Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Jeg kan spille en smule klaver, eller har i hvert fald kunnet engang, men jeg spiller på den måde, at jeg øver de samme stykker igen og igen og igen og så lige én gang mere. De stykker jeg spiller, er musik, som jeg sætter meget pris på og ikke bliver træt af, og jeg ønsker mig altid at spille dem lige en tand bedre og samtidig nyde strømmen af musik igennem mine hænder, så jeg ser ikke nogen grund til at lægge dem til side og starte forfra med noget andet. Måske er det på samme måde med løvfald og solskin for mig? Jeg bliver aldrig træt af at cirkle omkring motivet i mine malerier, og denne gang har jeg malet stort. Og nydt det! Kan man mon se på det, hvordan det føles at kæle for formerne og farverne med penslen? At være kunstnerisk/kreativ er ligesom at få lov til at spise maden samtidig med, at man laver den. Så når man har spist en stor lagkage, står den stadig på bordet foran én. Eller måske er det lidt mere som at få lov at stikke hænderne og hovedet ned i lagkagen og rode rundt som et lille barn? Ja, det er nok mere sådan, for spiser man en lagkage bliver man jo mæt, men jeg får bare lyst til at gratte mere endnu. Jeg er i gang med næste maleri. Op i håret med lagkagen! 🙂

Klik på billedet for pris og størrelse.

Igen har mine skønne købere formået at udfordre mig på en frugtbar måde. Da jeg modtog bestillingen på dette motiv, var jeg noget “loren” ved det, som man siger, hvor jeg kommer fra 🙂 Kunne jeg mon formidle den voldsomme lys og skygge-kontrast mellem den opgående sol og den endnu mørke kyst? Og hvad med vandet, der var i den dér tilstand midt imellem bølger og stilhed, som vand jo oftest er i, kunne jeg fange den mellemting? Ville det hele blive til tomme flader, når der nu ikke var træer, skibe, huse, mennesker til at sætte noget i gang?

Heldigvis blev mine bekynringer gjort til skamme. Der viste sig at være masser af bevægelse og former at finde i både vand og den mørke forgrund, som jeg dog lysnede en smule. Og på himlen er der jo skyerne og den altdominerende sol, som vel er hovedpersonen i dette motiv. Men på en måde er det også lige præcis tomheden eller luften, vidden og den megen plads, som jeg jo var lidt nervøs for, som er blevet central i maleriet, synes jeg.

Limfjorden står mit hjerte nær, selvom jeg sjældent maler den, så hvor er det en fornøjelse at få bestillinger derfra. I det hele taget kan jeg godt lide at male “portrætter” af steder ligesom mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at blive steds-portrætmaler og forevige landskaber, som er udgangspunkt for og rammen om menneskers dagligdag og minder. Steder har personlighed. Det kunne jeg godt tænke mig at specialisere mig i at male… Jeg kunne blive omvandrende maler, der banker på folks døre og hører, om de vil have deres hus eller udsigt malet, ligesom en gammeldags skærslipper. Gad vide om der ikke fandtes sådan en slags vagabond-malere i gamle dage? … Det bliver koldt om vinteren og svært at have en familie på sidelinjen. Men en smuk tanke er det da 🙂

Leg

Det er sjældent, jeg prøver kræfter med vand i bevægelse. Det er ikke et bevidst valg, men det er sikkert fordi det er svært, simpelthen. Ikke desto mindre er jeg i den nyeste bestilling blevet udfordret til at prøve kræfter med det. Bestiller ville gerne have et maleri af sine fire børn i leg på Skødshoved Strand med udsigt til Århus på den anden side. I den opgave lå der også et møde med bugtens legesyge bølger, og det har været sjovt. Børnenes opslugte aktivitet har for mig fundet sin forlængelse i det urolige og livlige vand og også til dels i skyernes boltren sig på himlen. Stranden og børnene står som mejslet i et stærkt sollys og skarpe skygger, men jeg synes alligevel ikke maleriet står stille, og det er jeg meget godt tilfreds med. Maleriet var en julegave fra bestilleren, og det nåede lige præcis at tørre nok til at kunne transporteres til sit nye hjem inden jul, så det er alllerede ude i verden.

Det kan føles lidt trangt i atelieret, når det samtidig er husets juletræs-stue og når jeg så oven i købet maler på et lærred, der kræver plads. Men det går 🙂 Og det føles faktisk ret naturligt at have et grantræ til at prikke mig på skulderen, når nu jeg er ude i naturen på mine lærreder også. Når brændeovnen buldrer og radioen spiller Bing Crosby, så indfinder julestemningen sig på trods af sommermotiver, så jeg vil sende lidt af stemningen videre ud til jer, der læser med: Glædelig jul og godt nytår fra atelieret! Tak for jeres positive opmærksomhed i 2018. Jeg vil gøre mit bedste for, at der også bliver noget at kigge på i 19.

Til information, så slutter min udstilling i Jahanneskirken den 28. dec, hvor malerierne rejser ned mod Gudenåen til gangarealerne i Dansk Revisions hjemsted på Tronholmen. Dér vil de være svære at komme til for offentlige øjne i et par måneder, så hvis nogen ønsker at se dem snart, så smut forbi Johanneskirken i løbet af den næste uge.

Vestjyde i Randers

Jeg er egentlig i gang med to store bestilte sommermotiver, men i pauserne, hvor jeg venter på lærred eller på at noget tørrer, har jeg været i det nostalgiske efterårshjørne og malet et gammelt motiv fra min tid i Randers C. Som den vestjyde jeg er, vil min fascination af min “nye” hjemby Randers nok aldrig stoppe. Det er som om det går over mine sansers “forstand”, hvordan noget kan være så frodigt. Det slog mig igen, da jeg faldt over dette gamle foto fra min første tid i Randers, hvor jeg boede tæt på en stejl gade ved navn Vester Altanvej. Henover denne gade tårner der sig et anlæg, hvor stier hårnåle-svinger sig op imellem bugnende løvtræer. Maleriet forestiller dette sted en efterårsdag splittet imellem tåge og sol.

Maleriet er desuden et eksempel på, hvordan et foto eller et maleri ikke er et objektivt billede. Jeg faldt over forlægget i en kasse med lidt falmede fotos udskrevet på en gammel printer, så jeg besluttede mig for at printe fotografiet igen på en nyere printer, men det nye print havde ikke helt den samme charme som det slidte gamle print. Så maleriet forestiller altså ikke kun en tåget efterårsdag men også “et bestemt gammelt print” af en tåget efterårsdag 🙂

Som det ofte sker med malerier, som er “pausearbejde”, så har jeg lagt mange timer i dette maleri, og prisen er derefter. Til gengæld er detaljerne i bladene ret fine, hvis jeg selv skal sige det 😉 og er udført med langsom kærlighed til både motivets skønhed og malingens lækre formbarhed. Klik på billedet for at se størrelse og pris.

Klipper, vand og skyer

Et maleri med færøsk motiv slutter sig til rækken. Jeg plejer ikke at være i tvivl om, at man kan se, hvad mine malerier forestiller, men i dette tilfælde er jeg faktisk lidt usikker på det. Forgrundens klippeplateau med store vandpytter møder brat baggrundens fjord på en måde, så man måske kan blive i tvivl om størrelsesforholdet og tænke, at vandpytten også er en fjord? Jeg var bevidst om motivets dobbeltydighed, da jeg valgte det, men jeg sprang alligevel ud i det, fordi kombinationen af udsigt til dramatiske skyformationers hvil på en fjeldtop og så forgrundens krakelerede og vandgennemstrømmede sten rammer mine minder fra Færøerne så godt. Jeg befandt mig nu oftest nede i højde med fjorden, men som jeg tidligere har fortalt, så husker jeg både, hvordan skyerne kunne lægge sig storslået til hvile på landskabet, og hvordan klipperne syntes at være en stor svamp, der fik vredet vand af sig i konstant piblende bevægelse. Og som udtryk for det synes jeg, at maleriet er lykkedes ret godt, og så er det måske lidt underordnet, om størrelselsforholdene virker mystificerende. Disse to sidste færøske motiver har været præget af vilde skyer og vinterlige nuancer. Hvis jeg vender tilbage til øerne som motiv, vil jeg nok fokusere mere på det grønne igen.

Størrelse og pris finder du ved at klikke på billedet. Prisen er mere “skæv” end den plejer, fordi jeg er begyndt at lægge prisen på lærredet oveni timelønnen istedet for en mere tåget oprunding af timelønnen. Man kan faktisk vælge lærreder i forskellig kvalitet og med tiden mere eller mindre klimavenlige udgaver, og det skal priserne på de enkelte malerier jo også afspejle. Derfor 🙂

Efterår efterår efterår. Det har altid været mit yndlingsmotiv, og jeg har udfordret mig selv i år ved at male så meget sommer, men nu er det fortryllende efterår her igen, så jeg har lov til at male det, synes jeg 🙂 Jeg har malet dette motiv før, da jeg malede mini-malerier, men jeg blev ikke mæt af det, så nu har det været under penslen igen på et noget større lærred. Der er noget med det vandfald af lysende efterårsløv, der som en malstrøm tumler ned mod skovbunden og over den måbende, lamslåede parkbænk, som jeg nok faktisk aldrig bliver færdig med at drikke ind med øjnene. Hvordan noget kan være så voldsomt og brændende og samtidig så fredeligt og i ro med sig selv, det er næsten ufatteligt. Er der ikke noget helligåndsagtigt, brændende tornebusk over dette motiv? Jeg er spændt på, om det når at blive tørt nok til udstillingen i Johanneskirken i Vorup, Randers, som jeg ferniserer efter 10-gudstjenesten på søndag.

Når jeg nu sidder og kigger på fotos af mini-maleriet og det store maleri, så ser jeg, at mørket har fået mere plads på den nyeste udgave af motivet og dermed er kontrasten mellem lys og mørke også stærkere. Det lille maleri er mildt og det store mere eksplosivt. Det lille er solgt. Ind til videre eksploderer det store i mit atelier 🙂