Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Nye malerier’ Category

Drikkende børn

Jeg kom til at love, at dette maleri ville være færdigt i sidste uge, men i min sædvanlige langsommelighed lå der en hel del flere timer i arbejdet med at gøre det færdigt, end jeg regnede med. Nu er de sidste mystiske vandløbs-mønstre dog malet op. Har man lyst, kan man sammenligne med skitse-udsnittet, som jeg delte i sidste indlæg.

Ligesom med mit sidst færdiggjorte maleri af de gule tulipaner er vi her havnet i en slags jungle, eller på en savanne, hvor “dyrene” samles ved vandløbet for at drikke. Et usædvanligt og måske lidt surrealistisk motiv for danske breddegrader og i en moderne verden, men ikke desto mindre var det helt virkeligt denne sommer, da jeg sammen med min familie besøgte vores elskede Fosdalen og kildevældet dér.

Som sædvanlig er der flere lag for mig i maleriet. Der er det maleriske i vandets glid over stenene og børnenes “nedsunkethed” i det grønne. Og imens jeg malede, dukkede følelsen af uro op. Alt ånder fred, men virker børnene ikke lidt sårbare i deres uskyldige opslugthed og nydelse af det friske, kolde vand? Er det rovdyr eller pesticid-forgiftning, der lurer på vores børn i sivene? Det var sol og rislende vand, jeg satte afsted for at male, og jeg håber, at det er det, man ser i dette maleri. At der så for det meste følger en lille foruroligende ælling med i mine malerier, kan man vælge til eller fra med sit blik og sin indstilling, tænker jeg. Der er i hvert fald håb og ønsker for mine børn og menneskets fremtid i maleriet!

Motivet og min oplevelse med at male det, minder mig om “Lupiner og akkelejer”, et andet “urskovs-maleri”. Man kan se dem sammen, hvis man klikker på billedet.

Read Full Post »

Parcel-urskoven.

“Er der en tiger, dér i midten?” blev jeg spurgt, da jeg arbejdede på de sidste strøg af dette maleri. Lige i det øjeblik svarede jeg benægtende, fordi jeg var helt forblændet af min viden om, at forlægget er fundet i min parcelhus-have, hvor jeg aldrig har set vildere dyr end pænt store huskatte. Men nu hvor spørgsmålet har bundfældet sig lidt, ville jeg ønske, at jeg havde svaret med et “Det kan da godt være”, for tanken om, at urskovs-væsner lurer ud på beskueren fra de dunkle hjørner i dette maleri, er da ret fortryllende. Jeg har altid ønsket mig, at jeg i mine malerier kunne “fange” et par elverpiger eller nisser og alt det andet liv, som vi mennesker har mistet evnen til at se i naturen. Så hvorfor ikke en tiger i bøgehækken?

Da min far her i efterårsferien så dette maleri, mindede han mig om en billedbog fra min barndom, med billeder af den franske maler Henri Rousseau. Han malede “almindelige” landskaber og optrin, så de virkede foruroligende, mystiske og eksotiske. En fredelig park fik karakter af jungle, og hos ham er der lige præcis flere eksempler på rovdyr i græsset. Som barn gjorde billederne mig urolig, men med alderen har den slags betydningstung uforklarlighed fascineret mig mere og mere, så jeg i dag meget gerne ville kunne fremkalde noget af den samme årvågne men slumrende tilstedeværelse af “noget” i mine malerier.

Motivet er malet på et ret stort lærred, så det er ikke helt umuligt, at en huskat i naturlig størrelse ville kunne springe ud af det en dag, når den mener, at det er på tide 😉

Read Full Post »

Et andet af sensommerens projekter har været denne “dobbelt-bestilling”, begge i størrelsen 50×40 cm. Det startede med en studentergave. En niche jeg ikke har arbejdet indenfor før. Jeg håber, at flere kunne finde på at give malerier i den anledning, for jeg synes, at det giver god mening. I denne sammenhæng er motivet bestillerens solnedgangsminde fra en djurslandsk strandeng. Jeg har prøvet at fange noget af “eng-havets” nuancer og variation. Jeg er også godt tilfreds med de rygvendte figurers kropssprog, som virker helt fokuseret på udsigten og øjeblikket.

Samtidig opstod ideen til og ønsket om et maleri af selvsamme studine som barn. Det er nok ikke et usædvanligt tidspunkt for forældre at se lidt tilbage og ønske sig nogle konkrete minder at fæstne øjet på. Derfor kom også dette maleri af en madpakketur i Hestehaveskoven på Djurs til verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at portrætter er svære. Det er ret “nemt” at få det til at ligne et menneske, men at få det til at ligne lige præcis det ene menneske er kun nogle få kunstnere forundt at mestre. Den grundlæggende ambition var dog vist nok knap så meget et nøjagtigt portræt som et billede af en skøn situation. En leende pige sidder i den vågnende forårs-skovbund og skal til at spise sin madpakke med udsigt til den blå bugt, og pigen har i hvert fald en vis lighed med en bestemt pige, så missionen er fuldført, selvom jeg kunne blive ved med at nørkle mikroskopiske detaljer, indtil det hele var en stor mudderpøl 😉

Read Full Post »

Bulbjerg revisited

Et af de små projekter, som jeg har arbejdet med i den sidste tid, er dette lille Bulbjerg-landskab. Det er en bestilling, som bunder i et bestemt minde, så det var vigtigt at få stumpen af Skarreklit med ude i bølgerne. Da jeg alligevel var på de kanter sammen med mine børn, greb jeg derfor chancen for at tage til Bulbjerg og knipse nogle nye fotos fra dette yndede motiv. I modsætning til andres fotos, fra nettet eller hvor de kan komme fra, så er mine egne fotos jo “tænkt” med det samme indre øje, som senere skal male det. Det indre øje skal selvfølgelig også udfordres af og til, men jeg nyder da, når jeg selv får mulighed for at vælge min vinkel og mit perspektiv som her, hvor jeg var klatret op i de ret stejle klitter, så de kunne være med i forgrunden af maleriet. Hver gang mit blik falder på maleriet (som dog nu er draget bort til sine bestillere), så tænker jeg på “To the lighthouse” af Virginia Woolf. Hun maler med ord, og jeg føler mig beslægtet med hende.

Read Full Post »

Så blev mit store sommerferie-værk færdigt. Endelig! Det er et stort lærred og et virvar af detaljer, og jeg har nydt det, men tidsforbruget stak lidt af. Forhåbentlig kan man dog se tiden i det færdige resultat, for trods sin størrelse er det gennemarbejdet og kælet for. Japanske kirsebærtræer ligner jo bare candy-floss, hvilket jeg også synes, at de gør her på maleriet, men kigger man efter, er der en del dramatiske bevægelser og kontraster, som også intensiveres i skygge-livet på jorden.

 

Jeg har faktisk for lang tid siden malet japanske kirsebærtræer på et meget mindre lærred og på en mere impressionistisk måde, synes jeg. Formerne er slet ikke så ornamentale og strøgene er hurtigere og mere spontane. Det er stadig et maleri, jeg er meget glad for, og det er sjovt at se, hvordan min stil har ændret sig, uden at jeg har tænkt specielt over det 🙂

Read Full Post »

Sporarbejde.

På dette nye maleri kan man næsten se mit hus, men også kun næsten, for det gemmer sig lidt i skyggerne i de fjerne hus-silhouetter. Det er selvfølgelig ikke mit parcelhus, jeg har sigtet efter på maleriet, men det isnende vintersolskin og banelegemet, der borer sig ind i et stivnet landskab. Faktisk er det den samme bane, der laver forsvindingsnumre i “På vej væk 2”, bare et andet sted på baneforløbet og på en helt anden årstid.

Det her må kaldes mit coronatids-værk. Jeg gik i gang med det midt i marts og har malet på det i spredt fægtning imellem udfærdigelse af bestillinger og pasning af børn. Jeg sluttede af med at opdage, at jeg havde lagt skinnerne en smule forkert, så jeg måtte male dem delvist over, vente på at det tørrede og male dem igen, før det var færdigt. Så det har taget mig noget tid, og har fulgt mig i en lidt “nedfrosset” periode, men nu er der “tøvejr”, og mit næste maleri bliver en stor forårseksplosion af lyserøde candyfloss-trækroner. Fra den ene yderlighed til den anden, men begge dele er lige smukke og maleriske! Det er da lige til at blive glad af 🙂

Read Full Post »

Tidsrejse

Mit nyeste maleri er nu blevet givet som fødselsdagsgave til sin ejer, så jeg kan godt offentliggøre det her på hjemmesiden uden at afsløre noget. Selvom jeg altid tager mange fotos af det samme motiv, når jeg er ude at fotografere, så jeg egentlig har mulighed for at male mange malerier på samme “fotosession”, så er det faktisk sjældent jeg gør det. Men denne gang har jeg på opfordring bevæget mig tilbage til en gammel succes, nemlig mit lille maleri af det dramatiske vejr over Bulbjerg og Lild Strand, som jeg malede for ti år siden, også på bestilling. Jeg har ikke brugt det samme forlæg, men har valgt et andet udsigtspunkt, hvor den bølgende marehalm i forgrunden er mere dominerende. Nu hvor jeg tager det første maleri frem og sætter det ind her ved siden af det nye, så overrasker det mig at se, hvor stor forskel der er, altså ikke kun pga. en anden vinkel osv. men også fordi jeg bare har ændret mig. Hverken til det bedre eller værre, bare ændret. Er det ikke som om man godt kan se, at det første maleri er malet af en ti år yngre person, der endnu ikke har fået familie? Kontraster og schwung dominerer og har på det andet bevæget sig over i nuancer og mildhed (så meget som der kan være i vild vesterhavsblæst). Men selvfølgelig kommer forskellen også af, at det første maleri er mere “nede” i marehalmen, hvor det andet distancerer sig mere. Marehalmen “pisker” i det første og “bølger” i det andet. Jeg er lige stolt af begge. Tænk at have malet så længe, at der ligefrem er en udvikling at se. Gad vide hvordan jeg maler om ti år?

Read Full Post »

Stilhed

Siden jeg skrev sidst, har stilheden lagt sig, ikke kun her på min blog men også over landet. Da jeg skrev sidst, havde jeg lige lukket en udstilling, hvor folk endnu kunne finde på at give hånd. Blot få dage senere var jeg ikke længere alene i mit atelier, men havde selskab af et par hjemmegående børn, der byggede togbaner rundt om staffeliet og spurgte om hjælp til skoleopgaver. Men udenfor sænkede stilheden sig, sådan oplevede jeg det i hvert fald, og på mit lærred faldt sneen tyst og blev til sidst til et af de vinterlandskaber, hvor naturen synes at holde vejret, ligesom samfundet gør det lige for tiden.

Maleriet af den snedækkede have med et par børn og deres far på slædetur er en fødselsdagsgave-bestilling og forestiller derfor en konkret familie i en bestemt have. Men jeg synes alligevel, at de snetyngede træer, den skarpe, lave sol og familien, der har “udstoppet” sig for at kunne nyde snemorskaben uden forfrysninger, er så genkendelige, at motivet er ret almengyldigt. Det er faktisk sat sammen af to forskellige motiver, fordi persongruppen er hentet fra et andet landskab end haven. Jeg har defor måttet holde tungen lige i munden, især med hensyn til lys og skyggefald, som ikke stemte helt overens imellem de to forlæg. En forfriskende udfordring, som jeg nok ikke ville have kastet mig ud i, hvis det ikke havde været for bestillingsopgaven.

Her i påsken var det meningen, at jeg skulle have udstillet på Fussingø Slots påskeudstilling, men det bliver så til næste år. På samme måde ryger en anden forårsudstilling nok også. Så stilheden har som sagt lagt sig. Heldigvis ikke i naturen, som pibler, risler, pipper og suser af virkelyst, så jeg vil snart begive mig ud og finde motiver, som måske kan finde ud i verden, når den begynder at larme lidt igen.

Read Full Post »

Selvlysende asfalt

Så blev tredie afsnit i “På vej væk”-føljetonen færdigt. Jeg kan vist aldrig få nok af det sugende, dragende perspektiv, når en vej forsvinder ud i horisonten, og så selvfølgelig efterårets glød og lange skygger. Motivet her er fundet på Østre Kirkegård i Randers og falder på den måde godt på plads i mit randrusianske tema for udstillingen i Helligåndshuset den kommende weekend.

Østre Kirkegård er et stort parkagtigt område med gamle træer i al deres østjyske vælde. De mosbegroede asfaltstier, der er mere eller mindre brudt op af invaderende rødder, fascinerede mig på denne gåtur med et selvlysende skær. Jeg tog flere billeder den dag, som måske dukker op som motiver, men nu tror jeg lige, at jeg tager en pause med efterårsfarverne til ære for forårets komme.

Read Full Post »

Hvis Randers var en nation kunne dette nye maleri være et forsøg på et slags national-maleri. Det forestiller Den Blå Bro, også kendt som cykelbroen, hvor der i modsætning til den anden blå bro i Randers ikke kører tog længere. Alle randrusianere kender denne bro, for den er ikke til at overse med sin skrallebang-farve, midt i Randers, på tværs af Gudenåen. For beboere af Gudenåens sydside er den desuden en transport-livsnerve imellem hjem og banegård, butikker, arbejdspladser og Randers Regnskov, eftersom man her på én gang nemt og hurtigt kan nå sit mål og samtidig kan gå og cykle imellem græssende køer, trækfugle og stilfærdige lystfiskere.

Jeg kæmpede i maleprocessen uden held for at ramme den smukke blå nuance, men alligevel synes jeg, at kontrasten mellem broens farve og stramme form og efterårstræernes gule løv og organiske former er smuk og klar. Og så er jeg jo glad for skyggerne, der vrider sig på asfalt-stien i forgrunden og får det hele til at sejle og segne lidt, som om motivet i al sin stålsikre styrke alligevel er ved at falde og flyde væk med løvets fald og åens strøm.

Foto-forlægget er taget fra Randers-siden, dvs. fra Justesens Plæne, som om sommeren er byens fest-plæne med solbadning, udklædte skoleelever og friluftskoncerter. Der er stadig lidt fest og spræl i dette maleris farver, men på vej væk ind i efteråret, ned ad åen og over i parcelhuskvarteret (hvor jeg bor 😉 ) er det alligevel, så dermed har jeg nu malet andet værk i en serie, jeg vist må kalde “På vej væk”. Det næste i rækken er skitseret.

Read Full Post »

Older Posts »