Sommer i atelieret

En smule ironisk virker det at stå her i sommervarmen og male sneklædte alpetoppe, men indtil for et par uger siden var det min “skæbne”, og nu er det monumentale maleri så tørret og klar til sit fremtidige liv på køberens væg. Alle der kigger ind i mit udestue-atelier i denne tid, bliver overrasket over, hvor stort maleriet egentlig er, så jeg har her forsøgt at illustrere det ved at stille mig ved siden af det på dette foto. Det endelige reslutat af maleriet kan ses under menu-punktet “Landskaber”.

Imens “sneen” hang til tørre, har jeg i motivverdenen tilnærmet mig sommeren en smule ved at male et maleri af blomstrende mirabelletræer. Mirabelletræer er på én gang fristende og afskrækkende at male, fordi blomsterne er så små og næsten gennemsigtige, at et mirabelletræ på én gang synes meget malerisk at kunne lette og opløse sig som en røgsky, men samtidig gør det dem også næsten farveløse og grålige, når man skal forsøge at ramme deres karakter på et lærred. Jeg er dog meget godt tilfreds med resultatet her.

Motivet er fra min tid som indbygger i Fredensgade (Randers), der var beriget med en meget smuk park som baggård. Jeg har før malet både rosenbuske og forsythia fra dette sted. Men har ikke før haft mod på mirabelle-billederne. Typisk for Randers ligger parken op af en stejl bakke, og den er derfor opdelt i plateauer, der næsten minder om den måde, man anlægger rismarker på. Man bevæger sig fra plateau til plateau ved hjælp af trapper med smukke, blå gelændre, som lige kigger frem i hjørnet af dette maleri, der ellers vender blikket ned ad bakken imod et baghus, der omtrent drukner i vegetation.

I løbet af maleprocessen har jeg hele tiden haft Ib Spang Olsens illustrationer i baghovedet. Vores stil minder vist ikke om hinanden, men jeg tror, at han har malet en del baggårdsmotiver. Den måde linjerne i hus og vinduer sejler en lille smule mere, end jeg plejer at tillade, leder nok også mine tanker hen på hans barnlige men dog kontrollerede streg. Der er noget barndommens gade over dette maleri, synes jeg.

Read Full Post »

Rapport fra atelieret

Det er nu to uger siden, at mit liv som selvstændig billedkunstner begyndte, og i løbet af den tid har jeg lært en del om livet som hjemmearbejdende mor med hyppigt syge børn. Ikke fordi jeg har fundet løsningen, men efter en uges stilstand  i atelieret  pga. på skift syge børn har jeg i hvert fald lært ikke at ignorere problemet 🙂

 

I fredags kunne jeg dog fatte penslen igen og i dag lagde jeg omtrent sidste strøg på et stort bestillingsværk med Aalborg havnefront som motiv (der kommer et rigtigt billede af det, når der er signatur på), og samtidig gik jeg i gang med et andet stort lærred med et motiv, jeg helt selv har bestemt. Ind til videre skimtes en trappe 🙂 Det er meningen at jeg vil deltage i Censurfri i Randers Ugen fra 12. august med tre nye malerier, så jeg har travlt. Og det er med vilje, for jeg vil gerne øve mig i at være mere produktiv. Jeg fortsætter selvfølgelig også med bestillingskøen snart.

Når der ikke er syge børn, er hverdagen i udestue-atelieret fredsommelig. Her om sommeren kan jeg stå med åbne døre og vinduer. Så der er lys, luft og fuglefløjt (ja, faktisk lå der to fugleklatter under mit staffeli her til morgen) Jeg kan arbejde i underkanten af et par timer af gangen. Så har mit hoved og min krop brug for forandring, så enten varierer jeg så med lidt rygøvelser, et måltid eller lidt “kontorarbejde”, for der skal jo findes forlæg, bestilles lærreder osv. Og så kalder maleriet igen. På den måde kan jeg på en god arbejdsdag nå tre “malesessions” på en dag, før børnene skal hentes. Det er et godt liv, som jeg håber kan komme til at fortsætte.

 

Read Full Post »

Om at holde orlov 3

Det er trukket ud med dette sidste indlæg om at holde orlov, ligesom det trækker ud, men dog går frem ad, med at male min ikke-orlovs første maleri.

Det sidste jeg skrev om min orlov, fokuserede på ulemperne eller det svære. Hvis det kom til at stå alene, ville det fordreje det samlede billede, så lad mig dreje på billedet igen: Mine dage bestod af, at jeg stod hverken for sent eller tidligt op, eksperimenterede med at finde den optimale morgenmad og til sidst fandt den, malede en times tid til lyden af god musik, løb eller svømmede en tur, malede igen, spiste hjemmelavet frokost og læste, mediterede lidt og malede så igen, indtil sidst på eftermiddagen, hvor jeg typisk “gik på kontoret” og besvarede mails og opdaterede hjemmeside. Jeg begyndte at abonnere på kasser fra Årstiderne, så det ofte var spændende og anderledes aftensmad, jeg lavede. Min interesse for madlavning blev i det hele taget udviklet betydeligt i løbet af denne periode. Og om aftenen sås jeg enten med venner eller slappede helt af foran en skærm, om det så var fjernsynet eller over et computerspil. I weekenderne malede jeg næsten aldrig men tilbragte dem lidt ligesom mine aftener. Hvis man ser bort fra de problemer, som jeg omtalte i forrige indlæg om orloven, så forløb mine dage sådan, og hvilken fryd! Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg overveje at anskaffe mig et separat atelier eller blive medlem af et kunstnerkollektiv, fordi en uafklaret opvask eller et tomt køleskab i rummet ved siden af virkelig kan distrahere, og fordi man måske alligevel godt kan gå og blive lidt sær alene. Men især til det sidste vil jeg nu sige, at der er en særlig kvalitet ved den koncentration, man får ved at være alene med sig selv, og hvis man bare sørger for at se folk i sin fritid, så kan det sagtens være en fordel at undgå tidskrævende sludren og sladren i hverdagen.

Jeg må konkludere: At have frihed i den grad, jeg har haft det sidste år, ønsker jeg for alle at få lov til at opleve af og til i deres liv. At kunne tilrettelægge sin døgnrytme og daglige vaner, så de er tilpasset egne behov, og ikke have andet end kunsten (i hvert fald i teorien) at samle sin energi om. At følge solens op- og nedgang og årstidernes skiften med en pensel i hånden. Selv at vælge sine kampe. Det virker meget meningsfuldt, og jeg er glad for at have prøvet det!

Read Full Post »

Om at holde orlov 2

I dag har jeg for første gang sat penslen til lærredet igen efter tre uger tilbage på arbejde. Jeg har ikke haft tid til at savne at male, men alligevel er det mærkeligt, at det gøremål, som i dag virker luksuriøst og eksklusivt, for tre uger siden var hverdag. Det må være den rette anledning til at huske ulemperne ved at holde male-orlov, før lyserøde paradisskyer invaderer mine minder om det.

Selvdisciplin og ambitioner har været det mest tricky område for mig. Jeg havde to ambitioner: Det skulle være sjovt, og jeg skulle male utroligt mange malerier, både bestillinger og til en masse udstillinger og afprøve, om det var noget, jeg kunne leve af. Den sidste ambition kunne jeg ikke leve op til på trods af massiv selvdisciplin. Jeg var slet ikke effektiv nok og kunne ikke følge med efterspørgslen. Oprindeligt havde jeg vel en idé om at kunne arbejde koncentreret foran lærredet 37 timer om ugen, men det opnåede jeg aldrig, om det så var fordi, det bare er for intenst et arbejde til, at det kan lade sig gøre, eller om der var noget i vejen med min selvdisciplin.

Disciplinen valgte jeg faktisk at slække på efter nogle måneder, for når man både holder sig selv i stram snor og alligevel ikke når sine mål, så drukner fornøjelsen altså lidt, og jeg opdagede, at min første ambition om at have det sjovt også var ved at ryge. Jeg nåede aldrig at finde den rigtige balance, for selvom jeg slækkede på disciplinen, så var samvittigheden der stadig og forhindrede mig i bare at slappe af og have det sjovt. Jeg må nok indse, at når billedkunsten bliver hovedbeskæftigelsen, og jeg har drømme om at tjene penge på det, så kan det ikke altid være sjovt længere. Jeg tror dog på, at der kan gøres meget ved at tilpasse sine ambitioner, så de bliver opnåelige, og det arbejder jeg så videre på. Jeg har ikke opgivet drømmen om et malerliv, hvor jeg kan være tilfreds med min indsats, min indkomst og den daglige glæde ved at male.

Read Full Post »

Om at holde orlov 1

Jeg er blevet bedt om at dele ud af mine erfaringer med at holde ”male-orlov”, nu hvor jeg er færdig med den. Der er mange aspekter ved det, så de vil komme dryssende over tre indlæg i løbet af de kommende uger.

I første omgang er der jo den økonomiske forudsætning, der skal være i orden for at tage orlov. Jeg har arbejdet fuld tid som bibliotekar i et par år og på den måde sparet sammen til at kunne klare mig uden indkomst i et år. Det har fungeret fint, og jeg har bestemt ikke lidt nød. Det er sandsynligvis ikke alle arbejdspladser, der er med på at give deres medarbejdere orlov i et år, selvom jeg synes, at det må være en oplagt mulighed for dem for at ”smage” på nyuddannede og andre med nye ideer, og for at ”pleje” deres faste medarbejder med lidt frihed.
I disse dage hvor jeg er i færd med at vende tilbage til bibliotekararbejdet, oplever jeg hvor åben og frisk i hovedet, jeg er efter et år i en anden verden. Jeg har appetit på at komme i gang igen. Det må da være attraktivt for en arbejdsplads at have medarbejdere med den indstilling frem for de udbrændte sjæle, der aldrig får lov til at løfte næsen fra det vante spor. Det var så min lille arbejdspolitiske udmelding. 🙂

Men heldigvis fik jeg altså orlov uden problemer, og jeg håber at andre med den lyst, kan finde mod til at prøve, så det måske bliver helt normalt og udramatisk i vores samfund at gøre det. Næste indlæg kommer til at handle om min ferniseringen af min udstilling i Arden.

Read Full Post »

Slutning og begyndelse

Så er de to små bjerglandsby-malerier endelig blevet færdige og hænger nu ved deres ejer. Det er første gang, jeg har malet sydlige himmelstrøg, og det har været en farverig fornøjelse. Allerede i dag har jeg dog været ude i den hjemlige sensommer og researchet til min næste bestilling. Denne gang bliver det et nordisk motiv, men selve maleriet skal til Kina. Jeg er en globaliseret maler!

Read Full Post »