Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Og så til staterne

For at starte med en cliffhanger, så jonglerer jeg faktisk med flere malerier i øjeblikket, som jeg maler til en udstilling i januar og som har kædet sig sammen i sin egen lille verden for mig. Det kommer I til at se mere til senere.

Her har I først et lille maleri fra det STORE land, som jeg ellers føler mig utroligt fremmed for. Jeg ville aldrig have malet Golden Gate Bridge, hvis der ikke var nogen, der havde bedt mig gøre det. Man kunne lige så godt have bedt mig male månen… ja, faktisk tror jeg, at jeg ville føle mig mere bekendt med månen… men San Fransisco rangerer på en eller anden måde på niveau med Mars for mig. Og meget passende har jeg i min jagt på en Marie Fredborg’sk vinkel på Golden Gate Bridge da også valgt et meget rødtonet, mars-agtigt solnedgansmotiv med markante, levende skygger, og vand, der viser tænder mod bygningsværket, både i form og farve. Jeg nyder at bryde koden på denne slags opgaver og motiver og på den måde indlemme nye små eller store stater i mit lille male-imperium, he he.

Det er et ret lille maleri, så udover det alien-agtige motiv, har jeg kæmpet en del med at få minimeret det mastodontiske scenarium og desuden få indkorporeret et lille væsen, en japansk tegneseriefigur, som bestiller ønskede sig. Den kan I jo hygge jer med at kigge efter, imens I venter på de nye malerier, som faktisk bliver til salg for en gangs skyld.

 

Så lille jeg er

FærøerneDet var med inspireret glæde, jeg tog imod bestillingen af et værk, gerne med motiv fra Færøerne. Da jeg var syv år boede jeg et år på Færøerne med min familie. Jeg lærte sprog, landskab og mennesker at kende, men gav nemt slip på det hele igen, da vi tog hjem, sådan som børn uimponeret kan gøre det. Og måske derfor har det aldrig før strejfet mig at male et færøsk motiv.

Men da det nu blev foreslået mig, så blev jeg grebet af at finde det rigtige motiv. Et motiv, som kom fra “mit” Færøerne. Hvor jeg kunne mærke luften og lugten og lydene og farverne, sådan som jeg huskede dem. Min barndoms fotografier levede desværre ikke op til et krav fra bestiller, om at det skulle være grønt (Vi tog hjem igen lige da græsset skiftede fra gult til grønt om foråret), og internettets plakatbilleder stemte ikke overens med mine minder, indtil jeg i sidste øjeblik faldt over dette motiv. Den måde skyerne sætter sig fast omkring toppene, og den måde moderne, regnvåd vej skærer sig igennem arret og rynket, gammelt landskab, ja, det bringer mig lige tilbage. Den våde lugt fra alle de små vandløb, der pibler ned overalt for at samles uden hensyn til huse og haver.

Måske kunne man se vandløb og vej som en slags kontraster, der viser hvordan naturen tilpasser sig og snor sig, og mennesket bare utålmodigt “sprænger” sig vej igennem, men for mig er der nu også en vis lighed mellem vej og vand. Noget kompromisløst og ubønhørligt, som både overvældede mig, når vi i vores lille bil svingede ind på en stædig, ensom tankstation placeret i et højt, snehvidt bjergpas, og når jeg på vej til skole så vinterblæsten rejse fjorden op i høje, vandrende vandtæpper.

Danmarks ufarlige natur bliver virkelig sat i perspektiv for mig her. Jeg tror, at det ville være meget sundt for os danskere, hvis naturen satte sig lidt mere i respekt. På Færøerne opdager man, hvor lille man er, og det er faktisk det, jeg har prøvet at male her.

Evighedsværk

I TivoliDette maleri er nærmest blevet et smertensbarn for mig. Jeg begyndte på det lige efter sommerferien i en lidt forvirret tilstand, fordi min datter blev passet hjemme i den uge, og samtidig havde jeg ikke fået købt materialer til de næste bestillingsprojekter, så jeg stod med tomme hænder. Derfor valgte jeg naturligt nok et motiv og et lærred, som jeg bare lige kunne lide og hoppede ud i det. Det betød, at jeg startede ud med en del fejl, så jeg måtte starte så godt som forfra et par gange, og i mellemtiden kom andre opgaver til, så lærredet bare hang og tørrede. Når jeg endelige tog mig lidt tid til det, kom jeg til at sidde og fedte med detaljerne på en fuldstændigt urentabel måde. Det har medført, at dette er et virkeligt gennemarbejdet værk, som ingen dog har råd til (tror jeg).

Motivet er af gammel dato. Min søster tog nogle smukke billeder under en Tivoli-tur for mange år siden, og jeg har gået og kigget længselsfuldt på dem siden, både fordi jeg ønskede at male dem, og fordi de minder mig om en ungdomstid, hvor vi svælgede i verden som ét stort kunstværk. Vi elskede Tivoli, ikke for forlystelserne men for blomsterne og lamperne og hele fornemmelsen. Og her står altså undertegnede og skuer forslugent ud over sø, lamper og blomstrende blåregn. Selvom vi (typisk for os) har fundet et hjørne af Tivoli uden andre mennesker, så er der rigeligt af aktivitet i billedet i form af detaljerede planter, spejlinger og lamper og huse oveni i hinanden. I mine øjne er det et kontrastfyldt billede, fordi det virker som om eftertænksom ro slås med et larmende mylder af sanseindtryk. Da jeg startede på maleriet, så jeg kun idyllen og den lækre frodighed, men imens jeg malede for jeg lidt vild i det hele, så nu ser jeg Tivoli-ramasjanget i det også. Hvis nogen skal købe det, skal de kunne rumme denne spænding i maleriet, tror jeg.

Bulbjerg og hø

20170920_125400“Jeg kan ikke li’ høet, mor” og “Marie, er det med vilje, at himlen former sig efter Bulbjerg? Det kan jeg ikke helt vænne mig til”. Det er de to talende fjerdedele af min families reaktioner på mit nyeste Bulbjerg-maleri. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den et-årige ville sige, hvis hun blev spurgt, men hun nøjes med at sidde under staffeliet og sige motorlyde. Ak, en kunstners kår er trange og anerkendelsen sparsom 🙂

Ikke desto mindre præsenterer jeg her et Bulbjerg-motiv på lidt længere afstand end de forrige, og i et format, der tenderer det panoramiske. Og ja, der er en hel del hø, også kaldet marehalm, på dette maleri, og jeg har faktisk nydt at male det. Der er noget ved det gyldne mod det blå hav, der bare ligger godt i mine øjne og på penslen. Men mærkelige, måske urovækkende skygger og mønstre er der i det. Og ja, himlen former sig ganske unaturligt efter landskabet. Hvis det skulle være rigtigt virkningsfuldt, skulle jeg jo dyrke og fremhæve det på en helt anden måde ligesom Van Gogh, men alligevel får en eller anden fornemmelse mig til at lade det stå på denne antydende måde.

Dette maleri er blevet en lille glæde for mig, fordi det i begyndelsen tegnede til at blive et noget tandløst indslag i min serie, og det sætter da heller ikke emner til debat med sine blanke blå flader, men hvor er Bulbjerg nu også malerisk i skarp sol, ja, jeg fristes til at tænke skarp septembersol.

Naturmystik i storbyen

Et nyt bestillingsværk har set dagens lys. Resultatet har en interessant mystik over sig, selvom motivet i sig selv er jordbundet nok: Et højhus, træer og børn ved Langenæs. Kontrasten mellem det moderne, menneskeskabte og den besjælede natur, som ofte kommer ud af min pensel er på en eller anden måde blevet understreget i dette maleri. Måske på grund af børnenes rygvendte tilstedeværelse og tilsyneladende afskårethed fra huset. Naturen kiler sig ret kompromisløst tværs over lærredet, men børnene betragter scenariet roligt eller er måske optaget af noget helt andet? Jeg har desuden ladet græsset i forgrunden stå forholdsvist råt, fordi det giver en for mig lidt interessant virkning af at børnene står på tærsklen imellem to måder at sanse verden på. Jeg har heldigvis ikke nogen færdig forklaring eller “løsning” på dette maleri, men jeg synes, at det er faldet udefinerbart tankevækkende ud, sådan som jeg godt kan lide det, og det kan man jo ikke regne med, når man ikke selv har valgt motivet.

Som en lille krølle viser jeg her også det maleri, som bestilleren købte først og som har trækket med den rygvendte, lidt uudgrundelige menneskefigur til fælles med det nye motiv.

“Bulbjergene”

Bulbjerg er et naturfænomen og en turistattraktion, som de fleste kender og husker, fordi stedet er et sjældent syn i Danmark. Da jeg selv kommer fra egnen, kender jeg også flere, som knytter mange minder og følelser til stedet. Eftersom landskabet samtidig er utroligt malerisk, er jeg forståeligt nok ofte blev opfordret til at male motiver derfra, og har da også gjort det. Nu gør jeg det så igen og er gået i gang med en hel lille serie af små “Bulbjerge”, så hold øje med min blog, hvis I drømmer om et Bulbjerg-scenarium i stuen. Jeg har to til salg ind til videre, og der vil komme flere til her i sensommeren.

Jeg har været tavs her på bloggen af arbejdsomhed og ikke af stilstand. I min begejstring for mit nye kunstnerliv tog jeg det største lærred, jeg havde på lager, og det sværeste men mest tillokkende motiv og gik så ellers i gang for fuld skrue. Efter en uge måtte jeg dog indse, at jeg kun knap var halvt færdig, og jeg havde regnet med at være tæt på færdig. Min begejstring og tro på mit eget projekt vaklede allerede et par uger inde i mit nye liv. En uge efter kom jeg dog i mål. Trappen ud i ingenting, som I så i mit forrige indlæg, var blevet omgivet af klassisk Marie Fredborg-efterårsløv-former. Hvor trappen fører hen er dog stadig en smule åbent, synes jeg.

Det næste maleri gik som en leg. Et på én gang smukt og mystificerende motiv fra mine dage i Aalborg, som jeg længe har drømt om at male, og nu gik det i opfyldelse på en dejligt legende måde.

Så med hjælp fra en bestiller, der udsætter at få sit maleri af Aalborg Havnefront”udleveret”, har jeg tre nymalede værker klar til udstilling på “Den Censurfri” i Randers-ugen. Her kan man altså se mine malerier “live” og måske endda købe et, hvis mine nye priser kan rummes i budgettet 🙂 (For priser – klik på billederne)

 

Det foregår fra den 12. aug. til og med den 20. aug. kl. 10-17 på Fritidscentret, Vestergade 15 i Randers C. Fernisering om lørdagen kl. 11. Her kan man også se min søster Julie Fredborgs smukke malerier.