Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Fletværk

Alt i naturen bugner og brister og baner sig vej udenfor mit atelier, men på mit lærred har der været bidende frost i disse maj-dage. Det kunne have været en motiverende faktor i min hast med at få maleriet færdigt, men det er nu mest, fordi jeg håber, at det kan nå at tørre inden en kommende udstilling. Derfor har jeg de sidste dage malet så intenst og længe ad gangen, at min krop er begyndt at værke.

Dette har været et svært maleri at male. Det er sjældent, at jeg overvejer at opgive, når jeg først er i gang, men sådan har det været med dette. Jeg valgte dog at insistere og tro på, at jeg kunne lære noget af det. Da jeg på en løbetur for et par måneder siden så og fotograferede dette motiv, oplevede jeg det umiddelbart som et smukt og indlysende motiv, så jeg havde rigtigt appetit på det, da jeg gik i gang. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var at det simpelthen ikke er alle naturfænomener, der lader sig oversætte så nemt til min stil. Og rimfrost er åbenbart én af dem. Den fine, fine kant af iskrystaller, som havde sat sig på alt denne vintermorgen, viste sig uopnåelig for min forenklende pensel. Det føltes som om jeg strakte mig og strakte mig, men simpelthen havde fundet et emne, som mit kunstneriske “sprog” ikke havde “ord” for. Eller som om jeg gjorde kur til nogen, der ikke ville værdige mig et blik.

Alligevel er jeg glad for, at jeg har malet dette motiv. Først og fremmest har jeg fået endnu mere respekt for naturens kunstneriske evner, og jeg har fået et indblik i frosts former og farver, som både Smilla og Disneys Elsa ville nikke anerkendende til. Samtidig er jeg blevet mindet om, at alt ikke bare kan males ved hjælp af arbejdsomhed, som jeg nogle gange bilder mig ind. Og endelig føler jeg, at maleriet i sidste ende er blevet et hæderligt forsøg, der måske fortjener et koldt strejf af genkendelse i “den kurtiseredes” øjne, og i hvert fald har smukke og dekorative kvaliteter, om det så ligner forlægget eller ej. Jeg har i hvert fald fundet en undskyldning for rigtigt at dyrke mosaikken, og motivets indhold er en klassisk “Marie”, som min far sagde. Natur og civilisation i et stivnet favntag eller kvælertag. Som sædvanlig er det fundet få hundrede meter herfra ved det lokale vandværk.

Sidste uges hurtige glimt af et maleri-hjem har fået mig til at tage den gamle serie op igen. Så her får vi et kig ind i tilværelsen for et af mine nyere malerier. Farverne og formerne i “På vej væk” kommer virkelig til sin ret iblandt disse smukke møbler, synes jeg.

Salget foregik kort tid efter begyndelsen på min udstilling på Randers Sundhedscenter, hvor jeg sådan set stadig har mine malerier hængende. Få dage efter at jeg havde hængt maleriet op, var jeg derfor inde og tage det ned igen og overdrage det, så personalet derinde ikke troede, at en tilfældig mand bare hev det ned fra væggen og løb ind i elevatoren med det. Det var så meningen, at jeg ville hænge et nymalet maleri op på den væg istedet, når maleriet var tørret, men da dette maleri så også blev solgt, har det været den vægs skæbne at stå tom.

Eftersom det var en vigtig forudsætning for købet, at det passede ind på sit bestemmelsessted, blev det afhentet til “prøve-ophængning” og “besigtiget” i nogle dage, før det bestod prøven og blev købt. Så nu lever det sit liv i smukke, nordjyske omgivelser.

Her bringer jeg en lille særudgave af min “Maleriernes nye hjem”-serie. For mange år siden købte min veninde Annette maleriet “Plads” af mig. Hvis man vil have et hurtigt glimt af, hvordan det lever sit liv hos hende, så kan man gøre sig selv den tjeneste at se musikvideoen til “Hold dit hjerte blødt” af Nana Jacobi https://www.youtube.com/watch?v=g96IsI7HQSs Her er der nemlig et klip med Annette, hvor maleriet hænger i baggrunden, og når man ikke lige spejder efter glimtet af mit maleri, så kan man nyde den smukke og intense musik, som jeg gerne ser mine malerier associeret med, hvor kort øjeblikket end er 😉 Min fireårige datter har taget sangen til sig og er ved at lære den udenad, ligesom alle de andre i musikvideoen, der holder hjertet blødt.

Udråbstegn!

Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.

Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.

Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?

I det maleri, jeg arbejder på for tiden, er verden delt op imellem himmel og vand. At bo i det danske landskab minder tit om at gå på en tynd snor jord imellem de to elementer. Sidst bragte jeg “klip” med nogle af mine himle, så her kommer også nogle af mit vand. Vand kan ligesom himlen være en flade og et slags baggrundstæppe for resten af motivet, men ligesom himlen har sine indbyggere i skyerne, så har vandet bølgerne og reflektionerne. Tilstedeværelsen af de to gør det straks meget mere besværligt end baggrundstæppe-vandet, men også interessant. Jeg tror, at jeg ubevidst har holdt mig lidt tilbage fra den udfordring tidligere, men f.eks. Bulbjerg har flere gange lokket mig ud i at forholde mig til skumsprøjt og bølgekamme. I nyere tid er jeg blevet lidt mere modig og har ladet mig friste af forvredne spejlbilleder i vand, der bevæger sig. Det er også noget, jeg udforsker i mit nuværende arbejde, som man kan se et udsnit af herunder. Blanke spejlbilleder, der snor sig ud i fremmede Medusa-lignende væsner, når vandets krusninger forstyrrer billederne. Fascinerende at arbejde med. Snart får I himlen med også 🙂

Himle

Oftest er himlen en næsten ensfarvet baggrund for træer og andre vækster i mine malerier, men jeg ved, at der er kunstnere, som vier hele deres virke til at studere himlen og vel nok især himlens forunderlige væsener, skyerne. Når de er der, tildeler jeg skyerne samme opmærksomhed som trækroner og opfatter dem vel på samme måde som levende ting, der helst undslipper penslen, ligesom løv. Alligevel har de jo en meget mere flydende overgang til luften (de er jo selv luft), så jeg kan ikke fange dem med en tydelig kontur, som jeg kan med planter. Det kan faktisk være virkeligt frustrerende og give mig følelsen af ikke helt at kunne fokusere, for hvor starter og stopper de, men de kan også belønne indsatsen med majestætisk dybde og højde og overvældende lys og skygge-virkninger. Her er nogle eksempler på himle i mine malerier – de er selvfølgelig mest til stede, når jeg maler vidder, gerne hen over vand eller andre flade steder. I øjeblikket maler jeg på et panorama-maleri, hvor lige præcis vand og himmel, med en truende skyformation er altdominerende i motivet. Derfor dette tilbageskuende blik på himle.

“Snart lysner kronens bladenet og hvert et løv må briste”. Den tekst har været med mig, imens jeg har malet denne bestilling. Det er jo den diametrale modsætning til vores årstid nu, men paradoksalt nok kan bøgetræernes gulgrønne “flyvende tallerkener” her godt minde en smule om dem, der vil tone frem om en måneds tid. Men at lyset, der falder imellem stammerne og ind over skovvejen har en mere “mæt” og stoflig kvalitet end forårsluftens klare, spidse “vågn-op”, det synes jeg er tydeligt. Så vidt jeg forstår er motivet her fra omegnen af Vejle, men det er også indbegrebet af en arketypisk østjysk bøgeskov. Krydret duftende katedraler med ekko af sommerens fugle og insekter. Jeg tror, at alle vil kunne forestille sig, at det her motiv stammer fra et sted, som de har stået i og kender.

Tusmørke i Tivoli

For mange år siden tog min søster og jeg i Tivoli i København, ikke så meget for at køre med rutsjebane som for at vandre rundt i haven og suge motiver til os. Hele dagen og aftenen flanerede vi rundt og tog billeder og kiggede, for Tivoli er jo én stor pittoresk opsats af blomster og lys og vand osv. Det er en inspirationskilde, som jeg stadig “drikker af” i dag, og således har jeg altid kastet interesserede blikke på dette motiv, der på en måde er et mislykket fotografi, hvor kameraet og mine fotograferingsevner ikke har kunnet arbejde med det svigtende dagslys og de voldsomme elektriske lys. Men som det ofte sker, så fremkalder eller afslører den slags “uheld” noget smukt og overnaturligt og ja, jeg vil næsten sige sandt. Pelargoniernes ufokuserede blomsterliv og lysenes alfe-vinger er på en eller anden måde tættere på sandheden om den tivoli-sommeraften, jeg var i dengang, end hvis jeg havde taget et blitz-oplyst og præcist fotografi. Jeg elsker kontrasten mellem den voldsomt røde verden i pavilioner og under parasoller og så den blånende aftenhimmel. Og midt imellem går en “Edvard Hoppersk” kvinde, uigennemskuelig og hverken inde eller ude, på vej mod nogle smukke, klare farvede lys i mørket. Måske kan man genkende min søsters skikkelse fra maleriet “Dukkehus”, der har sin oprindelse på samme hovedstads-tur. Om hun kan forklare, hvad der foregår i de bortvendte skikkelser, ved jeg ikke, men jeg kan da måske bringe et interview med musen her på et tidspunkt 😉

Vinterforetagsomhed

Der gror spindelvæv på mit atelier men ikke indenfor, for jeg arbejder på livet løs. Jeg har to større lærreder i gang som forberedelse til en påskeudstilling på Fussingø Slot, hvis nu miraklet skulle ske, at vi bliver sluppet ud i marts. De to store malerier er dog sat på pause, imens jeg maler en mindre bestilling. Her en detalje fra første lag på det. Gad vide hvilken årstid, vi befinder os i? 🤔😉

 

Første strøg

Et for mig atypisk motiv vokser ud af det hvide lærred. På den etablerede kunstscene vil dette motiv ikke blive beskrevet som eksperimenterende, men indenfor grænserne af mit lille male-kongerige udfordrer jeg normen en smule her. Jeg maler ikke så tit aften-motiver. I sagens natur mørknes farver og glider i ét, når solen går ned, så der er ikke så mange nuancer at boltre sig i for en maler. Men vi mennesker har jo fundet på kunstige lyskilder af den ene eller anden slags, og fokuserer man på dem som maler, så får man alligevel nogle virkningsfulde og interessante kontraster. Man kan f.eks. tænke på Krøyers store Sct. Hans-maleri.

Jeg bruger fotos som forlæg, og kameraer kan godt have det svært med mørke, men nogle gange fanger eller tilfører de noget drømmende “otherworldliness” vha. de tågede og udtværede effekter fra lang lukketid. Det er dette, jeg har kastet mig over i dette maleri, der eksploderer i rødt midt i mørket. I hvor høj grad maleriet skal eftergøre kamera-effekterne, ved jeg ikke endnu,

Forlægget er tapet fast midt på lærredet. Efter at min bedre halvdel udtrykte forundring over, at jeg ikke rykkede det efterhånden, som jeg malede tættere på, er det blevet en sport at vente så længe som muligt med at flytte det 😉