Da jeg fornyligt hængte malerier op på Café Andie, henvendte en ældre dame, der vist var stenhugger, sig interesseret til mig. Hun udtalte sig positivt om mine malerier, men mente, at hvis jeg malede i større størrelser, ville de blive mere frække. Ikke fordi jeg har noget imod “fræk” kunst, men jeg var noget i tvivl, om det egentlig er det tillægsord, jeg sigter efter med mit kunstneriske virke 🙂
Snart ville skæbnen dog, at jeg rent faktisk blev bedt om at male i en for mig helt uprøvet stor størrelse. Lærredet kan kun lige være på mit staffeli og mit arbejde med det sneklædte bjerglandskab, som også er en ny type motiv for mig, er en lang, fysisk udmattende rejse henover lærredet. Men min forudgående nervøsitet for projektet er gjort til skamme, for det er simpelthen sjovt ikke at “gratte” så meget med detaljerne og at få et andet flow ind i arbejdet, fordi det strækker sig over så lang tid, og den første del af maleriet når at tørre, før jeg bliver færdig med sidste del og skal starte forfra, så jeg behøver ikke at holde pause i arbejdet og vente på at maleriet tørrer. Et snelandskab er ikke bare hvidt, og det tiltaler mig at arbejde med nuancer og former indenfor en begrænset palet i Hammershøjsk tradition. Herunder er to billeder af “work in progress”. Der kommer et endeligt billede om et par uger. Om det så bliver et “frækt” resultat, er jo spændende 🙂
