Dette maleri er nærmest blevet et smertensbarn for mig. Jeg begyndte på det lige efter sommerferien i en lidt forvirret tilstand, fordi min datter blev passet hjemme i den uge, og samtidig havde jeg ikke fået købt materialer til de næste bestillingsprojekter, så jeg stod med tomme hænder. Derfor valgte jeg naturligt nok et motiv og et lærred, som jeg bare lige kunne lide og hoppede ud i det. Det betød, at jeg startede ud med en del fejl, så jeg måtte starte så godt som forfra et par gange, og i mellemtiden kom andre opgaver til, så lærredet bare hang og tørrede. Når jeg endelige tog mig lidt tid til det, kom jeg til at sidde og fedte med detaljerne på en fuldstændigt urentabel måde. Det har medført, at dette er et virkeligt gennemarbejdet værk, som ingen dog har råd til (tror jeg).
Motivet er af gammel dato. Min søster tog nogle smukke billeder under en Tivoli-tur for mange år siden, og jeg har gået og kigget længselsfuldt på dem siden, både fordi jeg ønskede at male dem, og fordi de minder mig om en ungdomstid, hvor vi svælgede i verden som ét stort kunstværk. Vi elskede Tivoli, ikke for forlystelserne men for blomsterne og lamperne og hele fornemmelsen. Og her står altså undertegnede og skuer forslugent ud over sø, lamper og blomstrende blåregn. Selvom vi (typisk for os) har fundet et hjørne af Tivoli uden andre mennesker, så er der rigeligt af aktivitet i billedet i form af detaljerede planter, spejlinger og lamper og huse oveni i hinanden. I mine øjne er det et kontrastfyldt billede, fordi det virker som om eftertænksom ro slås med et larmende mylder af sanseindtryk. Da jeg startede på maleriet, så jeg kun idyllen og den lækre frodighed, men imens jeg malede for jeg lidt vild i det hele, så nu ser jeg Tivoli-ramasjanget i det også. Hvis nogen skal købe det, skal de kunne rumme denne spænding i maleriet, tror jeg.
