Feeds:
Indlæg
Kommentarer

En dør lukkes og en anden åbner sig for mine malerier. I går klokken fem lukkede den smukke forårsudstilling på Ulstrup Slot, og i dag klokken fem åbner udstillingen ved Langå Kunstforening i de noget mere moderne omgivelser 🙂 Det historiske vingesus fortager sig, men nymodens bekvemmeligheder som galleriskinner og radiator-varme vinder frem. Stole og vinduer findes dog begge steder, og heldigvis befinder mine malerier sig vist godt med både gamle og nye. Malerierne bliver hængende i Langå Kulturhus indtil den 14. juni og kan ses i bibliotekets bemandede åbningstid.

Så udstiller jeg snart i riddersalen på Ulstrup Slot sammen med keramiker Jakob Stig Isaksen. Der er fernisering kl. 11 på lørdag og udstillingen er åben til kl. 17. Det samme gælder dagen efter. Jeg vil være der til ferniseringen om lørdagen. Jeg håber, at nogen af jer har tid og lyst til at se mine malerier i så grandiose omgivelser. Jeg er selv spændt på det. Kan I ikke nå det i weekenden, så udstiller jeg fra på mandag den 6. maj i Kulturhuset i Langå. Der er fernisering kl. 17. Og dér bliver malerierne hængende i et par måneder, så der er lidt bedre tid til at se dem her end på slottet, men ikke på så tykke mure 🙂

Min hverdag er lidt fragmenteret for tiden pga. et barn, der skal starte i børnehave og udstillinger, der skal planlægges, men ind imellem får jeg da lidt tid ved lærredet. Jeg eksperimenterer igen med det store men langstrakte format og er gået helt tæt på en smuk grøftekant, som jeg fangede sidste sommer. Normalt maler jeg fra den ene ende af lærredet til den anden, men denne gang startede jeg med at “drysse blomsterne ud”, som man kan se på det første foto, og nu breder græsstråene sig så. Jeg elsker at male 🙂

Jeg har været lidt gnaven på mig selv på det sidste, fordi jeg har glemt at bestille nye lærreder i god tid. Op til påsken er der altid lang ventetid på lærreder, fordi hele Danmark vil male, når foråret kommer, tror jeg. Så nu har jeg ikke haft nye lærreder at male på i to uger. Det er noget af en udgift for et lille firma at betale løn til den ansatte uden at have reservedele til at holde produktionen i gang 😉 For at arbejdsmoralen ikke skulle fordampe helt, fandt jeg et gammelt, gammelt lærred, hvorpå jeg havde tegnet skitse til et portræt, og så arbejdede jeg videre med det.

For cirka 15 år siden holdt jeg et halvt års pause mellem to uddannelser og opdagede i den forbindelse, at jeg ved megen omhu faktisk kunne male noget, der lignede portrætter. Flere af mine forlæg fandt jeg i still-billeder fra filmatiseringen af “Sense and Sensibility”, som jeg var og er dybt fascineret af. Så skitsen til dette portræt af den ene hovedperson Marianne, må stamme fra den tid. Jeg synes stadig, at Kate Winslet spiller den unge, stormfulde kvinde så enestående godt. Og da hun så “brænder sig”, styrter, og kun rejser sig halvt igen, resignerende og vingeskudt, virker det også så ægte og troværdigt. Dette still-billede er fra én af de sidste scener, hvor Marianne stilfærdigt lytter til “den forkerte bejler” og langsomt vænner sig til at elske ham istedet.

Jeg vil ikke trætte jer længe med at beskrive, hvor frustreret og utilfreds, jeg bliver, når jeg maler portrætter. Jeg har jo øjne i hovedet og en almindelig social intelligens til at afkode ansigtstræk, så på et billede af Marianne kan jeg jo se lige præcis den blanding af sårethed, bitterhed og håb og styrke, som hun udstråler. Jeg kender hele historien i de ansigtstræk, og det kan gøre mig rundtosset af skuffelse, når jeg i min arbejdsiver ikke formår at ramme dette. Jeg nusser og nusser og flytter rundt og kæmper, men kan ikke se, hvor det går galt. På et tidspunkt må jeg så resignere, ligesom Marianne 🙂 Om ikke andet har jeg da øvet mig og brugt ventetiden lidt fornuftigt.

Og jeg kan trøste mig med, at jeg blev bedt om at deltage i “Danmarks bedste portrætmaler”, har jeg mon fortalt det? Jeg sagde nej tak, for jeg ved jo selv, hvor lang tid jeg bruger på bare at nå det niveau, jeg er på nu, og jeg fungerer slet ikke i konkurrencer, men bare det at blive spurgt, kan da trøste i portræt-depressionens mørke stunder 😉

Løvgalakser

Når jeg maler en bestilling, modtager jeg ofte en hel serie foto-forlæg, som ikke alle kan bruges i sammenhæng med bestillingen, men som godt kan pirre min lyst til at male alligevel. Sådan et motiv ligger til grund for dette forårsmaleri, frisk fra staffeliet. Tak for lån af motiv, siger jeg hermed i al offentlighed 🙂

Gad vide om alle ikke kender fascinationen af en nyudsprungen bøgeskov? Bøgetræer kan ellers virke voldsomme og overvældende i al deres frodighed, men dér i begyndelsen er grenenes tætte baldakiner endnu helt sarte og gennemsigtige, så man kan blive i tvivl, om bladene godt nok sidder fast et sted eller bare sværmer ligesom insekter imellem stammerne. Der er noget forførende ved deres tynde, horisontale flader, der tyst svæver som kontrast til de bastante vertikale tremmer. Med den slags former betyder det alverden, om man ser dem oppe/nedefra, hvor de spreder sig ud, eller lige fra siden, hvor de næsten forsvinder. Det er helt magisk. Ligesom med galakser eller ringe omkring en planet, som næsten ikke kan ses, når man ser dem lige fra siden. Som I kan høre, har jeg erfaring med at bevæge mig rundt i rummet ;D Men der er altså lidt rumrejse over en tur i en kuperet bøgeskov, hvor løvet spreder sig ud og forsvinder igen omkring én. Det er ikke til at tage øjnene fra 🙂 Her er det oven i købet kombineret med interessante skyggevirkninger fra stammerne. Og figurerne viser hvor stort og dybt det hele er. Selv om jeg måtte opgive at kunne male den stejle skrænt i forgrunden, som pigen forsigtigt klatrer ned af, så håber jeg, at man kan gætte sig til den. Den slags fald er bare næsten umulige at formidle todimensionelt. Efter de to sidste lidt afdæmpede malerier, har det været en befrielse med neongrønt på penslen 😉

Hvor kom det fra?

Sådan har jeg det med dette maleri. Motivet minder ikke om andet, jeg har malet. En flok mænd i en båd. Men imellem alle mine egne foto-forlæg, har dette hastigt udrevne avisudklip fra en artikel om unge på Færøerne, ligget i årevis og insisteret på ikke at blive smidt ud. Det har bevaret sin maleriske tillokkelse på trods af mange års gulnen af avispapiret. Så nu gav jeg efter, og hvor har jeg nydt at male det. Se lige tyngden og fleksibiliteten i den bølge, bådens fascinerende, skrøbelige styrke og skyggernes bævende skarphed. Selvom jeg ikke er fotograf og ikke vil komme til at fange sådan et motiv, så får jeg alligevel lyst til at sejle ud og tage billeder, for vand har nogle lækre former, især når man er i eller på det, tror jeg.

Klik på billedet for at se mål og pris.

For et år siden var min palet også iklædt afdæmpede vinterfarver, da jeg malede et vinterligt Bulbjerg, og nu har jeg igen forsøgt at underlægge mig årstiden og male en sneklædt togbro over Gudenåen. Det er et yndet udflugtsmål for mine børn, der gerne venter længe på at se et tog suse forbi, og stedet, som ganske vist ser ret landligt ud, ligger faktisk tæt på centrum i Randers og er kendt af de fleste indbyggere dér. Lige under denne bro trasker tapirerne fra Randers Regnskov rundt i underskoven. Kultur møder natur.

Men farverne er der ikke særlig meget pang i, og det har jeg svært ved at vænne mig til. Når jeg tænker på min fascination af Hammershøi og hans evne til at gribe og vise en spænding i et næsten gråt motiv, så burde jeg vel have optrænet erfaring i samme retning, men det har jeg ikke. Jeg synes, at det er svært at få et resultat, som giver mig blod på tanden efter mere. Det ville ellers passe godt med mine klima-ambitioner at arbejde med jordfarver, eftersom de vist er de mest tilgængelige og naturlige og nemme at fremstille selv, og umiddelbart passer farveholdningen også godt til mig som person, men måske lige præcis derfor hungrer jeg efter de klare, strålende, flamboyante farver. Mit næste maleri bliver også lidt dæmpet i farverne, men så skal det næste efter det altså have fuld skrue med farverne, tror jeg. Nu kommer foråret!

 

Skiftedag

Når man ikke har kørekort, er det rart at have lokale udstillinger, så man selv kan hente sine malerier, når de skal videre til næste sted. Jeg må indrømme, at jeg i frisk trav over det store lyskryds ved Randers-broen med denne vogn foran mig, følte mig lidt malplaceret. Det er ikke den slags forbipasserende, man ser oftest i Randers. På Christiania ville det nok være et mere dagligdags syn. Men jeg har nu ingen planer om at flytte. Provinsen trænger til nogen, der træder lidt ved siden af, og selvom jeg bestemt ikke er den bedste til at gøre det, så insisterer jeg af og til. Det kan godt være, at jeg krummer lidt tæer i skjul af vinterstøvlerne, men jeg ranker demonstrativt ryggen.

Når jeg sådan flytter rundt, så er det fordi mine malerier nu har endt et par måneders ophold på gangene ved Dansk Revision og skal videre til andre fornemme kvarterer, denne gang ved Rotary i Hadsten. Til Hadsten traver vi dog ikke, men har kørelejlighed. Lokalerne ved Rotary er ikke normalt åbne for offentligheden, men det er muligt at lave en aftale gennem mig, hvis nogen har lyst til at se udstillingen. Den strækker sig indtil maj.