Bæredygtige oliemalerier?

Kan det lade sig gøre? Det spørgsmål er jeg begyndt at stille mig selv mere og mere insisterende, efterhånden som klodens sølle tilstand går op for mig. For hvordan kan jeg male naturens skønhed og samtidig være med til at ødelægge den? Men det er meget nemmere at stille spørgsmålet og formulere selvanklagen, end det er at besvare og forsvare sig, for CO2-fodspor krydser sig selv i uoverskuelige mønstre. Hvordan kortlægger et lille “billedkunst-firma”, hvor belastende produktion af pigmenter og penselhår måtte være og finder bæredygtige alternativer, når det tilsyneladende ikke er et område, som klima-videnskabsfolket har vendt deres mikroskop imod endnu, i hvert fald ikke så vidt jeg kan læse?

Men ikke desto mindre har jeg taget de første spæde skridt og har besluttet mig for at gå over til det lidt dyrere hør-lærred, da det er bedre for klimaet end bomuld/polyester. Jeg har “afhørt” min lærred-snedker lidt og fået at vide, at hans lærred stammer fra europæisk hør, hvilket borger for kontrol med pesticider osv. og træet i rammerne skulle være FCS-mærket, som skulle arbejde for bæredygtigt skovbrug. Så langt så godt. Så er jeg desuden begyndt at kigge på oliemalingen, som faktisk skulle være bedre end plastik/akryl-maling, da den er baseret på linolie. Den type jeg maler med, indeholder ikke andet end olie og pigment, og jeg tilsætter heller ikke noget. Det er en mulighed at sikre sig en CO2-besparende produktion ved simpelthen at lave sin egen tempera-maling, baseret på æg istedet for olie, men det kræver en masse tid og tillæring, som jeg frygter ville fordyre mine malerier alt for meget. Og jeg ville stadig skulle bruge pigment, og hvordan produceres det? Så vidt jeg forstår, fremstilles det kunstigt og bliver altså ikke gravet op af jorden mere, hvilket jeg tror, er positivt for klimaet. Jeg har sporet pigmenterne til tyske farvemøller, men mit tyske er lidt rustent, så jeg er ind til videre gået i stå.

Min del-konklusion må være, at mine malerier faktisk kunne være værre klima-syndere, men der er stadig langt til et egentligt overblik og et flot certifikat (skulle det findes;). Hvis vidende personer læser dette indlæg, tager jeg gerne imod oplysning. Fortsættelse følger…

Read Full Post »

Glædelig jul fra atelieret.

Det kan føles lidt trangt i atelieret, når det samtidig er husets juletræs-stue og når jeg så oven i købet maler på et lærred, der kræver plads. Men det går 🙂 Og det føles faktisk ret naturligt at have et grantræ til at prikke mig på skulderen, når nu jeg er ude i naturen på mine lærreder også. Når brændeovnen buldrer og radioen spiller Bing Crosby, så indfinder julestemningen sig på trods af sommermotiver, så jeg vil sende lidt af stemningen videre ud til jer, der læser med: Glædelig jul og godt nytår fra atelieret! Tak for jeres positive opmærksomhed i 2018. Jeg vil gøre mit bedste for, at der også bliver noget at kigge på i 19.

Til information, så slutter min udstilling i Jahanneskirken den 28. dec, hvor malerierne rejser ned mod Gudenåen til gangarealerne i Dansk Revisions hjemsted på Tronholmen. Dér vil de være svære at komme til for offentlige øjne i et par måneder, så hvis nogen ønsker at se dem snart, så smut forbi Johanneskirken i løbet af den næste uge.

Read Full Post »

Under udarbejdelse

Efter at have tilbragt nogle dage som jobsøgende for om muligt at finde en supplerende indtægtskilde, er jeg igen talstærkt (os alle én) tilbage i mit knirkende, utætte atelier. Jeg arbejder sideløbende på to større malerier. Det ene, som er endnu et motiv fra Færøerne, har udstået første gennemmaling og er nu ved at tørre, imens jeg starter på et efterårslærred, nu hvor den tid nærmer sig. I foråret eksperimenterede jeg med mini-malerier, og gjorde mig den erfaring, at det ikke er muligt at male mere effektivt og billigere på den måde. Derimod opdagede jeg, at et kæmpestort maleri godt nok i alt bliver dyrere, men jeg kan male det til en meget bedre kvadratcentimeter-pris. Det vil sige, at køberen får mere lærred for pengene ved at købe et stort maleri (varierende alt efter kompleksiteten i motivet), og samtidig tager mine malerier sig godt ud i stor størrelse. Så nu går jeg efter sofastykkerne! 🙂 I hvert fald i en periode. Og det er befriende at få mere schwung i penslen.

Jeg bliver nogen gange spurgt på udstillinger, hvilke farve-nuancer jeg har brugt til det ene eller andet maleri, og jeg har det med at blive lidt forlegen og svare undvigende, fordi jeg ikke kan huske det. Men hvis nogen af de spørgende /interesserede læser med her, så må jeg hellere sige sandheden, nemlig at jeg til hver en tid kun har én rød, én blå, én gul og én hvid på min arbejdshylde, og det er typisk den nuance, som jeg lige kunne få i butikken den dag, hvor jeg var løbet tør. Jeg er selvfølgelig ikke helt ligeglad med, hvad det er. F.eks. bruger jeg i øjeblikket en lakgul, som jeg fortryder at jeg købte, for selvom den har en fin balance mellem det varme og kolde, så er den umulig at få til at dække mine skitsestreger. Så den køber jeg ikke igen, men jeg køber ikke en ny gul, før den gamle er brugt op 🙂 Derudover bruger jeg i øjeblikket en mørk koboltblå og en lys permanentrød og altid titaniumhvid. Jeg ved ikke noget om, hvad disse navne betyder. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke interesserer mig for det eller ønsker at nørde på dette område, når jeg nu elsker at nørde om så meget andet, men måske kommer det senere i mit liv. Som jeg har det nu, maler jeg med det, jeg har ved hånden. Jeg er helt optaget af motivet og så må materialerne følge med så godt de kan. Jeg snakker tit med tilskuere om, at det alligevel er formen, der er vigtigst i mine malerier, så farverne er måske ikke så vigtige? Jeg kan i hvert fald aldrig huske andet end at jeg maler med rød, gul, blå og hvid, og det er det 🙂

Read Full Post »

Udstilling i Hadsten

Nu flytter mine malerier snart igen. På mandag hænger jeg dem op i Sløjfen, som er det smukke kulturhus i Hadsten, og her kan de ses en lille måneds tid: http://hadstenkulturhus.dk/event/naturmagi-paa-laerred/

Samtidig fortsætter arbejdet i sommeratelieret. Jeg arbejder lige nu på en bestilling og så dette mærkværdige motiv, som jeg så i min svigermors have for et par uger siden. Fotografierne viser to stadier i maleprocessen med dette efter min mening tungt symbolistisk ladede sommer-stilleben. Jeg ved ikke, om udenforstående kan se, hvad det skal forestille, men hvis I er tålmodige, vil jeg lægge flere billeder af arbejdets fremskriden frem her senere 🙂

Read Full Post »

Et frækt snelandskab?

Da jeg fornyligt hængte malerier op på Café Andie, henvendte en ældre dame, der vist var stenhugger, sig interesseret til mig. Hun udtalte sig positivt om mine malerier, men mente, at hvis jeg malede i større størrelser, ville de blive mere frække. Ikke fordi jeg har noget imod “fræk” kunst, men jeg var noget i tvivl, om det egentlig er det tillægsord, jeg sigter efter med mit kunstneriske virke 🙂

Snart ville skæbnen dog, at jeg rent faktisk blev bedt om at male i en for mig helt uprøvet stor størrelse. Lærredet kan kun lige være på mit staffeli og mit arbejde med det sneklædte bjerglandskab, som også er en ny type motiv for mig, er en lang, fysisk udmattende rejse henover lærredet. Men min forudgående nervøsitet for projektet er gjort til skamme, for det er simpelthen sjovt ikke at “gratte” så meget med detaljerne og at få et andet flow ind i arbejdet, fordi det strækker sig over så lang tid, og den første del af maleriet når at tørre, før jeg bliver færdig med sidste del og skal starte forfra, så jeg behøver ikke at holde pause i arbejdet og vente på at maleriet tørrer. Et snelandskab er ikke bare hvidt, og det tiltaler mig at arbejde med nuancer og former indenfor en begrænset palet i Hammershøjsk tradition. Herunder er to billeder af “work in progress”. Der kommer et endeligt billede om et par uger. Om det så bliver et “frækt” resultat, er jo spændende 🙂

Read Full Post »

Rapport fra atelieret

Det er nu to uger siden, at mit liv som selvstændig billedkunstner begyndte, og i løbet af den tid har jeg lært en del om livet som hjemmearbejdende mor med hyppigt syge børn. Ikke fordi jeg har fundet løsningen, men efter en uges stilstand  i atelieret  pga. på skift syge børn har jeg i hvert fald lært ikke at ignorere problemet 🙂

 

I fredags kunne jeg dog fatte penslen igen og i dag lagde jeg omtrent sidste strøg på et stort bestillingsværk med Aalborg havnefront som motiv (der kommer et rigtigt billede af det, når der er signatur på), og samtidig gik jeg i gang med et andet stort lærred med et motiv, jeg helt selv har bestemt. Ind til videre skimtes en trappe 🙂 Det er meningen at jeg vil deltage i Censurfri i Randers Ugen fra 12. august med tre nye malerier, så jeg har travlt. Og det er med vilje, for jeg vil gerne øve mig i at være mere produktiv. Jeg fortsætter selvfølgelig også med bestillingskøen snart.

Når der ikke er syge børn, er hverdagen i udestue-atelieret fredsommelig. Her om sommeren kan jeg stå med åbne døre og vinduer. Så der er lys, luft og fuglefløjt (ja, faktisk lå der to fugleklatter under mit staffeli her til morgen) Jeg kan arbejde i underkanten af et par timer af gangen. Så har mit hoved og min krop brug for forandring, så enten varierer jeg så med lidt rygøvelser, et måltid eller lidt “kontorarbejde”, for der skal jo findes forlæg, bestilles lærreder osv. Og så kalder maleriet igen. På den måde kan jeg på en god arbejdsdag nå tre “malesessions” på en dag, før børnene skal hentes. Det er et godt liv, som jeg håber kan komme til at fortsætte.

 

Read Full Post »

Undervejs

Der går et stykke tid, før jeg igen kan fremvise et færdigt værk. Til gengæld er her et øjebliksbillede fra starten af arbejdet på mit nu næsten færdige værk (den tidligere omtalte morgengave, som jeg ikke kan offentliggøre:) Jeg måtte slå mig ned på gulvet, fordi mit staffeli ikke er bygget til at balancere med så stort et panorama-format.

Med tiden er målebåndet og lommeregneren blevet en vigtig del af den indledende skitsering til mine malerier. Især når det er et stort lærred, kan det være ret uoverskueligt at få placeret alt i det rigtige forhold til hinanden. Det er frustrerende at være i gang med at male fra den ene ende af lærredet til den anden, sådan som jeg gør, og så opdage, at der ikke er plads til halvdelen af motivet, fordi jeg er kommet til at give alt for meget plads til den første halvdel af motivet! Derfor omregner jeg fra det lille foto til de større forhold på lærredet og sætter nogle markører ind, sådan cirka, så jeg har nogle pejlemærker i det store hvide. Det kan nu sagtens rykke sig ganske eftertrykkeligt alligevel, så selvom redskaberne på dette foto lægger op til matematisk præcision, så skal der meget skrappere midler til at få Maries pensler rettet ind:)

Read Full Post »