Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2023

Af et udstillingssted blev jeg engang bedt om et cv, og da jeg allerede havde sendt dem en tekst om mig selv og min kunst måtte jeg spørge, hvad de mente. Ville de gerne have den samme tekst i liste-form? Men det viste sig, at en kunstners cv er en liste over, hvor man har udstillet. Så det har længe været min plan at lægge sådan en liste på hjemmesiden. Jeg lagt den under “Om mig”-fanen, men det kan godt være, at den fortjener sin egen fane, hvis der ellers kan blive plads til flere 😉 I første omgang har jeg kigget tilbage til 2018, hvor min selvstændige virksomhed som billedkunstner begyndte, men hvis jeg lige kan få min hukommelse på gled, kan det da være, at der kommer nogle ældre udstillinger på også. Det er i hvert fald sjovt at se tilbage over rækken af de mange steder, hvor mine malerier og jeg har været. Når jeg ser på listen, ser den både lang og kort ud. Der er mange steder, men jeg føler virkelig også, at jeg har været en hel del på landevejen. En udstilling er ikke bare noget, man hurtigt fikser. De kræver både en fysisk og mental indsats, og steder og mennesker lagrer sig og fylder meget mere end sådan en liste kan udtrykke.

Den opmærksommer læser vil se, at jeg allerede har skrevet min næste udstilling på. I den kommende weekend flytter jeg mine malerier fra Gudenåhuset i Bjerringbro til Rådhuset her i Randers, hvor malerierne har været én gang, da coronaen rasede og de kommunale kontorer stod tomme, men nu vil stedet gerne have mig tilbage. Dejligt 🙂

2023:

Randers Rådhus, Randers Kommunes Kunstforening.

Bjerringbro Kunstforening. Gudenåhuset

2022:

Hjortshøj Sognegård

Mississippi, Thyholm

Fussingø Slot

Centrica – Kunstforening

2021:

Rønde Bibliotek

Regionhuset Viborg – Kunstforening

Karolines Hus, Fur

Sundhedscentret, Randers

2020:

Rådhuset, Randers Kommunes Kunstforening

Helligåndshuset, Randers

2019:

Langå Kunstforening

Ulstrup Slot, Hvorslev Kunstforening

Dansk Revision, Randers

2018:

Johanneskirken, Randers

Lystrup Kirke

Kulturhuset i Arden

Sløjfen, Hadsten Kulturhus

Skovsgaard Hotel

Read Full Post »

Valmueskrænt

Nu blev valmuerne også færdige, så der er både gule og røde blomster-marker at vælge imellem i mit værk-repertoire i øjeblikket. Det er selvølgelig ikke helt korrekt at kalde dette for en mark, for det er reelt en bunke i kanten af en grusgrav. En blomster-bunke? Det var en plet, jeg cyklede forbi på motiv-jagt for et par år siden, og jeg har været lidt fristet af en anden udgave, hvor man ser toppen af en slags sorterings-maskine stikke op bag bunken. Men jeg besluttede mig for, at det ville være for uklart, hvad situationen egentlig var, så istedet valgte jeg dette motiv, hvor valmue-engens gavmilde frodighed er i fokus. Så kan man selv vælge, om man vil opdage skrænten af grus og småt brændbart imellem stilkene. Det er altid imponerende og håbefuldt, når man ser, hvad græsser og vilde blomster kan spire i og dække til. Det kan selvfølgelig også forlede os til at tro, at så er vores forurening af jord, vand og luft væk. Den er der selvfølgelig stadig inde i hvert skrøbelige kronblad og hvert saftige aks, men det giver da en lille sørgmodig glæde at se, at selv når vi måske har fået ødelagt jorden så meget for størstedelen af arterne og os selv, at der kun vil være få af os tilbage, så vil livet stædigt insistere. Det er en udmattelseskrig, som livet tålmodigt vinder, heldigvis.

Read Full Post »

I går blev anden og mere “nede i det”-udgave af mælkebøtte-marken afhentet og fragtet til sit nye hjem. Råvildtet havde fået sin plads mod en blå himmel og et fjernt skovbryn. Da jeg “teasede” for dette maleri for et par måneder siden, var jeg lidt spændt på den del. Det er altid lidt nervepirrende at bevæge sig væk fra foto-forlæggets forholdsvist sikre havn og begynde at “digte”. For det meste har jeg jo så et andet foto-forlæg at klamre mig til, men det skal jo så “smeltes sammen” med hovedmotivet på overbevisende måde. I dette tilfælde krævede det at hapse et rådyr fra én sammenhæng og et andet fra en anden, som passede nogenlunde med hinanden og maleriets vinkel på dem, tilpasse og skære lidt i dem og krydse fingre for, at det ikke “faldt fra hinanden”. Himlen kom fra et fjerde sted og skovbrynet blev “opfundet”, og således var der pludselig et maleri af en sprød mælkebøttemark med et par græssende rådyr, der har vovet sig ud i det fri. Jeg er selv rigtigt godt tilfreds og jeg har modtaget bestillernes ros og godkendelse, så det borger jo godt for maleriets videre liv i, måske i en jagthytte? Jeg lover at lave en “Maleriernes hjem”-historie på det, når det engang er kommet godt i havn.

Read Full Post »

December var en næsten dvaleagtig tid i mit atelier, men mine malerier springer ud før vintergækkerne i år og det gør de i Gudenåhuset i Bjerringbro. Her har kunstforeningen et smukt udstillingslokale, der går “på tværs” af biblioteket ovenpå. Så jeg satte malerier op til velkendte, trygge bibliotekslyde. Lidt betryggende lyde havde jeg også brug for, fordi mine malerier virkede så få og små i de flotte omgivelser, at det skubbede til en gammel “angst” for ikke at have malerier nok… lidt ligesom skuespilleren frygter at glemme sine replikker, tror jeg 🙂 Men efter lige at have tænkt lidt over fordelingen og vænnet mig til den helt museale gode plads, så nåede jeg et resultat, jeg er godt tilfreds med. Nu kan alle I midtjyder bare komme an 😉 Udover bibliotek er der også biograf og café og en scene, så udstillingsbesøg kan kombineres med meget andet godt. Udstillingen løber indtil den 28. januar.

Read Full Post »