Feeds:
Indlæg
Kommentarer

For et år siden var jeg på besøg hos en veninde og hendes familie i Gl. Harlev. Jeg gav en hjælpende hånd med at bygge en skater-rampe i deres have, hvilket vist er første gang for mig 🙂 Udsigten fra rampen har været inspirationen til mit nyeste maleri. Det er faktisk to forlæg, som jeg har “smeltet” sammen, hvilket kan fornemmes i det skiftende lys, men skiftende lys er jo ikke usædvanligt i den danske sommer.

Motivet bevæger sig fra ordnede forhold på den dyrkede mark på bakkedraget over valmuemarkens mere komplekse mønstre i midten af maleriet til forgrundens ustyrlige rod af brændenælder, græs og burresnerrer. Især burresnerren er jeg stolt over at have fået med. Jeg bemærkede den slet ikke, da jeg valgte motivet, fordi den er så almindeligt et ukrudt, at øjnene nærmest ignorerer den og ubevidst “luger” den væk, men når jeg så sætter mine øjne i male-tilstand, så tvinger jeg dem til at se ordentligt efter, og pludselig tonede altså disse lange klisterstængler med deres stjerneagtige bladkranse frem. At male en grøftekant er som at rydde op i gavebånd efter en børnefødselsdag. I starten hiver og griber man bare lidt på må og få ind i den filtrede masse, men så pludselig får man fat i en ende, og langsomt får man en form for overblik eller forståelse for rodets logik, hvis jeg må sætte så modsætningsfulde ord sammen 🙂

Da jeg skulle fotografere maleriet for lidt siden, opdagede jeg til min ærgrelse at blændrammen har trukket sig skæv i sommervarmen, og jeg venter derfor med at sætte dette maleri til salg. Jeg har et ældre maleri i samme størrelse, som har gjort det samme, uden at jeg har været i stand til at rette op på det, så jeg må nok få nogen til at spænde dem på nye rammer. Jeg gør opmærksom på det, når de er klar til at komme ud i verden 🙂

Kunstnermøder

I lørdags åbnede forårsudstillingen i Karolines Hus på Fur, med mig om bord. Jeg udstiller i underetagen af det fine, lille galleri, sammen med keramikeren Inge Jensen. Hun formåede at opstille sine værker, så deres afdæmpede nuancer spillede smukt sammen med farverne i mine malerier, og jeg synes virkelig, at de to verdener bringer noget nyt frem ved hinanden. Krukken her står f.eks. under mit vinter-maleri “På vej væk 4”.

På loftet udstiller Kirstine Falk både malerier, collager og tryk deraf. Malerier og collager har det samme enkle papirsklip-udtryk i douche farver og med motiver fra en poetisk barneverden, som man også fornemmede i mødet med kunstneren. Værkerne er udstillet smukt og sart sammen med glaskunst i det lyse loftsrum.

Jeg fik desværre ikke taget billeder, for jeg er ikke god til at multitaske, men så meget desto mere grund er der for jer til at tage til Fur og med egne øjne se det charmerende sted midt i en blomstrende have og i et lige så blomstrende lokalt ø-liv.

Foråret og corona-vaccinationerne bliver rullet ud og offentligt tilgængelige udstillinger bliver igen mulige, så om fire dage kører vi mine malerier til Karolines Hus på Fur, hvor de vil være udstillet den næste måned. Jeg udstiller sammen med en glaspuster, en keramiker og en illustrator, som I kan læse mere om på husets hjemmeside. Jeg glæder mig til at lade mine malerier indgå i det “samarbejde” imellem værker, som opstår i sådan en fælles udstilling. Det giver altid nogle nye vinkler og perspektiver på både den ene og den anden kunstners værker. Selvom jeg ikke kender mine medudstillere endnu, så kan jeg se på billederne af deres værker, at det bliver godt selskab for mine malerier. Så her er endnu en god undskyldning for at holde din pinse- og/eller juni-ferie i nærheden af Fur 🙂

Fletværk

Alt i naturen bugner og brister og baner sig vej udenfor mit atelier, men på mit lærred har der været bidende frost i disse maj-dage. Det kunne have været en motiverende faktor i min hast med at få maleriet færdigt, men det er nu mest, fordi jeg håber, at det kan nå at tørre inden en kommende udstilling. Derfor har jeg de sidste dage malet så intenst og længe ad gangen, at min krop er begyndt at værke.

Dette har været et svært maleri at male. Det er sjældent, at jeg overvejer at opgive, når jeg først er i gang, men sådan har det været med dette. Jeg valgte dog at insistere og tro på, at jeg kunne lære noget af det. Da jeg på en løbetur for et par måneder siden så og fotograferede dette motiv, oplevede jeg det umiddelbart som et smukt og indlysende motiv, så jeg havde rigtigt appetit på det, da jeg gik i gang. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var at det simpelthen ikke er alle naturfænomener, der lader sig oversætte så nemt til min stil. Og rimfrost er åbenbart én af dem. Den fine, fine kant af iskrystaller, som havde sat sig på alt denne vintermorgen, viste sig uopnåelig for min forenklende pensel. Det føltes som om jeg strakte mig og strakte mig, men simpelthen havde fundet et emne, som mit kunstneriske “sprog” ikke havde “ord” for. Eller som om jeg gjorde kur til nogen, der ikke ville værdige mig et blik.

Alligevel er jeg glad for, at jeg har malet dette motiv. Først og fremmest har jeg fået endnu mere respekt for naturens kunstneriske evner, og jeg har fået et indblik i frosts former og farver, som både Smilla og Disneys Elsa ville nikke anerkendende til. Samtidig er jeg blevet mindet om, at alt ikke bare kan males ved hjælp af arbejdsomhed, som jeg nogle gange bilder mig ind. Og endelig føler jeg, at maleriet i sidste ende er blevet et hæderligt forsøg, der måske fortjener et koldt strejf af genkendelse i “den kurtiseredes” øjne, og i hvert fald har smukke og dekorative kvaliteter, om det så ligner forlægget eller ej. Jeg har i hvert fald fundet en undskyldning for rigtigt at dyrke mosaikken, og motivets indhold er en klassisk “Marie”, som min far sagde. Natur og civilisation i et stivnet favntag eller kvælertag. Som sædvanlig er det fundet få hundrede meter herfra ved det lokale vandværk.

Sidste uges hurtige glimt af et maleri-hjem har fået mig til at tage den gamle serie op igen. Så her får vi et kig ind i tilværelsen for et af mine nyere malerier. Farverne og formerne i “På vej væk” kommer virkelig til sin ret iblandt disse smukke møbler, synes jeg.

Salget foregik kort tid efter begyndelsen på min udstilling på Randers Sundhedscenter, hvor jeg sådan set stadig har mine malerier hængende. Få dage efter at jeg havde hængt maleriet op, var jeg derfor inde og tage det ned igen og overdrage det, så personalet derinde ikke troede, at en tilfældig mand bare hev det ned fra væggen og løb ind i elevatoren med det. Det var så meningen, at jeg ville hænge et nymalet maleri op på den væg istedet, når maleriet var tørret, men da dette maleri så også blev solgt, har det været den vægs skæbne at stå tom.

Eftersom det var en vigtig forudsætning for købet, at det passede ind på sit bestemmelsessted, blev det afhentet til “prøve-ophængning” og “besigtiget” i nogle dage, før det bestod prøven og blev købt. Så nu lever det sit liv i smukke, nordjyske omgivelser.

Her bringer jeg en lille særudgave af min “Maleriernes nye hjem”-serie. For mange år siden købte min veninde Annette maleriet “Plads” af mig. Hvis man vil have et hurtigt glimt af, hvordan det lever sit liv hos hende, så kan man gøre sig selv den tjeneste at se musikvideoen til “Hold dit hjerte blødt” af Nana Jacobi https://www.youtube.com/watch?v=g96IsI7HQSs Her er der nemlig et klip med Annette, hvor maleriet hænger i baggrunden, og når man ikke lige spejder efter glimtet af mit maleri, så kan man nyde den smukke og intense musik, som jeg gerne ser mine malerier associeret med, hvor kort øjeblikket end er 😉 Min fireårige datter har taget sangen til sig og er ved at lære den udenad, ligesom alle de andre i musikvideoen, der holder hjertet blødt.

Udråbstegn!

Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.

Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.

Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?

I det maleri, jeg arbejder på for tiden, er verden delt op imellem himmel og vand. At bo i det danske landskab minder tit om at gå på en tynd snor jord imellem de to elementer. Sidst bragte jeg “klip” med nogle af mine himle, så her kommer også nogle af mit vand. Vand kan ligesom himlen være en flade og et slags baggrundstæppe for resten af motivet, men ligesom himlen har sine indbyggere i skyerne, så har vandet bølgerne og reflektionerne. Tilstedeværelsen af de to gør det straks meget mere besværligt end baggrundstæppe-vandet, men også interessant. Jeg tror, at jeg ubevidst har holdt mig lidt tilbage fra den udfordring tidligere, men f.eks. Bulbjerg har flere gange lokket mig ud i at forholde mig til skumsprøjt og bølgekamme. I nyere tid er jeg blevet lidt mere modig og har ladet mig friste af forvredne spejlbilleder i vand, der bevæger sig. Det er også noget, jeg udforsker i mit nuværende arbejde, som man kan se et udsnit af herunder. Blanke spejlbilleder, der snor sig ud i fremmede Medusa-lignende væsner, når vandets krusninger forstyrrer billederne. Fascinerende at arbejde med. Snart får I himlen med også 🙂

Himle

Oftest er himlen en næsten ensfarvet baggrund for træer og andre vækster i mine malerier, men jeg ved, at der er kunstnere, som vier hele deres virke til at studere himlen og vel nok især himlens forunderlige væsener, skyerne. Når de er der, tildeler jeg skyerne samme opmærksomhed som trækroner og opfatter dem vel på samme måde som levende ting, der helst undslipper penslen, ligesom løv. Alligevel har de jo en meget mere flydende overgang til luften (de er jo selv luft), så jeg kan ikke fange dem med en tydelig kontur, som jeg kan med planter. Det kan faktisk være virkeligt frustrerende og give mig følelsen af ikke helt at kunne fokusere, for hvor starter og stopper de, men de kan også belønne indsatsen med majestætisk dybde og højde og overvældende lys og skygge-virkninger. Her er nogle eksempler på himle i mine malerier – de er selvfølgelig mest til stede, når jeg maler vidder, gerne hen over vand eller andre flade steder. I øjeblikket maler jeg på et panorama-maleri, hvor lige præcis vand og himmel, med en truende skyformation er altdominerende i motivet. Derfor dette tilbageskuende blik på himle.

“Snart lysner kronens bladenet og hvert et løv må briste”. Den tekst har været med mig, imens jeg har malet denne bestilling. Det er jo den diametrale modsætning til vores årstid nu, men paradoksalt nok kan bøgetræernes gulgrønne “flyvende tallerkener” her godt minde en smule om dem, der vil tone frem om en måneds tid. Men at lyset, der falder imellem stammerne og ind over skovvejen har en mere “mæt” og stoflig kvalitet end forårsluftens klare, spidse “vågn-op”, det synes jeg er tydeligt. Så vidt jeg forstår er motivet her fra omegnen af Vejle, men det er også indbegrebet af en arketypisk østjysk bøgeskov. Krydret duftende katedraler med ekko af sommerens fugle og insekter. Jeg tror, at alle vil kunne forestille sig, at det her motiv stammer fra et sted, som de har stået i og kender.