Tilværelsen foran et staffeli kan faktisk godt være en prøvelse for skelettet, så i forsommeren begyndte jeg at frekventere en kiropraktor i en forstad til Randers ved navn Neder Hornbæk. Det er ganske tydeligt en gammel landsby i sin egen ret med gamle huse, små gader og en smuk kirke. For at komme dertil skal jeg cykle over Engene omkring Gudenåen og lige dér hvor Engene bliver til landsby ligger en forfalden bondegård, som jeg forelskede mig i ved første blik. Måske minder den mig om mit barndoms landskab imellem fjord og hav? Det flade landskab med de frønnede telefonpæle, som vist ikke har kontakt med nogen længere, kampestenen og ikke mindst gårdens tag, der er så tæt på kollaps, at det ikke længere ligner et tag men et skællet dyr. Et øjeblik glemmer jeg de frodige østjyske løvtræer bag mig og føler mig hjemme i tegnet på menneskeliv, der går i knæ og bliver et med naturen, sådan som det er tvunget til i Nordvestjylland. Man må bøje sig eller knække.
Måske er mit detaljerede studie af det bølgende tag for meget. Jeg er blevet spurgt, om jeg tror, at nogen vil have den slags forfald til at hænge, og jeg kan godt se, at der er noget dissekerende over mit arbejde med det “sårede” tag… men jeg må vel bare vedkende mig, at der sammen med min hang til det klassisk “skønne” også findes en trang til at studere det sårede og fejlbarlige “skønne”, sådan i al stilfærdighed. Af og til kan det vel tippe over, så det bliver til noget, som man ikke vil hænge til pynt. Det må jo komme an på smag. Men faktisk er det rigtigt grimme i dette motiv så småt, at det kun kan skimtes i det fjerne, nemlig motorvejen. Et “close-up” af den gemmer jeg til et senere maleri 😉
Da jeg sidst cyklede forbi “min gård” så den sådan ud, så maleriet er allerede “forældet” 🙂
