Selvlysende asfalt

Så blev tredie afsnit i “På vej væk”-føljetonen færdigt. Jeg kan vist aldrig få nok af det sugende, dragende perspektiv, når en vej forsvinder ud i horisonten, og så selvfølgelig efterårets glød og lange skygger. Motivet her er fundet på Østre Kirkegård i Randers og falder på den måde godt på plads i mit randrusianske tema for udstillingen i Helligåndshuset den kommende weekend.

Østre Kirkegård er et stort parkagtigt område med gamle træer i al deres østjyske vælde. De mosbegroede asfaltstier, der er mere eller mindre brudt op af invaderende rødder, fascinerede mig på denne gåtur med et selvlysende skær. Jeg tog flere billeder den dag, som måske dukker op som motiver, men nu tror jeg lige, at jeg tager en pause med efterårsfarverne til ære for forårets komme.

Read Full Post »

Randrusiansk vartegn på lærred.

Hvis Randers var en nation kunne dette nye maleri være et forsøg på et slags national-maleri. Det forestiller Den Blå Bro, også kendt som cykelbroen, hvor der i modsætning til den anden blå bro i Randers ikke kører tog længere. Alle randrusianere kender denne bro, for den er ikke til at overse med sin skrallebang-farve, midt i Randers, på tværs af Gudenåen. For beboere af Gudenåens sydside er den desuden en transport-livsnerve imellem hjem og banegård, butikker, arbejdspladser og Randers Regnskov, eftersom man her på én gang nemt og hurtigt kan nå sit mål og samtidig kan gå og cykle imellem græssende køer, trækfugle og stilfærdige lystfiskere.

Jeg kæmpede i maleprocessen uden held for at ramme den smukke blå nuance, men alligevel synes jeg, at kontrasten mellem broens farve og stramme form og efterårstræernes gule løv og organiske former er smuk og klar. Og så er jeg jo glad for skyggerne, der vrider sig på asfalt-stien i forgrunden og får det hele til at sejle og segne lidt, som om motivet i al sin stålsikre styrke alligevel er ved at falde og flyde væk med løvets fald og åens strøm.

Foto-forlægget er taget fra Randers-siden, dvs. fra Justesens Plæne, som om sommeren er byens fest-plæne med solbadning, udklædte skoleelever og friluftskoncerter. Der er stadig lidt fest og spræl i dette maleris farver, men på vej væk ind i efteråret, ned ad åen og over i parcelhuskvarteret (hvor jeg bor 😉 ) er det alligevel, så dermed har jeg nu malet andet værk i en serie, jeg vist må kalde “På vej væk”. Det næste i rækken er skitseret.

Read Full Post »

Lysfest-maleri

For nogen tid siden spurgte Ugebladet “Hjemmet”, om jeg ville stå for forsiden til deres julenummer. Jeg havde cirka en uge til at gøre det, og det skulle være noget med en julemand og i sådan en slags 50’er reklame-stil. Efter at have brugt en dag på research på rensdyr og et par febrilske skitser smed jeg håndklædet i ringen og meldte tilbage, at jeg ikke kunne udføre opgaven på tilfredsstillende vis til tiden. Efterfølgende kunne jeg dog ikke undgå at tænke over, hvordan jeg ville have løst opgaven, hvis jeg havde haft friere tøjler. Jeg fandt et gammelt, sløret foto af min søster, der tænder træet med et koncentreret, lidt højtideligt udtryk og en intens, varm glød i farverne og besluttede mig for at prøve. Forlægget er lidt rodet, så jeg har måttet skære fra og tildigte lidt, hvilket medførte flere fejlslagne forsøg og overmalinger end jeg plejer, og det slørede forlæg betød også, at jeg måtte opgive, at få det til at ligne min søster, men hovedpointen var nu også at ramme en stemning af den familie-indadvendte, varme, traditionstunge lysfest, som er et slags overlevelsesritual her i norden. Om den var gået ind som Hjemmets forside, er jeg ikke sikker på. Min mand foreslog, at det kunne blive en reklame for Tordenskjold-tændstikker, så reklame-stilen er der da 😉 Hermed vil jeg gerne ønske alle en glædelig jul!

Read Full Post »

På vej væk

Dobbelt-ironi må det hedde, når jeg i sidste indlæg ironisk kalder mig selv for brystsyg kunstner, for nogle uger senere at opdage, at jeg rent faktisk lider af ikke tuberkulose (dog) men lungebetændelse. Eftersom jeg heldigvis lever i en tid, hvor penicillin er opdaget og stadig virker mod meget, så er jeg i så meget bedring nu, at jeg langt om længe har kunnet lægge sidste hånd på et stort lærred, der har ventet længe. Det er et typisk motiv for mig, for det er fundet sådan cirka i min baghave, hvor en gammel banestrækning langsomt lader sig overmande af buskads. Måske er det fordi maleriet er så stort, men når jeg står foran det, er det som om jeg nærmest kan sanse sommeren. Det solbeskinnede har muligvis ikke fået tildelt så mange kvadratcentimeter af lærredet, men den blændende eng  og heden fra solen på trækronerne slår mig, og så er lettelsen ved den liflige, milde skygge på banestrækningen mindst lige så kær en sommer-sansning som solen. Igen er det også et meget randrusiansk motiv, fordi der få hundrede meter i blikkets retning drøner en firesporet hovedvej, men den østjyske frodighed mener ikke, at det er noget at tage hensyn til. Jeg har altid været fascineret af den sønderjyske maler Otto Frello. Især hans maleri “Det sorte rum” er altid med mig i mit hoved, og dette maleri minder mig lidt om stemningen derfra.

Read Full Post »

Den røde spand

Nyeste maleri er et eksempel på, at jeg godt kan lide at bevæge mig på grænsen imellem portræt og landskab. I dette tilfælde er jeg måske tættere på portræt, fordi der er ansigt på det ene barn. Det gør det sværere og mere tidskrævende og ikke nødvendigvis bedre med et ansigt, men i dette tilfælde valgte jeg at tage det med, fordi det ikke stirrer ind i kameraet men er et af flere tegn på børnenes selvforglemmende koncentration om spanden og vandet. På den måde bliver det mere til et billede af en stemning, et øjeblik og en tilstand, hvor kropssprog og natur og lys og opmærksomhed cirkler om vandets fascinerende fald.

Motivet er mine egne børn, da vi i sommerferien sidste år besøgte Fosdalen og pjaskede med vand i den lille bæk. Jeg har i sagens natur været svært glad for at arbejde med motivet og ville ønske, at mit kamera ydede originalen lidt mere retfærdighed, for jeg synes ikke at originalen er helt så gullig, men det er hvad mine ringe fotograf-evner formår. Da maleriet på trods af egentlig at være et stemningsbillede ikke kan komme udenom at forestille mine børn, så går jeg ikke ud fra, at det kan have interesse for nogen at købe det, men jeg kan oplyse, at et maleri af denne størrelse og med den grad af detalje (og ansigt) ville komme op omkring de 6000 kr. i pris, hvilket er mere end mine rene landskaber. Portræt-islættet gør det mere arbejdstime-tungt, men menneskelig tilstedeværelse i motivet giver også et fokus og en “involvering” af beskueren i maleriet, hvilket har sin egen styrke.

Read Full Post »

Maleri i lave omdrejninger

Sommer-projektet – et stort maleri med lupiner, akelejer og en nysgerrig dreng – er endelig gjort færdigt, og jeg er ganske fornøjet med det. Maleriet er nok et eksempel på, at et projekt kan løbe lidt af med én, hvis arbejdet med det bliver for spredt og usammenhængende. Man fortaber sig i detaljer og glemmer at holde øje med det samlede tidsforbrug, men pyt, nu er det her. Et vidnesbyrd om en smuk og afvekslende sommer, som nu lakker mod enden. For mig er der reminiscenser fra 1800-tallet over drengen på motivet, sådan lidt “Vil han klare Pynten” (Michael Ancher) eller “Mon han dog ikke skulde komme?” (Christen Dalsgaard), men her med en lettere undertone.

Noget af det, som har gjort denne maleproces langsom i omdrejningerne er, at der er gået så lang tid mellem første og andet lag, at jeg på en måde skulle opdage motivet igen. Så jeg skulle starte mere forfra, end når jeg lige har malet det hele én gang. Jeg har herunder indsat en detalje fra maleriet, da jeg var i gang med anden gennemmaling. Til højre for den grå træstamme har jeg malet andet lag, hvorimod stammen og løvet til venstre endnu står i ét lag. Her skinner lærred og skitsestreger endnu igennem, og farven er ikke så dyb, men til gengæld har den en lys gennemsigtighed, som går tabt ved andet lag. Jeg har tidligere varslet, at jeg ville tage en ny rød i brug til lupinerne i dette maleri, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for i anden omgang bliver farven stærkere og mørkere af sig selv. Til gengæld blev den tiloversblevne klat mørkerød maling brugt i de mørke akelejer, så intet går til spilde her i firmaet 😉

Read Full Post »

Demokratiet har talt

Sidste penselstrøg er sat på maleriet af det kollektivt valgte motiv fra alleen ved Ørum kirke. Normalt ville jeg lade en bestiller komme med mindre sidste-øjebliks rettelser, men eftersom I er så mange, der har bestemt motivet, at jeg ville risikere at skulle male det hele om på sytten forskellige måder, så er dette det endelige resultat 😉

Jeg ser styrker og svagheder i det. F.eks. tog jeg en beslutning om at lade en af allé-træernes stammer fylde en væsentlig del af maleriets venstre side, både fordi jeg tænkte, at det kunne give dybde og en fornemmelse af at stå i og ikke foran alleen, og også fordi jeg ikke har prøvet at gå så meget i detaljer med bark før. Hvor meget jeg end holder af Hammershøj, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til at nyde at male grå, og jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, om mit træ-stamme-eksperiment er gået til held, men det har helt sikkert en betydning for dybden. Lyspletterne på vejen og de sanselige indtryk fra alleen rammer mig til gengæld helt rent, når jeg ser på maleriet, så det er jeg glad for, og skiltet er et fint, måske lidt for lille, men så stort som det kunne blive, ironisk spørgsmål til motivet, som jeg godt kan lide det 🙂

Maleriet vil altid minde mig om to ting: De løbske heste, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, og så historien om, at der i middelalderen på denne bakke lå en hel by, som forsvandt med pesten. Og se nu træerne og markerne ovenpå “gravene”. Historievinden løfter lidt i nakkehåret.

Read Full Post »