Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for oktober 2021

I min tekst om mig selv i “101 kunstnere 2021” flirter jeg med ideen om mig selv som et slags billedbehandlingsprogram. Da jeg skrev det, mente jeg, at mit arbejde med motiver føles ret ubevidst, næsten automatisk. Som om jeg er et program, som man fodrer med sanseindtryk i den ene ende og som spytter Marie-fortolkninger ud i den anden ende. Det er ikke et særligt romantisk kunstner-billede, men jeg tror altså heller ikke, at alle kunstnere er så romantiske. Mange gange er de “bare” håndværkere.

Nå, men dette indlæg skal handle om, at jeg også på en anden måde “smelter sammen med” “billed-maskinerne”, for forlægget til mit nyeste maleri er tydeligvis påvirket af kameraet og fotografen, der har fanget det. Jeg tog billedet for mange år siden på en tur i Tivoli, som efterhånden har lagt motiv til flere af mine malerier. Jeg gik i nattemørket og nød de mange lys, og deres sporadiske belysning af omgivelserne. Prøver man at tage billede af den slags med blitz, ved de fleste, hvor koldt og fuldstændig urealistisk motivet bliver. Derfor tog jeg denne aften billeder uden blitz. Men det stiller nogle krav til fotografens evne til at holde kameraet stille i lang tid, som jeg ikke helt kunne leve op til. Derfor blev konturerne uklare og lysene til striber istedet for pletter. Alligevel er jeg vendt tilbage til dette motiv igen og igen, fordi det føles underordnet for udtrykket, at der er disse urealistiske rystelser. Ja, faktisk virker det som om jeg genkalder mig tivoli-natten lidt bedre på den måde. Derfor har jeg nu vovet at male det, ikke sådan at jeg har sorteret rystelserne fra, som jeg overvejede, men sådan at jeg har forsøgt at få dem med, hvor jeg kunne.

Min bedre halvdels kommentar til værket, var “Når jeg ser på det, overvejer jeg, om det er én, der er ved at få et panik-anfald, eller om det er én, der vakler stiv hjem fra byen.” Jeg er ikke sikker på, at han mente det som udelt ros :), men jeg føler mig underligt tilfreds med ordene. Jeg fryder mig ved det lidt fremmedgørende i maleriet. Hvordan det på én gang skubber beskueren lidt fra sig og siger “Som du kan se, er jeg ikke virkeligheden”, men samtidig trækker det også beskueren til sig og siger “Men nu hvor du ikke ser virkeligheden, ser du så alligevel noget sandt? Hvad oplever du? Hvem står dér i mørket?” Kunne det være set gennem tårer? Er der noget ensomt i motivet, trods de varme farver? Eller er det trætte, lykkelige øjne, der ser, mætte af en dags latter og indtryk? Eller er det et minde, som kun huskes uklart og i fart, måske på vej til at forsvinde? Maleriet bærer forslag eller antydninger i sig, sådan som jeg godt kan lide det 😉

En smule ironisk er det så, at kameraet simpelthen heller ikke vil tage et vellignende billede af det færdige maleri. Ligemeget hvor umage jeg gør mig, så bliver fotoet for lyst, så jeg bliver nødt til kunstigt at dæmpe lyset i et billedbehandlingsprogram, hvilket medfører at noget af gløden i parasollens underside går tabt. Og ligemeget hvor meget jeg dæmper lyset, forbliver den oplyste bygning i venstre, øverste hjørne bleg i forhold til virkelighedens maleri. Så det må blive et maleri, som man skal se på en udstilling, når jeg igen kommer afsted på sådan én 🙂

Read Full Post »