I forgårs hængte jeg malerier op i Sløjfen, kulturhuset i Hadsten. Det første hus, jeg kender til, der blev bygget i den industrielle stil, som mange byer nu dyrker. Jeg sætter især pris på den stil, når den som i Hadsten er plantet i en underskøn natur med et brag. Da jeg stod foran de kæmpe beton-vægge, ønskede jeg, at jeg havde ti imponerende alpe-malerier med, for pludselig så mine malerier mindre ud end sædvanligt. Men nu har jeg jo hverken lastbil eller kørekort, så det giver praktisk mening, at jeg ikke maler større. Og da jeg først fik fordelt malerierne på væggene blev jeg nu også ganske godt tilfreds.
Når man så går rundt dér og hænger malerier op i et hus med bibliotekslånere og musikskolebørn, så bliver man uvægerligt kigget på og snakket med. Mange fortæller, at de selv maler eller har malet, såsom kvinden, der sagde, at hun nu var holdt op med at male, for lærrederne stod jo bare dér og hobede sig op, og så gav det ikke mening for hende mere. Det fik mig til at tænke på alle de mennesker, der bare i Danmark står og maler til “skrivebordsskuffen”, og mine lærreder druknede for mit indre blik i en malstrøm af andre lærreder. Senere kom en mand forbi og roste mine malerier for dybde og perspektiv, men sagde samtidig, at han kviede sig ved at købe den slags, fordi man ikke kan sælge det videre til samme pris, og at anerkendte kunstnere jo sælger deres malerier billigere. “Malerier som de her skal man kun købe, fordi man kan lide dem,” sagde han. Og det kan jeg kun give ham ret i!
Jeg har mange gange tænkt, at jeg ikke føler mig som kunstner men som håndværker. Jeg maler ikke til kunsthistorien eller pengeskabe. Jeg er ikke anderledes end en skrædder. De fleste vesterlændinge bruger tusindvis af kroner på tøj hvert år. Nogen køber kvalitetstøj og bruger det i flere år, før det bliver slidt op. Mine malerier er kvalitetstøj til vægge. De koster det samme som en pose kvalitetstøj, og de udstråler køberens æstetiske og personlige smag i mange år, indtil de er slidte eller giver plads til andet, og er de ikke gået i stykker, kan man sælge dem videre til en lavere pris. Jeg har ikke forestillinger og ambitioner om andet end det. Selvfølgelig ligger der budskaber og historier gemt i malerierne, men ikke mere end i gennemtænkt tøj. Så folk kan vel lige så godt bruge tusinder af kroner på at købe et maleri, de kan lide, som de kan bruge tusinder af kroner på at købe dekorative ting til deres kroppe? Dermed ikke sagt, at jeg ikke er bevidst om at malerier kan virke for dyre, især når Ikea og åbenbart også anerkendte kunstnere kan male dem billigere. Jeg er bevidst om det hav af mere eller mindre velmalede malerier, som mine malerier forsøger at holde hovedet oven vande i, men deres svømmevinger er ikke punkteret endnu 🙂
Mit “yndlingspublikum” var en teenage-pige, der sagde et stille “wauw” og længe stod foran et maleri, imens hun sugede i en milkshake, så smilede hun genert til mig og gik tilbage til sin veninde.
Således kan en ophængning af malerier være en stor og tankevækkende oplevelse for sådan en lidt isoleret håndværker som mig 🙂
Read Full Post »
Når man ikke har kørekort, er det rart at have lokale udstillinger, så man selv kan hente sine malerier, når de skal videre til næste sted. Jeg må indrømme, at jeg i frisk trav over det store lyskryds ved Randers-broen med denne vogn foran mig, følte mig lidt malplaceret. Det er ikke den slags forbipasserende, man ser oftest i Randers. På Christiania ville det nok være et mere dagligdags syn. Men jeg har nu ingen planer om at flytte. Provinsen trænger til nogen, der træder lidt ved siden af, og selvom jeg bestemt ikke er den bedste til at gøre det, så insisterer jeg af og til. Det kan godt være, at jeg krummer lidt tæer i skjul af vinterstøvlerne, men jeg ranker demonstrativt ryggen.
