
Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.
Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.
Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?