Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Jeg er i denne stund på farten, tværs over Jylland, for at være med til at åbne en sommerudstilling på Thyholm, med bla. mine malerier. Udstillingsstedet hedder noget så eksotisk som “Mississippi”, men virker egentlig ret jordbunden og jysk, indrettet på en gammel skole midt i et klassisk vestjysk landskab. Der er måske også lidt prærie og det vilde vesten over det derude. Jeg afleverede malerierne for to uger siden, og nu skulle de så være hængt op og klar til fernisering. Jeg nærmer mig med togbus over Oddesund Broen, og det er nok lidt sent at invitere til fernisering, men udstillingen fortsætter indtil den 14. aug. Hvis I alligevel skal mod vest her i sommer, så kig forbi. Jeg linker til flere oplysninger her.

Imellem mure

Jeg bliver vist aldrig træt af at male japanske kirsebærtræer. De overbeviser mig hvert år, når de igen folder sig ud. De er ikke til at få øjnene eller penslen fra.

Dette træ står på mine børns skolevej, og træets vælde kombineret med den lille trappe, der bugter sig op i et frodigt mørke bag træet, tiltrækker mine øjne og min fantasi hvert år. Her står det i en morgensols-udgave med skyggefald på murene. Jeg har taget utroligt mange billeder af maleriet, fordi de hele tiden bliver mere orange i tonen end originalen, som i mine øjne er mere kraftigt lyserød, men det ligger ikke indenfor mine evner at få frem på et foto, åbenbart 🙂 Klik på billedet for størrelse og pris.

Jeg har før malet by-træer. Deres naboskab med menneskelige bygningsværker er fascinerende. På den ene side kan de virke trængte, og på den anden side som om de drager fordel af murenes beskyttelse og faktisk i sidste ende vil overleve de smuldrende mursten.

Kastanje ved gavl, 2017, solgt

Vi har lige været der. I det spinkle forår, hvor sårbare, vandblå, hvide og gule farver håbefuldt og modigt pibler op af jorden og dækker den, imens træerne stadig sparer på kræfterne og skeptisk ser tiden an. Solen er stadig skarp og lav og får vintergrenene til at kaste lange skygger, men lader man mismodigt blikket falde, så opdager man at det spirer og rør sig under træerne og midt i det hele har en flok børn smidt vinterjakkerne og er frimodigt på vej ud i foråret.

Og nu kom det altså, det romantiske, storslåede, frembrusende forår, som småblomster og børn kunne mærke allerede i april. Snart springer studenterne ud og så skal dette maleri være tørret og klar til at blive givet som studentergave til pigen i midten af maleriet. Jeg håber, at denne gave fra hendes forældre vil give hende en følelse af en åben og lys verden foran sig med en tryg og selvfølgeligt tilstedeværende familie omkring sig.

I efteråret malede jeg et stort maleri af en solnedgangshimmel og spejlinger i en bjergsø. Det var en bestilling til en helt bestemt væg, og jeg har fået et billede af maleriet på sin skæbnebestemte plads. En storslået placering til et storslået motiv, synes jeg. Det er et smukt hjem at være repræsenteret i 🙂

Fussingø

Til dem der ikke nåede på påskeudstillingen på Fussingø Slot, så komme her en lille fotografisk rundtur på min del af udstillingen. Det er bare noget særligt at få lov til at udstille i så stemningsfulde omgivelser!

Påskeudstilling.

Corona har lært os ikke at regne med arrangementer, før de er i gang, men i går satte jeg mine malerier op på nogle fine, grønne vægge på Fussingø Slot og er dermed meget tæt på at tro på, at påskeudstillingen rent faktisk bliver til noget for mig i år. Det føles stort 🙂 Mine malerier var også forbløffende store i forhold til pladsen. Slottet er bare et lille jagtslot, så rummene er højere end de er brede. Det er første gang, jeg har kunnet hænge et maleri op oven over en dør 🙂 Jeg er til stede ved ferniseringen på søndag. Besøg mig hvis I kan 🙂 Her er et link til ustillingen på facebook.

Det er forår. I denne halvdel af året bliver min arbejdsplads ud på eftermiddagen indtaget af solen. Dens stråler rammer lærredet bagfra og gør maleriet til et slags røntgenbillede af sig selv. Farver blegner og strøg træder frem, og det er i det hele taget umuligt at arbejde med. Det samme gælder, hvis jeg vender mig med ryggen mod solen, som så skinner blændende i den våde maling. Så i løbet af eftermiddagen kan man se mig rykke længere og længere ind i atelieret og halvskyggen. Alt for optaget af at male rykker jeg ikke det hele på én gang, men lader mig jage i små ryk, indtil udestuen er fuldstændigt gennemlyst og frygtelig varm, men så er arbejdsdagen også slut 🙂 Her er jeg halvvejs med endnu et af de blomstrende frugttræ-malerier, som er så fristende at male her om foråret. Måske kan man ane, hvordan solen skinner gennem lærredet og malingen 🙂

Udstillinger

Man kan godt se på min palet, hvor mine tanker er for tiden. Der er ellers næsten ikke ren gul eller blå på det maleri, jeg er gået i gang med.

Jeg har vist forsømt at skrive, at mine malerier i øjeblikket er udstationeret, nå nej, bare hængt op på kantinegangen i firmaet Centrica i Aalborg. De har en kunstforening, der sørger for skiftende udstillinger og marts blev altså min måned. Jeg har ikke taget billeder af ophængningen, som jeg plejer, for firmaet, der handler med energi, havde hævet deres sikkerhedsniveau, så jeg skulle skrive mig ind i en digital gæstebog og fik tildelt en snor om halsen og følte ikke, at det var et sted, jeg skulle rende rundt og tage billeder. Folk var nu søde alligevel. Jeg hørte både klingende aalborgensisk, alle mulige typer engelsk og et par drenge, som vel var voksne nok til at være ansatte, kommenterede på mine malerier på vej ind til frokost: “De her er da meget nice” “Ja, nærmest sådan psykedeliske”. Jeg smilede for mig selv. Nice og psykedelisk, hm, ikke ringe 🙂

Udstillingen er ikke åben, men i påsken udstiller jeg på påskeudstillingen på Fussingø Slot. Det er en drøm, jeg har haft længe, og den er blevet udsat af corona i to år nu, men denne gang skal det være. Så kom endelig og kig! http://www.fussingoeslot.dk/

Og så endte dette maleri med at blive mit krigs-maleri. Selvom jeg jo også var i gang med det, da min familie arbejdede sig igennem corona-smitte, så vil jeg nu altid huske det som maleriet, der blev malet til lyden af radio-beretninger om invasionen af Ukraine. Lige så stille og næsten stivnede disse træer står i deres blomstring, lige så voldsom og dramatisk er den historiske situation, som de er blevet til i. Jeg lagde ud med en idé om at male en strålende blomstring ud fra min erindring og et lidt gråligt foto-forlæg, og selvom jeg har gjort det til en vis grad, så vil dette motiv altid have noget tvetydigt i sig. Himlen der ikke helt ved, om den vil være blå eller grå. Træerne der gør sig denne overvældende kraftanstrengelse, men underligt ubemærket og anonymt.

Jeg har flere gange set en slags gyserfilm, som vist ikke er noget stort kunstværk, for jeg har aldrig hørt den berømmet nogen steder, men den har gjort stort indtryk på mig. Den hedder “The Happening” og beskriver, hvordan planterne en dag gør oprør og begynder at sprede en form for nervegift med vinden, som får mennesker til at tage livet af sig selv. Noget af det fascinerende og skræmmende ved filmen er, at der ikke optræder en farlig skurk eller hidsig, advarende musik. Livsfaren varsles ved en stille vislen i det lange græs og en svag brise i trætoppene, og midt i natur-idyllen risler det én koldt ned af ryggen.

Dette maleri er ikke tænkt som en gyserfilm, men endnu engang har et af mine malerier vist sig at rumme flere spørgsmål end jeg havde forudset. Hvor er mennesker henne? … Nu er det jo mig selv, der har valgt ikke at male den blå Suzuki og cyklisten fra foto-forlægget med, så jeg burde vel kende svaret, men malerier får ofte deres eget liv, så jeg ved det faktisk ikke og forstår det ikke.

“Blomstring” – maleri fra 2012. Solgt.

Det lysner

Det er næsten som sne på lærredet, og det passer godt til at jeg nu vil holde vinterferie. Maleriet af de blomstrende kirkegårdstræer, som ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal være lys eller mørke, må vente en uges tid, imens jeg koncentrerer mig om familien, der både har ferie og corona. Men jeg føler mig faktisk også ret rolig ved at stille maleriet til side, som det er nu. Det har fået første lag maling, og selvom lysforholdene stadig er uafklarede, og der er udbredt grums på lærredet, så har jeg en fornemmelse af, at det nok skal gå, som det plejer. Det kommer til at være formerne, der holder styr på det, og så må jeg se, hvad jeg kan gøre med farverne indenfor de rammer. Det er en setting, jeg føler mig tryg i, så begyndelsens ængstelse er taget af. I det hele taget tager lyset til, både udenfor og måske også på lærredet, så selvom det hedder en vinterferie, så risler der en lille understrøm af forårsfornemmelse, igen både på lærredet og i verden udenfor. En forhåbentlig nem corona, en ferie og en omgang maling mere, så kommer foråret brusende!