Solen røntgenfotograferer mine malerier.

Det er forår. I denne halvdel af året bliver min arbejdsplads ud på eftermiddagen indtaget af solen. Dens stråler rammer lærredet bagfra og gør maleriet til et slags røntgenbillede af sig selv. Farver blegner og strøg træder frem, og det er i det hele taget umuligt at arbejde med. Det samme gælder, hvis jeg vender mig med ryggen mod solen, som så skinner blændende i den våde maling. Så i løbet af eftermiddagen kan man se mig rykke længere og længere ind i atelieret og halvskyggen. Alt for optaget af at male rykker jeg ikke det hele på én gang, men lader mig jage i små ryk, indtil udestuen er fuldstændigt gennemlyst og frygtelig varm, men så er arbejdsdagen også slut 🙂 Her er jeg halvvejs med endnu et af de blomstrende frugttræ-malerier, som er så fristende at male her om foråret. Måske kan man ane, hvordan solen skinner gennem lærredet og malingen 🙂

Read Full Post »

Det lysner

Det er næsten som sne på lærredet, og det passer godt til at jeg nu vil holde vinterferie. Maleriet af de blomstrende kirkegårdstræer, som ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal være lys eller mørke, må vente en uges tid, imens jeg koncentrerer mig om familien, der både har ferie og corona. Men jeg føler mig faktisk også ret rolig ved at stille maleriet til side, som det er nu. Det har fået første lag maling, og selvom lysforholdene stadig er uafklarede, og der er udbredt grums på lærredet, så har jeg en fornemmelse af, at det nok skal gå, som det plejer. Det kommer til at være formerne, der holder styr på det, og så må jeg se, hvad jeg kan gøre med farverne indenfor de rammer. Det er en setting, jeg føler mig tryg i, så begyndelsens ængstelse er taget af. I det hele taget tager lyset til, både udenfor og måske også på lærredet, så selvom det hedder en vinterferie, så risler der en lille understrøm af forårsfornemmelse, igen både på lærredet og i verden udenfor. En forhåbentlig nem corona, en ferie og en omgang maling mere, så kommer foråret brusende!

Read Full Post »

Ængstelig begyndelse

Når et maleri er færdigt starter jeg på et nyt, sådan er den indiskutable cyklus i mit atelier. Når jeg er færdig med et maleri hænger jeg ikke ved det. Det bliver stillet til side og et nyt lærred taget frem. Så grubler jeg over mine forlæg og overvejer mulighederne. Denne gang er afvejningen faldet ud til fordel for endnu en randrusiansk kirkegård. I foråret lyser min lokale kirkegård op i et hvidt pur af ret unge, blomstrende træer, som jeg ikke kender navnet på. Muligvis en slags kirsebær. Da jeg tog dette foto-forlæg var lysforholdene ikke optimale, så jeg fangede ikke det lysende ved trækronerne, og de er istedet blevet ret “grumsede” i farven. Det bliver udfordringen ved dette motiv at male noget af det lysende frem ud fra min hukommelse, og helst uden at gå på kompromis med de flotte skyggevirkninger under kronerne. Normalt læner jeg mig ellers helt tillidsfuldt op af forlægget. I kan se “problemet” dér hvor den hvide del af kronerne møder skyggerne i venstre side af lærredet. I første omgang har jeg bare ladet dem mødes, og nu skal jeg så til at “forhandle” skyggerne ind i lyset (for dér findes de) og de hvide blomster ind i skyggen (for dér findes de også) uden at tilsmudse det hele. Det er et uroligt sted at befinde sig i processen. Jeg tvivler på udfaldet. Men udadtil er der nu ingen fare i atelieret, hvor radio og brændeovn stadig mumler stilfærdigt. Jeg vender tilbage med en fortsættelse af “dramaet”.

Read Full Post »

Vinter-udfordring

Årets første maleri tager form på staffeliet og er meget passende et vintermotiv, fundet på en løbetur en frostklar vintermorgen for et år siden. Vinterlandskaber kan være så ubegribeligt smukke, men de er svære at male, synes jeg. Jeg, der er så vant til at bruge farverne i al deres vælde, bliver udfordret af vinterens begrænsede palet. Og det på trods af at mange af mine store kunstner-idoler fremmaner fantastiske eventyr ved kun at bevæge sig ganske få skridt rundt indenfor den samme farve. Også i litteraturen beundrer jeg antydningens kunst. Men det er jo ikke uset, at man ofte beundrer det, som er anderledes end én selv. Lad mig nu se, om jeg før dette maleri bliver færdigt formår at fange noget af den skarpe frost-skønhed, som omgav mig den morgen. På billedet kan I se, at der også kan blive lidt køligt i mit atelier, for jeg har installeret en “fod-muffe” på mit staffeli 🙂

Jeg vil i denne måned male et par mindre malerier, fordi jeg til marts skal udstille i en kunstforening, der har et prisloft på de udstillede malerier. Så der er et par store malerier, der bliver udelukket, og jeg må forsøge at få noget andet at fylde på væggene 🙂 I får det færdige resultat af dette første værk i næste uge.

Read Full Post »

Vinterforetagsomhed

Der gror spindelvæv på mit atelier men ikke indenfor, for jeg arbejder på livet løs. Jeg har to større lærreder i gang som forberedelse til en påskeudstilling på Fussingø Slot, hvis nu miraklet skulle ske, at vi bliver sluppet ud i marts. De to store malerier er dog sat på pause, imens jeg maler en mindre bestilling. Her en detalje fra første lag på det. Gad vide hvilken årstid, vi befinder os i? 🤔😉

 

Read Full Post »

En portal til maj?

Jeg købte for et års tid siden to smalle lærreder med en idé om at skulle bruge dem til helfigursportrætter af mine to børn, der står og kigger op i luften, men da jeg modtog lærrederne, fornemmede jeg, at de ville være for klaustrofobiske for mine børn og kom aldrig i gang. Nu er mit december-projekt blevet at finde andre måder at bruge dem på. Det aflange format får mig til at tænke på et panel, og uden at jeg har researchet på panel-kunst, så har jeg en idé om at det skal minde mere om tapet, hvor der ikke er et fokuseret motiv. Men måske kan et panel være ligesom et slags vindue eller en “sprække” ind eller ud? I dette tilfælde prøver jeg med en “sprække” hen til foråret og ind i en syren-busk. På billedet her er blomsterne i første omgang vokset frem. Og jeg eksperimenterer med alligevel at have et slags fokus ligesom et kamera, hvor de nærmeste blomsterklaser træder frem i detaljer og de bageste er samlede former. Vi må se, hvordan det udvikler sig 🙂

Read Full Post »

Faldskærmsudspring

For nyligt blev jeg spurgt, om mine malerier har tydelige penselstrøg, for det kan jo være lidt svært at se den slags detaljer på et maleri på en skærm. Mit svar var, at det mente jeg ikke. Hvis man kigger efter, kan man ikke være i tvivl, om at mine malerier er malet med pensel, men tydeligt er det ikke.  At nogle kunstnere kan fange et skær eller en skygge med blot et enkelt, virtuost strøg, er mig til evig fornøjelse og forundring, så jeg forstår virkeligt godt, at det er et træk, som man vil efterspørge i et maleri. Så hvorfor forsøger jeg så ikke at mestre dette selv? Jeg kan faktisk ikke rigtigt forklare det, men det svarer lidt til, at jeg jo også beundrer faldskærmsudspringere, men kun i yderste nød selv kunne finde på at kaste mig ud fra en flyvemaskine.

Efter at jeg måtte skuffe den interesserede spørger, kom jeg dog til at tænke på, at mine skitser, altså det lag maling, som kommer før det sidste lag, faktisk har tydelige penselstrøg. Så lidt faldskærmsudspringer er der måske i mig, så længe det ikke gælder rigtigt og kun er en skitse 😉 Her er et udsnit af skitse-laget på et nyt maleri, der bliver færdigt i næste uge. Det skal forestille strømmende vand over sten. Svært.

Read Full Post »

Et vinterligt hængeparti.

Nu skrev jeg, at jeg ville ud og finde forårsmotiver, men først var der lige en bestilling, der skulle gøres færdig (den viser jeg senere), og så er der et hængeparti på mit staffeli. Og det er vinterligt! Så vidt jeg husker, er forlægget fra en januar-dag, hvor vandpytterne var bundfrosne, rimfrosten lå tyk, og solen stod lavt, selv på sit højeste. Så det står i stærk kontrast til det, der foregår uden for vinduerne nu og også om fødderne på staffeliet, hvor jeg er i færd med at ompotte vindueskarms-beboerne, så de også får et slags forår 😉 Nå, jeg vil flytte potterne tilbage til deres karme og komme i gang med anden gennemmaling af dette isnende men lovende maleri (synes jeg;) Jeg håber, at I nyder forårslivet derude!

Read Full Post »

Langsomt, langsomt

Træer vokser ikke ind i himlen i mit atelier, hvor jeg ikke opholder mig så tit for tiden, men langsomt, langsomt toner de alligevel frem. Sådan er det jo med træer, at de tager sig tid. De fleste dage får de en lille portion kærlig opmærksomhed, og således er de nu vokset ikke ind i himlen men ud af lærredet, og første “gennemmaling” er færdig. Så kan jeg starte forfra fra bunden, hvor malingen for længst er tør. Første omgang sled både en pensel og den blå maling op, så jeg har bevilget mig selv en ny af hver til næste omgang. Det bliver luksus. Lærredet er et stort format, så jeg må klistre foto-forlægget på lærredet og flytte det opad efterhånden som jeg metodisk dækker kvadratcentimetrene. Det er den lille firkant midt på lærredet, som I kan se på de to første fotos. Jeg kan ikke have det til at sidde på staffeliet, som jeg plejer, for så skal jeg ned på hug eller op på en stige hver gang, jeg ser på forlægget, og det gør jeg jo hele tiden, især i første omgang, så jeg ville snart have fået gymnastik nok for den dag 🙂

Read Full Post »

Den fattige, brystsyge kunstner i sit utætte atelier :)

Tiden for sommerbrise og insektsummen i min lille, utætte udestue er slut og brændeovnstiden er oprunden. Samtidig er jeg ramt af en vedblivende, udmattende hoste, så jeg føler mig forbunden med ældre tiders hensygnende, armodige kunstnere. For det meste bruger jeg dog morgenen foran computeren et varmere sted, imens jeg venter på at brændeovnen gør sit arbejde. “Kontortiden” bliver brugt på en blanding af jobsøgning og små reklame-forsøg.

Jeg har fået trykt en hel del postkort med et par af mine randrusianske motiver, har skrevet hilsner bag på dem alle og så cyklet ud til motivets “åsted” og fordelt dem i de nærmeste postkasser. Det har været interessant at blive tvunget til at tage stilling til min “målgruppe”. Baseret på udseende af hus, have og accessories beslutter jeg, om postkassen er et postkort værd. Jeg har en tendens til at vælge store villaer, gerne med et lille kunstnerisk twist i haven og med kun to navne på postkassen, ud fra en tanke om, at det skal være et sted med plads på væggene, interesse for smukke ting og med råd til kunst (hvilket familier med små børn og stort, dyrt hus sjældent har). Men jeg er i tvivl, om jeg tager fejl, for måske er det i virkeligheden i en lejlighed, hvor der ikke allerede er fyldt op med loft til gulv-malerier af Kvium, at der er plads og råd og interesse for mine malerier?

Når jeg ikke er på “kontor” eller ude at “stemme dørklokker” maler jeg for tiden et lunende  sommermotiv på et stort lærred, som jeg forhåbentlig snart kan reklamere for her 🙂

Read Full Post »