Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for september 2017

Evighedsværk

I TivoliDette maleri er nærmest blevet et smertensbarn for mig. Jeg begyndte på det lige efter sommerferien i en lidt forvirret tilstand, fordi min datter blev passet hjemme i den uge, og samtidig havde jeg ikke fået købt materialer til de næste bestillingsprojekter, så jeg stod med tomme hænder. Derfor valgte jeg naturligt nok et motiv og et lærred, som jeg bare lige kunne lide og hoppede ud i det. Det betød, at jeg startede ud med en del fejl, så jeg måtte starte så godt som forfra et par gange, og i mellemtiden kom andre opgaver til, så lærredet bare hang og tørrede. Når jeg endelige tog mig lidt tid til det, kom jeg til at sidde og fedte med detaljerne på en fuldstændigt urentabel måde. Det har medført, at dette er et virkeligt gennemarbejdet værk, som ingen dog har råd til (tror jeg).

Motivet er af gammel dato. Min søster tog nogle smukke billeder under en Tivoli-tur for mange år siden, og jeg har gået og kigget længselsfuldt på dem siden, både fordi jeg ønskede at male dem, og fordi de minder mig om en ungdomstid, hvor vi svælgede i verden som ét stort kunstværk. Vi elskede Tivoli, ikke for forlystelserne men for blomsterne og lamperne og hele fornemmelsen. Og her står altså undertegnede og skuer forslugent ud over sø, lamper og blomstrende blåregn. Selvom vi (typisk for os) har fundet et hjørne af Tivoli uden andre mennesker, så er der rigeligt af aktivitet i billedet i form af detaljerede planter, spejlinger og lamper og huse oveni i hinanden. I mine øjne er det et kontrastfyldt billede, fordi det virker som om eftertænksom ro slås med et larmende mylder af sanseindtryk. Da jeg startede på maleriet, så jeg kun idyllen og den lækre frodighed, men imens jeg malede for jeg lidt vild i det hele, så nu ser jeg Tivoli-ramasjanget i det også. Hvis nogen skal købe det, skal de kunne rumme denne spænding i maleriet, tror jeg.

Read Full Post »

Bulbjerg og hø

20170920_125400“Jeg kan ikke li’ høet, mor” og “Marie, er det med vilje, at himlen former sig efter Bulbjerg? Det kan jeg ikke helt vænne mig til”. Det er de to talende fjerdedele af min families reaktioner på mit nyeste Bulbjerg-maleri. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den et-årige ville sige, hvis hun blev spurgt, men hun nøjes med at sidde under staffeliet og sige motorlyde. Ak, en kunstners kår er trange og anerkendelsen sparsom 🙂

Ikke desto mindre præsenterer jeg her et Bulbjerg-motiv på lidt længere afstand end de forrige, og i et format, der tenderer det panoramiske. Og ja, der er en hel del hø, også kaldet marehalm, på dette maleri, og jeg har faktisk nydt at male det. Der er noget ved det gyldne mod det blå hav, der bare ligger godt i mine øjne og på penslen. Men mærkelige, måske urovækkende skygger og mønstre er der i det. Og ja, himlen former sig ganske unaturligt efter landskabet. Hvis det skulle være rigtigt virkningsfuldt, skulle jeg jo dyrke og fremhæve det på en helt anden måde ligesom Van Gogh, men alligevel får en eller anden fornemmelse mig til at lade det stå på denne antydende måde.

Dette maleri er blevet en lille glæde for mig, fordi det i begyndelsen tegnede til at blive et noget tandløst indslag i min serie, og det sætter da heller ikke emner til debat med sine blanke blå flader, men hvor er Bulbjerg nu også malerisk i skarp sol, ja, jeg fristes til at tænke skarp septembersol.

Read Full Post »

Naturmystik i storbyen

Et nyt bestillingsværk har set dagens lys. Resultatet har en interessant mystik over sig, selvom motivet i sig selv er jordbundet nok: Et højhus, træer og børn ved Langenæs. Kontrasten mellem det moderne, menneskeskabte og den besjælede natur, som ofte kommer ud af min pensel er på en eller anden måde blevet understreget i dette maleri. Måske på grund af børnenes rygvendte tilstedeværelse og tilsyneladende afskårethed fra huset. Naturen kiler sig ret kompromisløst tværs over lærredet, men børnene betragter scenariet roligt eller er måske optaget af noget helt andet? Jeg har desuden ladet græsset i forgrunden stå forholdsvist råt, fordi det giver en for mig lidt interessant virkning af at børnene står på tærsklen imellem to måder at sanse verden på. Jeg har heldigvis ikke nogen færdig forklaring eller “løsning” på dette maleri, men jeg synes, at det er faldet udefinerbart tankevækkende ud, sådan som jeg godt kan lide det, og det kan man jo ikke regne med, når man ikke selv har valgt motivet.

Som en lille krølle viser jeg her også det maleri, som bestilleren købte først og som har trækket med den rygvendte, lidt uudgrundelige menneskefigur til fælles med det nye motiv.

Read Full Post »