Damen med de små hænder

For det meste tager jeg selv fotos af mine motiver, men nogle gange bliver jeg også optaget af billeder fra nettet. Når mine yndlingsskuespillere spiller med i smukke film, er det en fristelse at male efter alle de lækre still-billeder, der findes fra filmen. Men ofte ligger de jo ikke ligefrem i en super opløsning derude, og så skulle man jo nok bare lade dem ligge. Men jeg har åbenbart lidt stædighed i mig, for jeg printer dem ud i mini-størrelse (hvor de dog stadig er pixelerede), og så går jeg ellers i gang med sammenknebne øjne og fotografiet helt oppe under næsen. Resultatet er et groft, pixeleret maleri, hvilket nogle gange kan være en fin effekt og andre gange kan være knap så vellykket. For eksempel passer den svære portrætkunst nok ikke så godt til den kornede effekt.

Men jeg har lige opdaget, at hvis man formindsker portrættet ned til størrelsen på det foto jeg malede efter, så ligner det mere. Formindske, forstørre, formindske…

Modellen her er forresten den smukke Rosamund Pike i rollen som den tankefulde Jane Bennet (Stolthed og fordom – 2005). Ikke min yndlingsfilm men helt klart en yndlingsskuespillerinde. Når maleriet har fået det mærkværdige navn “Damen med de små hænder”, så skyldes det, at min udgave af den kære Jane i begyndelsen af dette maleris skabelseshistorie virkelig havde endnu mere uforholdsmæssigt små hænder, end hun har i virkeligheden, og deraf fik hun i folkemunde (min familie) sit kælenavn. Det kunne selvølgelig også være blevet til “Damen med det kollosale hoved”, men det ville folkemunde altså ikke.

 

 

Her til sidst vil jeg lige dele et billede af en af mine ganske nye malerier “Plads” i sit nye hjem. Dér ser det ud til at have det godt.

 

Read Full Post »

Før…

Godt at man har en kæreste med kamera i sin mobiltelfon. På den måde kan jeg alligevel gennemføre et lille forsøg. Det er et før-og efter-eksperiment, og her får I før-delen: Billeder af to halvfærdige bestillingsværker. “Halvfærdige?” ville nogen måske sige, “Lærredet er da dækket med maling, og det ligner noget. De er da omtrent færdige.” Men nej, sådan foregår det ikke i Maries grundige verden, hvor ethvert maleri bliver arbejdet igennem to gange. Denne første-udgave svarer til en detaljeret skitse. Ovenpå den maler jeg så det endelige maleri, som efter min mening er det niveau, hvor det “Marieske” ved malerierne kommer til verden. En procedure, der sætter min timeløn væsentligt ned, men som jeg betragter som nødvendig.

På det sidste har jeg dog fået en mistanke om, at der er blevet mindre forskel mellem første og anden udgave, så nu har jeg taget billeder før anden gennemarbejdning, og så tager jeg billeder igen efter, de er færdige. Så må vi se, om der er sket en make-over, og malerierne har tabt sig ti kilo og smidt brillerne. Ofrene for disse forvandlinger er et sæt malerier af “del og helhed” ved vores smukke hvide baggårdsroser. Et varmt minde fra i sommers, men faktisk er rosen jo ikke et fremmed billede i julen, i hvert fald ikke i lyrikken, så jeg føler mig ikke egentlig ude af trit med årstiden.

Read Full Post »

Fortrolighed

Hukommelseskortet i mit kamera er gået bort sammen med en stor mængde efterårsmotiver og et par fotos af mit nuværende “work in progress”. Oh ve. Spildt mælk, må det vel kaldes, og jeg gør mit bedste for ikke at græde. Istedet tegner jeg ivrigt portrætter i mine fine rammer. F.eks. er her en tegning, som har en sær beskæring, der stammer fra foto-forlægget. Jeg kunne ikke stå for at prøve at tegne det, fordi det havde ramt en særlig varm fortrolighed mellem to mennesker. Det talte til min romantiske tilbøjelighed. Og jeg er faldet over flere af den slags motiver, så nu starter jeg måske en slags “fortroligheds”-serie.

Her er et lille diva-portræt af en veninde:

Read Full Post »