Feeds:
Indlæg
Kommentarer

I den sidste tid har jeg eksperimenteret med at male på meget små lærreder ud fra den tanke, at det kunne bringe mine malerier indenfor rækkevidde af folk, der ikke har en kunst-opsparing. Det har ind til videre resulteret i seks små malerier i to forskellige størrelser. Jeg har forsøgt mig med både mine vante landskabsmotiver og så close-ups af blomster, som vel nok er det mest klassiske miniature-motiv. Vigtigt for mit eksperiment har det været, at jeg som følge af det mindre lærred også skulle bruge tilsvarende mindre tid, dvs. ned til tre timer på hele processen fra valg af motiv til afslutning af pr-arbejdet. Det har jeg ikke levet op til. Jeg kan konstatere: at male et mini-maleri er ikke det samme som at male de tilsvarende kvadratcentimeter på et større lærred. Det tager meget længere tid, medmindre man vil gå helt ubærligt på kompromis med kvaliteten. Og det er selvfølgelig fordi et mini-maleri skal være et helt værk i sig selv og ikke bare en detalje fra et større maleri. Hvis jeg klippede et tilfældigt hjørne af et større maleri, ville jeg heller ikke kunne kalde det for et færdigt værk.

Det har selvfølgelig været lidt nedslående at opdage efter mit vellykkede tidseksperiment med forrige maleri. Alligevel har det været interessant at øve sig i miniature-kunsten (for jeg vil faktisk sige, at det er en hel lille kunstart i sig selv), og jeg synes, at især “Første vintergæk” og “Sct. Hansbål ved Lild Strand”, hvoraf den sidste endda ikke var så tidskrævende, begge blev ret fine. Så jeg kunne sagtens finde på at vende tilbage til eksperimentet efter en pause.

Min foreløbige beholdning af mini-malerier og også andre værker kan ses “live” i mit atelier skærtorsdag og langfredag, hvor jeg som en del af Randers Artweek holder åbent atelier for dem, der skulle have lyst til et kig. Kom endelig forbi!

Mini-malerierne er også til salg her på hjemmesiden for mellem 500 og 700 kr. Se under “Landskaber” eller “Stemninger”.

Spidsløn

Jeg måtte lige male det lyserøde træ én gang til. Min svoger har fortalt mig, at det hedder en spidsløn. Kunne man tænke sig at se spidslønnen “live” på lærred, så kommer de to malerier og et par fremtidige værker på udstilling i tre dage på Påskeudstillingen i Det røde Pakhus i Hobro fra den 31. marts kl. 12 indtil anden påskedag kl. 16. Det er gratis at komme ind. Jeg vil være der til åbningen og henimod slutningen den sidste dag.

Jeg har ved dette maleri intensiveret min indsats for at reducere tidsforbruget på maleriet. Jeg har udregnet hvor meget lærred, jeg skal male på et par timer og må helst ikke male videre på den del af lærredet, når timerne er gået. Det betyder, at jeg især i den afsluttende fase, hvor maleriet træder frem som mere end en skitse, må så godt som lægge foto-forlægget fra mig, for ellers fortaber jeg mig simpelthen i at få det til at ligne virkeligheden i alle detaljer, og det tager tid. Så min forsøgsvise effektivisering fører altså til en højere grad af forsimpling/stilisering, men det er jo faktisk også det, jeg stiler imod med mine malerier, og er derfor ikke en slem bivirkning. Jeg synes, at det har givet et fint resultat med dette smukke skovbrynsmotiv, og jeg har holdt mig indenfor den tidsbegrænsning, jeg satte mig (som stadig ikke er meget stram). Hvis jeg bliver ved at øve mig, bliver jeg måske lynmaler en dag 🙂

Under træetEfterårstræer holder aldrig op med at overraske og slå mig med beundring. Dette efterår var der pludselig et træ lige så lyserødt som en rose ved min svogers gårdsplads. Det har jeg med stor fornøjelse placeret på et kvadratisk lærred. Jeg maler ellers altid rektangulære malerier, simpelthen fordi det kvadratiske for mig udstråler en stoisk balance, lukket om sig selv. Jeg tiltrækkes mere af skønhed med en anelse ubalance, et twist eller en lille usikkerhed, og det kan bedre udtrykkes i det rektangulære, synes jeg. Men dette motiv er udover farve-dramaet meget tæt på idyl, så det kvadratiske passer fint. Jeg har tænkt mig, at male lidt flere idyl-billeder dette forår og også med flere figurer på.

Maleriet er forholdsvist stort. Det måler 70 cm på hver led, og har taget 37 effektive timer at male. Mit tidsforbrug pr. maleri er én af de ting, som jeg har tænkt mest over, da jeg besluttede mig for at gøre min “malebiks” rentabel. Hvis jeg skal tjene 150 kr. i timen, som det er mit mål, så bliver jeg jo nødt til at begrænse antallet af timer pr. maleri, hvis malerierne ikke skal blive for dyre. Derfor har jeg gjort en del for at vælge motiver og lærredsstørrelser, der ikke ville kræve så mange timer at male. Jeg vil fortsætte mine eksperimenter i den retning, men er så småt begyndt at indse, at så længe jeg maler i min stil, så vil et maleri tage den tid det tager, og dermed bevæge sig op i et prisleje, som folk ikke vil/kan betale. Det fører selvfølgelig til det store spørgsmål, om jeg skal ændre stil eller opgive at tjene penge med penslen. Jeg har endnu ikke fundet et svar på dette spørgsmål, så det må lige stå og svæve her ind til videre 🙂

Her er så resultatet af mit julebesøg ved Bulbjerg på en god blæsedag. Den observante tilskuer vil måske råbe “Hov, jamen Bulbjerg er da i den forkerte side af billedet”, men nej, jeg gjorde et lille oprør mod min egen tradition og klatrede ned på Bulbjergs nordøstlige side. Sådan er jeg så nytænkende 😉 Fra den vinkel er det endnu tydeligere, hvordan Bulbjerg er et fremmedlegeme, der enten som et kluntet rumskib er nødlandet skævt i landskabet eller som en mastodontisk ubåd eller hval er på vej op med næsen først. Personligt synes jeg ikke, at Bulbjerg er smuk. Det er havet og de omkringliggende bakker. Men selve Bulbjerg minder for meget om den bunker, der også er bygget på toppen. Malerisk er den dog i al sin vælde og interessant for mig, fordi dens forhold til hav og strand rummer den samme rolige konflikt og stædige sameksistens, som jeg prøver at illustrere, når broer, huse og skilte møder buske, træer og blomster i mine malerier. Med dette maleri af skumhvidt vesterhav og ubevægeligt fuglefjeld afslutter jeg min lille Bulbjerg-serie, men maler selvfølgelig gerne flere på bestilling.

Feberindlæg

Året er startet med ophængning af malerier i restauranten på Skovsgaard Hotel. Restauranten består af to lokaler. Mine malerier kom op i det yderste og mindste rum. Min søster Julie havde malerier nok til at fylde det lidt større, inderste lokale op med sine landskaber. Vi blev forplejet med formiddagskaffe, men der er ikke nogen fernisering, så udstillingen er nu åben i restaurantens åbningstid de næste tre måneder. Jeg håber, at nogen under et lækkert måltid vil se sig lun på et af mine malerier også 🙂

Lun kan man også kalde mig, som nytåret har bragt en omgang feber og karrierens første sygedag (børnenes ikke medregnet). Det er vel egentlig meget godt gået, at det først er efter et halvt år.

Juleaftensdagene blev tilbragt i Nordjylland og gav mig mulighed for at besøge Bulbjerg igen, i håbet om at finde et godt motiv at slutte min Bulbjerg-serie af med. Det er dog sværere end som så, når man har et et-årigt, morsygt barn med, at få en hånd fri til at tage billeder. Jeg vil alligevel se, om jeg kan få noget ud af billederne snart. På udstillingen i Skovsgaard er de to u-solgte Bulbjerg-malerier med, og kort inden udstillingen besluttede jeg mig for alligevel at male den “levende” himmel om på det ene maleri. Det havde modtaget lidt kritik, og selvom jeg normalt ikke maler om på et færdigt værk, så faldt jeg aldrig helt til ro med dette. Jeg er rigtigt godt tilfreds med det endelige resultat nu.

Skov på fri fod

Årets sidste “release” bliver et af de efterårsmalerier, som jeg altid vender tilbage til. Det har en god størrelse i et ret aflangt format, som jeg har fået en lille forkærlighed for. Ligesom på aftenmaleriet fra Assistenskirkegården får træerne et isslæt af gotiske søjler, når lærredet har højden til det, og det synes jeg godt om lige nu. I dette maleri kan man jo grunde lidt over det lukkede led, som helt sikkert tjener det udmærkede formål at holde biler ude af skoven, men som samtidig forekommer en lille smule absurd og uformående imod skovens vælde. Om det så skal holde nogen eller noget inde eller ude, så ser det prisgivet ud dér i blad-oceanet, og dog insisterer det. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle mene om det, da jeg så det for snart mange år siden ved Kongens ege i Randers, så derfor fotograferede jeg det og har nu malet det.

Maleriet er til salg og kommer fra 2. januar på udstilling sammen med mine andre usolgte malerier og min søster Julie Fredborgs værker i Skovsgaard Hotels restaurant. Her kan de ses i hyggelige omgivelser tre måneder frem, men kan stadig købes igennem mig. Glædelig jul og godt nytår!

Skiltemalerier

For en uge siden var jeg graffitimaler, men i denne uge er jeg blevet skiltemaler. Det er bestemt ikke store skilte, jeg maler, men på en eller anden måde dominerer de alligevel de to malerier, jeg offentliggør her. Det ene maleri er fra København, en tusmørkestund på Assistens-kirkegården for et par år siden. Imens jeg malede dette maleri hørte jeg en serie korte radioprogrammer ved navn “Cocktailtimen”, der beskrev kendte cocktails og deres historie. Så for mig er dette kølige, ubevægelige og dog alligevel på sin vis opråbs-agtige billede smeltet sammen med forestillingen om læskende drikke og gluk gluk-lyde fra flasker.

Det andet maleri er en mere vovet variation over et guldregn-motiv, som jeg allerede har malet én gang. Denne gang har jeg bare bevæget mig rundt om træet, så en anden baggrund trænger sig på og udfordrer guldregntræet, der dog også viser kløer i form af sorte stammer. Forlægget findes på et trangt gadehjørne i Randers, hvorfra guldregnen forsøger at overtage byen.

Begge malerier er til salg. Klik på malerierne for at se størrelse og pris.