Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for oktober 2017

Så lille jeg er

FærøerneDet var med inspireret glæde, jeg tog imod bestillingen af et værk, gerne med motiv fra Færøerne. Da jeg var syv år boede jeg et år på Færøerne med min familie. Jeg lærte sprog, landskab og mennesker at kende, men gav nemt slip på det hele igen, da vi tog hjem, sådan som børn uimponeret kan gøre det. Og måske derfor har det aldrig før strejfet mig at male et færøsk motiv.

Men da det nu blev foreslået mig, så blev jeg grebet af at finde det rigtige motiv. Et motiv, som kom fra “mit” Færøerne. Hvor jeg kunne mærke luften og lugten og lydene og farverne, sådan som jeg huskede dem. Min barndoms fotografier levede desværre ikke op til et krav fra bestiller, om at det skulle være grønt (Vi tog hjem igen lige da græsset skiftede fra gult til grønt om foråret), og internettets plakatbilleder stemte ikke overens med mine minder, indtil jeg i sidste øjeblik faldt over dette motiv. Den måde skyerne sætter sig fast omkring toppene, og den måde moderne, regnvåd vej skærer sig igennem arret og rynket, gammelt landskab, ja, det bringer mig lige tilbage. Den våde lugt fra alle de små vandløb, der pibler ned overalt for at samles uden hensyn til huse og haver.

Måske kunne man se vandløb og vej som en slags kontraster, der viser hvordan naturen tilpasser sig og snor sig, og mennesket bare utålmodigt “sprænger” sig vej igennem, men for mig er der nu også en vis lighed mellem vej og vand. Noget kompromisløst og ubønhørligt, som både overvældede mig, når vi i vores lille bil svingede ind på en stædig, ensom tankstation placeret i et højt, snehvidt bjergpas, og når jeg på vej til skole så vinterblæsten rejse fjorden op i høje, vandrende vandtæpper.

Danmarks ufarlige natur bliver virkelig sat i perspektiv for mig her. Jeg tror, at det ville være meget sundt for os danskere, hvis naturen satte sig lidt mere i respekt. På Færøerne opdager man, hvor lille man er, og det er faktisk det, jeg har prøvet at male her.

Read Full Post »