Feeds:
Indlæg
Kommentarer

På vej væk

Dobbelt-ironi må det hedde, når jeg i sidste indlæg ironisk kalder mig selv for brystsyg kunstner, for nogle uger senere at opdage, at jeg rent faktisk lider af ikke tuberkulose (dog) men lungebetændelse. Eftersom jeg heldigvis lever i en tid, hvor penicillin er opdaget og stadig virker mod meget, så er jeg i så meget bedring nu, at jeg langt om længe har kunnet lægge sidste hånd på et stort lærred, der har ventet længe. Det er et typisk motiv for mig, for det er fundet sådan cirka i min baghave, hvor en gammel banestrækning langsomt lader sig overmande af buskads. Måske er det fordi maleriet er så stort, men når jeg står foran det, er det som om jeg nærmest kan sanse sommeren. Det solbeskinnede har muligvis ikke fået tildelt så mange kvadratcentimeter af lærredet, men den blændende eng  og heden fra solen på trækronerne slår mig, og så er lettelsen ved den liflige, milde skygge på banestrækningen mindst lige så kær en sommer-sansning som solen. Igen er det også et meget randrusiansk motiv, fordi der få hundrede meter i blikkets retning drøner en firesporet hovedvej, men den østjyske frodighed mener ikke, at det er noget at tage hensyn til. Jeg har altid været fascineret af den sønderjyske maler Otto Frello. Især hans maleri “Det sorte rum” er altid med mig i mit hoved, og dette maleri minder mig lidt om stemningen derfra.

Tiden for sommerbrise og insektsummen i min lille, utætte udestue er slut og brændeovnstiden er oprunden. Samtidig er jeg ramt af en vedblivende, udmattende hoste, så jeg føler mig forbunden med ældre tiders hensygnende, armodige kunstnere. For det meste bruger jeg dog morgenen foran computeren et varmere sted, imens jeg venter på at brændeovnen gør sit arbejde. “Kontortiden” bliver brugt på en blanding af jobsøgning og små reklame-forsøg.

Jeg har fået trykt en hel del postkort med et par af mine randrusianske motiver, har skrevet hilsner bag på dem alle og så cyklet ud til motivets “åsted” og fordelt dem i de nærmeste postkasser. Det har været interessant at blive tvunget til at tage stilling til min “målgruppe”. Baseret på udseende af hus, have og accessories beslutter jeg, om postkassen er et postkort værd. Jeg har en tendens til at vælge store villaer, gerne med et lille kunstnerisk twist i haven og med kun to navne på postkassen, ud fra en tanke om, at det skal være et sted med plads på væggene, interesse for smukke ting og med råd til kunst (hvilket familier med små børn og stort, dyrt hus sjældent har). Men jeg er i tvivl, om jeg tager fejl, for måske er det i virkeligheden i en lejlighed, hvor der ikke allerede er fyldt op med loft til gulv-malerier af Kvium, at der er plads og råd og interesse for mine malerier?

Når jeg ikke er på “kontor” eller ude at “stemme dørklokker” maler jeg for tiden et lunende  sommermotiv på et stort lærred, som jeg forhåbentlig snart kan reklamere for her 🙂

Den røde spand

Nyeste maleri er et eksempel på, at jeg godt kan lide at bevæge mig på grænsen imellem portræt og landskab. I dette tilfælde er jeg måske tættere på portræt, fordi der er ansigt på det ene barn. Det gør det sværere og mere tidskrævende og ikke nødvendigvis bedre med et ansigt, men i dette tilfælde valgte jeg at tage det med, fordi det ikke stirrer ind i kameraet men er et af flere tegn på børnenes selvforglemmende koncentration om spanden og vandet. På den måde bliver det mere til et billede af en stemning, et øjeblik og en tilstand, hvor kropssprog og natur og lys og opmærksomhed cirkler om vandets fascinerende fald.

Motivet er mine egne børn, da vi i sommerferien sidste år besøgte Fosdalen og pjaskede med vand i den lille bæk. Jeg har i sagens natur været svært glad for at arbejde med motivet og ville ønske, at mit kamera ydede originalen lidt mere retfærdighed, for jeg synes ikke at originalen er helt så gullig, men det er hvad mine ringe fotograf-evner formår. Da maleriet på trods af egentlig at være et stemningsbillede ikke kan komme udenom at forestille mine børn, så går jeg ikke ud fra, at det kan have interesse for nogen at købe det, men jeg kan oplyse, at et maleri af denne størrelse og med den grad af detalje (og ansigt) ville komme op omkring de 6000 kr. i pris, hvilket er mere end mine rene landskaber. Portræt-islættet gør det mere arbejdstime-tungt, men menneskelig tilstedeværelse i motivet giver også et fokus og en “involvering” af beskueren i maleriet, hvilket har sin egen styrke.

Tilværelsen foran et staffeli kan faktisk godt være en prøvelse for skelettet, så i forsommeren begyndte jeg at frekventere en kiropraktor i en forstad til Randers ved navn Neder Hornbæk. Det er ganske tydeligt en gammel landsby i sin egen ret med gamle huse, små gader og en smuk kirke. For at komme dertil skal jeg cykle over Engene omkring Gudenåen og lige dér hvor Engene bliver til landsby ligger en forfalden bondegård, som jeg forelskede mig i ved første blik. Måske minder den mig om mit barndoms landskab imellem fjord og hav? Det flade landskab med de frønnede telefonpæle, som vist ikke har kontakt med nogen længere, kampestenen og ikke mindst gårdens tag, der er så tæt på kollaps, at det ikke længere ligner et tag men et skællet dyr. Et øjeblik glemmer jeg de frodige østjyske løvtræer bag mig og føler mig hjemme i tegnet på menneskeliv, der går i knæ og bliver et med naturen, sådan som det er tvunget til i Nordvestjylland. Man må bøje sig eller knække.

Måske er mit detaljerede studie af det bølgende tag for meget. Jeg er blevet spurgt, om jeg tror, at nogen vil have den slags forfald til at hænge, og jeg kan godt se, at der er noget dissekerende over mit arbejde med det “sårede” tag… men jeg må vel bare vedkende mig, at der sammen med min hang til det klassisk “skønne” også findes en trang til at studere det sårede og fejlbarlige “skønne”, sådan i al stilfærdighed. Af og til kan det vel tippe over, så det bliver til noget, som man ikke vil hænge til pynt. Det må jo komme an på smag. Men faktisk er det rigtigt grimme i dette motiv så småt, at det kun kan skimtes i det fjerne, nemlig motorvejen. Et “close-up” af den gemmer jeg til et senere maleri 😉

Da jeg sidst cyklede forbi “min gård” så den sådan ud, så maleriet er allerede “forældet” 🙂

Nej, nej, nej og JA

De sidste par måneder har mine malerier boet hjemme efter at have været på “turné” til forskellige udstillingssteder i over et år. Jeg har slet ikke plads på væggene, så de skal ud i verden igen på et tidspunkt. Min erfaring har blot været, at de fleste udstillinger, hvor hyggelige de end er, ikke fører til salg, så jeg har forsøgt at kigge i andre retninger. Auktionshuset Lauritz.com har tilbudt at sælge mine malerier, men det viste sig, at de ville sætte mindsteprisen langt under min pris. Og når man derefter trak deres andel af salget fra, ville jeg ende med en timeløn på under 100 kr, hvilket jeg betragter som min mindsteløn, så jeg takkede nej. Godt nok er jeg jyde, men jeg har aldrig pruttet om priser. Jeg er ikke forretningsmenneske nok til at sælge noget med tab for at opnå en imaginær fordel på en anden front, eller til at sælge noget til overpris til købere, der respekterer min prissætning for at kunne sælge noget andet til underpris til dem, der vil prutte priserne ned. På samme måde lod jeg mig også fornyligt styre af mine idealer om dyrevelfærd og fabrikskød og takkede nej til en udstilling hos Danish Crowns kunstforening, selvom jeg var meget i tvivl, fordi jeg jo intet har imod de ansatte.

Men NU kommer vi til det, som jeg har sagt JA til, nemlig at sælge mine malerier igennem en nystartet webshop med dansk design, som hedder Beide. Det er nyt for mig at indgå i et mere formelt samarbejde på den måde, men jeg har en god fornemmelse af det. Mine malerier er i høj grad indretningselementer og er på rette hylde sammen med designmøbler og brugskunst, og jeg håber, at der kan ske en gensidig udveksling af positiv opmærksomhed. Så endelig kan jeg sige et helhjertet JA og satser på, at der kommer mange flere af dem i fremtiden 🙂

Sommer-projektet – et stort maleri med lupiner, akelejer og en nysgerrig dreng – er endelig gjort færdigt, og jeg er ganske fornøjet med det. Maleriet er nok et eksempel på, at et projekt kan løbe lidt af med én, hvis arbejdet med det bliver for spredt og usammenhængende. Man fortaber sig i detaljer og glemmer at holde øje med det samlede tidsforbrug, men pyt, nu er det her. Et vidnesbyrd om en smuk og afvekslende sommer, som nu lakker mod enden. For mig er der reminiscenser fra 1800-tallet over drengen på motivet, sådan lidt “Vil han klare Pynten” (Michael Ancher) eller “Mon han dog ikke skulde komme?” (Christen Dalsgaard), men her med en lettere undertone.

Noget af det, som har gjort denne maleproces langsom i omdrejningerne er, at der er gået så lang tid mellem første og andet lag, at jeg på en måde skulle opdage motivet igen. Så jeg skulle starte mere forfra, end når jeg lige har malet det hele én gang. Jeg har herunder indsat en detalje fra maleriet, da jeg var i gang med anden gennemmaling. Til højre for den grå træstamme har jeg malet andet lag, hvorimod stammen og løvet til venstre endnu står i ét lag. Her skinner lærred og skitsestreger endnu igennem, og farven er ikke så dyb, men til gengæld har den en lys gennemsigtighed, som går tabt ved andet lag. Jeg har tidligere varslet, at jeg ville tage en ny rød i brug til lupinerne i dette maleri, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for i anden omgang bliver farven stærkere og mørkere af sig selv. Til gengæld blev den tiloversblevne klat mørkerød maling brugt i de mørke akelejer, så intet går til spilde her i firmaet 😉

Efter tre ugers sommerferie er jeg i dag vendt tilbage til et atelier, hvor lyden af regn på taget og fraværet af lys dominerer. Men på staffeliet venter mig dette sommerlyse motiv fra en forsommerlig have med en nysgerrig dreng ved havelågen, og så lysner det alligevel i mit hoved 🙂 Det passer mig rigtigt fint at starte efter ferien med et halvfærdigt projekt, for i denne situation kunne et hvidt lærred godt virke lidt op ad bakke. Så jeg går glad i gang med anden gennemmaling. Jeg tror, at farveholdningen i lupinerne især kommer til at ændre sig meget i anden omgang. Jeg har for en gangs skyld indset, at jeg ikke har indfanget eller kan indfange de rigtige nuancer med de samme tre udgaver af grundfarverne, som jeg altid bruger, så jeg har besluttet mig for at skifte den postkasse-røde ud med en dybere rød at blande med, ligesom jeg har brugt tuben med den ret gennemsigtige gule op, så den får også en lidt stærkere udskiftning. Det kribler i mig for at få “fingre” i de nye nuancer og kombinere det med dette motiv og se, hvad det endelige resultat bliver. Nye lærreder er desuden bestilt, så stien ind i sensommerens maleoplevelser strækker sig foran mig.