Posted in Nye malerier on november 14, 2011|
3 Comments »
I min omgangskreds er der bestemt ikke altid skønsang om min nye hjemby Randers. Det betyder dog ikke, at de ikke synger om den, som f.eks. Skopofolia gør. Jeg selv er heller ikke sikker på, hvor meget jeg har lyst til at føle mig hjemme i kulturen, men at jeg bor her, skal ikke gå upåagtet hen.
Som “besøgende” fra Nordvestjylland er der en side af Randers, som “took my breath away” fra de allerførste gange, jeg var her. Overflødighedshornet af svulmende løvtræer og svimlende højdeforskelle kan tvinge en nøjsom vestjyde helt i knæ. For os, der er vant til at gå ture i små samlinger af skæve halvskaldede bjergfyr på flade marker af stridt græs, er Randers i sig selv en eksotisk regnskov, også uden at vi betaler entré ved drivhusene. Tænk, bakkerne er så stejle, at der er trappetrin i fortovene! Og kigger man op, læner store gamle bøgetræer sig kongeligt ud i en frodig jungledamp. Bare et lille stykke inde i en park er man opslugt, men oppe under kronerne er der stadig ekko af bylarm, som om fuglene har fået motorstemmer. De store veje dukker pludselig ud af dybe huler imellem bakkerne, så man føler sig hensat til Norge eller Færøernes tunneler.
Det siger sig selv, at en vestjysk naturmaler må hige efter at mætte sine malerier med den slags sansninger, så det har jeg forsøgt i ovenstående tidlig-efterårsudsigt fra parken ved Vester Altanvej.
Som et lille intermezzo eller en slags eksperime
nt har jeg de sidste par dage malet et mindre maleri af en rovfugl i et helt andet (for mig) hjemligt hedelandskab. Landskabet er dog malet ude af fokus i en effekt, der er lidt sjov og ny for mig. Jeg har heller aldrig malet fugle før, men jeg blev fascineret af formen og bevægelsen i dette motiv, så det måtte jeg lige prøve. Som et lille kuriosum er det malet på hjemmeopspændt lærred.
Read Full Post »