så elsker ungerne pigen i den røde kjole!”

Serien om mine maleriers nye hjem fortsætter, og her skriver et par søde, ålborgensiske mæcener:

“I vores stue hænger to af Maries malerier. Det ene har vi haft i et års tid, og vi glæder os hver dag over at have det hængende over vores sofa. Det andet maleri er forholdsvis nyt, og nu kan vi hver dag dobbeltglæde os over to malerier, der passer utroligt godt sammen, og giver liv og personlighed til vores stue.

Sol ved Kongens Ege 2 faldt vi pladask for på en udstilling i Riddersalen på Ulstrup Slot. De grønne farver i maleriet er med til at forlænge haven ind i stuen og omvendt, og så er der et fantastisk lys i maleriet, som spiller godt sammen med lyset udefra.

På vej væk 3 så vi på Maries blog, og vi kunne ikke rigtigt komme fra det igen, og listede os til Randers, og så det en smuk forårsdag i april – med god afstand og afsprittede hænder. Det hænger på en endevæg, og det føles næsten som om, man kan gå ud af stuen af den smukke allé. De varme efterårsfarver og dybden i maleriet passer utroligt godt ind i den ende af stuen.

Lys, varme, bevægelse – og en stor glæde over at være så heldig at have de her to malerier hængende er de ord, der falder os ind, når vi sammenfatter fornemmelsen af Maries malerier i vores hjem.”

Kun en begrænset skare “får lov” at se min nyeste udstilling, men jeg tillader mig at skrive lidt om den alligevel. Her i juni og sikkert også det meste af juli hænger mine malerier til udstilling på intet mindre end rådhusets vægge. Og det er rådhuset i Randers, der her er tale om 😉 Her har en kunstforening et udstillingsområde udenfor en stor mødesal til rådighed, og jeg er blevet bedt om at udstille i denne tid, hvor rådhuset igen “vækkes til live” efter corona. Jeg hængte mine malerier op her til formiddag og mærkede i hvert fald embedsmandslivet summe omkring mig. Det er dog også de eneste, der ind til videre kan se på værkerne, fordi rådhusets døre endnu en tid er lukkede for besøgende, medmindre man har en aftale. Men embedsmænd og sekretærer skal da også have farver i deres arbejdsliv, og malerierne og jeg er glade for at blive “luftet” lidt.

Sporarbejde.

På dette nye maleri kan man næsten se mit hus, men også kun næsten, for det gemmer sig lidt i skyggerne i de fjerne hus-silhouetter. Det er selvfølgelig ikke mit parcelhus, jeg har sigtet efter på maleriet, men det isnende vintersolskin og banelegemet, der borer sig ind i et stivnet landskab. Faktisk er det den samme bane, der laver forsvindingsnumre i “På vej væk 2”, bare et andet sted på baneforløbet og på en helt anden årstid.

Det her må kaldes mit coronatids-værk. Jeg gik i gang med det midt i marts og har malet på det i spredt fægtning imellem udfærdigelse af bestillinger og pasning af børn. Jeg sluttede af med at opdage, at jeg havde lagt skinnerne en smule forkert, så jeg måtte male dem delvist over, vente på at det tørrede og male dem igen, før det var færdigt. Så det har taget mig noget tid, og har fulgt mig i en lidt “nedfrosset” periode, men nu er der “tøvejr”, og mit næste maleri bliver en stor forårseksplosion af lyserøde candyfloss-trækroner. Fra den ene yderlighed til den anden, men begge dele er lige smukke og maleriske! Det er da lige til at blive glad af 🙂

For et års tid siden fik jeg dette foto og disse ord fra Peter, efter at det bestilte maleri af en solopgang ved Nissum Bredning var nået frem til hans stue:

“Vi elsker dit maleri og ser på det hele tiden – det hænger i stuen på endevæggen. Den har været tom, siden vi flyttede ind i 2010, fordi vi hele tiden har ventet på netop det rigtige at hænge der. Det gør der nu!

Fantastisk, hvordan farverne skifter. Om morgenen, før det bliver lyst, og i skumringen og aftenen er farverne mørke og varme. I dagslyset stråler maleriet i de lyseste farver. Hvor er du en dygtig kunster!

Tak Marie for at have bragt Limfjorden ind i vores stue!”

Jeg bliver faktisk helt genert ved at dele så rosende ord om mig selv, men jeg synes også at ordene beskriver så smukt, hvad et maleri kan gøre i et rum. Siden er Peter, familie og maleri faktisk flyttet til Limfjorden, så fjorden er i hans stue som både maleri og udsigt 🙂

Andet afsnit i min serie om maleriernes nye hjem kommer fra Mette, der købte maleriet “Langs cykelstien” sidste sommer:

“Vi stiftede bekendtskab med Maries kunst gennem den lokale kunstforening, hvor Marie udstillede nogle fantastiske værker. Vi var især vilde med den måde, hun maler naturen og træernes løv på og var ikke meget i tvivl om, at vi ville købe værket på billedet, som gør enhver i godt humør med de friske og stærke farver. Det bor nu i hyggekrogen på vores kontor, hvor vi ønskede noget ekstra “pang”. Vi er meget glade for vores maleri og glædes over det hver eneste dag.”

Jeg vil lancere en “serie” her på min blog og min facebook-side, med billeder og historier af varierende længde fra de solgte maleriers liv. Som den første har en af mine trofaste mæcener Rikke skrevet om sine malerier:

“For år tilbage, søgte jeg på nettet efter et maleri i grønne farver, og fandt et af Maries malerier. Jeg fandt Maries blog, og skrev til hende, at jeg var vild med hendes malerier, og ærgrede mig over, at nogle af dem jeg bedst kunne lide var solgt.
En dag fik jeg en mail fra Marie, et af de malerier jeg havde nævnt, var blevet tilovers hos ejeren, og hun ville gerne sælge det til en favorabel pris, – og jeg ville gerne købe det, meeen….
Det var meget stort, og jeg kunne ikke finde pladsen til det, før min mand sagde; at det ville passe perfekt over spabadet på badeværelset! Sådan gik det til, at Maries maleri “Skovsø inspireret af Asferg Mose” hænger på mit badeværelse, til stor glæde for os der bor her, og til forundring for nye gæster i vores hjem.

Jeg er den heldige ejer af 2 af Maries malerier. Jeg er netop blevet 50 år, og var ikke i tvivl om, at jeg ønskede mig et maleri af Marie. Hun har malet et gammelt motiv fra et fotografi af min mand og vores piger, som er taget på vores ældste datters 5 års fødselsdag nytårsaften 2001, pigerne sidder i en slæde, som var mit eksamensprojekt, da jeg blev sløjdlærer. Familien har hun sat ind med en baggrund af vores vinterklædte have, udsigten fra vores køkkenvindue. Min fødselsdag blev Corona ramt, og vi stod i Maries have, med god afstand og håndsprit, da jeg fik mit livs bedste gave. Hold da op hvor er jeg glad for det!!! Det hænger over vores pejs, et centralt sted i huset, og jeg glæder mig hver gang jeg kigger på det. Når vi en gang sidder på plejehjemmet, så vil det få hæderspladsen.”

 

Tidsrejse

Mit nyeste maleri er nu blevet givet som fødselsdagsgave til sin ejer, så jeg kan godt offentliggøre det her på hjemmesiden uden at afsløre noget. Selvom jeg altid tager mange fotos af det samme motiv, når jeg er ude at fotografere, så jeg egentlig har mulighed for at male mange malerier på samme “fotosession”, så er det faktisk sjældent jeg gør det. Men denne gang har jeg på opfordring bevæget mig tilbage til en gammel succes, nemlig mit lille maleri af det dramatiske vejr over Bulbjerg og Lild Strand, som jeg malede for ti år siden, også på bestilling. Jeg har ikke brugt det samme forlæg, men har valgt et andet udsigtspunkt, hvor den bølgende marehalm i forgrunden er mere dominerende. Nu hvor jeg tager det første maleri frem og sætter det ind her ved siden af det nye, så overrasker det mig at se, hvor stor forskel der er, altså ikke kun pga. en anden vinkel osv. men også fordi jeg bare har ændret mig. Hverken til det bedre eller værre, bare ændret. Er det ikke som om man godt kan se, at det første maleri er malet af en ti år yngre person, der endnu ikke har fået familie? Kontraster og schwung dominerer og har på det andet bevæget sig over i nuancer og mildhed (så meget som der kan være i vild vesterhavsblæst). Men selvfølgelig kommer forskellen også af, at det første maleri er mere “nede” i marehalmen, hvor det andet distancerer sig mere. Marehalmen “pisker” i det første og “bølger” i det andet. Jeg er lige stolt af begge. Tænk at have malet så længe, at der ligefrem er en udvikling at se. Gad vide hvordan jeg maler om ti år?