Demokratiet har talt

Sidste penselstrøg er sat på maleriet af det kollektivt valgte motiv fra alleen ved Ørum kirke. Normalt ville jeg lade en bestiller komme med mindre sidste-øjebliks rettelser, men eftersom I er så mange, der har bestemt motivet, at jeg ville risikere at skulle male det hele om på sytten forskellige måder, så er dette det endelige resultat 😉

Jeg ser styrker og svagheder i det. F.eks. tog jeg en beslutning om at lade en af allé-træernes stammer fylde en væsentlig del af maleriets venstre side, både fordi jeg tænkte, at det kunne give dybde og en fornemmelse af at stå i og ikke foran alleen, og også fordi jeg ikke har prøvet at gå så meget i detaljer med bark før. Hvor meget jeg end holder af Hammershøj, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til at nyde at male grå, og jeg er faktisk stadig lidt i tvivl, om mit træ-stamme-eksperiment er gået til held, men det har helt sikkert en betydning for dybden. Lyspletterne på vejen og de sanselige indtryk fra alleen rammer mig til gengæld helt rent, når jeg ser på maleriet, så det er jeg glad for, og skiltet er et fint, måske lidt for lille, men så stort som det kunne blive, ironisk spørgsmål til motivet, som jeg godt kan lide det 🙂

Maleriet vil altid minde mig om to ting: De løbske heste, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, og så historien om, at der i middelalderen på denne bakke lå en hel by, som forsvandt med pesten. Og se nu træerne og markerne ovenpå “gravene”. Historievinden løfter lidt i nakkehåret.

Read Full Post »

Er du dus med himlens fugle?

Er det ikke som om Poul Reichardt godt kunne ligge og synge med et strå i mundvigen et sted i dette maleri? Hvis det ikke var for de bittesmå, moderne indslag, så kunne det være et stillbillede fra en Morten Korch-film. Hjørnet af et hegn og et trafikskilt i det fjerne lod jeg dog som sædvanlig stå og minde om, at motivet er ganske nutidigt og fundet på en gammel fabriksgrund langs med cykelstien fra Vorup til Randers. Husene ligger tæt omkring og tagene kan skelnes igennem læbæltet i baggrunden. Det er dog naturen, der får det altovervældende sidste ord i dette maleri. Jeg har badet i grøn maling (dvs. blå og gul;) Ren fornøjelse! Det er forholdsvist stort. Tjek størrelse og pris ved at klikke på maleriet.

Read Full Post »

Tidsfordriv og resignation.

Jeg har været lidt gnaven på mig selv på det sidste, fordi jeg har glemt at bestille nye lærreder i god tid. Op til påsken er der altid lang ventetid på lærreder, fordi hele Danmark vil male, når foråret kommer, tror jeg. Så nu har jeg ikke haft nye lærreder at male på i to uger. Det er noget af en udgift for et lille firma at betale løn til den ansatte uden at have reservedele til at holde produktionen i gang 😉 For at arbejdsmoralen ikke skulle fordampe helt, fandt jeg et gammelt, gammelt lærred, hvorpå jeg havde tegnet skitse til et portræt, og så arbejdede jeg videre med det.

For cirka 15 år siden holdt jeg et halvt års pause mellem to uddannelser og opdagede i den forbindelse, at jeg ved megen omhu faktisk kunne male noget, der lignede portrætter. Flere af mine forlæg fandt jeg i still-billeder fra filmatiseringen af “Sense and Sensibility”, som jeg var og er dybt fascineret af. Så skitsen til dette portræt af den ene hovedperson Marianne, må stamme fra den tid. Jeg synes stadig, at Kate Winslet spiller den unge, stormfulde kvinde så enestående godt. Og da hun så “brænder sig”, styrter, og kun rejser sig halvt igen, resignerende og vingeskudt, virker det også så ægte og troværdigt. Dette still-billede er fra én af de sidste scener, hvor Marianne stilfærdigt lytter til “den forkerte bejler” og langsomt vænner sig til at elske ham istedet.

Jeg vil ikke trætte jer længe med at beskrive, hvor frustreret og utilfreds, jeg bliver, når jeg maler portrætter. Jeg har jo øjne i hovedet og en almindelig social intelligens til at afkode ansigtstræk, så på et billede af Marianne kan jeg jo se lige præcis den blanding af sårethed, bitterhed og håb og styrke, som hun udstråler. Jeg kender hele historien i de ansigtstræk, og det kan gøre mig rundtosset af skuffelse, når jeg i min arbejdsiver ikke formår at ramme dette. Jeg nusser og nusser og flytter rundt og kæmper, men kan ikke se, hvor det går galt. På et tidspunkt må jeg så resignere, ligesom Marianne 🙂 Om ikke andet har jeg da øvet mig og brugt ventetiden lidt fornuftigt.

Og jeg kan trøste mig med, at jeg blev bedt om at deltage i “Danmarks bedste portrætmaler”, har jeg mon fortalt det? Jeg sagde nej tak, for jeg ved jo selv, hvor lang tid jeg bruger på bare at nå det niveau, jeg er på nu, og jeg fungerer slet ikke i konkurrencer, men bare det at blive spurgt, kan da trøste i portræt-depressionens mørke stunder 😉

Read Full Post »

Løvgalakser

Når jeg maler en bestilling, modtager jeg ofte en hel serie foto-forlæg, som ikke alle kan bruges i sammenhæng med bestillingen, men som godt kan pirre min lyst til at male alligevel. Sådan et motiv ligger til grund for dette forårsmaleri, frisk fra staffeliet. Tak for lån af motiv, siger jeg hermed i al offentlighed 🙂

Gad vide om alle ikke kender fascinationen af en nyudsprungen bøgeskov? Bøgetræer kan ellers virke voldsomme og overvældende i al deres frodighed, men dér i begyndelsen er grenenes tætte baldakiner endnu helt sarte og gennemsigtige, så man kan blive i tvivl, om bladene godt nok sidder fast et sted eller bare sværmer ligesom insekter imellem stammerne. Der er noget forførende ved deres tynde, horisontale flader, der tyst svæver som kontrast til de bastante vertikale tremmer. Med den slags former betyder det alverden, om man ser dem oppe/nedefra, hvor de spreder sig ud, eller lige fra siden, hvor de næsten forsvinder. Det er helt magisk. Ligesom med galakser eller ringe omkring en planet, som næsten ikke kan ses, når man ser dem lige fra siden. Som I kan høre, har jeg erfaring med at bevæge mig rundt i rummet ;D Men der er altså lidt rumrejse over en tur i en kuperet bøgeskov, hvor løvet spreder sig ud og forsvinder igen omkring én. Det er ikke til at tage øjnene fra 🙂 Her er det oven i købet kombineret med interessante skyggevirkninger fra stammerne. Og figurerne viser hvor stort og dybt det hele er. Selv om jeg måtte opgive at kunne male den stejle skrænt i forgrunden, som pigen forsigtigt klatrer ned af, så håber jeg, at man kan gætte sig til den. Den slags fald er bare næsten umulige at formidle todimensionelt. Efter de to sidste lidt afdæmpede malerier, har det været en befrielse med neongrønt på penslen 😉

Read Full Post »

Vinter ved Gudenåen

For et år siden var min palet også iklædt afdæmpede vinterfarver, da jeg malede et vinterligt Bulbjerg, og nu har jeg igen forsøgt at underlægge mig årstiden og male en sneklædt togbro over Gudenåen. Det er et yndet udflugtsmål for mine børn, der gerne venter længe på at se et tog suse forbi, og stedet, som ganske vist ser ret landligt ud, ligger faktisk tæt på centrum i Randers og er kendt af de fleste indbyggere dér. Lige under denne bro trasker tapirerne fra Randers Regnskov rundt i underskoven. Kultur møder natur.

Men farverne er der ikke særlig meget pang i, og det har jeg svært ved at vænne mig til. Når jeg tænker på min fascination af Hammershøi og hans evne til at gribe og vise en spænding i et næsten gråt motiv, så burde jeg vel have optrænet erfaring i samme retning, men det har jeg ikke. Jeg synes, at det er svært at få et resultat, som giver mig blod på tanden efter mere. Det ville ellers passe godt med mine klima-ambitioner at arbejde med jordfarver, eftersom de vist er de mest tilgængelige og naturlige og nemme at fremstille selv, og umiddelbart passer farveholdningen også godt til mig som person, men måske lige præcis derfor hungrer jeg efter de klare, strålende, flamboyante farver. Mit næste maleri bliver også lidt dæmpet i farverne, men så skal det næste efter det altså have fuld skrue med farverne, tror jeg. Nu kommer foråret!

 

Read Full Post »

Jeg leger med maden :)

Jeg kan spille en smule klaver, eller har i hvert fald kunnet engang, men jeg spiller på den måde, at jeg øver de samme stykker igen og igen og igen og så lige én gang mere. De stykker jeg spiller, er musik, som jeg sætter meget pris på og ikke bliver træt af, og jeg ønsker mig altid at spille dem lige en tand bedre og samtidig nyde strømmen af musik igennem mine hænder, så jeg ser ikke nogen grund til at lægge dem til side og starte forfra med noget andet. Måske er det på samme måde med løvfald og solskin for mig? Jeg bliver aldrig træt af at cirkle omkring motivet i mine malerier, og denne gang har jeg malet stort. Og nydt det! Kan man mon se på det, hvordan det føles at kæle for formerne og farverne med penslen? At være kunstnerisk/kreativ er ligesom at få lov til at spise maden samtidig med, at man laver den. Så når man har spist en stor lagkage, står den stadig på bordet foran én. Eller måske er det lidt mere som at få lov at stikke hænderne og hovedet ned i lagkagen og rode rundt som et lille barn? Ja, det er nok mere sådan, for spiser man en lagkage bliver man jo mæt, men jeg får bare lyst til at gratte mere endnu. Jeg er i gang med næste maleri. Op i håret med lagkagen! 🙂

Klik på billedet for pris og størrelse.

Read Full Post »

Solopgang ved Nissum Bredning og vagabond-drømme

Igen har mine skønne købere formået at udfordre mig på en frugtbar måde. Da jeg modtog bestillingen på dette motiv, var jeg noget “loren” ved det, som man siger, hvor jeg kommer fra 🙂 Kunne jeg mon formidle den voldsomme lys og skygge-kontrast mellem den opgående sol og den endnu mørke kyst? Og hvad med vandet, der var i den dér tilstand midt imellem bølger og stilhed, som vand jo oftest er i, kunne jeg fange den mellemting? Ville det hele blive til tomme flader, når der nu ikke var træer, skibe, huse, mennesker til at sætte noget i gang?

Heldigvis blev mine bekynringer gjort til skamme. Der viste sig at være masser af bevægelse og former at finde i både vand og den mørke forgrund, som jeg dog lysnede en smule. Og på himlen er der jo skyerne og den altdominerende sol, som vel er hovedpersonen i dette motiv. Men på en måde er det også lige præcis tomheden eller luften, vidden og den megen plads, som jeg jo var lidt nervøs for, som er blevet central i maleriet, synes jeg.

Limfjorden står mit hjerte nær, selvom jeg sjældent maler den, så hvor er det en fornøjelse at få bestillinger derfra. I det hele taget kan jeg godt lide at male “portrætter” af steder ligesom mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at blive steds-portrætmaler og forevige landskaber, som er udgangspunkt for og rammen om menneskers dagligdag og minder. Steder har personlighed. Det kunne jeg godt tænke mig at specialisere mig i at male… Jeg kunne blive omvandrende maler, der banker på folks døre og hører, om de vil have deres hus eller udsigt malet, ligesom en gammeldags skærslipper. Gad vide om der ikke fandtes sådan en slags vagabond-malere i gamle dage? … Det bliver koldt om vinteren og svært at have en familie på sidelinjen. Men en smuk tanke er det da 🙂

Read Full Post »