Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Fra kyst til kyst

Imens et græs-gardin langsomt trækker sig for på lærredet her, har mine andre malerier foretaget en rejse fra de høje, lysende himle ved Limfjorden til frodig, tordentung luft ved østkysten. Udstillingen på “Mississippi” på Thyholm sluttede i weekenden, og den 28. aug. er der fernisering på en udstilling med mine malerier i Hjortshøj Sognehus. De bliver hængt op allerede i morgen, og der er offentlig adgang til sognehuset i normal arbejdstid, hvis salen da ikke er optaget af et arrangement. Kirkens ansatte åbner gerne op, hvis der er låst. Udstillingen løber indtil november.

Valmue-dramatik

Sommerferien er forbi, men sommeren er ikke, og det lader jeg lærredet mærke med endnu en omgang valmuer. Jeg kan godt lide denne første fase af valmue-malerier, hvor de røde blomster vokser frem alene. Det er så dramatisk. Det minder mig om Peter Madsens brug af valmuen i sin tegneserie “Menneskesønnen”. Valmuen optræder som et meget simpelt, smukt og voldsomt symbol i de få billeder, hvor Jesus forudser sin egen død. Så på en måde får jeg lyst til bare at lade det være et færdigt værk, men så alligevel ikke, for det er nu engang ikke mig 🙂 Så arbejdet fortsætter. Jeg skal desuden i gang med at male mælkebøtter. Mere om det senere.

Ved kysten

Jeg skriver dette i et gammelt sommerhus ved vestkysten, og det føles fuldstændigt i tråd med motivet på mit nyeste maleri. Da jeg blev præsenteret for det, tog jeg for givet, at det var et vestkyst-landskab, men det viste sig at stamme fra så eksotiske himmelstrøg som New Zealand. Sådan kan det vise sig, at man pludselig føler sig hjemme på den anden side af kloden 🙂

Dette maleri har været længe undervejs. Jeg tog især work-in-progress-billeder under først gennemmaling. Nogle af dem indlejrer jeg her, så man kan få et indtryk af malingens fremmarch 🙂 Enhver bestilling er sin egen, og dette værk har været et samarbejde, hvor bestillerne er kommet med et meget malerisk motiv fra starten og en tydelig æstetisk fornemmelse for balance i kompositionen og prioritering af motivets elementer. Det stiller nogle krav til præcis kommunikation, som jeg faktisk ikke har tænkt over før, og hvis jeg havde været IT-haj, så havde jeg nu været i gang med at udvikle et eller andet visuelt værktøj til formålet… hm, måske findes det allerede. Men jeg synes nu, at vi klarede det rimeligt godt med de kommunikationsformer, vi havde, og det var en stor tilfredsstillelse, da vi nåede frem til det færdige resultat, som det står nu.

Det har den blanding af landskab og portræt i sig, som jeg holder meget af. Mennesker, som er genkendelige i kraft af deres krop og udstråling fremfor ansigt, og så deres forholden sig til de omgivelser og den natur, de befinder sig i. Vi ser børnene udefra og bliver samtidig inviteret til at leve os ind i, hvordan det må være at sidde dér på en solvarm sten og kigge ud over verden. Ganske vist er der meget, vi ikke ved om dem, for de har jo ikke travlt med at udstille sig, faldet hen i selvforglemmende tanker og måske indbyrdes snak, som de virker til at være. Men det er lige præcis denne åbenhed for at forestille sig noget om de portrætterede og deres situation, som jeg søger. Ligesom man næsten altid kan finde væsner og figurer i mine landskaber, som man nu selv synes, ikke fordi jeg har malet dem dér, men fordi jeg åbner muligheden for, at de er der. Måske er det new zealandsk troldtøj, måske er det en vestjysk klit-nisse, måske er det forblæst marehalm, det sidder i øjet på beskueren 🙂

Jeg er i denne stund på farten, tværs over Jylland, for at være med til at åbne en sommerudstilling på Thyholm, med bla. mine malerier. Udstillingsstedet hedder noget så eksotisk som “Mississippi”, men virker egentlig ret jordbunden og jysk, indrettet på en gammel skole midt i et klassisk vestjysk landskab. Der er måske også lidt prærie og det vilde vesten over det derude. Jeg afleverede malerierne for to uger siden, og nu skulle de så være hængt op og klar til fernisering. Jeg nærmer mig med togbus over Oddesund Broen, og det er nok lidt sent at invitere til fernisering, men udstillingen fortsætter indtil den 14. aug. Hvis I alligevel skal mod vest her i sommer, så kig forbi. Jeg linker til flere oplysninger her.

Imellem mure

Jeg bliver vist aldrig træt af at male japanske kirsebærtræer. De overbeviser mig hvert år, når de igen folder sig ud. De er ikke til at få øjnene eller penslen fra.

Dette træ står på mine børns skolevej, og træets vælde kombineret med den lille trappe, der bugter sig op i et frodigt mørke bag træet, tiltrækker mine øjne og min fantasi hvert år. Her står det i en morgensols-udgave med skyggefald på murene. Jeg har taget utroligt mange billeder af maleriet, fordi de hele tiden bliver mere orange i tonen end originalen, som i mine øjne er mere kraftigt lyserød, men det ligger ikke indenfor mine evner at få frem på et foto, åbenbart 🙂 Klik på billedet for størrelse og pris.

Jeg har før malet by-træer. Deres naboskab med menneskelige bygningsværker er fascinerende. På den ene side kan de virke trængte, og på den anden side som om de drager fordel af murenes beskyttelse og faktisk i sidste ende vil overleve de smuldrende mursten.

Kastanje ved gavl, 2017, solgt

Vi har lige været der. I det spinkle forår, hvor sårbare, vandblå, hvide og gule farver håbefuldt og modigt pibler op af jorden og dækker den, imens træerne stadig sparer på kræfterne og skeptisk ser tiden an. Solen er stadig skarp og lav og får vintergrenene til at kaste lange skygger, men lader man mismodigt blikket falde, så opdager man at det spirer og rør sig under træerne og midt i det hele har en flok børn smidt vinterjakkerne og er frimodigt på vej ud i foråret.

Og nu kom det altså, det romantiske, storslåede, frembrusende forår, som småblomster og børn kunne mærke allerede i april. Snart springer studenterne ud og så skal dette maleri være tørret og klar til at blive givet som studentergave til pigen i midten af maleriet. Jeg håber, at denne gave fra hendes forældre vil give hende en følelse af en åben og lys verden foran sig med en tryg og selvfølgeligt tilstedeværende familie omkring sig.

I efteråret malede jeg et stort maleri af en solnedgangshimmel og spejlinger i en bjergsø. Det var en bestilling til en helt bestemt væg, og jeg har fået et billede af maleriet på sin skæbnebestemte plads. En storslået placering til et storslået motiv, synes jeg. Det er et smukt hjem at være repræsenteret i 🙂

Fussingø

Til dem der ikke nåede på påskeudstillingen på Fussingø Slot, så komme her en lille fotografisk rundtur på min del af udstillingen. Det er bare noget særligt at få lov til at udstille i så stemningsfulde omgivelser!

Påskeudstilling.

Corona har lært os ikke at regne med arrangementer, før de er i gang, men i går satte jeg mine malerier op på nogle fine, grønne vægge på Fussingø Slot og er dermed meget tæt på at tro på, at påskeudstillingen rent faktisk bliver til noget for mig i år. Det føles stort 🙂 Mine malerier var også forbløffende store i forhold til pladsen. Slottet er bare et lille jagtslot, så rummene er højere end de er brede. Det er første gang, jeg har kunnet hænge et maleri op oven over en dør 🙂 Jeg er til stede ved ferniseringen på søndag. Besøg mig hvis I kan 🙂 Her er et link til ustillingen på facebook.

Det er forår. I denne halvdel af året bliver min arbejdsplads ud på eftermiddagen indtaget af solen. Dens stråler rammer lærredet bagfra og gør maleriet til et slags røntgenbillede af sig selv. Farver blegner og strøg træder frem, og det er i det hele taget umuligt at arbejde med. Det samme gælder, hvis jeg vender mig med ryggen mod solen, som så skinner blændende i den våde maling. Så i løbet af eftermiddagen kan man se mig rykke længere og længere ind i atelieret og halvskyggen. Alt for optaget af at male rykker jeg ikke det hele på én gang, men lader mig jage i små ryk, indtil udestuen er fuldstændigt gennemlyst og frygtelig varm, men så er arbejdsdagen også slut 🙂 Her er jeg halvvejs med endnu et af de blomstrende frugttræ-malerier, som er så fristende at male her om foråret. Måske kan man ane, hvordan solen skinner gennem lærredet og malingen 🙂