På dette nye maleri kan man næsten se mit hus, men også kun næsten, for det gemmer sig lidt i skyggerne i de fjerne hus-silhouetter. Det er selvfølgelig ikke mit parcelhus, jeg har sigtet efter på maleriet, men det isnende vintersolskin og banelegemet, der borer sig ind i et stivnet landskab. Faktisk er det den samme bane, der laver forsvindingsnumre i “På vej væk 2”, bare et andet sted på baneforløbet og på en helt anden årstid.
Det her må kaldes mit coronatids-værk. Jeg gik i gang med det midt i marts og har malet på det i spredt fægtning imellem udfærdigelse af bestillinger og pasning af børn. Jeg sluttede af med at opdage, at jeg havde lagt skinnerne en smule forkert, så jeg måtte male dem delvist over, vente på at det tørrede og male dem igen, før det var færdigt. Så det har taget mig noget tid, og har fulgt mig i en lidt “nedfrosset” periode, men nu er der “tøvejr”, og mit næste maleri bliver en stor forårseksplosion af lyserøde candyfloss-trækroner. Fra den ene yderlighed til den anden, men begge dele er lige smukke og maleriske! Det er da lige til at blive glad af 🙂