Imens jeg maler, opdager jeg tit paralleller til noget, jeg har malet tidligere, hvilket nok afspejler, at jeg ikke er en maler eller et menneske, der er vildt proaktiv, omstillingsparat og vækstende, men istedet godt kan lide at dvæle ved og cirkle omkring de samme fascinerende fænomener. Når jeg spiller klaver, er det de samme ti smukke stykker, jeg spiller igen og igen, både på grund af perfektionisme og manglende evner/tid men også fordi jeg aldrig bliver træt af at gå på opdagelse i dem og genkende dem. Selvom jeg bruger meget mere tid på at male end at spille, så finder jeg på samme måde de samme temaer i forskellig form, når jeg ser tilbage på mine malerier. Gad vide om ikke selv de mest nytænkende og ekspanderende kunstnere kan se sådan en rød tråd, når de ser tilbage, om de vil eller ej?
Nå, men mit nyeste “panel-maleri” minder mig i hvert fald om to malerier, jeg malede til Kommunikationscenter Thisted (tror jeg nok det hedder:) især når man sætter det ved siden af det næste panel, som jeg har malet første omgang på. Del og helhed kan man måske kalde temaet 🙂 For her er jeg gået i gang med en hel syren-busk. På den måde føler jeg næsten ikke, at jeg kan melde dette detalje-maleri helt færdigt, før jeg har malet helheds-maleriet også. Det er dog meningen, at det skal kunne fungere som et værk for sig selv, og som man nok kan se, har jeg siden skitse-stadiet arbejdet meget på balancen i detaljegraden i forhold til afstandsvirkning. Jeg synes, at jeg har famlet lidt i forhold til det, også fordi jeg har arbejdet mere ukoncentreret med børn omkring mig i atelieret, så jeg ved ikke, om der dukker en trang op til at runde det af på en ny måde, når det andet maleri bliver færdigt i det nye år. Men som værk i sig selv er det i hvert fald færdigt nu. Og dermed ønsker jeg glædelig jul og godt nytår fra mit atelier!