Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2022

“Sol under broen” har jeg kaldt mit nyligt færdiggjorte maleri. Det kunne også have heddet “Gudenåen!”, som min familie råber hver gang vi krydser den – hvilket man gør ret tit, når man er bosiddende i Randers 🙂 Det kunne også have heddet “Flod”, for Gudenåen er officielt stor nok til at blive kaldt for flod, og jeg synes, at der er noget Themsen-agtigt over den på dette maleri. Når det så alligevel blev til “Sol under broen” var det fordi jeg synes, at solen og broen alligevel har hovedrollerne… Åen er måske mere én af de dér biroller, der sniger sig stilfærdigt ind fra siden og løber med rampelyset, når det kommer til stykket. Det må I afgøre 😉

Som skrevet tidligere snublede jeg over motivet på en bundfrossen morgen for et år siden, og når jeg ser på det nu, så ser det jo helt sommerligt ud. Jeg kan godt, når jeg er i et rigtigt vinterlandskab, “lege” sommeren frem på trods. Jeg ignorerer de nøgne træer og forestiller mig hvilken tid på døgnet det var, hvis solen stod sådan her om sommeren. Jeg fremtvinger et mentalt sommerbillede, som jeg lægger henover vinter-realiteterne omkring mig. Det kan også være omvendt, altså om sommeren. Sådan et eksperiment kan kun vare kort, fordi der er noget med en vintersol, som er anderledes og som tvinger illusionen i knæ. Det samme med det her maleri. Det kan ikke forblive sommer, hvis man hviler øjnene i det et stykke tid, men det gør sit bedste 🙂 Alt var dækket af rimfrost, og grusstien foran mig var stivnet, men se, hvordan solen klæder det ud som hed ørken. Der er lidt dis over vandet og imellem bropillerne, som kunne være lun sommerdamp men som er isnende rimluft.

Jeg har forresten malet denne bro, jernbanebroen i Randers, før, også om vinteren sjovt nok, men i en hel anden skytung, grå, snefygende situation. Men fascinationen af de lige vinkler og forsvindingspunkterne ud i landskabet er de samme. Denne gang blev jeg overrasket over, hvor glad jeg blev for de lidt anonyme, men alligevel bastante bropiller. Jeg havde mest tænkt på den flotte, blå bro og det blændende sollys, men så kom de gustne, umedrivelige betonklumper lige og besnærede mig 😉 Maleriet skal med på udstilling om en måneds tid. Jeg har et lille, blegt håb om at få malet endnu et i tide til at det kan tørre.

På togbroen, 2019, 70×50 cm, 4000 kr

Read Full Post »

Vinter-udfordring

Årets første maleri tager form på staffeliet og er meget passende et vintermotiv, fundet på en løbetur en frostklar vintermorgen for et år siden. Vinterlandskaber kan være så ubegribeligt smukke, men de er svære at male, synes jeg. Jeg, der er så vant til at bruge farverne i al deres vælde, bliver udfordret af vinterens begrænsede palet. Og det på trods af at mange af mine store kunstner-idoler fremmaner fantastiske eventyr ved kun at bevæge sig ganske få skridt rundt indenfor den samme farve. Også i litteraturen beundrer jeg antydningens kunst. Men det er jo ikke uset, at man ofte beundrer det, som er anderledes end én selv. Lad mig nu se, om jeg før dette maleri bliver færdigt formår at fange noget af den skarpe frost-skønhed, som omgav mig den morgen. På billedet kan I se, at der også kan blive lidt køligt i mit atelier, for jeg har installeret en “fod-muffe” på mit staffeli 🙂

Jeg vil i denne måned male et par mindre malerier, fordi jeg til marts skal udstille i en kunstforening, der har et prisloft på de udstillede malerier. Så der er et par store malerier, der bliver udelukket, og jeg må forsøge at få noget andet at fylde på væggene 🙂 I får det færdige resultat af dette første værk i næste uge.

Read Full Post »

Kort før jul satte jeg mine initialer på denne farveeksplosion, som dermed indtrådte i sin sidste tørre-fase. Det har haft flere tørre-faser end normalt, fordi jeg har eksperimenteret med det “løbende” spejlbillede: Hvor mange af træerne skulle “løbe” og skulle løbene sno sig eller styrtdykke, som de endte med at gøre. Dermed blev der jo ikke-godkendte forsøg, som skulle males over op til flere gange, fordi nogle farver ikke dækker så godt. Det har gjort mig opmærksom på, hvor sjældent jeg gør den slags. Normalt gemmer der sig yderst få “forsøg” under det øverste lag maling, og man vil derfor ikke kunne ane andre farver eller tekstur fra tildækkede strøg i overfladen. Det har jeg det fint med, men på den anden side er jeg også lidt stolt af denne gang at have eksperimenteret, så der er kommet arkæologiske lag i maleriet. Det er trods alt noget, som nogle af selv de største malere har. Jeg mener, at man med røntgen eller endda det blotte øje kan se tidligere forsøg og nogle gange helt andre motiver under de endelige værker hos mange genier. Nu også hos mig 😉

Det vigtigste er dog, at jeg er blevet tilfreds med eksperimentets udfald. Spejlbilledernes lige og kompromisløse fald giver et vægtløst sug i maven og en dunkel kontrast til himlenes farveorgier. Så nu skal værket bare nå frem til sin ejer. Med nye malerier laver jeg altid en “test-indpakning”, før jeg bestiller fragt. Oliemaling tørrer så frygteligt langsomt og kan godt finde på at være en smule våd, selvom det føles tørt i første omgang, og jeg ville være så ærgerlig over at sende et færdigt maleri afsted, som så sætter sig fast i sin indpakning. Derfor har jeg nu lagt “himlene” i bobleplast og pap og med en lille smule tyngde på rammen, og så ind under gæstesengen, hvor de kan ligge i fred. Så må vi se, hvad der sker, når jeg pakker dem ud af pappet i morgen 🙂

Read Full Post »