Skiftedag

Når man ikke har kørekort, er det rart at have lokale udstillinger, så man selv kan hente sine malerier, når de skal videre til næste sted. Jeg må indrømme, at jeg i frisk trav over det store lyskryds ved Randers-broen med denne vogn foran mig, følte mig lidt malplaceret. Det er ikke den slags forbipasserende, man ser oftest i Randers. På Christiania ville det nok være et mere dagligdags syn. Men jeg har nu ingen planer om at flytte. Provinsen trænger til nogen, der træder lidt ved siden af, og selvom jeg bestemt ikke er den bedste til at gøre det, så insisterer jeg af og til. Det kan godt være, at jeg krummer lidt tæer i skjul af vinterstøvlerne, men jeg ranker demonstrativt ryggen.

Når jeg sådan flytter rundt, så er det fordi mine malerier nu har endt et par måneders ophold på gangene ved Dansk Revision og skal videre til andre fornemme kvarterer, denne gang ved Rotary i Hadsten. Til Hadsten traver vi dog ikke, men har kørelejlighed. Lokalerne ved Rotary er ikke normalt åbne for offentligheden, men det er muligt at lave en aftale gennem mig, hvis nogen har lyst til at se udstillingen. Den strækker sig indtil maj.

Read Full Post »

Bæredygtige oliemalerier?

Kan det lade sig gøre? Det spørgsmål er jeg begyndt at stille mig selv mere og mere insisterende, efterhånden som klodens sølle tilstand går op for mig. For hvordan kan jeg male naturens skønhed og samtidig være med til at ødelægge den? Men det er meget nemmere at stille spørgsmålet og formulere selvanklagen, end det er at besvare og forsvare sig, for CO2-fodspor krydser sig selv i uoverskuelige mønstre. Hvordan kortlægger et lille “billedkunst-firma”, hvor belastende produktion af pigmenter og penselhår måtte være og finder bæredygtige alternativer, når det tilsyneladende ikke er et område, som klima-videnskabsfolket har vendt deres mikroskop imod endnu, i hvert fald ikke så vidt jeg kan læse?

Men ikke desto mindre har jeg taget de første spæde skridt og har besluttet mig for at gå over til det lidt dyrere hør-lærred, da det er bedre for klimaet end bomuld/polyester. Jeg har “afhørt” min lærred-snedker lidt og fået at vide, at hans lærred stammer fra europæisk hør, hvilket borger for kontrol med pesticider osv. og træet i rammerne skulle være FCS-mærket, som skulle arbejde for bæredygtigt skovbrug. Så langt så godt. Så er jeg desuden begyndt at kigge på oliemalingen, som faktisk skulle være bedre end plastik/akryl-maling, da den er baseret på linolie. Den type jeg maler med, indeholder ikke andet end olie og pigment, og jeg tilsætter heller ikke noget. Det er en mulighed at sikre sig en CO2-besparende produktion ved simpelthen at lave sin egen tempera-maling, baseret på æg istedet for olie, men det kræver en masse tid og tillæring, som jeg frygter ville fordyre mine malerier alt for meget. Og jeg ville stadig skulle bruge pigment, og hvordan produceres det? Så vidt jeg forstår, fremstilles det kunstigt og bliver altså ikke gravet op af jorden mere, hvilket jeg tror, er positivt for klimaet. Jeg har sporet pigmenterne til tyske farvemøller, men mit tyske er lidt rustent, så jeg er ind til videre gået i stå.

Min del-konklusion må være, at mine malerier faktisk kunne være værre klima-syndere, men der er stadig langt til et egentligt overblik og et flot certifikat (skulle det findes;). Hvis vidende personer læser dette indlæg, tager jeg gerne imod oplysning. Fortsættelse følger…

Read Full Post »

Jeg leger med maden :)

Jeg kan spille en smule klaver, eller har i hvert fald kunnet engang, men jeg spiller på den måde, at jeg øver de samme stykker igen og igen og igen og så lige én gang mere. De stykker jeg spiller, er musik, som jeg sætter meget pris på og ikke bliver træt af, og jeg ønsker mig altid at spille dem lige en tand bedre og samtidig nyde strømmen af musik igennem mine hænder, så jeg ser ikke nogen grund til at lægge dem til side og starte forfra med noget andet. Måske er det på samme måde med løvfald og solskin for mig? Jeg bliver aldrig træt af at cirkle omkring motivet i mine malerier, og denne gang har jeg malet stort. Og nydt det! Kan man mon se på det, hvordan det føles at kæle for formerne og farverne med penslen? At være kunstnerisk/kreativ er ligesom at få lov til at spise maden samtidig med, at man laver den. Så når man har spist en stor lagkage, står den stadig på bordet foran én. Eller måske er det lidt mere som at få lov at stikke hænderne og hovedet ned i lagkagen og rode rundt som et lille barn? Ja, det er nok mere sådan, for spiser man en lagkage bliver man jo mæt, men jeg får bare lyst til at gratte mere endnu. Jeg er i gang med næste maleri. Op i håret med lagkagen! 🙂

Klik på billedet for pris og størrelse.

Read Full Post »