Et nyt forårsbebudende værk har set dagens lys. Jeg har måske været en anelse for ivrig? Jeg har i hvert fald overhalet naturen i denne omgang. Denne guldregn, som jeg cykler forbi næsten hver dag i Steen Blichersgade, Randers, står aldeles sort og livløs endnu. (Motivet er fra sidste år.) Når jeg ser det i sådan en tilstand, virker det helt ufatteligt at komme hjem og finde det på staffeliet i al sin glans. Er det mon noget, jeg bare har digtet? Det får vi vel at se om et par måneder.
Guldregn har for mig altid virket eksotisk og meget fornemt. Det er ligesom med hængebirk og piletræer, der også har det dér elegante, lidt skrøbelige svanehals i deres grene. Som om de er adelige damer, der vil kysses på hånden. Når man står under sådan et træ, synes det virkeligt at regne med guld i øjnene, så man kan blive helt blændet og overvældet.
Det er denne overdådighed, jeg har forsøgt at nærme mig i maleriet, men det er et motiv, jeg kommer til at arbejde med andre gange også, tror jeg. Under arbejdet blev jeg glad for træets meget mørke, knortede stamme. En lille bonus, jeg ikke havde bemærket før, midt i guldfeberen:)
Jeg har nu besluttet mig for at begive mig ud i nyt territorium med mit næste maleri. Jeg har ikke gjort så meget i figurmalerier før, d.v.s. malerier med et eller flere mennesker i centrum, uden at det dog er et portræt. Det er egentlig lidt mærkeligt, fordi mange af mine yndlingsmalerier er figurmalerier. Måske lige præcis derfor har jeg holdt mig fra det, men uden øvelse bliver jeg jo aldrig god til det, så nu er det tid til et eksperiment.
