Vi har lige været der. I det spinkle forår, hvor sårbare, vandblå, hvide og gule farver håbefuldt og modigt pibler op af jorden og dækker den, imens træerne stadig sparer på kræfterne og skeptisk ser tiden an. Solen er stadig skarp og lav og får vintergrenene til at kaste lange skygger, men lader man mismodigt blikket falde, så opdager man at det spirer og rør sig under træerne og midt i det hele har en flok børn smidt vinterjakkerne og er frimodigt på vej ud i foråret.
Og nu kom det altså, det romantiske, storslåede, frembrusende forår, som småblomster og børn kunne mærke allerede i april. Snart springer studenterne ud og så skal dette maleri være tørret og klar til at blive givet som studentergave til pigen i midten af maleriet. Jeg håber, at denne gave fra hendes forældre vil give hende en følelse af en åben og lys verden foran sig med en tryg og selvfølgeligt tilstedeværende familie omkring sig.
Og så endte dette maleri med at blive mit krigs-maleri. Selvom jeg jo også var i gang med det, da min familie arbejdede sig igennem corona-smitte, så vil jeg nu altid huske det som maleriet, der blev malet til lyden af radio-beretninger om invasionen af Ukraine. Lige så stille og næsten stivnede disse træer står i deres blomstring, lige så voldsom og dramatisk er den historiske situation, som de er blevet til i. Jeg lagde ud med en idé om at male en strålende blomstring ud fra min erindring og et lidt gråligt foto-forlæg, og selvom jeg har gjort det til en vis grad, så vil dette motiv altid have noget tvetydigt i sig. Himlen der ikke helt ved, om den vil være blå eller grå. Træerne der gør sig denne overvældende kraftanstrengelse, men underligt ubemærket og anonymt.
Jeg har flere gange set en slags gyserfilm, som vist ikke er noget stort kunstværk, for jeg har aldrig hørt den berømmet nogen steder, men den har gjort stort indtryk på mig. Den hedder “The Happening” og beskriver, hvordan planterne en dag gør oprør og begynder at sprede en form for nervegift med vinden, som får mennesker til at tage livet af sig selv. Noget af det fascinerende og skræmmende ved filmen er, at der ikke optræder en farlig skurk eller hidsig, advarende musik. Livsfaren varsles ved en stille vislen i det lange græs og en svag brise i trætoppene, og midt i natur-idyllen risler det én koldt ned af ryggen.
Dette maleri er ikke tænkt som en gyserfilm, men endnu engang har et af mine malerier vist sig at rumme flere spørgsmål end jeg havde forudset. Hvor er mennesker henne? … Nu er det jo mig selv, der har valgt ikke at male den blå Suzuki og cyklisten fra foto-forlægget med, så jeg burde vel kende svaret, men malerier får ofte deres eget liv, så jeg ved det faktisk ikke og forstår det ikke.
“Sol under broen” har jeg kaldt mit nyligt færdiggjorte maleri. Det kunne også have heddet “Gudenåen!”, som min familie råber hver gang vi krydser den – hvilket man gør ret tit, når man er bosiddende i Randers 🙂 Det kunne også have heddet “Flod”, for Gudenåen er officielt stor nok til at blive kaldt for flod, og jeg synes, at der er noget Themsen-agtigt over den på dette maleri. Når det så alligevel blev til “Sol under broen” var det fordi jeg synes, at solen og broen alligevel har hovedrollerne… Åen er måske mere én af de dér biroller, der sniger sig stilfærdigt ind fra siden og løber med rampelyset, når det kommer til stykket. Det må I afgøre 😉
Som skrevet tidligere snublede jeg over motivet på en bundfrossen morgen for et år siden, og når jeg ser på det nu, så ser det jo helt sommerligt ud. Jeg kan godt, når jeg er i et rigtigt vinterlandskab, “lege” sommeren frem på trods. Jeg ignorerer de nøgne træer og forestiller mig hvilken tid på døgnet det var, hvis solen stod sådan her om sommeren. Jeg fremtvinger et mentalt sommerbillede, som jeg lægger henover vinter-realiteterne omkring mig. Det kan også være omvendt, altså om sommeren. Sådan et eksperiment kan kun vare kort, fordi der er noget med en vintersol, som er anderledes og som tvinger illusionen i knæ. Det samme med det her maleri. Det kan ikke forblive sommer, hvis man hviler øjnene i det et stykke tid, men det gør sit bedste 🙂 Alt var dækket af rimfrost, og grusstien foran mig var stivnet, men se, hvordan solen klæder det ud som hed ørken. Der er lidt dis over vandet og imellem bropillerne, som kunne være lun sommerdamp men som er isnende rimluft.
Jeg har forresten malet denne bro, jernbanebroen i Randers, før, også om vinteren sjovt nok, men i en hel anden skytung, grå, snefygende situation. Men fascinationen af de lige vinkler og forsvindingspunkterne ud i landskabet er de samme. Denne gang blev jeg overrasket over, hvor glad jeg blev for de lidt anonyme, men alligevel bastante bropiller. Jeg havde mest tænkt på den flotte, blå bro og det blændende sollys, men så kom de gustne, umedrivelige betonklumper lige og besnærede mig 😉 Maleriet skal med på udstilling om en måneds tid. Jeg har et lille, blegt håb om at få malet endnu et i tide til at det kan tørre.
Kort før jul satte jeg mine initialer på denne farveeksplosion, som dermed indtrådte i sin sidste tørre-fase. Det har haft flere tørre-faser end normalt, fordi jeg har eksperimenteret med det “løbende” spejlbillede: Hvor mange af træerne skulle “løbe” og skulle løbene sno sig eller styrtdykke, som de endte med at gøre. Dermed blev der jo ikke-godkendte forsøg, som skulle males over op til flere gange, fordi nogle farver ikke dækker så godt. Det har gjort mig opmærksom på, hvor sjældent jeg gør den slags. Normalt gemmer der sig yderst få “forsøg” under det øverste lag maling, og man vil derfor ikke kunne ane andre farver eller tekstur fra tildækkede strøg i overfladen. Det har jeg det fint med, men på den anden side er jeg også lidt stolt af denne gang at have eksperimenteret, så der er kommet arkæologiske lag i maleriet. Det er trods alt noget, som nogle af selv de største malere har. Jeg mener, at man med røntgen eller endda det blotte øje kan se tidligere forsøg og nogle gange helt andre motiver under de endelige værker hos mange genier. Nu også hos mig 😉
Det vigtigste er dog, at jeg er blevet tilfreds med eksperimentets udfald. Spejlbilledernes lige og kompromisløse fald giver et vægtløst sug i maven og en dunkel kontrast til himlenes farveorgier. Så nu skal værket bare nå frem til sin ejer. Med nye malerier laver jeg altid en “test-indpakning”, før jeg bestiller fragt. Oliemaling tørrer så frygteligt langsomt og kan godt finde på at være en smule våd, selvom det føles tørt i første omgang, og jeg ville være så ærgerlig over at sende et færdigt maleri afsted, som så sætter sig fast i sin indpakning. Derfor har jeg nu lagt “himlene” i bobleplast og pap og med en lille smule tyngde på rammen, og så ind under gæstesengen, hvor de kan ligge i fred. Så må vi se, hvad der sker, når jeg pakker dem ud af pappet i morgen 🙂
Folk lader græsset gro rundt omkring i Danmark, og det er jeg glad for (selvom jeg føler med allergikere). Selvfølgelig er jeg glad på dyrelivets vegne, men også fordi blomstrende græs er smukt, simpelthen. Jeg opdagede det vist første gang på mit maleri af lupiner og akkelejer i min have, hvor græsset også sniger sig med. Jeg fik det bekræftet i mit nyeste maleri (med valmuemarken) og nu igen i dette mark-motiv. Det var ellers den blomstrende tjørn, jeg tog billedet af, og jeg synes også stadig, at den er hovedpersonen. Men hvis den er elverdronningen, så er græsset floret af elverpiger omkring den. Tjørnen virker på en eller anden måde som et lidt beskedent træ, der sjældent bliver besunget, men det blomstrer smukt, sætter flotte bær og har noget stærkt og robust over sig. Dette specifikke træ minder mig lidt om min hjemstavn ved Vesterhavet, hvor træerne gror vandret, så selvom det er fanget på en cykletur i det frodige opland til Randers, så får jeg en svag duft af saltvand og klitter i mine indre næsebor. Og så er der hegnet. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det prøver at sige mig/os noget? Er det en slags skråskrift? En ujævn hjerterytme? Måske bare et hegn.
For et år siden var jeg på besøg hos en veninde og hendes familie i Gl. Harlev. Jeg gav en hjælpende hånd med at bygge en skater-rampe i deres have, hvilket vist er første gang for mig 🙂 Udsigten fra rampen har været inspirationen til mit nyeste maleri. Det er faktisk to forlæg, som jeg har “smeltet” sammen, hvilket kan fornemmes i det skiftende lys, men skiftende lys er jo ikke usædvanligt i den danske sommer.
Motivet bevæger sig fra ordnede forhold på den dyrkede mark på bakkedraget over valmuemarkens mere komplekse mønstre i midten af maleriet til forgrundens ustyrlige rod af brændenælder, græs og burresnerrer. Især burresnerren er jeg stolt over at have fået med. Jeg bemærkede den slet ikke, da jeg valgte motivet, fordi den er så almindeligt et ukrudt, at øjnene nærmest ignorerer den og ubevidst “luger” den væk, men når jeg så sætter mine øjne i male-tilstand, så tvinger jeg dem til at se ordentligt efter, og pludselig tonede altså disse lange klisterstængler med deres stjerneagtige bladkranse frem. At male en grøftekant er som at rydde op i gavebånd efter en børnefødselsdag. I starten hiver og griber man bare lidt på må og få ind i den filtrede masse, men så pludselig får man fat i en ende, og langsomt får man en form for overblik eller forståelse for rodets logik, hvis jeg må sætte så modsætningsfulde ord sammen 🙂
Da jeg skulle fotografere maleriet for lidt siden, opdagede jeg til min ærgrelse at blændrammen har trukket sig skæv i sommervarmen, og jeg venter derfor med at sætte dette maleri til salg. Jeg har et ældre maleri i samme størrelse, som har gjort det samme, uden at jeg har været i stand til at rette op på det, så jeg må nok få nogen til at spænde dem på nye rammer. Jeg gør opmærksom på det, når de er klar til at komme ud i verden 🙂
Alt i naturen bugner og brister og baner sig vej udenfor mit atelier, men på mit lærred har der været bidende frost i disse maj-dage. Det kunne have været en motiverende faktor i min hast med at få maleriet færdigt, men det er nu mest, fordi jeg håber, at det kan nå at tørre inden en kommende udstilling. Derfor har jeg de sidste dage malet så intenst og længe ad gangen, at min krop er begyndt at værke.
Dette har været et svært maleri at male. Det er sjældent, at jeg overvejer at opgive, når jeg først er i gang, men sådan har det været med dette. Jeg valgte dog at insistere og tro på, at jeg kunne lære noget af det. Da jeg på en løbetur for et par måneder siden så og fotograferede dette motiv, oplevede jeg det umiddelbart som et smukt og indlysende motiv, så jeg havde rigtigt appetit på det, da jeg gik i gang. Men hvad jeg ikke havde tænkt på, var at det simpelthen ikke er alle naturfænomener, der lader sig oversætte så nemt til min stil. Og rimfrost er åbenbart én af dem. Den fine, fine kant af iskrystaller, som havde sat sig på alt denne vintermorgen, viste sig uopnåelig for min forenklende pensel. Det føltes som om jeg strakte mig og strakte mig, men simpelthen havde fundet et emne, som mit kunstneriske “sprog” ikke havde “ord” for. Eller som om jeg gjorde kur til nogen, der ikke ville værdige mig et blik.
Alligevel er jeg glad for, at jeg har malet dette motiv. Først og fremmest har jeg fået endnu mere respekt for naturens kunstneriske evner, og jeg har fået et indblik i frosts former og farver, som både Smilla og Disneys Elsa ville nikke anerkendende til. Samtidig er jeg blevet mindet om, at alt ikke bare kan males ved hjælp af arbejdsomhed, som jeg nogle gange bilder mig ind. Og endelig føler jeg, at maleriet i sidste ende er blevet et hæderligt forsøg, der måske fortjener et koldt strejf af genkendelse i “den kurtiseredes” øjne, og i hvert fald har smukke og dekorative kvaliteter, om det så ligner forlægget eller ej. Jeg har i hvert fald fundet en undskyldning for rigtigt at dyrke mosaikken, og motivets indhold er en klassisk “Marie”, som min far sagde. Natur og civilisation i et stivnet favntag eller kvælertag. Som sædvanlig er det fundet få hundrede meter herfra ved det lokale vandværk.
Endelig! Kan jeg signere dette noget anderledes værk fra min hånd. Det er usædvanligt, både fordi jeg vist aldrig har malet industri-områder før, og fordi farverne bevæger sig indenfor en så begrænset blå palette. Motivet er som titlen antyder, Randers Havn, og er set fra fjordsiden og op mod Gudenåen en sensommer-eftermiddag. Skorstenen er byen Randers’ uofficielle vartegn, fordi det er det første, man kan se af byen, på afstand. Den tilhører byens fjernvarme-anlæg.
Jeg har cirklet om dette motiv nogen tid, før jeg valgte at male det, for det er bare … så vildt. Det er som om det tager de to elementer, som jeg ofte bygger mine malerier op om, nemlig de organiske former og de mere firkantede civilisationstegn, og så lige drejer volumenknappen adskillige streger op på dem begge. Det menneskeskabte bygningsværk er så tungt og ufortyndet til stede og alligevel er det jo faktisk kun et tyndt dige imellem himmel og hav, der folder hele sin ubændige vælde ud over og under det. Det virker dommedagsagtigt og idyllisk på én gang. Derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvem der mon kunne finde på at hænge det op i sin stue.
Jeg er glad for, at jeg så besluttede mig for at male det alligevel og endda skrue op på endnu en knap, nemlig størrelsen. Når man beslutter sig for at spille Wagner, bliver man nødt til at gøre det med overbevisning. Jeg har i mine tanker om maleriet flirtet lidt med ideen om Hammershøj-arven i den blå-grå, monokrome farveholdning og i at han også var forbi havnemotivet i sine malerier. Men nu hvor det er færdigt, synes jeg, at der er for mange “udråbstegn” i det her maleri til at jeg kan lægge det i en tradition efter ham, antydningens mester. Hvad udråbstegnene i maleriet så handler om, er jeg som sædvanlig usikker på. Er det naturen eller civilisationen, der er truende, og måske er det slet ikke truende men i harmoni?
Første maleri i 2021 bliver i det lidt specielle panel-format og er en pendant til close-up-maleriet af syrener, som jeg gjorde færdigt før ferien. Jeg synes, at motiv og format klæder hinanden overraskende godt. Motivet er fra denne sommer og er fanget på vej hjem fra aflevering af min søn i skole, dvs. ved otte-tiden. I denne mørkegrå tid kan det gøre mig nærmest grædefærdig at se, hvor lyst og lunt og duftende og summende det kan være på et fortov en sommermorgen. Men det ville nu også være mærkeligt, hvis det var sådan året rundt. Jeg er taknemmelig for, at der er husejere, der lader deres haver stå som frodige, maleriske vildnis til glæde for forbipasserende malere 🙂
Imens jeg maler, opdager jeg tit paralleller til noget, jeg har malet tidligere, hvilket nok afspejler, at jeg ikke er en maler eller et menneske, der er vildt proaktiv, omstillingsparat og vækstende, men istedet godt kan lide at dvæle ved og cirkle omkring de samme fascinerende fænomener. Når jeg spiller klaver, er det de samme ti smukke stykker, jeg spiller igen og igen, både på grund af perfektionisme og manglende evner/tid men også fordi jeg aldrig bliver træt af at gå på opdagelse i dem og genkende dem. Selvom jeg bruger meget mere tid på at male end at spille, så finder jeg på samme måde de samme temaer i forskellig form, når jeg ser tilbage på mine malerier. Gad vide om ikke selv de mest nytænkende og ekspanderende kunstnere kan se sådan en rød tråd, når de ser tilbage, om de vil eller ej?
Nå, men mit nyeste “panel-maleri” minder mig i hvert fald om to malerier, jeg malede til Kommunikationscenter Thisted (tror jeg nok det hedder:) især når man sætter det ved siden af det næste panel, som jeg har malet første omgang på. Del og helhed kan man måske kalde temaet 🙂 For her er jeg gået i gang med en hel syren-busk. På den måde føler jeg næsten ikke, at jeg kan melde dette detalje-maleri helt færdigt, før jeg har malet helheds-maleriet også. Det er dog meningen, at det skal kunne fungere som et værk for sig selv, og som man nok kan se, har jeg siden skitse-stadiet arbejdet meget på balancen i detaljegraden i forhold til afstandsvirkning. Jeg synes, at jeg har famlet lidt i forhold til det, også fordi jeg har arbejdet mere ukoncentreret med børn omkring mig i atelieret, så jeg ved ikke, om der dukker en trang op til at runde det af på en ny måde, når det andet maleri bliver færdigt i det nye år. Men som værk i sig selv er det i hvert fald færdigt nu. Og dermed ønsker jeg glædelig jul og godt nytår fra mit atelier!
Marie Fredborgs Malerier 