Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Nye malerier’ Category

Den røde spand

Nyeste maleri er et eksempel på, at jeg godt kan lide at bevæge mig på grænsen imellem portræt og landskab. I dette tilfælde er jeg måske tættere på portræt, fordi der er ansigt på det ene barn. Det gør det sværere og mere tidskrævende og ikke nødvendigvis bedre med et ansigt, men i dette tilfælde valgte jeg at tage det med, fordi det ikke stirrer ind i kameraet men er et af flere tegn på børnenes selvforglemmende koncentration om spanden og vandet. På den måde bliver det mere til et billede af en stemning, et øjeblik og en tilstand, hvor kropssprog og natur og lys og opmærksomhed cirkler om vandets fascinerende fald.

Motivet er mine egne børn, da vi i sommerferien sidste år besøgte Fosdalen og pjaskede med vand i den lille bæk. Jeg har i sagens natur været svært glad for at arbejde med motivet og ville ønske, at mit kamera ydede originalen lidt mere retfærdighed, for jeg synes ikke at originalen er helt så gullig, men det er hvad mine ringe fotograf-evner formår. Da maleriet på trods af egentlig at være et stemningsbillede ikke kan komme udenom at forestille mine børn, så går jeg ikke ud fra, at det kan have interesse for nogen at købe det, men jeg kan oplyse, at et maleri af denne størrelse og med den grad af detalje (og ansigt) ville komme op omkring de 6000 kr. i pris, hvilket er mere end mine rene landskaber. Portræt-islættet gør det mere arbejdstime-tungt, men menneskelig tilstedeværelse i motivet giver også et fokus og en “involvering” af beskueren i maleriet, hvilket har sin egen styrke.

Read Full Post »

Sommer-projektet – et stort maleri med lupiner, akelejer og en nysgerrig dreng – er endelig gjort færdigt, og jeg er ganske fornøjet med det. Maleriet er nok et eksempel på, at et projekt kan løbe lidt af med én, hvis arbejdet med det bliver for spredt og usammenhængende. Man fortaber sig i detaljer og glemmer at holde øje med det samlede tidsforbrug, men pyt, nu er det her. Et vidnesbyrd om en smuk og afvekslende sommer, som nu lakker mod enden. For mig er der reminiscenser fra 1800-tallet over drengen på motivet, sådan lidt “Vil han klare Pynten” (Michael Ancher) eller “Mon han dog ikke skulde komme?” (Christen Dalsgaard), men her med en lettere undertone.

Noget af det, som har gjort denne maleproces langsom i omdrejningerne er, at der er gået så lang tid mellem første og andet lag, at jeg på en måde skulle opdage motivet igen. Så jeg skulle starte mere forfra, end når jeg lige har malet det hele én gang. Jeg har herunder indsat en detalje fra maleriet, da jeg var i gang med anden gennemmaling. Til højre for den grå træstamme har jeg malet andet lag, hvorimod stammen og løvet til venstre endnu står i ét lag. Her skinner lærred og skitsestreger endnu igennem, og farven er ikke så dyb, men til gengæld har den en lys gennemsigtighed, som går tabt ved andet lag. Jeg har tidligere varslet, at jeg ville tage en ny rød i brug til lupinerne i dette maleri, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for i anden omgang bliver farven stærkere og mørkere af sig selv. Til gengæld blev den tiloversblevne klat mørkerød maling brugt i de mørke akelejer, så intet går til spilde her i firmaet 😉

Read Full Post »

Sidste penselstrøg er sat på maleriet af det kollektivt valgte motiv fra alleen ved Ørum kirke. Normalt ville jeg lade en bestiller komme med mindre sidste-øjebliks rettelser, men eftersom I er så mange, der har bestemt motivet, at jeg ville risikere at skulle male det hele om på sytten forskellige måder, så er dette det endelige resultat 😉

Jeg ser styrker og svagheder i det. F.eks. tog jeg en beslutning om at lade en af allé-træernes stammer fylde en væsentlig del af maleriets venstre side, både fordi jeg tænkte, at det kunne give dybde og en fornemmelse af at stå i og ikke foran alleen, og også fordi jeg ikke har prøvet at gå så meget i detaljer med bark før. Hvor meget jeg end holder af Hammershøj, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til at nyde at male grå, og jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, om mit træ-stamme-eksperiment er gået til held, men det har helt sikkert en betydning for dybden. Lyspletterne på vejen og de sanselige indtryk fra alleen rammer mig til gengæld helt rent, når jeg ser på maleriet, så det er jeg glad for, og skiltet er et fint, måske lidt for lille, men så stort som det kunne blive, ironisk spørgsmål til motivet, som jeg godt kan lide det 🙂

Maleriet vil altid minde mig om to ting: De løbske heste, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, og så historien om, at der i middelalderen på denne bakke lå en hel by, som forsvandt med pesten. Og se nu træerne og markerne ovenpå “gravene”. Historievinden løfter lidt i nakkehåret.

Read Full Post »

Er det ikke som om Poul Reichardt godt kunne ligge og synge med et strå i mundvigen et sted i dette maleri? Hvis det ikke var for de bittesmå, moderne indslag, så kunne det være et stillbillede fra en Morten Korch-film. Hjørnet af et hegn og et trafikskilt i det fjerne lod jeg dog som sædvanlig stå og minde om, at motivet er ganske nutidigt og fundet på en gammel fabriksgrund langs med cykelstien fra Vorup til Randers. Husene ligger tæt omkring og tagene kan skelnes igennem læbæltet i baggrunden. Det er dog naturen, der får det altovervældende sidste ord i dette maleri. Jeg har badet i grøn maling (dvs. blå og gul;) Ren fornøjelse! Det er forholdsvist stort. Tjek størrelse og pris ved at klikke på maleriet.

Read Full Post »

Jeg har været lidt gnaven på mig selv på det sidste, fordi jeg har glemt at bestille nye lærreder i god tid. Op til påsken er der altid lang ventetid på lærreder, fordi hele Danmark vil male, når foråret kommer, tror jeg. Så nu har jeg ikke haft nye lærreder at male på i to uger. Det er noget af en udgift for et lille firma at betale løn til den ansatte uden at have reservedele til at holde produktionen i gang 😉 For at arbejdsmoralen ikke skulle fordampe helt, fandt jeg et gammelt, gammelt lærred, hvorpå jeg havde tegnet skitse til et portræt, og så arbejdede jeg videre med det.

For cirka 15 år siden holdt jeg et halvt års pause mellem to uddannelser og opdagede i den forbindelse, at jeg ved megen omhu faktisk kunne male noget, der lignede portrætter. Flere af mine forlæg fandt jeg i still-billeder fra filmatiseringen af “Sense and Sensibility”, som jeg var og er dybt fascineret af. Så skitsen til dette portræt af den ene hovedperson Marianne, må stamme fra den tid. Jeg synes stadig, at Kate Winslet spiller den unge, stormfulde kvinde så enestående godt. Og da hun så “brænder sig”, styrter, og kun rejser sig halvt igen, resignerende og vingeskudt, virker det også så ægte og troværdigt. Dette still-billede er fra én af de sidste scener, hvor Marianne stilfærdigt lytter til “den forkerte bejler” og langsomt vænner sig til at elske ham istedet.

Jeg vil ikke trætte jer længe med at beskrive, hvor frustreret og utilfreds, jeg bliver, når jeg maler portrætter. Jeg har jo øjne i hovedet og en almindelig social intelligens til at afkode ansigtstræk, så på et billede af Marianne kan jeg jo se lige præcis den blanding af sårethed, bitterhed og håb og styrke, som hun udstråler. Jeg kender hele historien i de ansigtstræk, og det kan gøre mig rundtosset af skuffelse, når jeg i min arbejdsiver ikke formår at ramme dette. Jeg nusser og nusser og flytter rundt og kæmper, men kan ikke se, hvor det går galt. På et tidspunkt må jeg så resignere, ligesom Marianne 🙂 Om ikke andet har jeg da øvet mig og brugt ventetiden lidt fornuftigt.

Og jeg kan trøste mig med, at jeg blev bedt om at deltage i “Danmarks bedste portrætmaler”, har jeg mon fortalt det? Jeg sagde nej tak, for jeg ved jo selv, hvor lang tid jeg bruger på bare at nå det niveau, jeg er på nu, og jeg fungerer slet ikke i konkurrencer, men bare det at blive spurgt, kan da trøste i portræt-depressionens mørke stunder 😉

Read Full Post »

Løvgalakser

Når jeg maler en bestilling, modtager jeg ofte en hel serie foto-forlæg, som ikke alle kan bruges i sammenhæng med bestillingen, men som godt kan pirre min lyst til at male alligevel. Sådan et motiv ligger til grund for dette forårsmaleri, frisk fra staffeliet. Tak for lån af motiv, siger jeg hermed i al offentlighed 🙂

Gad vide om alle ikke kender fascinationen af en nyudsprungen bøgeskov? Bøgetræer kan ellers virke voldsomme og overvældende i al deres frodighed, men dér i begyndelsen er grenenes tætte baldakiner endnu helt sarte og gennemsigtige, så man kan blive i tvivl, om bladene godt nok sidder fast et sted eller bare sværmer ligesom insekter imellem stammerne. Der er noget forførende ved deres tynde, horisontale flader, der tyst svæver som kontrast til de bastante vertikale tremmer. Med den slags former betyder det alverden, om man ser dem oppe/nedefra, hvor de spreder sig ud, eller lige fra siden, hvor de næsten forsvinder. Det er helt magisk. Ligesom med galakser eller ringe omkring en planet, som næsten ikke kan ses, når man ser dem lige fra siden. Som I kan høre, har jeg erfaring med at bevæge mig rundt i rummet ;D Men der er altså lidt rumrejse over en tur i en kuperet bøgeskov, hvor løvet spreder sig ud og forsvinder igen omkring én. Det er ikke til at tage øjnene fra 🙂 Her er det oven i købet kombineret med interessante skyggevirkninger fra stammerne. Og figurerne viser hvor stort og dybt det hele er. Selv om jeg måtte opgive at kunne male den stejle skrænt i forgrunden, som pigen forsigtigt klatrer ned af, så håber jeg, at man kan gætte sig til den. Den slags fald er bare næsten umulige at formidle todimensionelt. Efter de to sidste lidt afdæmpede malerier, har det været en befrielse med neongrønt på penslen 😉

Read Full Post »

For et år siden var min palet også iklædt afdæmpede vinterfarver, da jeg malede et vinterligt Bulbjerg, og nu har jeg igen forsøgt at underlægge mig årstiden og male en sneklædt togbro over Gudenåen. Det er et yndet udflugtsmål for mine børn, der gerne venter længe på at se et tog suse forbi, og stedet, som ganske vist ser ret landligt ud, ligger faktisk tæt på centrum i Randers og er kendt af de fleste indbyggere dér. Lige under denne bro trasker tapirerne fra Randers Regnskov rundt i underskoven. Kultur møder natur.

Men farverne er der ikke særlig meget pang i, og det har jeg svært ved at vænne mig til. Når jeg tænker på min fascination af Hammershøi og hans evne til at gribe og vise en spænding i et næsten gråt motiv, så burde jeg vel have optrænet erfaring i samme retning, men det har jeg ikke. Jeg synes, at det er svært at få et resultat, som giver mig blod på tanden efter mere. Det ville ellers passe godt med mine klima-ambitioner at arbejde med jordfarver, eftersom de vist er de mest tilgængelige og naturlige og nemme at fremstille selv, og umiddelbart passer farveholdningen også godt til mig som person, men måske lige præcis derfor hungrer jeg efter de klare, strålende, flamboyante farver. Mit næste maleri bliver også lidt dæmpet i farverne, men så skal det næste efter det altså have fuld skrue med farverne, tror jeg. Nu kommer foråret!

 

Read Full Post »

Older Posts »