Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Bestillinger’ Category

I går blev anden og mere “nede i det”-udgave af mælkebøtte-marken afhentet og fragtet til sit nye hjem. Råvildtet havde fået sin plads mod en blå himmel og et fjernt skovbryn. Da jeg “teasede” for dette maleri for et par måneder siden, var jeg lidt spændt på den del. Det er altid lidt nervepirrende at bevæge sig væk fra foto-forlæggets forholdsvist sikre havn og begynde at “digte”. For det meste har jeg jo så et andet foto-forlæg at klamre mig til, men det skal jo så “smeltes sammen” med hovedmotivet på overbevisende måde. I dette tilfælde krævede det at hapse et rådyr fra én sammenhæng og et andet fra en anden, som passede nogenlunde med hinanden og maleriets vinkel på dem, tilpasse og skære lidt i dem og krydse fingre for, at det ikke “faldt fra hinanden”. Himlen kom fra et fjerde sted og skovbrynet blev “opfundet”, og således var der pludselig et maleri af en sprød mælkebøttemark med et par græssende rådyr, der har vovet sig ud i det fri. Jeg er selv rigtigt godt tilfreds og jeg har modtaget bestillernes ros og godkendelse, så det borger jo godt for maleriets videre liv i, måske i en jagthytte? Jeg lover at lave en “Maleriernes hjem”-historie på det, når det engang er kommet godt i havn.

Read Full Post »