For en uge siden ferniserede jeg min første soloudstilling, og det var en sjov oplevelse at stå omgivet på alle sider af sine egne malerier. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en 360 graders video til dem, der ikke kunne nå med til udstillingen, så de kunne få et indtryk, men jeg har billeder hele vejen rundt, så dem får I her:
Salen, hvor jeg udstiller, bliver normalt brugt til alskens kulturtilbud og er et stort lyst rum. Der er knyttet en større gruppe frivillige til arrangementerne, og også i dag dukkede flere af dem op og stillede an med forfriskninger. Jeg startede med at sige lidt om de forskellige temaer og motivkredse i mine malerier, og så kom dagens store oplevelse for mig, nemlig Astrid Holm Olesens musik, som hun havde komponeret til fire af mine malerier og fået Gitte Boe Andersen til at hjælpe med at spille til ferniseringen. Det var smuk musik og rørende at høre min egen male-verden vokse over i musikken! Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne linke til deres optræden, så andre også kan få et glimt af oplevelsen!
På dette sidste billede står min lille, søde farmor og lytter til musikken. Min fars familie var mødt massivt op og flere venner, kolleger, biblioteksbrugere og gamle efterskolelærere, bla. min rare billedkunstlærer fra 8-9 klasse var der, så der var nok mennesker at snakke med. Jeg var ret benovet over, hvor meget der blev gjort stads af mig og mine malerier. Tak for en god dag!
Tillykke med din udstilling. Din fernisering ser flot og hyggelig ud – og sjovt at fornemme størrelsen af dine malerier (selvom man jo bare kan se på dine beskrivelser af målene på det enkelte maleri).
Hilsen Sisse