For nogle uger siden delte jeg historien om et krokus-maleri og dets hjem. Det virker derfor naturligt nu at dele en historie om et andet krokus-maleri af samme park men i et andet hjem, hos en kær veninde:
“I vores hjem hænger et helt særligt af Maries malerier. Det er helt særligt for vores familie.
Den dag vores ældste datter, Rakel, kom til verden, havde Marie færdiggjort et smukt, stort forårsmaleri af et hav af lilla krokus foran Ridehuset i Århus. Jeg var helt forelsket og fortalte hende om min begejstring.
En anden veninde havde siddet i Rådhusparken i Århus på Rakels første dag i et bragende martssolskin, og havde taget et smukt billede af krokushavet. Dette billede delte hun i sin lykønskning for det lille nye barn, og Marie, som også kender min anden veninde lidt, fik fingre i billedet. Udfra det skabte Marie dette smukke maleri, som vi modtog i barselsgave, “Rakels Dag”.
Maleriet betyder så meget for mig udover denne historie, for i Århus mødte jeg både Marie og den fotograferende veninde, som har været nogle af mine tætteste veninder lige siden. På den måde knytter maleriet vores fortid og lette ungdom i Århus sammen med den nye fase i livet med børn i denne hyldest til både det nye barn og til det smukke forår. Og så synes jeg også at maleriet i sig selv er så smukt med sine lilla og grønne farver. Jeg bliver aldrig træt af det og jeg får en varm følelse af at se det hver dag, som et omsorgsfuldt og kærligt knus af nære veninder.”
Og her er et hyggeligt lille P.S. “Senere fik jeg anskaffet et gammelt klaver, som også er helt i tråd med Marie og hendes opvækst i klavermusik, og hendes eget klaver. Radioen spiller P6, som jeg er blevet inspireret til at lytte til af netop Marie, som kreerer mange af sine værker til lyden af P6. Så Marie og “Rakels Dag” er meget centralt i vores hjem på mange måder. Tusind tak endnu engang for det smukke maleri.”
