I virkeligheden hedder dette nye maleri bare “Idyl”, så ethvert publikum kan placere det i den sammenhæng, de lyster. Tivoliidyl slog mig bare lige som en sjov alternativ titel, fordi der indgår en Iih-lyd, som man tit bruger om et syn som dette. Det var en af de mange undere, som mødte mig for flere år siden, da jeg for første gang siden mine tidlige teenage-år trådte ind i den københavnske have. Jeg var helt solgt til alle farverne, detaljerne og fantasien, og det er jeg stadig, så jeg besøger haven, når jeg kan og tager billeder med mig hjem. Dette er hverken det første eller sidste derfra.
I sommer har jeg set mange af denne slags blomst, Solhat, mener jeg den hedder. Det er vist også den, man bruger til Echinamin-dråber. Det kan være, at disse dråber kun er berømte for hippie-børn som mig, der under begyndende forkølelser måtte drikke dem i spandevis. Heldigvis smagte de ikke så ringe. Smukke er de også. Deres struttende farveiver charmerer mig, især på motivet ovenover, hvor Tivolis gartnere lader dem vælte frem som af et frodigt overflødighedshorn. Det bliver så mit lille varme farvel og på gensyn til sommeren.