Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Tilværelsen foran et staffeli kan faktisk godt være en prøvelse for skelettet, så i forsommeren begyndte jeg at frekventere en kiropraktor i en forstad til Randers ved navn Neder Hornbæk. Det er ganske tydeligt en gammel landsby i sin egen ret med gamle huse, små gader og en smuk kirke. For at komme dertil skal jeg cykle over Engene omkring Gudenåen og lige dér hvor Engene bliver til landsby ligger en forfalden bondegård, som jeg forelskede mig i ved første blik. Måske minder den mig om mit barndoms landskab imellem fjord og hav? Det flade landskab med de frønnede telefonpæle, som vist ikke har kontakt med nogen længere, kampestenen og ikke mindst gårdens tag, der er så tæt på kollaps, at det ikke længere ligner et tag men et skællet dyr. Et øjeblik glemmer jeg de frodige østjyske løvtræer bag mig og føler mig hjemme i tegnet på menneskeliv, der går i knæ og bliver et med naturen, sådan som det er tvunget til i Nordvestjylland. Man må bøje sig eller knække.

Måske er mit detaljerede studie af det bølgende tag for meget. Jeg er blevet spurgt, om jeg tror, at nogen vil have den slags forfald til at hænge, og jeg kan godt se, at der er noget dissekerende over mit arbejde med det “sårede” tag… men jeg må vel bare vedkende mig, at der sammen med min hang til det klassisk “skønne” også findes en trang til at studere det sårede og fejlbarlige “skønne”, sådan i al stilfærdighed. Af og til kan det vel tippe over, så det bliver til noget, som man ikke vil hænge til pynt. Det må jo komme an på smag. Men faktisk er det rigtigt grimme i dette motiv så småt, at det kun kan skimtes i det fjerne, nemlig motorvejen. Et “close-up” af den gemmer jeg til et senere maleri 😉

Da jeg sidst cyklede forbi “min gård” så den sådan ud, så maleriet er allerede “forældet” 🙂

Nej, nej, nej og JA

De sidste par måneder har mine malerier boet hjemme efter at have været på “turné” til forskellige udstillingssteder i over et år. Jeg har slet ikke plads på væggene, så de skal ud i verden igen på et tidspunkt. Min erfaring har blot været, at de fleste udstillinger, hvor hyggelige de end er, ikke fører til salg, så jeg har forsøgt at kigge i andre retninger. Auktionshuset Lauritz.com har tilbudt at sælge mine malerier, men det viste sig, at de ville sætte mindsteprisen langt under min pris. Og når man derefter trak deres andel af salget fra, ville jeg ende med en timeløn på under 100 kr, hvilket jeg betragter som min mindsteløn, så jeg takkede nej. Godt nok er jeg jyde, men jeg har aldrig pruttet om priser. Jeg er ikke forretningsmenneske nok til at sælge noget med tab for at opnå en imaginær fordel på en anden front, eller til at sælge noget til overpris til købere, der respekterer min prissætning for at kunne sælge noget andet til underpris til dem, der vil prutte priserne ned. På samme måde lod jeg mig også fornyligt styre af mine idealer om dyrevelfærd og fabrikskød og takkede nej til en udstilling hos Danish Crowns kunstforening, selvom jeg var meget i tvivl, fordi jeg jo intet har imod de ansatte.

Men NU kommer vi til det, som jeg har sagt JA til, nemlig at sælge mine malerier igennem en nystartet webshop med dansk design, som hedder Beide. Det er nyt for mig at indgå i et mere formelt samarbejde på den måde, men jeg har en god fornemmelse af det. Mine malerier er i høj grad indretningselementer og er på rette hylde sammen med designmøbler og brugskunst, og jeg håber, at der kan ske en gensidig udveksling af positiv opmærksomhed. Så endelig kan jeg sige et helhjertet JA og satser på, at der kommer mange flere af dem i fremtiden 🙂

Sommer-projektet – et stort maleri med lupiner, akelejer og en nysgerrig dreng – er endelig gjort færdigt, og jeg er ganske fornøjet med det. Maleriet er nok et eksempel på, at et projekt kan løbe lidt af med én, hvis arbejdet med det bliver for spredt og usammenhængende. Man fortaber sig i detaljer og glemmer at holde øje med det samlede tidsforbrug, men pyt, nu er det her. Et vidnesbyrd om en smuk og afvekslende sommer, som nu lakker mod enden. For mig er der reminiscenser fra 1800-tallet over drengen på motivet, sådan lidt “Vil han klare Pynten” (Michael Ancher) eller “Mon han dog ikke skulde komme?” (Christen Dalsgaard), men her med en lettere undertone.

Noget af det, som har gjort denne maleproces langsom i omdrejningerne er, at der er gået så lang tid mellem første og andet lag, at jeg på en måde skulle opdage motivet igen. Så jeg skulle starte mere forfra, end når jeg lige har malet det hele én gang. Jeg har herunder indsat en detalje fra maleriet, da jeg var i gang med anden gennemmaling. Til højre for den grå træstamme har jeg malet andet lag, hvorimod stammen og løvet til venstre endnu står i ét lag. Her skinner lærred og skitsestreger endnu igennem, og farven er ikke så dyb, men til gengæld har den en lys gennemsigtighed, som går tabt ved andet lag. Jeg har tidligere varslet, at jeg ville tage en ny rød i brug til lupinerne i dette maleri, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for i anden omgang bliver farven stærkere og mørkere af sig selv. Til gengæld blev den tiloversblevne klat mørkerød maling brugt i de mørke akelejer, så intet går til spilde her i firmaet 😉

Efter tre ugers sommerferie er jeg i dag vendt tilbage til et atelier, hvor lyden af regn på taget og fraværet af lys dominerer. Men på staffeliet venter mig dette sommerlyse motiv fra en forsommerlig have med en nysgerrig dreng ved havelågen, og så lysner det alligevel i mit hoved 🙂 Det passer mig rigtigt fint at starte efter ferien med et halvfærdigt projekt, for i denne situation kunne et hvidt lærred godt virke lidt op ad bakke. Så jeg går glad i gang med anden gennemmaling. Jeg tror, at farveholdningen i lupinerne især kommer til at ændre sig meget i anden omgang. Jeg har for en gangs skyld indset, at jeg ikke har indfanget eller kan indfange de rigtige nuancer med de samme tre udgaver af grundfarverne, som jeg altid bruger, så jeg har besluttet mig for at skifte den postkasse-røde ud med en dybere rød at blande med, ligesom jeg har brugt tuben med den ret gennemsigtige gule op, så den får også en lidt stærkere udskiftning. Det kribler i mig for at få “fingre” i de nye nuancer og kombinere det med dette motiv og se, hvad det endelige resultat bliver. Nye lærreder er desuden bestilt, så stien ind i sensommerens maleoplevelser strækker sig foran mig.

Sidste penselstrøg er sat på maleriet af det kollektivt valgte motiv fra alleen ved Ørum kirke. Normalt ville jeg lade en bestiller komme med mindre sidste-øjebliks rettelser, men eftersom I er så mange, der har bestemt motivet, at jeg ville risikere at skulle male det hele om på sytten forskellige måder, så er dette det endelige resultat 😉

Jeg ser styrker og svagheder i det. F.eks. tog jeg en beslutning om at lade en af allé-træernes stammer fylde en væsentlig del af maleriets venstre side, både fordi jeg tænkte, at det kunne give dybde og en fornemmelse af at stå i og ikke foran alleen, og også fordi jeg ikke har prøvet at gå så meget i detaljer med bark før. Hvor meget jeg end holder af Hammershøj, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til at nyde at male grå, og jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, om mit træ-stamme-eksperiment er gået til held, men det har helt sikkert en betydning for dybden. Lyspletterne på vejen og de sanselige indtryk fra alleen rammer mig til gengæld helt rent, når jeg ser på maleriet, så det er jeg glad for, og skiltet er et fint, måske lidt for lille, men så stort som det kunne blive, ironisk spørgsmål til motivet, som jeg godt kan lide det 🙂

Maleriet vil altid minde mig om to ting: De løbske heste, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, og så historien om, at der i middelalderen på denne bakke lå en hel by, som forsvandt med pesten. Og se nu træerne og markerne ovenpå “gravene”. Historievinden løfter lidt i nakkehåret.

En langsom proces pga. helligdage og børne-lægebesøg osv. men afstemnings-vinderen tager da langsomt form på staffeliet. Jeg forsøger mig med et skilt, som I bad om. For mig bærer “heste-skiltet” den særlige betydning, at jeg i denne allé var vidne til et lille drama, hvor to heste stak af fra deres ejer og med flyvende man og hale galoperede op igennem alleen. Selvom det var synd for ejeren, var jeg bjergtaget af beundring over den ædle og vilde styrke, som de to dyr repræsenterede midt i den kontrollerede række af træer. Skiltet er i lys af denne historie en ironisk, lille kommentar. Som sædvanlig har jeg ikke gennemtænkt alle mulige fortolkninger af mit motiv. Kommentarer er velkomne, for jeg er ikke færdig endnu 😉IMG_20190615_002806_160

Med cirka dobbelt så mange stemmer som sølvvinderen (Hvidtjørnen) blev det denne grønne alle, jeg skal i gang med at male i dag. Jeg er kommet lidt sent i gang, fordi jeg liiiige glemte, at datteren skulle have kager med i børnehave, så de skulle liiiige bages først. Jeg skal også lige overveje, om jeg kan presse et vejskilt ind i maleriet, for det var der to stemmer på, men som det er nu, kan jeg ikke se det for mig. Jeg vil dog have det med i mit baghovede. Så lad os se, om der ikke toner noget frem på et lærred i løbet af ugen. Jeg havde dog også en rigtigt god foto-session med børnene i den blomstrende have i går, så det kan være, at jeg vil jonglere med flere lærreder. Ind til videre vil jeg sige mange, mange tak for at at I ville lege med. Det var rigtigt sjovt for mig at prøve noget demokrati og høre nogle stemmer! Jeg skal nok lægge work-in-progress-billeder på, så følg med 🙂