Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Feberindlæg

Året er startet med ophængning af malerier i restauranten på Skovsgaard Hotel. Restauranten består af to lokaler. Mine malerier kom op i det yderste og mindste rum. Min søster Julie havde malerier nok til at fylde det lidt større, inderste lokale op med sine landskaber. Vi blev forplejet med formiddagskaffe, men der er ikke nogen fernisering, så udstillingen er nu åben i restaurantens åbningstid de næste tre måneder. Jeg håber, at nogen under et lækkert måltid vil se sig lun på et af mine malerier også 🙂

Lun kan man også kalde mig, som nytåret har bragt en omgang feber og karrierens første sygedag (børnenes ikke medregnet). Det er vel egentlig meget godt gået, at det først er efter et halvt år.

Juleaftensdagene blev tilbragt i Nordjylland og gav mig mulighed for at besøge Bulbjerg igen, i håbet om at finde et godt motiv at slutte min Bulbjerg-serie af med. Det er dog sværere end som så, når man har et et-årigt, morsygt barn med, at få en hånd fri til at tage billeder. Jeg vil alligevel se, om jeg kan få noget ud af billederne snart. På udstillingen i Skovsgaard er de to u-solgte Bulbjerg-malerier med, og kort inden udstillingen besluttede jeg mig for alligevel at male den “levende” himmel om på det ene maleri. Det havde modtaget lidt kritik, og selvom jeg normalt ikke maler om på et færdigt værk, så faldt jeg aldrig helt til ro med dette. Jeg er rigtigt godt tilfreds med det endelige resultat nu.

Skov på fri fod

Årets sidste “release” bliver et af de efterårsmalerier, som jeg altid vender tilbage til. Det har en god størrelse i et ret aflangt format, som jeg har fået en lille forkærlighed for. Ligesom på aftenmaleriet fra Assistenskirkegården får træerne et isslæt af gotiske søjler, når lærredet har højden til det, og det synes jeg godt om lige nu. I dette maleri kan man jo grunde lidt over det lukkede led, som helt sikkert tjener det udmærkede formål at holde biler ude af skoven, men som samtidig forekommer en lille smule absurd og uformående imod skovens vælde. Om det så skal holde nogen eller noget inde eller ude, så ser det prisgivet ud dér i blad-oceanet, og dog insisterer det. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle mene om det, da jeg så det for snart mange år siden ved Kongens ege i Randers, så derfor fotograferede jeg det og har nu malet det.

Maleriet er til salg og kommer fra 2. januar på udstilling sammen med mine andre usolgte malerier og min søster Julie Fredborgs værker i Skovsgaard Hotels restaurant. Her kan de ses i hyggelige omgivelser tre måneder frem, men kan stadig købes igennem mig. Glædelig jul og godt nytår!

Skiltemalerier

For en uge siden var jeg graffitimaler, men i denne uge er jeg blevet skiltemaler. Det er bestemt ikke store skilte, jeg maler, men på en eller anden måde dominerer de alligevel de to malerier, jeg offentliggør her. Det ene maleri er fra København, en tusmørkestund på Assistens-kirkegården for et par år siden. Imens jeg malede dette maleri hørte jeg en serie korte radioprogrammer ved navn “Cocktailtimen”, der beskrev kendte cocktails og deres historie. Så for mig er dette kølige, ubevægelige og dog alligevel på sin vis opråbs-agtige billede smeltet sammen med forestillingen om læskende drikke og gluk gluk-lyde fra flasker.

Det andet maleri er en mere vovet variation over et guldregn-motiv, som jeg allerede har malet én gang. Denne gang har jeg bare bevæget mig rundt om træet, så en anden baggrund trænger sig på og udfordrer guldregntræet, der dog også viser kløer i form af sorte stammer. Forlægget findes på et trangt gadehjørne i Randers, hvorfra guldregnen forsøger at overtage byen.

Begge malerier er til salg. Klik på malerierne for at se størrelse og pris.

Graffiti-malerier

Mange ville nok undre sig, hvis de hørte, at jeg var begyndt at lave graffiti. Og det er da også rigtigt, at jeg mistede modet overfor den kunstretning for snart tredive år siden, da jeg fik skældud for at lave en blyantstegning af en klokke på den hvidpudsede mur ved siden af skoleklokken. Men der findes jo mange måder at tage revanche på, og én af dem er åbenbart at indarbejde det i sine oliemalerier tredive år senere 🙂

Jeg har malet to forårs-motiver fra Randers. Det ene er fra en lille blindtarms-sidegade til Søren Møllers Gade, hvor et  purungt kastanjetræ bliver peget i den rigtige retning af en husgavl. I ly af træets krone lister afvaskede graffiti-tegn sig ud over det på én gang ærefrygtindgydende og inviterende lærred, som sådan en gavl jo da er.

Det andet motiv er Hvidemøllerbroen over banen, hvor Danmarks eksotiske blomst syrenen læner sig insisterende op af betonen. Og nej, det er ikke mit personlige “tag”, jeg har sat på broen her. Sådan så broen rent faktisk ud, da jeg kom forbi den med mit kamera, og jeg har glemt, hvordan ordet sluttede, så jeg kan ligesom jer kun gætte mig ud over kanten på maleriet.

Disse malerier er til salg og vil blive udstillet på Skovsgaard Hotel imellem januar og marts. Klik på billederne og se oplysninger om størrelse og pris.

Og så til staterne

For at starte med en cliffhanger, så jonglerer jeg faktisk med flere malerier i øjeblikket, som jeg maler til en udstilling i januar og som har kædet sig sammen i sin egen lille verden for mig. Det kommer I til at se mere til senere.

Her har I først et lille maleri fra det STORE land, som jeg ellers føler mig utroligt fremmed for. Jeg ville aldrig have malet Golden Gate Bridge, hvis der ikke var nogen, der havde bedt mig gøre det. Man kunne lige så godt have bedt mig male månen… ja, faktisk tror jeg, at jeg ville føle mig mere bekendt med månen… men San Fransisco rangerer på en eller anden måde på niveau med Mars for mig. Og meget passende har jeg i min jagt på en Marie Fredborg’sk vinkel på Golden Gate Bridge da også valgt et meget rødtonet, mars-agtigt solnedgansmotiv med markante, levende skygger, og vand, der viser tænder mod bygningsværket, både i form og farve. Jeg nyder at bryde koden på denne slags opgaver og motiver og på den måde indlemme nye små eller store stater i mit lille male-imperium, he he.

Det er et ret lille maleri, så udover det alien-agtige motiv, har jeg kæmpet en del med at få minimeret det mastodontiske scenarium og desuden få indkorporeret et lille væsen, en japansk tegneseriefigur, som bestiller ønskede sig. Den kan I jo hygge jer med at kigge efter, imens I venter på de nye malerier, som faktisk bliver til salg for en gangs skyld.

 

Så lille jeg er

FærøerneDet var med inspireret glæde, jeg tog imod bestillingen af et værk, gerne med motiv fra Færøerne. Da jeg var syv år boede jeg et år på Færøerne med min familie. Jeg lærte sprog, landskab og mennesker at kende, men gav nemt slip på det hele igen, da vi tog hjem, sådan som børn uimponeret kan gøre det. Og måske derfor har det aldrig før strejfet mig at male et færøsk motiv.

Men da det nu blev foreslået mig, så blev jeg grebet af at finde det rigtige motiv. Et motiv, som kom fra “mit” Færøerne. Hvor jeg kunne mærke luften og lugten og lydene og farverne, sådan som jeg huskede dem. Min barndoms fotografier levede desværre ikke op til et krav fra bestiller, om at det skulle være grønt (Vi tog hjem igen lige da græsset skiftede fra gult til grønt om foråret), og internettets plakatbilleder stemte ikke overens med mine minder, indtil jeg i sidste øjeblik faldt over dette motiv. Den måde skyerne sætter sig fast omkring toppene, og den måde moderne, regnvåd vej skærer sig igennem arret og rynket, gammelt landskab, ja, det bringer mig lige tilbage. Den våde lugt fra alle de små vandløb, der pibler ned overalt for at samles uden hensyn til huse og haver.

Måske kunne man se vandløb og vej som en slags kontraster, der viser hvordan naturen tilpasser sig og snor sig, og mennesket bare utålmodigt “sprænger” sig vej igennem, men for mig er der nu også en vis lighed mellem vej og vand. Noget kompromisløst og ubønhørligt, som både overvældede mig, når vi i vores lille bil svingede ind på en stædig, ensom tankstation placeret i et højt, snehvidt bjergpas, og når jeg på vej til skole så vinterblæsten rejse fjorden op i høje, vandrende vandtæpper.

Danmarks ufarlige natur bliver virkelig sat i perspektiv for mig her. Jeg tror, at det ville være meget sundt for os danskere, hvis naturen satte sig lidt mere i respekt. På Færøerne opdager man, hvor lille man er, og det er faktisk det, jeg har prøvet at male her.

Evighedsværk

I TivoliDette maleri er nærmest blevet et smertensbarn for mig. Jeg begyndte på det lige efter sommerferien i en lidt forvirret tilstand, fordi min datter blev passet hjemme i den uge, og samtidig havde jeg ikke fået købt materialer til de næste bestillingsprojekter, så jeg stod med tomme hænder. Derfor valgte jeg naturligt nok et motiv og et lærred, som jeg bare lige kunne lide og hoppede ud i det. Det betød, at jeg startede ud med en del fejl, så jeg måtte starte så godt som forfra et par gange, og i mellemtiden kom andre opgaver til, så lærredet bare hang og tørrede. Når jeg endelige tog mig lidt tid til det, kom jeg til at sidde og fedte med detaljerne på en fuldstændigt urentabel måde. Det har medført, at dette er et virkeligt gennemarbejdet værk, som ingen dog har råd til (tror jeg).

Motivet er af gammel dato. Min søster tog nogle smukke billeder under en Tivoli-tur for mange år siden, og jeg har gået og kigget længselsfuldt på dem siden, både fordi jeg ønskede at male dem, og fordi de minder mig om en ungdomstid, hvor vi svælgede i verden som ét stort kunstværk. Vi elskede Tivoli, ikke for forlystelserne men for blomsterne og lamperne og hele fornemmelsen. Og her står altså undertegnede og skuer forslugent ud over sø, lamper og blomstrende blåregn. Selvom vi (typisk for os) har fundet et hjørne af Tivoli uden andre mennesker, så er der rigeligt af aktivitet i billedet i form af detaljerede planter, spejlinger og lamper og huse oveni i hinanden. I mine øjne er det et kontrastfyldt billede, fordi det virker som om eftertænksom ro slås med et larmende mylder af sanseindtryk. Da jeg startede på maleriet, så jeg kun idyllen og den lækre frodighed, men imens jeg malede for jeg lidt vild i det hele, så nu ser jeg Tivoli-ramasjanget i det også. Hvis nogen skal købe det, skal de kunne rumme denne spænding i maleriet, tror jeg.