Feeds:
Indlæg
Kommentarer

I denne weekend flyttede mine malerier hjem til mig igen efter at have været på en måneds sommerskøn ferie på Fur i Karolines Hus. Om en måned flytter de ud igen for at vise sig frem i Regionshuset i Viborg. Men mange andre af mine malerier er jo flyttet ud for bestandigt og endda for meget lang tid siden. F.eks. malede jeg i fordums tider hele tre malerier af Bulbjerg-landskabet til min faster, og her i weekenden genså jeg dem hos hende og tog et billede af deres hjem. De lever iblandt familie-fotos og katte-legetøj og bidrager med lidt vidder og blæst til de ellers utroligt hyggelige og rolige omgivelser. Selvom malerierne tydeligvis er i den stiliserede naturalisme, som kendetegner mig, så er det også sjovt for mig at se, hvordan jeg dengang havde en mere impressionistisk pensel eller i hvert fald lod penselstrøgene stå mere rå. Malerierne er ikke så gennemarbejdede men mere umiddelbare, og det passer godt til de forrevne skyer, rastløse bølger og ruskede klitter ved Bulbjerg. Det føles godt at kunne gense gamle malerier og stadig være lige stolt og tilfreds, selvom jeg ikke maler helt på samme måde mere.

Her er et billede og nogle ord fra Sonja om et maleri, jeg malede på bestilling for et par år siden. Et nomade-maleri, der dog kun rejser indenfor det samme hus, så vidt jeg ved. Motivet opfordrer også til bevægelse, for der må være noget udenfor billedrammen, som optager de to drenge. Der kan ikke gå længe, før de stikker i rend 🙂

”Maries skønne maleri af vores to drenge hænger for tiden på vores 1. sal, så man ser det når man kommer op af trappen. Det har hængt forskellige steder, lige nu er det her. Om et stykke tid vil det måske gerne flyttes til et nyt sted, for så er det ligesom om at vi ser det med nye øjne, måske opdager vi en detalje vi ikke har lagt mærke til før. Når vi har gæster der ikke har set maleriet før, er de aldrig i tvivl om at det er vores drenge der er afbilledet, selvom de står med ryggen til og det er vi heller ikke. Tak, Marie. Vi er meget glade for maleriet.”

Man skal passe på med at ændre for meget på hjemmesider, for vi har det med at vænne os til og indrette os med det kendte, uanset om det er praktisk. Men jeg har altså vovet at ændre lidt på indretningen af min hjemmeside, baseret på at jeg igennem tiden har fået ret mange spørgsmål på, hvilke malerier, der var solgt og ikke. Derfor har jeg fordelt malerierne på to sider: En med solgte malerier og én med malerier til salg. Derudover er der en lille side med eksempler på mine portrætter, fordi de for det meste ville være lidt underlige at sætte til salg men heller ikke som sådan falder i “solgt”-kategorien. Jeg håber, at denne nye opdeling ikke fører til megen fortørnelse og roderi, men måske faktisk er en bedring. Forsiden af hjemmesiden er jo stadig mine blog-indlæg, som de plejer. Der kommer snart et nyt om et maleri-hjem 🙂

For et år siden var jeg på besøg hos en veninde og hendes familie i Gl. Harlev. Jeg gav en hjælpende hånd med at bygge en skater-rampe i deres have, hvilket vist er første gang for mig 🙂 Udsigten fra rampen har været inspirationen til mit nyeste maleri. Det er faktisk to forlæg, som jeg har “smeltet” sammen, hvilket kan fornemmes i det skiftende lys, men skiftende lys er jo ikke usædvanligt i den danske sommer.

Motivet bevæger sig fra ordnede forhold på den dyrkede mark på bakkedraget over valmuemarkens mere komplekse mønstre i midten af maleriet til forgrundens ustyrlige rod af brændenælder, græs og burresnerrer. Især burresnerren er jeg stolt over at have fået med. Jeg bemærkede den slet ikke, da jeg valgte motivet, fordi den er så almindeligt et ukrudt, at øjnene nærmest ignorerer den og ubevidst “luger” den væk, men når jeg så sætter mine øjne i male-tilstand, så tvinger jeg dem til at se ordentligt efter, og pludselig tonede altså disse lange klisterstængler med deres stjerneagtige bladkranse frem. At male en grøftekant er som at rydde op i gavebånd efter en børnefødselsdag. I starten hiver og griber man bare lidt på må og få ind i den filtrede masse, men så pludselig får man fat i en ende, og langsomt får man en form for overblik eller forståelse for rodets logik, hvis jeg må sætte så modsætningsfulde ord sammen 🙂

Da jeg skulle fotografere maleriet for lidt siden, opdagede jeg til min ærgrelse at blændrammen har trukket sig skæv i sommervarmen, og jeg venter derfor med at sætte dette maleri til salg. Jeg har et ældre maleri i samme størrelse, som har gjort det samme, uden at jeg har været i stand til at rette op på det, så jeg må nok få nogen til at spænde dem på nye rammer. Jeg gør opmærksom på det, når de er klar til at komme ud i verden 🙂

Kunstnermøder

I lørdags åbnede forårsudstillingen i Karolines Hus på Fur, med mig om bord. Jeg udstiller i underetagen af det fine, lille galleri, sammen med keramikeren Inge Jensen. Hun formåede at opstille sine værker, så deres afdæmpede nuancer spillede smukt sammen med farverne i mine malerier, og jeg synes virkelig, at de to verdener bringer noget nyt frem ved hinanden. Krukken her står f.eks. under mit vinter-maleri “På vej væk 4”.

På loftet udstiller Kirstine Falk både malerier, collager og tryk deraf. Malerier og collager har det samme enkle papirsklip-udtryk i douche farver og med motiver fra en poetisk barneverden, som man også fornemmede i mødet med kunstneren. Værkerne er udstillet smukt og sart sammen med glaskunst i det lyse loftsrum.

Jeg fik desværre ikke taget billeder, for jeg er ikke god til at multitaske, men så meget desto mere grund er der for jer til at tage til Fur og med egne øjne se det charmerende sted midt i en blomstrende have og i et lige så blomstrende lokalt ø-liv.

Foråret og corona-vaccinationerne bliver rullet ud og offentligt tilgængelige udstillinger bliver igen mulige, så om fire dage kører vi mine malerier til Karolines Hus på Fur, hvor de vil være udstillet den næste måned. Jeg udstiller sammen med en glaspuster, en keramiker og en illustrator, som I kan læse mere om på husets hjemmeside. Jeg glæder mig til at lade mine malerier indgå i det “samarbejde” imellem værker, som opstår i sådan en fælles udstilling. Det giver altid nogle nye vinkler og perspektiver på både den ene og den anden kunstners værker. Selvom jeg ikke kender mine medudstillere endnu, så kan jeg se på billederne af deres værker, at det bliver godt selskab for mine malerier. Så her er endnu en god undskyldning for at holde din pinse- og/eller juni-ferie i nærheden af Fur 🙂

Fletværk

Alt i naturen bugner og brister og baner sig vej udenfor mit atelier, men på mit lærred har der været bidende frost i disse maj-dage. Det kunne have været en motiverende faktor i min hast med at få maleriet færdigt, men det er nu mest, fordi jeg håber, at det kan nå at tørre inden en kommende udstilling. Derfor har jeg de sidste dage malet så intenst og længe ad gangen, at min krop er begyndt at værke.

Dette har været et svært maleri at male. Det er sjældent, at jeg overvejer at opgive, når jeg først er i gang, men sådan har det været med dette. Jeg valgte dog at insistere og tro på, at jeg kunne lære noget af det. Da jeg på en løbetur for et par måneder siden så og fotograferede dette motiv, oplevede jeg det umiddelbart som et smukt og indlysende motiv, så jeg havde rigtigt appetit på det, da jeg gik i gang. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var at det simpelthen ikke er alle naturfænomener, der lader sig oversætte så nemt til min stil. Og rimfrost er åbenbart én af dem. Den fine, fine kant af iskrystaller, som havde sat sig på alt denne vintermorgen, viste sig uopnåelig for min forenklende pensel. Det føltes som om jeg strakte mig og strakte mig, men simpelthen havde fundet et emne, som mit kunstneriske “sprog” ikke havde “ord” for. Eller som om jeg gjorde kur til nogen, der ikke ville værdige mig et blik.

Alligevel er jeg glad for, at jeg har malet dette motiv. Først og fremmest har jeg fået endnu mere respekt for naturens kunstneriske evner, og jeg har fået et indblik i frosts former og farver, som både Smilla og Disneys Elsa ville nikke anerkendende til. Samtidig er jeg blevet mindet om, at alt ikke bare kan males ved hjælp af arbejdsomhed, som jeg nogle gange bilder mig ind. Og endelig føler jeg, at maleriet i sidste ende er blevet et hæderligt forsøg, der måske fortjener et koldt strejf af genkendelse i “den kurtiseredes” øjne, og i hvert fald har smukke og dekorative kvaliteter, om det så ligner forlægget eller ej. Jeg har i hvert fald fundet en undskyldning for rigtigt at dyrke mosaikken, og motivets indhold er en klassisk “Marie”, som min far sagde. Natur og civilisation i et stivnet favntag eller kvælertag. Som sædvanlig er det fundet få hundrede meter herfra ved det lokale vandværk.

Sidste uges hurtige glimt af et maleri-hjem har fået mig til at tage den gamle serie op igen. Så her får vi et kig ind i tilværelsen for et af mine nyere malerier. Farverne og formerne i “På vej væk” kommer virkelig til sin ret iblandt disse smukke møbler, synes jeg.

Salget foregik kort tid efter begyndelsen på min udstilling på Randers Sundhedscenter, hvor jeg sådan set stadig har mine malerier hængende. Få dage efter at jeg havde hængt maleriet op, var jeg derfor inde og tage det ned igen og overdrage det, så personalet derinde ikke troede, at en tilfældig mand bare hev det ned fra væggen og løb ind i elevatoren med det. Det var så meningen, at jeg ville hænge et nymalet maleri op på den væg istedet, når maleriet var tørret, men da dette maleri så også blev solgt, har det været den vægs skæbne at stå tom.

Eftersom det var en vigtig forudsætning for købet, at det passede ind på sit bestemmelsessted, blev det afhentet til “prøve-ophængning” og “besigtiget” i nogle dage, før det bestod prøven og blev købt. Så nu lever det sit liv i smukke, nordjyske omgivelser.

Her bringer jeg en lille særudgave af min “Maleriernes nye hjem”-serie. For mange år siden købte min veninde Annette maleriet “Plads” af mig. Hvis man vil have et hurtigt glimt af, hvordan det lever sit liv hos hende, så kan man gøre sig selv den tjeneste at se musikvideoen til “Hold dit hjerte blødt” af Nana Jacobi https://www.youtube.com/watch?v=g96IsI7HQSs Her er der nemlig et klip med Annette, hvor maleriet hænger i baggrunden, og når man ikke lige spejder efter glimtet af mit maleri, så kan man nyde den smukke og intense musik, som jeg gerne ser mine malerier associeret med, hvor kort øjeblikket end er 😉 Min fireårige datter har taget sangen til sig og er ved at lære den udenad, ligesom alle de andre i musikvideoen, der holder hjertet blødt.

Udråbstegn!

Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.

Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.

Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?