Ængstelig begyndelse

Når et maleri er færdigt starter jeg på et nyt, sådan er den indiskutable cyklus i mit atelier. Når jeg er færdig med et maleri hænger jeg ikke ved det. Det bliver stillet til side og et nyt lærred taget frem. Så grubler jeg over mine forlæg og overvejer mulighederne. Denne gang er afvejningen faldet ud til fordel for endnu en randrusiansk kirkegård. I foråret lyser min lokale kirkegård op i et hvidt pur af ret unge, blomstrende træer, som jeg ikke kender navnet på. Muligvis en slags kirsebær. Da jeg tog dette foto-forlæg var lysforholdene ikke optimale, så jeg fangede ikke det lysende ved trækronerne, og de er istedet blevet ret “grumsede” i farven. Det bliver udfordringen ved dette motiv at male noget af det lysende frem ud fra min hukommelse, og helst uden at gå på kompromis med de flotte skyggevirkninger under kronerne. Normalt læner jeg mig ellers helt tillidsfuldt op af forlægget. I kan se “problemet” dér hvor den hvide del af kronerne møder skyggerne i venstre side af lærredet. I første omgang har jeg bare ladet dem mødes, og nu skal jeg så til at “forhandle” skyggerne ind i lyset (for dér findes de) og de hvide blomster ind i skyggen (for dér findes de også) uden at tilsmudse det hele. Det er et uroligt sted at befinde sig i processen. Jeg tvivler på udfaldet. Men udadtil er der nu ingen fare i atelieret, hvor radio og brændeovn stadig mumler stilfærdigt. Jeg vender tilbage med en fortsættelse af “dramaet”.