Maleri og kunstner søger læge :)

Tilværelsen foran et staffeli kan faktisk godt være en prøvelse for skelettet, så i forsommeren begyndte jeg at frekventere en kiropraktor i en forstad til Randers ved navn Neder Hornbæk. Det er ganske tydeligt en gammel landsby i sin egen ret med gamle huse, små gader og en smuk kirke. For at komme dertil skal jeg cykle over Engene omkring Gudenåen og lige dér hvor Engene bliver til landsby ligger en forfalden bondegård, som jeg forelskede mig i ved første blik. Måske minder den mig om mit barndoms landskab imellem fjord og hav? Det flade landskab med de frønnede telefonpæle, som vist ikke har kontakt med nogen længere, kampestenen og ikke mindst gårdens tag, der er så tæt på kollaps, at det ikke længere ligner et tag men et skællet dyr. Et øjeblik glemmer jeg de frodige østjyske løvtræer bag mig og føler mig hjemme i tegnet på menneskeliv, der går i knæ og bliver et med naturen, sådan som det er tvunget til i Nordvestjylland. Man må bøje sig eller knække.

Måske er mit detaljerede studie af det bølgende tag for meget. Jeg er blevet spurgt, om jeg tror, at nogen vil have den slags forfald til at hænge, og jeg kan godt se, at der er noget dissekerende over mit arbejde med det “sårede” tag… men jeg må vel bare vedkende mig, at der sammen med min hang til det klassisk “skønne” også findes en trang til at studere det sårede og fejlbarlige “skønne”, sådan i al stilfærdighed. Af og til kan det vel tippe over, så det bliver til noget, som man ikke vil hænge til pynt. Det må jo komme an på smag. Men faktisk er det rigtigt grimme i dette motiv så småt, at det kun kan skimtes i det fjerne, nemlig motorvejen. Et “close-up” af den gemmer jeg til et senere maleri 😉

Da jeg sidst cyklede forbi “min gård” så den sådan ud, så maleriet er allerede “forældet” 🙂

Read Full Post »

Nej, nej, nej og JA

De sidste par måneder har mine malerier boet hjemme efter at have været på “turné” til forskellige udstillingssteder i over et år. Jeg har slet ikke plads på væggene, så de skal ud i verden igen på et tidspunkt. Min erfaring har blot været, at de fleste udstillinger, hvor hyggelige de end er, ikke fører til salg, så jeg har forsøgt at kigge i andre retninger. Auktionshuset Lauritz.com har tilbudt at sælge mine malerier, men det viste sig, at de ville sætte mindsteprisen langt under min pris. Og når man derefter trak deres andel af salget fra, ville jeg ende med en timeløn på under 100 kr, hvilket jeg betragter som min mindsteløn, så jeg takkede nej. Godt nok er jeg jyde, men jeg har aldrig pruttet om priser. Jeg er ikke forretningsmenneske nok til at sælge noget med tab for at opnå en imaginær fordel på en anden front, eller til at sælge noget til overpris til købere, der respekterer min prissætning for at kunne sælge noget andet til underpris til dem, der vil prutte priserne ned. På samme måde lod jeg mig også fornyligt styre af mine idealer om dyrevelfærd og fabrikskød og takkede nej til en udstilling hos Danish Crowns kunstforening, selvom jeg var meget i tvivl, fordi jeg jo intet har imod de ansatte.

Men NU kommer vi til det, som jeg har sagt JA til, nemlig at sælge mine malerier igennem en nystartet webshop med dansk design, som hedder Beide. Det er nyt for mig at indgå i et mere formelt samarbejde på den måde, men jeg har en god fornemmelse af det. Mine malerier er i høj grad indretningselementer og er på rette hylde sammen med designmøbler og brugskunst, og jeg håber, at der kan ske en gensidig udveksling af positiv opmærksomhed. Så endelig kan jeg sige et helhjertet JA og satser på, at der kommer mange flere af dem i fremtiden 🙂

Read Full Post »