For et års tid siden fik jeg dette foto og disse ord fra Peter, efter at det bestilte maleri af en solopgang ved Nissum Bredning var nået frem til hans stue:
“Vi elsker dit maleri og ser på det hele tiden – det hænger i stuen på endevæggen. Den har været tom, siden vi flyttede ind i 2010, fordi vi hele tiden har ventet på netop det rigtige at hænge der. Det gør der nu!
Fantastisk, hvordan farverne skifter. Om morgenen, før det bliver lyst, og i skumringen og aftenen er farverne mørke og varme. I dagslyset stråler maleriet i de lyseste farver. Hvor er du en dygtig kunster!
Tak Marie for at have bragt Limfjorden ind i vores stue!”
Jeg bliver faktisk helt genert ved at dele så rosende ord om mig selv, men jeg synes også at ordene beskriver så smukt, hvad et maleri kan gøre i et rum. Siden er Peter, familie og maleri faktisk flyttet til Limfjorden, så fjorden er i hans stue som både maleri og udsigt 🙂