For mange år siden tog min søster og jeg i Tivoli i København, ikke så meget for at køre med rutsjebane som for at vandre rundt i haven og suge motiver til os. Hele dagen og aftenen flanerede vi rundt og tog billeder og kiggede, for Tivoli er jo én stor pittoresk opsats af blomster og lys og vand osv. Det er en inspirationskilde, som jeg stadig “drikker af” i dag, og således har jeg altid kastet interesserede blikke på dette motiv, der på en måde er et mislykket fotografi, hvor kameraet og mine fotograferingsevner ikke har kunnet arbejde med det svigtende dagslys og de voldsomme elektriske lys. Men som det ofte sker, så fremkalder eller afslører den slags “uheld” noget smukt og overnaturligt og ja, jeg vil næsten sige sandt. Pelargoniernes ufokuserede blomsterliv og lysenes alfe-vinger er på en eller anden måde tættere på sandheden om den tivoli-sommeraften, jeg var i dengang, end hvis jeg havde taget et blitz-oplyst og præcist fotografi. Jeg elsker kontrasten mellem den voldsomt røde verden i pavilioner og under parasoller og så den blånende aftenhimmel. Og midt imellem går en “Edvard Hoppersk” kvinde, uigennemskuelig og hverken inde eller ude, på vej mod nogle smukke, klare farvede lys i mørket. Måske kan man genkende min søsters skikkelse fra maleriet “Dukkehus”, der har sin oprindelse på samme hovedstads-tur. Om hun kan forklare, hvad der foregår i de bortvendte skikkelser, ved jeg ikke, men jeg kan da måske bringe et interview med musen her på et tidspunkt 😉
Skriv et svar