Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Som lovet melder jeg her, at jeg endelig har fået “rettet” mit valmue-maleri (som har fået navnet “Ukrudt”) ud. Det er nu forbilledligt ret i ryggen og er lige klar til ophængning eller indsætning i en ramme, og til at bringe sommer-mylder ind i et rum. Så derfor er det også kommet på min “Til salg”-side. Der står endnu et maleri i kø til samme “kiropraktor-behandling :), og jeg skal også nok sige til, når det er klar 🙂

Maleriernes hjem 21

Her er endnu et af de kig ind i mine maleriers videre liv, som jeg holder så meget af. Dette er et af de malerier, som jeg malede for laaang tid siden, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har taget ned af staffeliet. Måske har det noget med motivet og dets farver at gøre. Det ser så klart og morgenagtigt og lidt nyforelsket ud (det sidste er min egen fortolkning:) Eller også er det bare sådan man har det med nogle malerier. Under alle omstændigheder er jeg glad for at se det igen og her bringe en lille tekst fra dets ejer:

“I 2012 købte jeg et billede af Marie, det var en specialbestilling af et privat billede, som skulle være til min mand i morgengave. Billedet har lige siden hængt i hjertet af vores hjem først i stuen i vores lejlighed og siden hen her i vores køkken-alrum. Vi har tit snakket om hvilken ramme, der ville passe til billedet men har aldrig fået en sat på, fordi det virkede så bart på væggen, hvis vi skulle pille det ned og undvære det for en stund. Vi holder utrolig meget af billedet både de minder, der er forbundet med det, men ligeså meget Maries fortolkning og udførelse af det oprindelige billede, hvor hun har skabt et panoramisk perspektiv med nogle smukke blå farver, der vækker glæde og refleksion hver gang vi ser på det, og derfor hænger det også, der hvor vores hverdag udspiller sig og hvor vi færdes mest.”

Jeg er med i en bog!

Jeg er blevet inviteret med i en bog, som nu er udkommet. Den hedder “101 kunstnere”, så jeg er bestemt ikke alene i den 🙂 Det er kunsthistoriker og kunstanmelder på Jyllands-posten Tom Jørgensen, der er redaktør, og det er en årbog, der hvert år præsenterer bredden i det danske kunstliv. Således er der også mindre kunstnere fra provinsen med, såsom mig 🙂

Tom Jørgensen skriver på forlaget Frydenlunds hjemmeside “En af hensigterne med 101 kunstnere er at give glimrende kunstnere en platform over for læserne til at vise, hvad de dur til, for et publikum, der er ligeglade med cv’et, men som bare vil se noget god kunst. 101 kunstnere 2021/22 er som de andre årgange skabt med præcis dette formål.”

Jeg har selv skrevet teksten om mig selv, så det er muligt, at det ikke er nyt for dem, der kender mig, men om ikke andet er det interessant at se mine malerier i selskab med denne rigdom af andre kunstværker, og det er første gang, at jeg på den måde ser mit navn og mine malerier på glittet papir. Så det føles lidt stort 🙂

Så har endnu et maleri fundet hjem. Maleriet “Den røde spand” har ellers ikke været til salg, fordi det jo faktisk, på trods af sin titel, er et portræt af mine børn. Men da min svigermor fornyligt holdt en af de store fødselsdage, gav det pludselig helt mening, at hun skulle have maleriet af sine børnebørn hjem til sig. Så hendes nærmeste familie, inkl. mig, gik sammen om at skænke hende maleriet, og det bragte heldigvis stor glæde. Der var godt nok ikke en tom væg, der lige stod og ventede, men med lidt logistik fik maleriet en smuk plads over chatollet, med sidelys fra vinduet og som nabo en grønmalet dør i nuancer, der taler smukt sammen med skoven i baggrunden af maleriet. Således er maleriet kommet hjem, og jeg kan stadig se det “live” med jævne mellemrum. En rigtigt god ordning, synes jeg 🙂

Og nu vi er ved portrætter af mine børn, så har jeg blandt andet brugt den sidste tid i atelieret på at øve mig i min yndlingsportræt-form, som er en indirekte vinkel på “ofrene”, hvor de er optagede af noget andet. Igen er det mine børn, der må holde for, for det er jo dem, jeg har flest billeder af. Det er et gammelt foto, som jeg har gået og skævet til flere gange, fordi der er noget mere i det end “bare” et par personer. Der er en koncentration og optagethed, ligesom på maleriet af den røde spand, men bare mere udadvendt og interagerende. Derfor har jeg også kaldt maleriet for “Firhændigt”. Ligesom den røde spand er klaveret repræsentant for “det tredie” i motivet. Og derfor synes jeg faktisk også, at det er passende, at figurerne virker en lille smule yderligt placeret på lærredet, bundet sammen af klaverets tangenter og spejbilleder. De to børn mødes igennem klaveret på en måde, som i hvert fald virker rørende på moderen 🙂

Folk lader græsset gro rundt omkring i Danmark, og det er jeg glad for (selvom jeg føler med allergikere). Selvfølgelig er jeg glad på dyrelivets vegne, men også fordi blomstrende græs er smukt, simpelthen. Jeg opdagede det vist første gang på mit maleri af lupiner og akkelejer i min have, hvor græsset også sniger sig med. Jeg fik det bekræftet i mit nyeste maleri (med valmuemarken) og nu igen i dette mark-motiv. Det var ellers den blomstrende tjørn, jeg tog billedet af, og jeg synes også stadig, at den er hovedpersonen. Men hvis den er elverdronningen, så er græsset floret af elverpiger omkring den. Tjørnen virker på en eller anden måde som et lidt beskedent træ, der sjældent bliver besunget, men det blomstrer smukt, sætter flotte bær og har noget stærkt og robust over sig. Dette specifikke træ minder mig lidt om min hjemstavn ved Vesterhavet, hvor træerne gror vandret, så selvom det er fanget på en cykletur i det frodige opland til Randers, så får jeg en svag duft af saltvand og klitter i mine indre næsebor. Og så er der hegnet. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det prøver at sige mig/os noget? Er det en slags skråskrift? En ujævn hjerterytme? Måske bare et hegn.

Min sommerferie har fået ende og i går hængte jeg malerier op i Regionshuset i Viborg. Husets kunstforening råder over en lang, lys gang, der fører ned til kantinen. Her var masser af plads, så jeg kunne rigtigt fråse og f.eks. undvige radiatorer og andre installationer, som kan gøre en ophængning lidt tricky. Det er ikke en åben udstilling, så man skal have et ærinde i huset for at se den. Derfor offentliggør jeg lige et par billeder her. Begge er et blik mod kantinen, det første er fra den anden ende af gangen, og det sidste er helt nede ved kantine-indgangen. Hvis man er lidt årvågen, kan man se et spejlbillede af fotografen på det sidste 😉 Malerierne hænger i Viborg hele august.

I denne weekend flyttede mine malerier hjem til mig igen efter at have været på en måneds sommerskøn ferie på Fur i Karolines Hus. Om en måned flytter de ud igen for at vise sig frem i Regionshuset i Viborg. Men mange andre af mine malerier er jo flyttet ud for bestandigt og endda for meget lang tid siden. F.eks. malede jeg i fordums tider hele tre malerier af Bulbjerg-landskabet til min faster, og her i weekenden genså jeg dem hos hende og tog et billede af deres hjem. De lever iblandt familie-fotos og katte-legetøj og bidrager med lidt vidder og blæst til de ellers utroligt hyggelige og rolige omgivelser. Selvom malerierne tydeligvis er i den stiliserede naturalisme, som kendetegner mig, så er det også sjovt for mig at se, hvordan jeg dengang havde en mere impressionistisk pensel eller i hvert fald lod penselstrøgene stå mere rå. Malerierne er ikke så gennemarbejdede men mere umiddelbare, og det passer godt til de forrevne skyer, rastløse bølger og ruskede klitter ved Bulbjerg. Det føles godt at kunne gense gamle malerier og stadig være lige stolt og tilfreds, selvom jeg ikke maler helt på samme måde mere.

Her er et billede og nogle ord fra Sonja om et maleri, jeg malede på bestilling for et par år siden. Et nomade-maleri, der dog kun rejser indenfor det samme hus, så vidt jeg ved. Motivet opfordrer også til bevægelse, for der må være noget udenfor billedrammen, som optager de to drenge. Der kan ikke gå længe, før de stikker i rend 🙂

”Maries skønne maleri af vores to drenge hænger for tiden på vores 1. sal, så man ser det når man kommer op af trappen. Det har hængt forskellige steder, lige nu er det her. Om et stykke tid vil det måske gerne flyttes til et nyt sted, for så er det ligesom om at vi ser det med nye øjne, måske opdager vi en detalje vi ikke har lagt mærke til før. Når vi har gæster der ikke har set maleriet før, er de aldrig i tvivl om at det er vores drenge der er afbilledet, selvom de står med ryggen til og det er vi heller ikke. Tak, Marie. Vi er meget glade for maleriet.”

Man skal passe på med at ændre for meget på hjemmesider, for vi har det med at vænne os til og indrette os med det kendte, uanset om det er praktisk. Men jeg har altså vovet at ændre lidt på indretningen af min hjemmeside, baseret på at jeg igennem tiden har fået ret mange spørgsmål på, hvilke malerier, der var solgt og ikke. Derfor har jeg fordelt malerierne på to sider: En med solgte malerier og én med malerier til salg. Derudover er der en lille side med eksempler på mine portrætter, fordi de for det meste ville være lidt underlige at sætte til salg men heller ikke som sådan falder i “solgt”-kategorien. Jeg håber, at denne nye opdeling ikke fører til megen fortørnelse og roderi, men måske faktisk er en bedring. Forsiden af hjemmesiden er jo stadig mine blog-indlæg, som de plejer. Der kommer snart et nyt om et maleri-hjem 🙂

For et år siden var jeg på besøg hos en veninde og hendes familie i Gl. Harlev. Jeg gav en hjælpende hånd med at bygge en skater-rampe i deres have, hvilket vist er første gang for mig 🙂 Udsigten fra rampen har været inspirationen til mit nyeste maleri. Det er faktisk to forlæg, som jeg har “smeltet” sammen, hvilket kan fornemmes i det skiftende lys, men skiftende lys er jo ikke usædvanligt i den danske sommer.

Motivet bevæger sig fra ordnede forhold på den dyrkede mark på bakkedraget over valmuemarkens mere komplekse mønstre i midten af maleriet til forgrundens ustyrlige rod af brændenælder, græs og burresnerrer. Især burresnerren er jeg stolt over at have fået med. Jeg bemærkede den slet ikke, da jeg valgte motivet, fordi den er så almindeligt et ukrudt, at øjnene nærmest ignorerer den og ubevidst “luger” den væk, men når jeg så sætter mine øjne i male-tilstand, så tvinger jeg dem til at se ordentligt efter, og pludselig tonede altså disse lange klisterstængler med deres stjerneagtige bladkranse frem. At male en grøftekant er som at rydde op i gavebånd efter en børnefødselsdag. I starten hiver og griber man bare lidt på må og få ind i den filtrede masse, men så pludselig får man fat i en ende, og langsomt får man en form for overblik eller forståelse for rodets logik, hvis jeg må sætte så modsætningsfulde ord sammen 🙂

Da jeg skulle fotografere maleriet for lidt siden, opdagede jeg til min ærgrelse at blændrammen har trukket sig skæv i sommervarmen, og jeg venter derfor med at sætte dette maleri til salg. Jeg har et ældre maleri i samme størrelse, som har gjort det samme, uden at jeg har været i stand til at rette op på det, så jeg må nok få nogen til at spænde dem på nye rammer. Jeg gør opmærksom på det, når de er klar til at komme ud i verden 🙂