Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Anemoneleg

Min forestilling om at kombinere landskab og portræt har sat en ny frugt. Mit nyeste maleri er en bestilling, der rummer både nyudsprungen bøgeskov med bæk og anemonehav og samtidig viser bestillernes tre børn opslugt af skovens mylder. Det er ikke detaljerede portrætter, men alligevel er det ikke hvilke som helst børn. Man møder dem, som de er i verden og ikke optaget af beskueren. Det kan jeg altså godt lide. Det kræver selvfølgelig en bestiller, der er godt forberedt med gode foto-forlæg, sådan som det var tilfældet her, men det lønner sig 🙂

Jeg var spændt på, om skovens mylder ville overvælde min malerpensel, og første gennemmaling blev da også en rodet affære, men i anden omgang fik jeg styr på dybden og rytmen i det. Mest stolt er jeg dog næsten af, at bestillerne kaldte samarbejdet for “en god proces”, på trods af at der sneg sig en sommerferie ind. En bestilling vil altid i større eller mindre grad være et samarbejde med bestilleren. I dette tilfælde var det i høj grad et samarbejde, synes jeg, og det er rart at få at vide, at jeg kan finde ud af andet end sidde i et elfenbenstårn 🙂 Jeg vil gerne lade andre komme indenfor i mine malerier.

Da jeg oprindeligt spurgte min kæreste til råds om dette motiv og forklarede ham, hvordan det mindede mig om “Alien”-filmene, når et rumvæsen bryder frem af sin værtskrop, så så han en anelse duperet på mig og sagde, at han mere og mere mistænkte mig for i virkeligheden at male verdens undergang. Og ja, måske ikke verdens undergang, men civilisationens undergang. I den forestilling mødes det skræmmende med det fascinerende for mig.

De ambivalente følelser er jeg selvfølgelig ikke ene om. Jeg deler dem for eksempel med en stor gruppe kunstnere, som beskæftigede sig med verden omkring år 1900, og som mente, at civilisationen nu havde nået en grad af svælgende modenhed, hvor den ville tippe over i forrådnelse. Og i denne proces så de en dekadent skønhed. Det beskrev de med meget voldsommere virkemidler end mit lavmælte portræt af en havestol i svigermors baghave gør. Men det er første gang, jeg for alvor ser det dekadente i et af mine malerier. Om det er maleriet eller mine øjnes skyld, ved jeg ikke.

Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg, at det er et meget velmalet værk, som her er til salg, hvad end man så vil lægge i motivet. Det har taget tid at male, også fordi det er blevet afbrudt af ferie og andre projekter, men det har hele vejen været en behagelig leg at male. Klik på billedet for pris og størrelse.

I forgårs hængte jeg malerier op i Sløjfen, kulturhuset i Hadsten. Det første hus, jeg kender til, der blev bygget i den industrielle stil, som mange byer nu dyrker. Jeg sætter især pris på den stil, når den som i Hadsten er plantet i en underskøn natur med et brag. Da jeg stod foran de kæmpe beton-vægge, ønskede jeg, at jeg havde ti imponerende alpe-malerier med, for pludselig så mine malerier mindre ud end sædvanligt. Men nu har jeg jo hverken lastbil eller kørekort, så det giver praktisk mening, at jeg ikke maler større. Og da jeg først fik fordelt malerierne på væggene blev jeg nu også ganske godt tilfreds.

Når man så går rundt dér og hænger malerier op i et hus med bibliotekslånere og musikskolebørn, så bliver man uvægerligt kigget på og snakket med. Mange fortæller, at de selv maler eller har malet, såsom kvinden, der sagde, at hun nu var holdt op med at male, for lærrederne stod jo bare dér og hobede sig op, og så gav det ikke mening for hende mere. Det fik mig til at tænke på alle de mennesker, der bare i Danmark står og maler til “skrivebordsskuffen”, og mine lærreder druknede for mit indre blik i en malstrøm af andre lærreder. Senere kom en mand forbi og roste mine malerier for dybde og perspektiv, men sagde samtidig, at han kviede sig ved at købe den slags, fordi man ikke kan sælge det videre til samme pris, og at anerkendte kunstnere jo sælger deres malerier billigere. “Malerier som de her skal man kun købe, fordi man kan lide dem,” sagde han. Og det kan jeg kun give ham ret i!

Jeg har mange gange tænkt, at jeg ikke føler mig som kunstner men som håndværker. Jeg maler ikke til kunsthistorien eller pengeskabe. Jeg er ikke anderledes end en skrædder. De fleste vesterlændinge bruger tusindvis af kroner på tøj hvert år. Nogen køber kvalitetstøj og bruger det i flere år, før det bliver slidt op. Mine malerier er kvalitetstøj til vægge. De koster det samme som en pose kvalitetstøj, og de udstråler køberens æstetiske og personlige smag i mange år, indtil de er slidte eller giver plads til andet, og er de ikke gået i stykker, kan man sælge dem videre til en lavere pris. Jeg har ikke forestillinger og ambitioner om andet end det. Selvfølgelig ligger der budskaber og historier gemt i malerierne, men ikke mere end i gennemtænkt tøj. Så folk kan vel lige så godt bruge tusinder af kroner på at købe et maleri, de kan lide, som de kan bruge tusinder af kroner på at købe dekorative ting til deres kroppe? Dermed ikke sagt, at jeg ikke er bevidst om at malerier kan virke for dyre, især når Ikea og åbenbart også anerkendte kunstnere kan male dem billigere. Jeg er bevidst om det hav af mere eller mindre velmalede malerier, som mine malerier forsøger at holde hovedet oven vande i, men deres svømmevinger er ikke punkteret endnu 🙂

Mit “yndlingspublikum” var en teenage-pige, der sagde et stille “wauw” og længe stod foran et maleri, imens hun sugede i en milkshake, så smilede hun genert til mig og gik tilbage til sin veninde.

Således kan en ophængning af malerier være en stor og tankevækkende oplevelse for sådan en lidt isoleret håndværker som mig 🙂

Nu flytter mine malerier snart igen. På mandag hænger jeg dem op i Sløjfen, som er det smukke kulturhus i Hadsten, og her kan de ses en lille måneds tid: http://hadstenkulturhus.dk/event/naturmagi-paa-laerred/

Samtidig fortsætter arbejdet i sommeratelieret. Jeg arbejder lige nu på en bestilling og så dette mærkværdige motiv, som jeg så i min svigermors have for et par uger siden. Fotografierne viser to stadier i maleprocessen med dette efter min mening tungt symbolistisk ladede sommer-stilleben. Jeg ved ikke, om udenforstående kan se, hvad det skal forestille, men hvis I er tålmodige, vil jeg lægge flere billeder af arbejdets fremskriden frem her senere 🙂

20180625_13160320180627_214600

Normalt føler jeg mig ikke beslægtet med guldaldermalerne, men når den lokale natur insisterer i den grad, som den har gjort i denne forsommer, så må jeg overgive mig for en kort bemærkning. I dette nye maleri går jeg helt Lundbye og maler tre soppende køer, som jeg og børnene bemærkede på en længere cykeltur i Vorup Enge for et par uger siden. Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet få lyden af de andre køer med. Mange af dem møvede usynligt rundt inde i sivskoven og gnuflede og sjaskede og nød livet, tror jeg.

Når Lundbye og hans fæller i N.L. Høyens ånd malede nationalsindede landskaber og stolt skildrede de danske kostalde, så var der også en vis krigerisk tone som baggrund for det. Når jeg maler dette motiv, så mindes jeg utallige familie-cykelture i Danmark og føler også en stor kærlighed til det danske lanskab, hvor fladt og udramatisk det end er i forhold til de alper, som jeg lige har malet. Jeg synes, at dette landskab er så imødekommende og fredeligt og omfavnende, som noget kan være, fyldt med mild eftertænksomhed og drømme og fortællinger. Det er ikke ude på krig eller ” det er mit og ikke dit”-tankegang. Selvfølgelig er alt ikke så simpelt, for køer kan også blive uvenner, og der er sikkert hegn på markerne i baggrunden og mikroplast i vandet, men gid, at dette billede må inspirere en privilegeret og gavmild følelse hos mange!

Størrelse og pris kan ses ved at klikke på billedet.

Dugfrisk fra atelier kommer dette maleri af sol, syrener og skilt. Syrenerne er blomstret af, men det er ikke lang tid siden, jeg fotograferede dette motiv. Jeg synes, at det udstråler den sol og mildhed i skyggen, som vi har været begavet med.

Jeg faldt over motivet på en sti, der går igennem mit lille parcelhuskvarter. En slags hovedfærdselsåre for umotoriseret bevægelse imellem forstaden Vorup og Randers bymidte. Denne sti krydser et gammelt jernbanespor, som ikke længere kan bruges, men ved de overgroede skinner står der stadig et levn fra en tid, hvor man skulle kigge sig for, før man krydsede sporet. Det ser ikke ud til at forgå så let, og syrenerne synes da også at tilgive og favne dets tilstedeværelse. De forbifarende bemærker ikke skiltet mere, men min lille dreng standser sin cykel og lader et imaginært tog suse forbi, når vi står under skiltet.

Jeg har tidligere kombineret syrener og jernbanen i et maleri, så de to må jo leve godt sammen. I modsætning til det nye maler, hvor vi er rykket så tæt på, så både syrenbusken og brændenældernes blade træder mere detaljeret i karakter, så fokuserer det tidligere maleri på karakteren af en hel skråning af frodige buske, der møder betonbro og skinner. Jeg har forresten fornyligt bemærket, at graffitien stadig står på broen og nej, der står ikke Marie på virkelighedens bro, men Mario. Gad vide, om vi nogensinde får at se, hvad der står på maleriets bro? 😉

Størrelser og priser kan ses under menu-punktet “Stemninger” eller ved at klikke på billederne.

En smule ironisk virker det at stå her i sommervarmen og male sneklædte alpetoppe, men indtil for et par uger siden var det min “skæbne”, og nu er det monumentale maleri så tørret og klar til sit fremtidige liv på køberens væg. Alle der kigger ind i mit udestue-atelier i denne tid, bliver overrasket over, hvor stort maleriet egentlig er, så jeg har her forsøgt at illustrere det ved at stille mig ved siden af det på dette foto. Det endelige reslutat af maleriet kan ses under menu-punktet “Landskaber”.

Imens “sneen” hang til tørre, har jeg i motivverdenen tilnærmet mig sommeren en smule ved at male et maleri af blomstrende mirabelletræer. Mirabelletræer er på én gang fristende og afskrækkende at male, fordi blomsterne er så små og næsten gennemsigtige, at et mirabelletræ på én gang synes meget malerisk at kunne lette og opløse sig som en røgsky, men samtidig gør det dem også næsten farveløse og grålige, når man skal forsøge at ramme deres karakter på et lærred. Jeg er dog meget godt tilfreds med resultatet her.

Motivet er fra min tid som indbygger i Fredensgade (Randers), der var beriget med en meget smuk park som baggård. Jeg har før malet både rosenbuske og forsythia fra dette sted. Men har ikke før haft mod på mirabelle-billederne. Typisk for Randers ligger parken op af en stejl bakke, og den er derfor opdelt i plateauer, der næsten minder om den måde, man anlægger rismarker på. Man bevæger sig fra plateau til plateau ved hjælp af trapper med smukke, blå gelændre, som lige kigger frem i hjørnet af dette maleri, der ellers vender blikket ned ad bakken imod et baghus, der omtrent drukner i vegetation.

I løbet af maleprocessen har jeg hele tiden haft Ib Spang Olsens illustrationer i baghovedet. Vores stil minder vist ikke om hinanden, men jeg tror, at han har malet en del baggårdsmotiver. Den måde linjerne i hus og vinduer sejler en lille smule mere, end jeg plejer at tillade, leder nok også mine tanker hen på hans barnlige men dog kontrollerede streg. Der er noget barndommens gade over dette maleri, synes jeg.