Feeds:
Indlæg
Kommentarer

I efteråret malede jeg et stort maleri af en solnedgangshimmel og spejlinger i en bjergsø. Det var en bestilling til en helt bestemt væg, og jeg har fået et billede af maleriet på sin skæbnebestemte plads. En storslået placering til et storslået motiv, synes jeg. Det er et smukt hjem at være repræsenteret i 🙂

Fussingø

Til dem der ikke nåede på påskeudstillingen på Fussingø Slot, så komme her en lille fotografisk rundtur på min del af udstillingen. Det er bare noget særligt at få lov til at udstille i så stemningsfulde omgivelser!

Påskeudstilling.

Corona har lært os ikke at regne med arrangementer, før de er i gang, men i går satte jeg mine malerier op på nogle fine, grønne vægge på Fussingø Slot og er dermed meget tæt på at tro på, at påskeudstillingen rent faktisk bliver til noget for mig i år. Det føles stort 🙂 Mine malerier var også forbløffende store i forhold til pladsen. Slottet er bare et lille jagtslot, så rummene er højere end de er brede. Det er første gang, jeg har kunnet hænge et maleri op oven over en dør 🙂 Jeg er til stede ved ferniseringen på søndag. Besøg mig hvis I kan 🙂 Her er et link til ustillingen på facebook.

Det er forår. I denne halvdel af året bliver min arbejdsplads ud på eftermiddagen indtaget af solen. Dens stråler rammer lærredet bagfra og gør maleriet til et slags røntgenbillede af sig selv. Farver blegner og strøg træder frem, og det er i det hele taget umuligt at arbejde med. Det samme gælder, hvis jeg vender mig med ryggen mod solen, som så skinner blændende i den våde maling. Så i løbet af eftermiddagen kan man se mig rykke længere og længere ind i atelieret og halvskyggen. Alt for optaget af at male rykker jeg ikke det hele på én gang, men lader mig jage i små ryk, indtil udestuen er fuldstændigt gennemlyst og frygtelig varm, men så er arbejdsdagen også slut 🙂 Her er jeg halvvejs med endnu et af de blomstrende frugttræ-malerier, som er så fristende at male her om foråret. Måske kan man ane, hvordan solen skinner gennem lærredet og malingen 🙂

Udstillinger

Man kan godt se på min palet, hvor mine tanker er for tiden. Der er ellers næsten ikke ren gul eller blå på det maleri, jeg er gået i gang med.

Jeg har vist forsømt at skrive, at mine malerier i øjeblikket er udstationeret, nå nej, bare hængt op på kantinegangen i firmaet Centrica i Aalborg. De har en kunstforening, der sørger for skiftende udstillinger og marts blev altså min måned. Jeg har ikke taget billeder af ophængningen, som jeg plejer, for firmaet, der handler med energi, havde hævet deres sikkerhedsniveau, så jeg skulle skrive mig ind i en digital gæstebog og fik tildelt en snor om halsen og følte ikke, at det var et sted, jeg skulle rende rundt og tage billeder. Folk var nu søde alligevel. Jeg hørte både klingende aalborgensisk, alle mulige typer engelsk og et par drenge, som vel var voksne nok til at være ansatte, kommenterede på mine malerier på vej ind til frokost: “De her er da meget nice” “Ja, nærmest sådan psykedeliske”. Jeg smilede for mig selv. Nice og psykedelisk, hm, ikke ringe 🙂

Udstillingen er ikke åben, men i påsken udstiller jeg på påskeudstillingen på Fussingø Slot. Det er en drøm, jeg har haft længe, og den er blevet udsat af corona i to år nu, men denne gang skal det være. Så kom endelig og kig! http://www.fussingoeslot.dk/

Og så endte dette maleri med at blive mit krigs-maleri. Selvom jeg jo også var i gang med det, da min familie arbejdede sig igennem corona-smitte, så vil jeg nu altid huske det som maleriet, der blev malet til lyden af radio-beretninger om invasionen af Ukraine. Lige så stille og næsten stivnede disse træer står i deres blomstring, lige så voldsom og dramatisk er den historiske situation, som de er blevet til i. Jeg lagde ud med en idé om at male en strålende blomstring ud fra min erindring og et lidt gråligt foto-forlæg, og selvom jeg har gjort det til en vis grad, så vil dette motiv altid have noget tvetydigt i sig. Himlen der ikke helt ved, om den vil være blå eller grå. Træerne der gør sig denne overvældende kraftanstrengelse, men underligt ubemærket og anonymt.

Jeg har flere gange set en slags gyserfilm, som vist ikke er noget stort kunstværk, for jeg har aldrig hørt den berømmet nogen steder, men den har gjort stort indtryk på mig. Den hedder “The Happening” og beskriver, hvordan planterne en dag gør oprør og begynder at sprede en form for nervegift med vinden, som får mennesker til at tage livet af sig selv. Noget af det fascinerende og skræmmende ved filmen er, at der ikke optræder en farlig skurk eller hidsig, advarende musik. Livsfaren varsles ved en stille vislen i det lange græs og en svag brise i trætoppene, og midt i natur-idyllen risler det én koldt ned af ryggen.

Dette maleri er ikke tænkt som en gyserfilm, men endnu engang har et af mine malerier vist sig at rumme flere spørgsmål end jeg havde forudset. Hvor er mennesker henne? … Nu er det jo mig selv, der har valgt ikke at male den blå Suzuki og cyklisten fra foto-forlægget med, så jeg burde vel kende svaret, men malerier får ofte deres eget liv, så jeg ved det faktisk ikke og forstår det ikke.

“Blomstring” – maleri fra 2012. Solgt.

Det lysner

Det er næsten som sne på lærredet, og det passer godt til at jeg nu vil holde vinterferie. Maleriet af de blomstrende kirkegårdstræer, som ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal være lys eller mørke, må vente en uges tid, imens jeg koncentrerer mig om familien, der både har ferie og corona. Men jeg føler mig faktisk også ret rolig ved at stille maleriet til side, som det er nu. Det har fået første lag maling, og selvom lysforholdene stadig er uafklarede, og der er udbredt grums på lærredet, så har jeg en fornemmelse af, at det nok skal gå, som det plejer. Det kommer til at være formerne, der holder styr på det, og så må jeg se, hvad jeg kan gøre med farverne indenfor de rammer. Det er en setting, jeg føler mig tryg i, så begyndelsens ængstelse er taget af. I det hele taget tager lyset til, både udenfor og måske også på lærredet, så selvom det hedder en vinterferie, så risler der en lille understrøm af forårsfornemmelse, igen både på lærredet og i verden udenfor. En forhåbentlig nem corona, en ferie og en omgang maling mere, så kommer foråret brusende!

Når et maleri er færdigt starter jeg på et nyt, sådan er den indiskutable cyklus i mit atelier. Når jeg er færdig med et maleri hænger jeg ikke ved det. Det bliver stillet til side og et nyt lærred taget frem. Så grubler jeg over mine forlæg og overvejer mulighederne. Denne gang er afvejningen faldet ud til fordel for endnu en randrusiansk kirkegård. I foråret lyser min lokale kirkegård op i et hvidt pur af ret unge, blomstrende træer, som jeg ikke kender navnet på. Muligvis en slags kirsebær. Da jeg tog dette foto-forlæg var lysforholdene ikke optimale, så jeg fangede ikke det lysende ved trækronerne, og de er istedet blevet ret “grumsede” i farven. Det bliver udfordringen ved dette motiv at male noget af det lysende frem ud fra min hukommelse, og helst uden at gå på kompromis med de flotte skyggevirkninger under kronerne. Normalt læner jeg mig ellers helt tillidsfuldt op af forlægget. I kan se “problemet” dér hvor den hvide del af kronerne møder skyggerne i venstre side af lærredet. I første omgang har jeg bare ladet dem mødes, og nu skal jeg så til at “forhandle” skyggerne ind i lyset (for dér findes de) og de hvide blomster ind i skyggen (for dér findes de også) uden at tilsmudse det hele. Det er et uroligt sted at befinde sig i processen. Jeg tvivler på udfaldet. Men udadtil er der nu ingen fare i atelieret, hvor radio og brændeovn stadig mumler stilfærdigt. Jeg vender tilbage med en fortsættelse af “dramaet”.

“Sol under broen” har jeg kaldt mit nyligt færdiggjorte maleri. Det kunne også have heddet “Gudenåen!”, som min familie råber hver gang vi krydser den – hvilket man gør ret tit, når man er bosiddende i Randers 🙂 Det kunne også have heddet “Flod”, for Gudenåen er officielt stor nok til at blive kaldt for flod, og jeg synes, at der er noget Themsen-agtigt over den på dette maleri. Når det så alligevel blev til “Sol under broen” var det fordi jeg synes, at solen og broen alligevel har hovedrollerne… Åen er måske mere én af de dér biroller, der sniger sig stilfærdigt ind fra siden og løber med rampelyset, når det kommer til stykket. Det må I afgøre 😉

Som skrevet tidligere snublede jeg over motivet på en bundfrossen morgen for et år siden, og når jeg ser på det nu, så ser det jo helt sommerligt ud. Jeg kan godt, når jeg er i et rigtigt vinterlandskab, “lege” sommeren frem på trods. Jeg ignorerer de nøgne træer og forestiller mig hvilken tid på døgnet det var, hvis solen stod sådan her om sommeren. Jeg fremtvinger et mentalt sommerbillede, som jeg lægger henover vinter-realiteterne omkring mig. Det kan også være omvendt, altså om sommeren. Sådan et eksperiment kan kun vare kort, fordi der er noget med en vintersol, som er anderledes og som tvinger illusionen i knæ. Det samme med det her maleri. Det kan ikke forblive sommer, hvis man hviler øjnene i det et stykke tid, men det gør sit bedste 🙂 Alt var dækket af rimfrost, og grusstien foran mig var stivnet, men se, hvordan solen klæder det ud som hed ørken. Der er lidt dis over vandet og imellem bropillerne, som kunne være lun sommerdamp men som er isnende rimluft.

Jeg har forresten malet denne bro, jernbanebroen i Randers, før, også om vinteren sjovt nok, men i en hel anden skytung, grå, snefygende situation. Men fascinationen af de lige vinkler og forsvindingspunkterne ud i landskabet er de samme. Denne gang blev jeg overrasket over, hvor glad jeg blev for de lidt anonyme, men alligevel bastante bropiller. Jeg havde mest tænkt på den flotte, blå bro og det blændende sollys, men så kom de gustne, umedrivelige betonklumper lige og besnærede mig 😉 Maleriet skal med på udstilling om en måneds tid. Jeg har et lille, blegt håb om at få malet endnu et i tide til at det kan tørre.

På togbroen, 2019, 70×50 cm, 4000 kr

Vinter-udfordring

Årets første maleri tager form på staffeliet og er meget passende et vintermotiv, fundet på en løbetur en frostklar vintermorgen for et år siden. Vinterlandskaber kan være så ubegribeligt smukke, men de er svære at male, synes jeg. Jeg, der er så vant til at bruge farverne i al deres vælde, bliver udfordret af vinterens begrænsede palet. Og det på trods af at mange af mine store kunstner-idoler fremmaner fantastiske eventyr ved kun at bevæge sig ganske få skridt rundt indenfor den samme farve. Også i litteraturen beundrer jeg antydningens kunst. Men det er jo ikke uset, at man ofte beundrer det, som er anderledes end én selv. Lad mig nu se, om jeg før dette maleri bliver færdigt formår at fange noget af den skarpe frost-skønhed, som omgav mig den morgen. På billedet kan I se, at der også kan blive lidt køligt i mit atelier, for jeg har installeret en “fod-muffe” på mit staffeli 🙂

Jeg vil i denne måned male et par mindre malerier, fordi jeg til marts skal udstille i en kunstforening, der har et prisloft på de udstillede malerier. Så der er et par store malerier, der bliver udelukket, og jeg må forsøge at få noget andet at fylde på væggene 🙂 I får det færdige resultat af dette første værk i næste uge.