Jeg har været lidt gnaven på mig selv på det sidste, fordi jeg har glemt at bestille nye lærreder i god tid. Op til påsken er der altid lang ventetid på lærreder, fordi hele Danmark vil male, når foråret kommer, tror jeg. Så nu har jeg ikke haft nye lærreder at male på i to uger. Det er noget af en udgift for et lille firma at betale løn til den ansatte uden at have reservedele til at holde produktionen i gang 😉 For at arbejdsmoralen ikke skulle fordampe helt, fandt jeg et gammelt, gammelt lærred, hvorpå jeg havde tegnet skitse til et portræt, og så arbejdede jeg videre med det.
For cirka 15 år siden holdt jeg et halvt års pause mellem to uddannelser og opdagede i den forbindelse, at jeg ved megen omhu faktisk kunne male noget, der lignede portrætter. Flere af mine forlæg fandt jeg i still-billeder fra filmatiseringen af “Sense and Sensibility”, som jeg var og er dybt fascineret af. Så skitsen til dette portræt af den ene hovedperson Marianne, må stamme fra den tid. Jeg synes stadig, at Kate Winslet spiller den unge, stormfulde kvinde så enestående godt. Og da hun så “brænder sig”, styrter, og kun rejser sig halvt igen, resignerende og vingeskudt, virker det også så ægte og troværdigt. Dette still-billede er fra én af de sidste scener, hvor Marianne stilfærdigt lytter til “den forkerte bejler” og langsomt vænner sig til at elske ham istedet.
Jeg vil ikke trætte jer længe med at beskrive, hvor frustreret og utilfreds, jeg bliver, når jeg maler portrætter. Jeg har jo øjne i hovedet og en almindelig social intelligens til at afkode ansigtstræk, så på et billede af Marianne kan jeg jo se lige præcis den blanding af sårethed, bitterhed og håb og styrke, som hun udstråler. Jeg kender hele historien i de ansigtstræk, og det kan gøre mig rundtosset af skuffelse, når jeg i min arbejdsiver ikke formår at ramme dette. Jeg nusser og nusser og flytter rundt og kæmper, men kan ikke se, hvor det går galt. På et tidspunkt må jeg så resignere, ligesom Marianne 🙂 Om ikke andet har jeg da øvet mig og brugt ventetiden lidt fornuftigt.
Og jeg kan trøste mig med, at jeg blev bedt om at deltage i “Danmarks bedste portrætmaler”, har jeg mon fortalt det? Jeg sagde nej tak, for jeg ved jo selv, hvor lang tid jeg bruger på bare at nå det niveau, jeg er på nu, og jeg fungerer slet ikke i konkurrencer, men bare det at blive spurgt, kan da trøste i portræt-depressionens mørke stunder 😉
