Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Når et maleri er færdigt starter jeg på et nyt, sådan er den indiskutable cyklus i mit atelier. Når jeg er færdig med et maleri hænger jeg ikke ved det. Det bliver stillet til side og et nyt lærred taget frem. Så grubler jeg over mine forlæg og overvejer mulighederne. Denne gang er afvejningen faldet ud til fordel for endnu en randrusiansk kirkegård. I foråret lyser min lokale kirkegård op i et hvidt pur af ret unge, blomstrende træer, som jeg ikke kender navnet på. Muligvis en slags kirsebær. Da jeg tog dette foto-forlæg var lysforholdene ikke optimale, så jeg fangede ikke det lysende ved trækronerne, og de er istedet blevet ret “grumsede” i farven. Det bliver udfordringen ved dette motiv at male noget af det lysende frem ud fra min hukommelse, og helst uden at gå på kompromis med de flotte skyggevirkninger under kronerne. Normalt læner jeg mig ellers helt tillidsfuldt op af forlægget. I kan se “problemet” dér hvor den hvide del af kronerne møder skyggerne i venstre side af lærredet. I første omgang har jeg bare ladet dem mødes, og nu skal jeg så til at “forhandle” skyggerne ind i lyset (for dér findes de) og de hvide blomster ind i skyggen (for dér findes de også) uden at tilsmudse det hele. Det er et uroligt sted at befinde sig i processen. Jeg tvivler på udfaldet. Men udadtil er der nu ingen fare i atelieret, hvor radio og brændeovn stadig mumler stilfærdigt. Jeg vender tilbage med en fortsættelse af “dramaet”.

“Sol under broen” har jeg kaldt mit nyligt færdiggjorte maleri. Det kunne også have heddet “Gudenåen!”, som min familie råber hver gang vi krydser den – hvilket man gør ret tit, når man er bosiddende i Randers 🙂 Det kunne også have heddet “Flod”, for Gudenåen er officielt stor nok til at blive kaldt for flod, og jeg synes, at der er noget Themsen-agtigt over den på dette maleri. Når det så alligevel blev til “Sol under broen” var det fordi jeg synes, at solen og broen alligevel har hovedrollerne… Åen er måske mere én af de dér biroller, der sniger sig stilfærdigt ind fra siden og løber med rampelyset, når det kommer til stykket. Det må I afgøre 😉

Som skrevet tidligere snublede jeg over motivet på en bundfrossen morgen for et år siden, og når jeg ser på det nu, så ser det jo helt sommerligt ud. Jeg kan godt, når jeg er i et rigtigt vinterlandskab, “lege” sommeren frem på trods. Jeg ignorerer de nøgne træer og forestiller mig hvilken tid på døgnet det var, hvis solen stod sådan her om sommeren. Jeg fremtvinger et mentalt sommerbillede, som jeg lægger henover vinter-realiteterne omkring mig. Det kan også være omvendt, altså om sommeren. Sådan et eksperiment kan kun vare kort, fordi der er noget med en vintersol, som er anderledes og som tvinger illusionen i knæ. Det samme med det her maleri. Det kan ikke forblive sommer, hvis man hviler øjnene i det et stykke tid, men det gør sit bedste 🙂 Alt var dækket af rimfrost, og grusstien foran mig var stivnet, men se, hvordan solen klæder det ud som hed ørken. Der er lidt dis over vandet og imellem bropillerne, som kunne være lun sommerdamp men som er isnende rimluft.

Jeg har forresten malet denne bro, jernbanebroen i Randers, før, også om vinteren sjovt nok, men i en hel anden skytung, grå, snefygende situation. Men fascinationen af de lige vinkler og forsvindingspunkterne ud i landskabet er de samme. Denne gang blev jeg overrasket over, hvor glad jeg blev for de lidt anonyme, men alligevel bastante bropiller. Jeg havde mest tænkt på den flotte, blå bro og det blændende sollys, men så kom de gustne, umedrivelige betonklumper lige og besnærede mig 😉 Maleriet skal med på udstilling om en måneds tid. Jeg har et lille, blegt håb om at få malet endnu et i tide til at det kan tørre.

På togbroen, 2019, 70×50 cm, 4000 kr

Vinter-udfordring

Årets første maleri tager form på staffeliet og er meget passende et vintermotiv, fundet på en løbetur en frostklar vintermorgen for et år siden. Vinterlandskaber kan være så ubegribeligt smukke, men de er svære at male, synes jeg. Jeg, der er så vant til at bruge farverne i al deres vælde, bliver udfordret af vinterens begrænsede palet. Og det på trods af at mange af mine store kunstner-idoler fremmaner fantastiske eventyr ved kun at bevæge sig ganske få skridt rundt indenfor den samme farve. Også i litteraturen beundrer jeg antydningens kunst. Men det er jo ikke uset, at man ofte beundrer det, som er anderledes end én selv. Lad mig nu se, om jeg før dette maleri bliver færdigt formår at fange noget af den skarpe frost-skønhed, som omgav mig den morgen. På billedet kan I se, at der også kan blive lidt køligt i mit atelier, for jeg har installeret en “fod-muffe” på mit staffeli 🙂

Jeg vil i denne måned male et par mindre malerier, fordi jeg til marts skal udstille i en kunstforening, der har et prisloft på de udstillede malerier. Så der er et par store malerier, der bliver udelukket, og jeg må forsøge at få noget andet at fylde på væggene 🙂 I får det færdige resultat af dette første værk i næste uge.

Kort før jul satte jeg mine initialer på denne farveeksplosion, som dermed indtrådte i sin sidste tørre-fase. Det har haft flere tørre-faser end normalt, fordi jeg har eksperimenteret med det “løbende” spejlbillede: Hvor mange af træerne skulle “løbe” og skulle løbene sno sig eller styrtdykke, som de endte med at gøre. Dermed blev der jo ikke-godkendte forsøg, som skulle males over op til flere gange, fordi nogle farver ikke dækker så godt. Det har gjort mig opmærksom på, hvor sjældent jeg gør den slags. Normalt gemmer der sig yderst få “forsøg” under det øverste lag maling, og man vil derfor ikke kunne ane andre farver eller tekstur fra tildækkede strøg i overfladen. Det har jeg det fint med, men på den anden side er jeg også lidt stolt af denne gang at have eksperimenteret, så der er kommet arkæologiske lag i maleriet. Det er trods alt noget, som nogle af selv de største malere har. Jeg mener, at man med røntgen eller endda det blotte øje kan se tidligere forsøg og nogle gange helt andre motiver under de endelige værker hos mange genier. Nu også hos mig 😉

Det vigtigste er dog, at jeg er blevet tilfreds med eksperimentets udfald. Spejlbilledernes lige og kompromisløse fald giver et vægtløst sug i maven og en dunkel kontrast til himlenes farveorgier. Så nu skal værket bare nå frem til sin ejer. Med nye malerier laver jeg altid en “test-indpakning”, før jeg bestiller fragt. Oliemaling tørrer så frygteligt langsomt og kan godt finde på at være en smule våd, selvom det føles tørt i første omgang, og jeg ville være så ærgerlig over at sende et færdigt maleri afsted, som så sætter sig fast i sin indpakning. Derfor har jeg nu lagt “himlene” i bobleplast og pap og med en lille smule tyngde på rammen, og så ind under gæstesengen, hvor de kan ligge i fred. Så må vi se, hvad der sker, når jeg pakker dem ud af pappet i morgen 🙂

Jeg er begyndt at arbejde i ny og næ på Syddjurs Bibliotek, bla. i Rønde, hvor der viste sig at være en fin bagvæg ledig for tiden. Dér kunne nogle af mine malerier hænge i et par måneder. Det er jo også en måde at præsentere sig på sin nye ny og næ-arbejdsplads 🙂 Der er et bedre lys end i mit udestue-atelier, hvor jeg fornyligt havde en kunstforening-bestyrelse på besøg. Hvad jeg ikke havde tænkt på, var at der jo bliver tidligt mørkt nu til dags, og at der ikke er noget synderlig kunstig belysning i udestuen. Jeg kan ikke male i kunstigt lys, og mit atelier har kun få gange før virket som fremvisningssted og da altid kun i dagslys, så galleri-lamper har aldrig før været nødvendige. Det var de så nu, og jeg måtte stå og lyse på malerierne med en standerlampe, hvilket ikke var så tilfredsstillende, men så har jeg da prøvet det 🙂 Forholdene på Rønde Bibliotek er noget mere autoriserede, så kig endelig ind, hvis I skulle være i området. Der hænger syv malerier ind til den 20. jan. Udenfor betjent åbningstid kan man selv lukke sig ind med sit sundhedskort fra kl. 8 til 22.

Forbudt.

Med den overskrift burde jeg nu følge op med en neglebidende True Crime-historie eller noget i den retning, men det følgende er vist kun et lokalt tabu i mit atelier. Normalt er mine malerier færdige, når jeg har sagt, at de er færdige. Det er slet ikke sådan, at jeg oplever mine malerier som perfekte, men jeg når til et punkt, hvor jeg “ikke kan gøre mere for dem” 😉 Det gælder også for de malerier, som jeg ikke er tilfreds med, at på et tidspunkt må jeg indse, at det er sådan de blev. Og det føles forbudt at vende tilbage til et maleri, som jeg har meldt færdig. Hvis man har købt et maleri af mig, kan man regne med at det er, som det skulle og kunne blive, og jeg står ved det. Men nu har jeg simpelthen gjort en undtagelse alligevel! Gys! Maleriet “Hest i allé”, som jeg malede for to år siden, fik jeg aldrig den rigtige “fornemmelse” af. Og som om det kunne mærke det, så gik rammen i det også af led, så det var helt skævt. Alligevel var der noget i det, som jeg ikke bare kunne kassere, så i første omgang gik jeg i gang med at prøve at rette rammen ud selv.

Det lykkedes ikke, så der måtte en hel ny ramme bagpå, og så malede jeg simpelthen om på det. Derfor hedder det nu ikke mere “Hest i allé”. Jeg har nemlig malet hesteskiltet over, som jeg havde sat ind i motivet for at mindes den hest, som løb løbsk i alléen, da jeg var der. Det kom aldrig til at virke naturligt. Og den detaljerede træstamme, som hang som et gardin i vesntre side af motivet malede jeg over med en forlængelse af marken og grøftekanten. Dermed har maleriet godt nok mistet sin spænding eller mærkværdighed, men det er faldet på plads i sig selv og minder mig om skønne, fredfyldte cykelture over solplettet asfalt, i skyggefulde alleer, imellem saftigtgrønne marker og igennem lokkende sving, der gemte nye skatte i form af dufte, lyde og udsigter. I dette tilfælde fører svingene op til Ørum Kirke, der på toppen af bakken, bag træerne, er endemålet eller udgangspunktet for hele fire veje mod hvert sit verdenshjørne. Så her er et både nyt og gammelt og lidt forbudt maleri. Så er det prøvet, men det kommer nu ikke til at gentage sig ofte i mit atelier!

I ukendt land.

For tiden arbejder jeg på et større bestillingsarbejde. Selvom man ikke kan sige om mig, at jeg normalt arbejder med afdæmpede farver, så er der alligevel mere gang i hele paletten her, end jeg plejer at have. Det er en af de gode bivirkninger ved bestillinger, at man kan blive skubbet ud af komfort-zonen og ud i spændende, nyt land.

I dette tilfælde havde bestilleren ret konkrete forestillinger, så vi brugte lang tid på at kredse os ind på et motiv, der passede, og jeg har vist været lidt “mimose-agtig”, fordi jeg undervejs blev i tvivl, om jeg nu også var den rette til opgaven, men heldigvis holdt bestilleren fokus. Jeg er halvvejs i arbejdet og er optimistisk. Den smalle, men detaljerede bred giver en god kontrast til de store linjer og farver i “himlene”, og træernes spejlbilleder, der skal glide ud i abstraktion forneden er interessante at eksperimentere med. Lige nu minder de mig om en hel masse røgsignaler 🙂

Nu skal jeg bare lige få tid til at male det sidste og afgørende lag. Jeg er begyndt at afløse som bibliotekar på Syddjurs Bibliotek, så det kræver nogle timer. Samme sted hænger jeg nogle af mine malerier op i den kommende weekend. Mere om det senere.

I min tekst om mig selv i “101 kunstnere 2021” flirter jeg med ideen om mig selv som et slags billedbehandlingsprogram. Da jeg skrev det, mente jeg, at mit arbejde med motiver føles ret ubevidst, næsten automatisk. Som om jeg er et program, som man fodrer med sanseindtryk i den ene ende og som spytter Marie-fortolkninger ud i den anden ende. Det er ikke et særligt romantisk kunstner-billede, men jeg tror altså heller ikke, at alle kunstnere er så romantiske. Mange gange er de “bare” håndværkere.

Nå, men dette indlæg skal handle om, at jeg også på en anden måde “smelter sammen med” “billed-maskinerne”, for forlægget til mit nyeste maleri er tydeligvis påvirket af kameraet og fotografen, der har fanget det. Jeg tog billedet for mange år siden på en tur i Tivoli, som efterhånden har lagt motiv til flere af mine malerier. Jeg gik i nattemørket og nød de mange lys, og deres sporadiske belysning af omgivelserne. Prøver man at tage billede af den slags med blitz, ved de fleste, hvor koldt og fuldstændig urealistisk motivet bliver. Derfor tog jeg denne aften billeder uden blitz. Men det stiller nogle krav til fotografens evne til at holde kameraet stille i lang tid, som jeg ikke helt kunne leve op til. Derfor blev konturerne uklare og lysene til striber istedet for pletter. Alligevel er jeg vendt tilbage til dette motiv igen og igen, fordi det føles underordnet for udtrykket, at der er disse urealistiske rystelser. Ja, faktisk virker det som om jeg genkalder mig tivoli-natten lidt bedre på den måde. Derfor har jeg nu vovet at male det, ikke sådan at jeg har sorteret rystelserne fra, som jeg overvejede, men sådan at jeg har forsøgt at få dem med, hvor jeg kunne.

Min bedre halvdels kommentar til værket, var “Når jeg ser på det, overvejer jeg, om det er én, der er ved at få et panik-anfald, eller om det er én, der vakler stiv hjem fra byen.” Jeg er ikke sikker på, at han mente det som udelt ros :), men jeg føler mig underligt tilfreds med ordene. Jeg fryder mig ved det lidt fremmedgørende i maleriet. Hvordan det på én gang skubber beskueren lidt fra sig og siger “Som du kan se, er jeg ikke virkeligheden”, men samtidig trækker det også beskueren til sig og siger “Men nu hvor du ikke ser virkeligheden, ser du så alligevel noget sandt? Hvad oplever du? Hvem står dér i mørket?” Kunne det være set gennem tårer? Er der noget ensomt i motivet, trods de varme farver? Eller er det trætte, lykkelige øjne, der ser, mætte af en dags latter og indtryk? Eller er det et minde, som kun huskes uklart og i fart, måske på vej til at forsvinde? Maleriet bærer forslag eller antydninger i sig, sådan som jeg godt kan lide det 😉

En smule ironisk er det så, at kameraet simpelthen heller ikke vil tage et vellignende billede af det færdige maleri. Ligemeget hvor umage jeg gør mig, så bliver fotoet for lyst, så jeg bliver nødt til kunstigt at dæmpe lyset i et billedbehandlingsprogram, hvilket medfører at noget af gløden i parasollens underside går tabt. Og ligemeget hvor meget jeg dæmper lyset, forbliver den oplyste bygning i venstre, øverste hjørne bleg i forhold til virkelighedens maleri. Så det må blive et maleri, som man skal se på en udstilling, når jeg igen kommer afsted på sådan én 🙂

Som lovet melder jeg her, at jeg endelig har fået “rettet” mit valmue-maleri (som har fået navnet “Ukrudt”) ud. Det er nu forbilledligt ret i ryggen og er lige klar til ophængning eller indsætning i en ramme, og til at bringe sommer-mylder ind i et rum. Så derfor er det også kommet på min “Til salg”-side. Der står endnu et maleri i kø til samme “kiropraktor-behandling :), og jeg skal også nok sige til, når det er klar 🙂

Maleriernes hjem 21

Her er endnu et af de kig ind i mine maleriers videre liv, som jeg holder så meget af. Dette er et af de malerier, som jeg malede for laaang tid siden, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har taget ned af staffeliet. Måske har det noget med motivet og dets farver at gøre. Det ser så klart og morgenagtigt og lidt nyforelsket ud (det sidste er min egen fortolkning:) Eller også er det bare sådan man har det med nogle malerier. Under alle omstændigheder er jeg glad for at se det igen og her bringe en lille tekst fra dets ejer:

“I 2012 købte jeg et billede af Marie, det var en specialbestilling af et privat billede, som skulle være til min mand i morgengave. Billedet har lige siden hængt i hjertet af vores hjem først i stuen i vores lejlighed og siden hen her i vores køkken-alrum. Vi har tit snakket om hvilken ramme, der ville passe til billedet men har aldrig fået en sat på, fordi det virkede så bart på væggen, hvis vi skulle pille det ned og undvære det for en stund. Vi holder utrolig meget af billedet både de minder, der er forbundet med det, men ligeså meget Maries fortolkning og udførelse af det oprindelige billede, hvor hun har skabt et panoramisk perspektiv med nogle smukke blå farver, der vækker glæde og refleksion hver gang vi ser på det, og derfor hænger det også, der hvor vores hverdag udspiller sig og hvor vi færdes mest.”