Feeds:
Indlæg
Kommentarer

I årets første spæde forårs-weekend den 6.-8. marts udstiller jeg mine malerier i Helligåndshuset i hjertet af Randers. Der er bindingsværk, brosten og smalle købstadsgader, så det er en lyst, og midt i det har jeg lejet mig ind i et rum i den gamle hospitalsbygning til Randers Kloster. Helt præcist Erik Menveds Plads 1. Det er bare mig og mine malerier, så der er ingen entré eller falbelader eller forventninger. Man kan bare kigge ind imellem 12 og 18 om fredagen eller imellem 10 og 15 lørdag eller søndag. Der er åbne caféer tæt omkring, så kunst og kaffe kan kombineres. Alle er velkomne!

Langsomt, langsomt

Træer vokser ikke ind i himlen i mit atelier, hvor jeg ikke opholder mig så tit for tiden, men langsomt, langsomt toner de alligevel frem. Sådan er det jo med træer, at de tager sig tid. De fleste dage får de en lille portion kærlig opmærksomhed, og således er de nu vokset ikke ind i himlen men ud af lærredet, og første “gennemmaling” er færdig. Så kan jeg starte forfra fra bunden, hvor malingen for længst er tør. Første omgang sled både en pensel og den blå maling op, så jeg har bevilget mig selv en ny af hver til næste omgang. Det bliver luksus. Lærredet er et stort format, så jeg må klistre foto-forlægget på lærredet og flytte det opad efterhånden som jeg metodisk dækker kvadratcentimetrene. Det er den lille firkant midt på lærredet, som I kan se på de to første fotos. Jeg kan ikke have det til at sidde på staffeliet, som jeg plejer, for så skal jeg ned på hug eller op på en stige hver gang, jeg ser på forlægget, og det gør jeg jo hele tiden, især i første omgang, så jeg ville snart have fået gymnastik nok for den dag 🙂

Hvis Randers var en nation kunne dette nye maleri være et forsøg på et slags national-maleri. Det forestiller Den Blå Bro, også kendt som cykelbroen, hvor der i modsætning til den anden blå bro i Randers ikke kører tog længere. Alle randrusianere kender denne bro, for den er ikke til at overse med sin skrallebang-farve, midt i Randers, på tværs af Gudenåen. For beboere af Gudenåens sydside er den desuden en transport-livsnerve imellem hjem og banegård, butikker, arbejdspladser og Randers Regnskov, eftersom man her på én gang nemt og hurtigt kan nå sit mål og samtidig kan gå og cykle imellem græssende køer, trækfugle og stilfærdige lystfiskere.

Jeg kæmpede i maleprocessen uden held for at ramme den smukke blå nuance, men alligevel synes jeg, at kontrasten mellem broens farve og stramme form og efterårstræernes gule løv og organiske former er smuk og klar. Og så er jeg jo glad for skyggerne, der vrider sig på asfalt-stien i forgrunden og får det hele til at sejle og segne lidt, som om motivet i al sin stålsikre styrke alligevel er ved at falde og flyde væk med løvets fald og åens strøm.

Foto-forlægget er taget fra Randers-siden, dvs. fra Justesens Plæne, som om sommeren er byens fest-plæne med solbadning, udklædte skoleelever og friluftskoncerter. Der er stadig lidt fest og spræl i dette maleris farver, men på vej væk ind i efteråret, ned ad åen og over i parcelhuskvarteret (hvor jeg bor 😉 ) er det alligevel, så dermed har jeg nu malet andet værk i en serie, jeg vist må kalde “På vej væk”. Det næste i rækken er skitseret.

Lysfest-maleri

JuleaftenFor nogen tid siden spurgte Ugebladet “Hjemmet”, om jeg ville stå for forsiden til deres julenummer. Jeg havde cirka en uge til at gøre det, og det skulle være noget med en julemand og i sådan en slags 50’er reklame-stil. Efter at have brugt en dag på research på rensdyr og et par febrilske skitser smed jeg håndklædet i ringen og meldte tilbage, at jeg ikke kunne udføre opgaven på tilfredsstillende vis til tiden. Efterfølgende kunne jeg dog ikke undgå at tænke over, hvordan jeg ville have løst opgaven, hvis jeg havde haft friere tøjler. Jeg fandt et gammelt, sløret foto af min søster, der tænder træet med et koncentreret, lidt højtideligt udtryk og en intens, varm glød i farverne og besluttede mig for at prøve. Forlægget er lidt rodet, så jeg har måttet skære fra og tildigte lidt, hvilket medførte flere fejlslagne forsøg og overmalinger end jeg plejer, og det slørede forlæg betød også, at jeg måtte opgive, at få det til at ligne min søster, men hovedpointen var nu også at ramme en stemning af den familie-indadvendte, varme, traditionstunge lysfest, som er et slags overlevelsesritual her i norden. Om den var gået ind som Hjemmets forside, er jeg ikke sikker på. Min mand foreslog, at det kunne blive en reklame for Tordenskjold-tændstikker, så reklame-stilen er der da 😉 Hermed vil jeg gerne ønske alle en glædelig jul!

På vej væk

Dobbelt-ironi må det hedde, når jeg i sidste indlæg ironisk kalder mig selv for brystsyg kunstner, for nogle uger senere at opdage, at jeg rent faktisk lider af ikke tuberkulose (dog) men lungebetændelse. Eftersom jeg heldigvis lever i en tid, hvor penicillin er opdaget og stadig virker mod meget, så er jeg i så meget bedring nu, at jeg langt om længe har kunnet lægge sidste hånd på et stort lærred, der har ventet længe. Det er et typisk motiv for mig, for det er fundet sådan cirka i min baghave, hvor en gammel banestrækning langsomt lader sig overmande af buskads. Måske er det fordi maleriet er så stort, men når jeg står foran det, er det som om jeg nærmest kan sanse sommeren. Det solbeskinnede har muligvis ikke fået tildelt så mange kvadratcentimeter af lærredet, men den blændende eng  og heden fra solen på trækronerne slår mig, og så er lettelsen ved den liflige, milde skygge på banestrækningen mindst lige så kær en sommer-sansning som solen. Igen er det også et meget randrusiansk motiv, fordi der få hundrede meter i blikkets retning drøner en firesporet hovedvej, men den østjyske frodighed mener ikke, at det er noget at tage hensyn til. Jeg har altid været fascineret af den sønderjyske maler Otto Frello. Især hans maleri “Det sorte rum” er altid med mig i mit hoved, og dette maleri minder mig lidt om stemningen derfra.

Tiden for sommerbrise og insektsummen i min lille, utætte udestue er slut og brændeovnstiden er oprunden. Samtidig er jeg ramt af en vedblivende, udmattende hoste, så jeg føler mig forbunden med ældre tiders hensygnende, armodige kunstnere. For det meste bruger jeg dog morgenen foran computeren et varmere sted, imens jeg venter på at brændeovnen gør sit arbejde. “Kontortiden” bliver brugt på en blanding af jobsøgning og små reklame-forsøg.

Jeg har fået trykt en hel del postkort med et par af mine randrusianske motiver, har skrevet hilsner bag på dem alle og så cyklet ud til motivets “åsted” og fordelt dem i de nærmeste postkasser. Det har været interessant at blive tvunget til at tage stilling til min “målgruppe”. Baseret på udseende af hus, have og accessories beslutter jeg, om postkassen er et postkort værd. Jeg har en tendens til at vælge store villaer, gerne med et lille kunstnerisk twist i haven og med kun to navne på postkassen, ud fra en tanke om, at det skal være et sted med plads på væggene, interesse for smukke ting og med råd til kunst (hvilket familier med små børn og stort, dyrt hus sjældent har). Men jeg er i tvivl, om jeg tager fejl, for måske er det i virkeligheden i en lejlighed, hvor der ikke allerede er fyldt op med loft til gulv-malerier af Kvium, at der er plads og råd og interesse for mine malerier?

Når jeg ikke er på “kontor” eller ude at “stemme dørklokker” maler jeg for tiden et lunende  sommermotiv på et stort lærred, som jeg forhåbentlig snart kan reklamere for her 🙂

Den røde spand

Nyeste maleri er et eksempel på, at jeg godt kan lide at bevæge mig på grænsen imellem portræt og landskab. I dette tilfælde er jeg måske tættere på portræt, fordi der er ansigt på det ene barn. Det gør det sværere og mere tidskrævende og ikke nødvendigvis bedre med et ansigt, men i dette tilfælde valgte jeg at tage det med, fordi det ikke stirrer ind i kameraet men er et af flere tegn på børnenes selvforglemmende koncentration om spanden og vandet. På den måde bliver det mere til et billede af en stemning, et øjeblik og en tilstand, hvor kropssprog og natur og lys og opmærksomhed cirkler om vandets fascinerende fald.

Motivet er mine egne børn, da vi i sommerferien sidste år besøgte Fosdalen og pjaskede med vand i den lille bæk. Jeg har i sagens natur været svært glad for at arbejde med motivet og ville ønske, at mit kamera ydede originalen lidt mere retfærdighed, for jeg synes ikke at originalen er helt så gullig, men det er hvad mine ringe fotograf-evner formår. Da maleriet på trods af egentlig at være et stemningsbillede ikke kan komme udenom at forestille mine børn, så går jeg ikke ud fra, at det kan have interesse for nogen at købe det, men jeg kan oplyse, at et maleri af denne størrelse og med den grad af detalje (og ansigt) ville komme op omkring de 6000 kr. i pris, hvilket er mere end mine rene landskaber. Portræt-islættet gør det mere arbejdstime-tungt, men menneskelig tilstedeværelse i motivet giver også et fokus og en “involvering” af beskueren i maleriet, hvilket har sin egen styrke.