I lørdags åbnede forårsudstillingen i Karolines Hus på Fur, med mig om bord. Jeg udstiller i underetagen af det fine, lille galleri, sammen med keramikeren Inge Jensen. Hun formåede at opstille sine værker, så deres afdæmpede nuancer spillede smukt sammen med farverne i mine malerier, og jeg synes virkelig, at de to verdener bringer noget nyt frem ved hinanden. Krukken her står f.eks. under mit vinter-maleri “På vej væk 4”.
På loftet udstiller Kirstine Falk både malerier, collager og tryk deraf. Malerier og collager har det samme enkle papirsklip-udtryk i douche farver og med motiver fra en poetisk barneverden, som man også fornemmede i mødet med kunstneren. Værkerne er udstillet smukt og sart sammen med glaskunst i det lyse loftsrum.
Jeg fik desværre ikke taget billeder, for jeg er ikke god til at multitaske, men så meget desto mere grund er der for jer til at tage til Fur og med egne øjne se det charmerende sted midt i en blomstrende have og i et lige så blomstrende lokalt ø-liv.
Foråret og corona-vaccinationerne bliver rullet ud og offentligt tilgængelige udstillinger bliver igen mulige, så om fire dage kører vi mine malerier til Karolines Hus på Fur, hvor de vil være udstillet den næste måned. Jeg udstiller sammen med en glaspuster, en keramiker og en illustrator, som I kan læse mere om på husets hjemmeside. Jeg glæder mig til at lade mine malerier indgå i det “samarbejde” imellem værker, som opstår i sådan en fælles udstilling. Det giver altid nogle nye vinkler og perspektiver på både den ene og den anden kunstners værker. Selvom jeg ikke kender mine medudstillere endnu, så kan jeg se på billederne af deres værker, at det bliver godt selskab for mine malerier. Så her er endnu en god undskyldning for at holde din pinse- og/eller juni-ferie i nærheden af Fur 🙂
Alt i naturen bugner og brister og baner sig vej udenfor mit atelier, men på mit lærred har der været bidende frost i disse maj-dage. Det kunne have været en motiverende faktor i min hast med at få maleriet færdigt, men det er nu mest, fordi jeg håber, at det kan nå at tørre inden en kommende udstilling. Derfor har jeg de sidste dage malet så intenst og længe ad gangen, at min krop er begyndt at værke.
Dette har været et svært maleri at male. Det er sjældent, at jeg overvejer at opgive, når jeg først er i gang, men sådan har det været med dette. Jeg valgte dog at insistere og tro på, at jeg kunne lære noget af det. Da jeg på en løbetur for et par måneder siden så og fotograferede dette motiv, oplevede jeg det umiddelbart som et smukt og indlysende motiv, så jeg havde rigtigt appetit på det, da jeg gik i gang. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var at det simpelthen ikke er alle naturfænomener, der lader sig oversætte så nemt til min stil. Og rimfrost er åbenbart én af dem. Den fine, fine kant af iskrystaller, som havde sat sig på alt denne vintermorgen, viste sig uopnåelig for min forenklende pensel. Det føltes som om jeg strakte mig og strakte mig, men simpelthen havde fundet et emne, som mit kunstneriske “sprog” ikke havde “ord” for. Eller som om jeg gjorde kur til nogen, der ikke ville værdige mig et blik.
Alligevel er jeg glad for, at jeg har malet dette motiv. Først og fremmest har jeg fået endnu mere respekt for naturens kunstneriske evner, og jeg har fået et indblik i frosts former og farver, som både Smilla og Disneys Elsa ville nikke anerkendende til. Samtidig er jeg blevet mindet om, at alt ikke bare kan males ved hjælp af arbejdsomhed, som jeg nogle gange bilder mig ind. Og endelig føler jeg, at maleriet i sidste ende er blevet et hæderligt forsøg, der måske fortjener et koldt strejf af genkendelse i “den kurtiseredes” øjne, og i hvert fald har smukke og dekorative kvaliteter, om det så ligner forlægget eller ej. Jeg har i hvert fald fundet en undskyldning for rigtigt at dyrke mosaikken, og motivets indhold er en klassisk “Marie”, som min far sagde. Natur og civilisation i et stivnet favntag eller kvælertag. Som sædvanlig er det fundet få hundrede meter herfra ved det lokale vandværk.
I lørdags åbnede forårsudstillingen i Karolines Hus på Fur, med mig om bord. Jeg udstiller i underetagen af det fine, lille galleri, sammen med keramikeren Inge Jensen. Hun formåede at opstille sine værker, så deres afdæmpede nuancer spillede smukt sammen med farverne i mine malerier, og jeg synes virkelig, at de to verdener bringer noget nyt frem ved hinanden. Krukken her står f.eks. under mit vinter-maleri “På vej væk 4”.
